Endnu et digt fra Die gestundete Zeit:

IM GEWITTER DER ROSEN

Wohin wir uns wenden im Gewitter der Rosen,
ist die Nacht von Dornen erhellt, und der Donner
des Laubs, das so leise war in den Büschen,
folgt uns jetzt auf dem Fuß.

*

I rosernes torden

Hvorhen vi vender os i rosernes torden,
er natten oplyst af torne, og løvets
lynild, der var så stille i buskene,
følger os nu i hælene.

- Ingeborg Bachmann.

mvh
Simon

Voices in wartime...


Music for Brass


Those days we slept in a trumpet.
It was very quiet in there,
we never dreamed it would sound,
lay, as if to prove it,
open-mouthed in the gorge—
those days, before we were blown out.
Was it a child, on his head
a helmet of studied newspaper,
was it a scatty hussar
who walked at a command out of the picture,
was it even those days death
who breathed that way on his rubber stamp?
Today, I don’t know who woke us,
disguised as flowers in vases,
or else in sugar bowls,
threatened by anyone who drinks coffee
and questions his conscience:
one lump or two, or even three.
Now we’re on the run and our luggage with us,.
All half-empty paper bags, every crater in our beer,
cast-off coats, clocks that have stopped,
graves paid for by other people,
and women very short of time,
for a while we fill them.
In drawers full of linen and love,
in a stove which says no
and warms its own standpoint only,
in a telephone our ears have stayed behind
and listen, already conciliant,
to the new tone for busy.
Those days we slept in a trumpet.
Backward and forward we dreamed,
avenues, symmetrically planted.
On a tranquil unending back
we lay against that arch,
and never dreamed it would sound.

- Günter Grass

*

Chapter Heading

FOR we have thought the longer thoughts
And gone the shorter way.
And we have danced to devil's tunes
Shivering home to pray;
To serve one master in the night,
Another in the day

- Ernest Heminghway.

*

Millennium

This could be my little
book about love
if I wrote it—
but my good demon said:
'Lay off documents!'
Everybody was watching me
burn my books--
I swung my liberty torch
happy as a gestapo brute;
the only thing I wanted to save
was a scar
a burn or two—
but my good demon said:
'Lay off documents!
The fire's not important!'
The pile was safely blazing.
I went home to take a bath.
I phoned my grandmother.
She is suffering from arthritis.
'Keep well,' I said, 'don't mind the pain.'
'You neither,' she said.
Hours later I wondered
did she mean
don't mind my pain
or don't mind her pain?
Whereupon my good demon said:
'Is that all you can do?'
Well was it?
Was it all I could do?
There was the old lady
eating alone, thinking about
Prince Albert, Flanders Field,
Kishenev, her fingers too sore
for TV knobs;
but how could I get there?
The books were gone
my address lists—
My good demon said again:
'Lay off documents!
You know how to get there!'
And suddenly I did!
I remembered it from memory!
I found her
pouring over the royal family tree,
'Grandma,'
I almost said,
'you've got it upside down—‘
'Take a look,' she said,
'it only goes to George V.'
'That's far enough
you sweet old blood!'
'You're right!' she sang
and burned the
London Illustrated Souvenir
I did not understand
the day it was
till I looked outside
and saw a fire in every
window on the street
and crowds of humans
crazy to talk
and cats and dogs and birds
smiling at each other!

- Leonard Cohen.

*

Brotherhood

Each and every thing cuts wounds,
and neither of us has forgiven the other.
Hurting like you and hurtful,
I lived towards you.

Every touch augments
the pure, the spiritual touch;
we experience it as we age,
turned into coldest silence.

- Ingeborg Bachmann.

mvh
Simon

Lidt nattelæsning fra Paul Celans erfaringsdyb...

Bliv blind allerede i dag:
også evigheden er fuld af øjne -
i dem
drukner det, som hjalp billederne
over den vej, som de kom,
i dem
slukkes det, som med et tegn
tog også dig bort fra sproget,
og du lod det ske som
dansen af to ord gjort af
efterår og silke og intet.

*

Noget som nat, mere skarp-
tunget end
i går, end i morgen;

noget som en
fiskemundshilsen
over jammer-
disken;

noget sammenblæst
i barnenæver;

noget af mit
og ingens stof

*

Trådsole
over det gråsorte øde.
En træ-
høj tanke
griber lystonen til sig: der er
endnu sange at synge hinsides
menneskene.

- fra Atemwende, 1967.


