Hej Jan!

Lad mig kvittere for din grusomme, men sande beretning om hvor afskyeligt menneskene behandler hinanden og det håb du tænder med troen på Jesus Kristus som ikon for kærlighedens mystiske sammensmeltende magt, der læger alle sår, med et par få kritiske ord.

Mennesket har i sig potentialet for selv at tænke sig frem til eksistensen universelle etiske principper som "den gyldne regel", som de logisk set er underlagt alene qua menneske. Og derfra kan man tænke sig frem til en universel fordring om at udvise næstekærlighed.

En ting er at anerkende at vi står under en etisk fordring, noget helt andet er, om vi rent faktisk bøjer os for fordringen og handler efter den i vort møde med den anden og i det politiske rum.

Som jeg tolker Jesu lære, som den kommer til udtryk i bjergprædikenen, erkendes det her klart, at det som forhindrer mennesket i at overholde de etiske fordringer primært er en dyrisk arv i form af vor driftsnatur, som både sætter fornuften og evnen til at opføre os etisk ansvarligt delvist ud af kraft.

Bortset fra trosaspektet (det guddommelige), begreberne om synd og arvesynd og den eksakte formulering af den etiske fordring vi står under, er jeg stort set enig i den analyse af vor eksistentielle situation som Jesu lære udtrykker og som du så glimrende redegør for.

Svagheden i kristendommen ligger for mig at se derudover på to felter. En venden sig bort fra den fordærvede verden understøttes på apokalypsen og håbet om frelse gennem tro. Når dette tillige sammenholdes med fordringen om at skille troens regimente fra det politiske, så bringes de troende i en afmagtssituation i forhold til at ændre de politiske betingelser som fremmer ondskaben og volden i verden.

Faktum er for mig at se, at næstekærligheden når den praktiseres ikke skaber endnu mere næstekærlighed, men tværtimod opfattes som et svaghedstegn som kan og bør udnyttes maksimalt i det politiske spil om magt, hvor aktørerne alene er styret af begæret efter magt og rigdom.

Derfor er kristendommens historie en dyb tragisk og meget ukristelig historie. Kristendommens eneste mulighed for at overleve i en verden af politiske monstre var at omsætte den sociale magt den besad til politisk magt. Og dermed udartede den stadig mere og forrådte den oprindelige lære.

Man kan vælge at se humanismen og Oplysningstidens ideer som et forsøg på med fornuftens hjælp at uddestilere de bedste elementer fra kristendommen - næstekærligheden og ligheden under Gud - til en politisk filosofi der udfyldte det politiske tomrum som fandtes i kristendommen (læren om de to regimenter) hvorved der blev etableret den balance mellem det metafysiske og det fysiske som manglede i kristendommen.

Mennesket ville frigøre sig fra den religiøse dogmatik, udnyttelse og undertrykkelse som kirken havde praktiseret siden den fik politisk magt i romerriget i det fjerde århundrede og derfor var et radikalt opgør med religionen som sådan nødvendigt for at frigøre mennesket.

Tragedien var så, at man i stedet for Gud blot placerede andre "guder" i det metafysiske som viste sig at kræve langt større blodofre som midlet til at skabe det frihedens og lighedens rige på Jord, som utopierne stillede i udsigt. Det er den ateistiske marxisme-leninismes store tragedie, at man blot erstattede Gud med noget monsteragtigt, en erstatningsreligion baseret på troen på eksistensen af ubrydelige historiskelove som af sig selv førte frem til det gode kommunistiske samfund. Man skulle blot hjælpe udviklingen lidt på vej og slå alle de forkerte mennesker ihjel, så ville det Jordiske Paradis blive en realitet så meget desto hurtigere.

Både marxismen-leninismen, fascismen og nazismen tager afsæt i menneskets instinkter, ikke mindst det religiøse instinkt eller behovet for at tro på frelse og derved er det mest korrekt at betegne dem som erstatningsreligioner.

Fornuften var med erstatningsreligionerne atter kommet på afveje og denne fejl blev betalt i blod med ufattelige lidelser for mere end hundrede millioner mennesker.

