Fröding der havde sine pinsler, var nærmest ved at brække sig hans tids selvgodhed, og betragtede de usalige, de forbandede som lige så gode eller snarere bedre end de selvretfærdiges gud, en eftertanke han atter genskaber om som lige såvel ku’ indramme vor tids selvgode troende lænket til deres psykogene gudebilleder, det af kirken internaliserede neurotiske indre helvede, og skrev blandt andre fine epistler dette:

Den gode er väl ej så god
som själv han tror i sitt övermod.
Den onde är ej så ond ändå
som själv han tror, när kvalen slå.

- Fröding.

mvh
Simon

Alt har jo en ende, og ved translokationen synges der på akademiet sidste vers, her de samtlige:

Afskedssang til Academisterne i Sorøe:

Jeg veed et Sted, som jeg har elsket længe,
Dets Navn skal aldrig i mit Hierte døe,
Der leger Fisken mellem Blomsterenge,
Der synger Droslen ved den dybe Søe;
Der glider Baaden langsomt under Landet,
Mens Bølgen sukker under Aarens Slag,
Den ranke Hiort tidt speiler sig i Vandet,
Naar Maanens Skin forvandler Nat til Dag

Jeg veed en Egn, omkrandset rundt af Lunde,
Hvor Bøgen suser for den sagte Vind,
Hvor gamle Minder dybt i Skoven blunde,
Og vie den til stille Tænkning ind;
Bag Lindens Blad dog høres Fugleqvidder,
Og Nattergalen her en Tilflugt fandt,
Hvor store Navne dybt i Barken sidder,
Og voxe større med hvert Aar, der svandt.

Jeg veed en By, den er saa taus og stille,
Den synes ringe for den ydre Sands,
Den pragtløs er og dertil meget lille,
Og savner ganske Hovedstadens Glands;
Men hvo, der vandred ved dens dunkle Vove,
Og hvo, der saae dens Roser spire frem,
Og hvo, der hviled i dens gamle Skove,
Han sikkert aldrig vil forglemme dem

Nei sikkert aldrig dette Sted I glemmer,
Hvor I har vandret tidt ved Venskabshaand,
Hvor Vaaren hilses først af tusind Stemmer,
Imens den smiler som en salig Aand,
Hvor I har skuet Skyens Leeg i Vinden,
Og drømt maaskee Jer bedste Foraarsdrøm,
Og hvor I Taaren rysted' let af Kinden,
Saa den for evig sank i Glemselsstrøm

Her har I forsket i de Vises Skrifter
Og Tanker læst, der aldrig vorde glemt,
Her har I stirret i de dybe Rifter,
Hvor Jordens Aand har sine Skatte giemt,
Her Eders Blik har vendt sig tidt tilbage
Og skuet Tidens underlige Gang,
Og her I grubled over Fremtids Dage,
Mens Haabet sang for Jer sin gamle Sang

Saa reiser bort! nu Tiden er udrunden,
Og lever vel og kommer snart igien!
Og lad de Blomster, som I her har funden,
Til Frugter modnes, hvor I vandre hen;
Thi Sølv og Guld, dem skal I ikke sanke,
Dem har I aldrig lært at finde her,
Men Aandens Frugt, den indholdsrige Tanke,
Det er den Skat, der er os ene kiær

- Carsten Hauch.

mvh
Simon

Det går rask til, så er der 46 dage til nissegrøden! ;)

https://www.youtube.com/watch?v=6XDiKroQqsE

mvh
Nissen – der ikke begriber et pluk af hvorfor Flemming Jensen & Sebastian Klein vil tjene penge på at indvie befolkningen i Jesper Kleins personlige problemer på vaskeægte Se & Hør-manér!

Der må et grin til for at klare valget i US, en lille buket af religiøse fanesager:

https://www.youtube.com/watch?v=ezUZqPSjd-4

mvh
Simon

Hej Simon

Der er ikke noget, der åbner både krop og sind som en god latter. Ja, det er jo ren vækkelse, og så er det både nysyn og lyssyn ;)

Ham her er nu også go' for en latter

https://www.youtube.com/watch?v=c3NF349aEHM

Og selvfølgelig får Borum ordet fra "Lyssyn" :))

Dage så døde som sild.
Dage som glødende ild.
Man ved ikke når eller hvor
- især ved man ikke hvorfor!

Nætter så tunge som klid.
Nætter så unge som kid.
Det skifter, det veksler, det sker
- det ved man, man ved ikke mer.

Det jubler, det sørger,
det snubler, det spørger
- men nu har jeg fundet et svar:
Jeg vil være åben og klar.

Et smil fra
RoseMarie