Et enkelt digt fra Sprachgitter, 1959:


Stemmer, ridsede

i det grønne i vandfladen.
Når isfuglen dykker,
svirrer sekunderne:

Det der tilkommer dig
på hver bred,
det træder
høstet ind i et andet billede.

*

Stemmer fra nældevejen

Kom til os på hænderne.
Den som er alene med lampen,
har kun hånd at læse af.

*

Stemmer, natgennemvoksede, reb,
som du hænger klokken på.

Hvælv dig, verden:
Når dødsmuslingen svømmer frem,
vil det ringe her.

*

Stemmer, for hvilke dit hjerte
viger tilbage ind i din mors hjerte.
Stemmer fra galgetræet,
hvor sent træ og tidligt træ
bytter og bytter sine ringe.

*

Stemmer, gutturale, i gruset,
vor også uendeligt graver,
(hjerte-)
slimet kanal.

Sær bådene ud her, barn,
som jeg bemærkede:

Når kastevinden kræver sin ret midtskibs,
trækker klammerne sig sammen.

*

Jakobsstemme:

Tårerne.
Tårerne i broderøjet.
En blev hængene, voksede.
Vi bor i den.
Ånder, så
den løsner sig.

*

Stemmer, i arkens indre:

Kun
mundene er
reddet. I
synkende, hør
også os.

Ingen
stemme - en
sen lyd, timefremmed, skænket
til dine tanker, her, endelig
fremvokset: et
frugtblad, øjenstort, dybt
revnet; det
væsker, vil ikke
gro sammen.


*


Endelig to fra Mohn und Gedächtnis, 1952:


Erindring om Frankrig

Tænk med mig: himlen over Paris, den store
efterårstidsløse...

Vi købte hjerter hos blomsterpigerne:
de var blå og blomstrede op i vandet.
Det begyndte at regne i vores stue,
og vores nabo kom, Monsieur Le Songe, en lille
mager mand.
Vi spillede kort, jeg tabte øjestenene;
du lånte mig dit hår, jeg tabte det, han slog os ned.
Han trådte ud af døren, regnen fulgte ham.
Vi døde og kunne ånde.


*


Hele livet

Solene i den halve søvn er blå som dit hår
en time før morgen.
Også de vokser hurtigt som græsset på en fuglegrav.
Også dem lokker den leg, vi legede som en drøm
på lystens skibe.
Ved tidens kridtklint møder dolkene også dem.

Solene i den dybe søvn er mere blå:
sådan var dine lokker kun én gang:
jeg tøvede som en nattevind i din søsters
bestikkelige skød;
dit hår hang i træet over os, men du var der ikke.
Vi var verden, og du var et krat foran portene.

Solene i døden er hvide som vort barns hår:
det steg op af bølgen, da du rejste et telt på klitten.
Det drog lykkens kniv over os med bristede øjne.


- Paul Celan

mvh
Simon

Efter et bad i Paul Celans smukke tungsind, ka' en stund i Vreeswijks nærhed snart behøves, og hvilken stund, for mon ikke det tungsindige hjerte har trillet let hjemover efter dette:
https://www.youtube.com/watch?v=vUSQQyn9b-s

mvh
Simon

Et hej til dig her i natten, Simon

... med morgentanker som på en sommerfuglevinge :))


EFTERLIV

det er alt for sent til
at overgive sig
til det visne græs.
Men netop tids nok
til at blive hjemløs
i den evige vinter.

Med Venus sovende
i sin barndom.
Under isbjerge,
frostskygger,
isstøv og det tunge lys
fra hjernernes polarnat.

Igennem den hvide tunnel
til den anden side
af de blinde stjerner
og al tænkelig kulde.
Mod det ventende,
rødmende dagslys.

Her hvor udsigten åbner sig,
og afstandene ankommer
under drømmenes styrtregn
i det unævnelige
skær af purpur
og smaragdgrønt.

Eller i mønsteret på
en sommerfuglevinge,
eller i et indre anliggendes blå eksil.
Hvor vi hver især
tilfældigt dukker op
efter en endeløs tavshed.

Fra hvor vi end var.

Og alt det kommende
kommer til os,
når vi kalder.

Rolf Gjedsted / "Læbernes polarnat" 2002


Og med tak for de skønne toner i Vreeswijks nærhed, der skaber et smilende hjerte i lethed og morgensind, er her et bud på Morgennisserier og den juletid, som varer hele året :))

https://www.youtube.com/watch?v=WVNlFb5uRuQ

Godmorgen og Glædelig Jul ;))
RoseMarie