Det er snart til at få kvalme af denne upræcise og uforpligtende plapren om 'kærlighed og sandhed' i et væk.

Ordene i jeres skrifter bliver til tomhed og ligegyldighed i jeres evindeligheder!

Skulle man tage ordene for deres fulde pålydende, da ville det blive umuligt for mennesket at befolke jorden og leve på den, idet enhver form for færdsel til fods, i bil, i tog eller med fly hvert sekund dræber tusinder af 'jordens uskyldige væsener – også de mindste af disse'.

Skulle det også være syndigt at dræbe en stikkende myg, en hveps lige før den stikker, en smuk spyflue før den lægger sine lige så smukke æg på min mad?
Og hvordan har I det med de yndige rotter og mus, som kan befordre udbredelsen af nogle for mennesker dødelige sygdomme?

Nå ja, så er jo også lige den pragtfulde malariamyg – og så må vi blæse på, at millioner af mennesker dør som følge dens velsignelsesrige aktivitet.

Kære Jan

Det ser ud til, at du er uenig med min dyre-optik (etik) af den grund, at den skulle være fordømmende. Hermed antyder du, at brug af Helligåndens øje er tilgivende, så når jeg ser på lidende dyr, skal jeg blot tilgive de, der har forvoldt dem smerte og så gå videre?

Jeg vil gerne gøre det klart, at det er en misforståelse, hvis du tolker mine indlæg som fordømmelse. Det gør du jo qua din ekimske tilgang. Det her handler ikke om at få andre i skyld, sådan som du måske tager det ind. Nej, jeg gør blot opmærksom på, hvorfor jeg forholder mig til dyrene, og hvad der bl.a. afholder mig fra at spise dem. Vi snakker altså ikke om ideer, ej heller om kristendom osv.

En realitet er, hvad der foregår i den og den stald. Der er mange gode forhold, som fødevarestyrelsen har godkendt, men det modsatte forefindes. Møder vi nogle forhold, der kunne forbedres, er der ingen grund til at gøre virkeligheden til en idé om f.eks. tilgivelse. Det er her, at vor veje skilles, og du møder mig ofte som opponent (når jeg ellers giver lyd fra mig), selvom jeg godt kan se, at i er nogle stykker, der bevæger jer i tænkningen i stedet for i det konkrete (og lad nu være med at stille alle spørgsmålene om, hvad det ene og andet er..).

Du opremser en lang række grusomme realiteter, som vi ikke bare kan ændre, selvom vi gerne ville. Vi kan være medfølende og ellers følge fordringen, når den er der. At se andre lide gør noget ved en, og vi bliver nødt til at leve videre. Du vælger så at projicere tilgivelse ud på alt og alle for derved at træne sindet i enhedstænkning og undgå adskillelse. Jeg vælger at se omstændighederne i øjnene som en del af livets realiteter – ikke at det på nogen måde er en tilstand, der skaber enhed. I vores eget indre dyb findes der også polære forhold, hvor smerte og glæde, tvivl og tro, mørke og lys alligevel konfronterer os med den, vi er: et menneske der har muligheden for at arbejde med sig selv, arbejde med at åbne, når sindet eller hjertet vil lukke. Det gode findes ikke blot i bevidstheden (ideen Gud) men i livets dynamik, i mødet med den anden, i den lille ny åbning, hvor lyset får lov at bryde ind og varme det forhutlede menneskehjerte.

Det er klart, at de folk de påfører dyr og andre mennesker lidelser, gør det fordi, at de selv lider. Derfor er det også, at Ole Bjørn har ret i, at jeg ville blive en dårlig dommer. Som yngre havde jeg af og til det problem, at jeg blev tavs, når folk erklærede, at den morder burde spærres inde for livstid og lign. Jamen, det burde han nok, vi kan da ikke have mordere til at rundt i vores samfund og være en trussel. Men tænkte jeg altid, kan vi dog ikke hjælpe ham til live, til nyt liv, en ny begyndelse?

De mange folk, der mishandler f.eks. dyr og børn handler hjerteløst. Kvinden der ikke ville lade sin hund lege med min hund forleden, fordi den bliver så glad, at den løber hjemmefra for at finde sine legekammerater vælger i stedet for at følge dens behov at forhindre den i liv, eller moren der kommer til at slå sin dreng, fordi hun frustreres og bliver nødt til at sætte en grænse, skønt det handler om hendes egen pressethed (egne problemer/psykiske ustabilitet) skal ikke bare mødes med tilgivelse (eller med ideen om gudd. Tilstand) men derimod menneskeligt, så det fremover kan afføde en menneskelig indsigt og handling fra hende. Det er den Jesus, jeg tror på – menneskeligt og guddommeligt set. Gud og mennesket er ikke adskilt men forenet i troen, håbet og kærligheden.

Mvh – og kærlige godnatter
Anne

Hej Thomas!

Desværre har skaberen eller hvem eller hvad det nu er som har struktureret denne verden, indrettet den sådan, at liv alene er muligt at opretholde på bekostning af andet livs undergang.

Det er et grundvilkår for alt liv, også for menneskelivet, som vi umuligt kan sætte os ud over. Ikke engang ved at begå selvmord, for så dræber vi jo også uskyldigt liv. ;)

Hvis du blot ville indse denne enkle sandhed i stedet for at fable om barmhjertighed og jeg skal komme efter dig ville meget være nået.

Min holdning til alt liv og medfølelse med vore medskabinger fremgår af det afsluttende Einstein citat. Det citat er samtig et svar på indlæg i denne tråd, som jeg endnu ikke har besvaret.

Hilsen

Ipso Facto


-------------
"A human being is a part of a whole, called by us - universe - a part limited in time and space. He experiences himself, his thoughts and feelings as something separated from the rest... a kind of optical delusion of his consciousness. This delusion is a kind of prison for us, restricting us to our personal desires and to affection for a few persons nearest to us. Our task must be to free ourselves from this prison by widening our circle of compassion to embrace all living creatures and the whole of nature in its beauty." - Albert Einstein.

Dette har jeg allerede påpeget i samme tråd. Og under ingen omstændigheder skal vi sige til os selv: "Nåja, vi kan jo ikke forhindre døden, så vi kan ligeså godt slagte løs". Vi skal elske alle væsener og gøre, hvad vi kan.

Nu er der jo forskel på at klaske en myg og massemyrde grise, køer, får, høns, osv. Det tror jeg, at man skal være meget følelseskold for ikke at indse. Vi bør elske alle væsener og gøre, hvad vi kan.