Demokratiet, der bygger på den politiske ligeværdighed betegner på en måde det sande i Jesu lære tilføjet de politiske sandheder som kan erkendes qua den politiske filosofi. Her er vægten lagt på denne verden, men respekten for og accepten af menneskets åndelige behov kommer til udtryk i anerkendelsen af absolut åndsfrihed.

Men uanset om demokratiet rummer det bedste fra den kristne lære og den politisk filosofiske tænkning ved at skabe et gensidigt frugtbart samarbejde mellem de demokratiske borgere så er også demokratiet underkastet menneskets driftsnatur og egoisme, hvorfor det også kan udarte til sin egen modsætning. Hvis borgerne ikke forstår, at i demokratiet er deres primære etiske forpligtelse at stemme på en sådan måde at den politiske ligeværdighed og dermed demokratiet kan opretholde sig selv, så degraderes demokratiet blot til et interessedemokrati hvor forskellige grupper forsøger at fremme egne interesser og berige sig på fællesskabets bekostning.

Hvis borgerne lader sig lokke til at afgive så meget suverænitet til et lidet demokratisk større fællesskab som EU fordi de bliver stillet økonomiske belønninger i udsigt, så er demokratiet lige så sikkert i færd med at afskaffe sig selv som det tyske Weimar demokrati var da borgerne blev forført af pseudoprofeten Hitlers løfter om en gylden fremtid for det tyske folk og nation.

Kort sagt, hvis ikke blot troen på kærlighedens mystiske sammensmeltende magt skal være en personlig redningsplanke midt i en brutal fordærvet verden fyldt med egoistiske monstre, så må den have to ben at gå på. Det andet ben må have fæste i rationaliteten. Den rationalitet og humanisme som ligger til grund for de filosofiske ideer som demokratierne forsøger at udmønte i praksis.

Problemet er stadig som på Jesu tid, hvordan mennesket overvinder sin dyriske driftsnatur for det er den eneste måde det gode fredelige samfund kan realiseres på. Her er vi ikke kommet meget længere end for to tusinde år siden. Rationaliteten er endog ikke stor nok til at vi kan lære af vore egne historiske fejltagelser synes jeg.

Det er vel den selv samme vurdering du giver udtryk for med ordene:



Dog er der sket en åndelig udvikling som har forbedret vore kår i form af naturvidenskab og ny teknologi samt en ny måde at indrette samfund på - demokrati - som forudsætter erfaring, viden og åndelig gennemtænkning af vor eksistentielle situation og behov.

Men om demokratiet blot er et midlertidigt fænomen med kort levetid, der derefter atter går til grunde, kan vi ikke vide noget om. Det vi kan sige er, at hvis borgerne ikke er bevidst om den gave som næstekærlighed og demokrati er; hvis de ringeagter demokratiet og ikke bøjer sig for dets etiske pligter, fordi de er i deres driftsnaturs og egoismes vold, så vil det med garanti gå til grunde. Derefter kan det tænkes, at islam tager over, idet den tilbyder mennesket at kunne udleve sin driftsnatur i langt højere grad end både demokrati og kristendom tillader.

Hilsen

Ipso Facto


-----------
"There is in every village a torch - the teacher; and an extinguisher - the clergyman." - Victor Hugo

"There is not enough love, to go round..." det lyriske svar på "Love is all you need" - Ipso Facto ;)

Sikken en fin historie med talende løver. Massedrab på dyrene er desværre ikke en historie. Og drabene begås af mennesker, der har et valg - barmhjertighed eller grusomhed.

Hej igen Thomas.

Ja min ven, lad folk lytte til deres hjerter.

Og lad os være dem som giver dem chancen for at gøre det, ik..

Vi to kan jo virkelig forstå at gi den gas, så lad det starte derfra hvor gassen kommer fra.

Prut.

De, der lytter til deres hjerter, vil ophøre med at bistå i nedslagtningen af jordens uskyldige skabninger - hvis de da har medlidenhed og medfølelse i hjertet.



Netop derfor bør vi vidne om det gode og det sande. Ophør med at fange, lemlæste og dræbe jordens uskyldige væsener.