P.s.:

Det er egentlig ikke fordi Johs. Jørgensens digte sir mig så meget, udover dygtigt skabt og smukke; næh, det er mere hans fortællinger, hans essays og betragtninger over litteratur og tidens forfattere jeg holder af, trods uenighed m.m. Sandsynligvis ville jeg ha' været mere enig med Stuckenberg i det meste sagt under deres skænderier. At vandre i Siena eller Assisi med Johs. Jørgensen er dog noget ganske særligt, som jeg ville ha' nydt virkelig at gøre. Tillige holder jeg af hans trang til enkelhed i livet, noget forskellig fra hans detaljerigdom i beskrivelser af set og følt, der virkelig ér poetisk smukt, en natur-romantisk - som i hans senere lyrik, hvor man har fornemmelsen af vorherre der som en lille libido sidder på hans skulder og nyder sceneriet, nøjagtig som jeg selv havde gjort, dér i det italienske solrige landskab med højt til loftet. Han er en nydelse at opleve som oplevende, og var noget af en vandringsmand med lige så mange kærlighedssorger og bekymringer som enhver anden mand, men den tøjle Stuckenberg savnede, fandt han udenfor sig, i katolicismen - hvad der jo var godt for ham men ikke for deres venskab.


Fra Sommerdag
Til Bertha R.

Jeg er kun nitten Aar - saa ung og fri -
med Had af Staal og Tro som tunge Klipper -
og spæd og fin De sidder ved min Side
imellem Straa, der svagst i Vinden vipper.

Og sagte rinder Dagens Guldsand ud
mens Drosler fløjte, og Insekter summe -
og mørkt staar Deres Blik bag blege Laag
som i en Marmorrand en Kildes Kumme...

- - Jeg vaagner af min Drøm. Min Hjærne
slappes
- det vaade Grønne køler mine Lemmer -
og mens jeg tungt imod mit Hjemland længes,
mit Liv jeg som en brusten Lyd fornemmer.

Som Bække spredes over golde Sletter
foruden Fald imod en Flodsengs Leje
og siver ud i Kær og flade Damme
forødte jeg min Ungdoms dyre Eje.

Indtil jeg atter fandt Dem - fin som før -
men Deres Skæbne i en anden tvunden -
og følte, der var runden lange Aar,
og at min egen Ungdoms Tid var runden.

Og saae Dem vandre bort ad nye Veje,
mod Fjælde, der langs Himmelranden tegner
de stærke Rygge, mens i Mindedis
Forriderbakkerne langt borte blegner.

- Johs. Jørgensen, syvende bind Stemninger fra Udvalgte Værker.

Og det er netop sommer og sol, og til at bære - regndråber er nu så langt at foretrække, fremfor en våd varme der klæber til hele skroget - med udsigt til efterårsbyger og fantastiske farver, sagde nissen...

mvh
Simon

Hej Simon

I dag skal Ørnsbo ha' en hilsen med på vejen til stjernerne bag den tililende regn og de tilfældige solgrynt ...

Naturen en stor uro
den gemmer sig
bag tililende regnvejr
og tilfældige solgrynt
vender månen mon den rigtige vej
nåede stjernerne tilbage
fra deres retræteposter

***

Det er olie der forbinder oceanerne
og deres vedliggende lande
uden smørelse ville de tørre ud
orkanerne er blot en smule hoste
de forkerte steder
Vores rør gør havene roligere
og hvem taler om klima
på havets bund
maskinernes stønnen gør os urolige
vi skal frem og løse
denne krampe
glem skibene uden mund eller tarm
VI flyder evigt
uden havn eller navn

***

Som det sorte stof…
der vandrer gennem kroppene
og jordens indre
uantastet af kvarkers kvark
Men sjælen altid uden navn…
derfor blev den aldrig fundet
Men som det sorte stof fylder den alt
flytter kun lidt på lyset
og galaksernes skæve stilladser
Sjælen det sorte stof
gemmer sig bag årstiderne
eller dele af dem
himlens rækværk
og skyernes syltetøj
Det sorte stof
vores nærmeste nabo

***

Hvem har set sjælen i
fuld størrelse

Jess Ørnsbo

Tanker og hilsner på vejen
RoseMarie

Hej RM..

Og tak for herlige grynt fra Ørnen, herunder mælkehatten afbrudt af solstrejf på en rødternet dug. Vejret er skønt i aftningen, samme synes flagermus og børn der råwer i græsset...

I dag ka' man vel ikke tale om stor folkesommer, eller om et forenet folk i frihedskamp, folk synes derimod at sidde og slentre rundt med rytmisk bukkede hoveder over smarte telefoner...

Som cyklist og af den slags der ikke tramper i pedalerne, oplever man tit folk der leger cykelryttere flyve forbi sig med forvredne ansigter, og det at holde i et lyskryds ved siden af tonede ruder med fire nikkedukker i en jammer af muzak, fremført med en volumen der minder om Roskilde Festivals PA-system – at de ka' holde det ud! Begge skuespil får ofte medfølende blikke med på vejen.
Sværere er det med tryk på ringeklokken at vække nikkedukken foran sig, der fængslet i sit lydrum beundrer det grønne lys. Man kender det, blir selv lidt fraværende i fortryllelsen, dog fra højtalere et stykke fra ørerne, og jeg ku’ ikke drømme om vredesudbrud med trusler om lov og straf!

Bemærkelsesværdig er den usikkerhed hvormed mange cykler gennem byen, indpakket som fluorescerende hvepse, med hjelme og strittende albuer fra et panser med skrårem - hvert øjeblik venter man at se lansen rettet mod uslingene foran, der dog må nøjes med deres stikkende blik og en overhaling, når den panserklædte står i situationer ikke opført i manualen ved indkøb af cyklen. Joh, det er dejligt med lidt luft om ørerne...

At cykle har altid været indbegrebet af frihed, der kun afbrydes af lyden fra skærveknuseren og billister der hellere sad på månen end i trafikken, og det folk der oplever deres cykel som et fremmedlegeme under angreb af lymfocytter. Men alternativet havde jo været osen af armsved og parfume og busbilletter i et uhørt prisleje, eller astronomiske benzinpriser til en blikdåse, der ikke engang minder om en bil, altså en rigtig bil, den slags man selv ku’ reparere...
Nej tak, nyder at cykle og at forundres over summer brugt på cykler og mærkeligt udstyr, samt dybt alvorlige drenge i fangedragt der bag solbrillen skuer efter pigers beundrende blikke – de smukke landskaber komplementerer ingen, de er måske lettere at køre i, men en piges smil ka' man leve på..;)

Og så lidt tilbage i tiden, til det kommunistiske parti og Århus 1946, hvor Otto Gelsted – der under emigrationstiden udholdt sit exil i Sverige, som andre emigranter – leverede disse faneord til kongressen:

Det er en rytme, alle danske kender:
den lange vinter, vårens gennembrud
og somrens store, åbne favn!
Det samfund, vi kæmper for og på hvis ret vi tror,
skal vokse til en mægtig folkesommer,
hvor ingen trampes ned og alting gror.

Somrens åbne favn, og vandreture i indre by der byder på masser af skønhed - særligt elsker jeg Fiolstræde og omegn, at mødes dér til kaffe og handle, følges hjem gående gennem de gamle stræder mod Rosengården, før man stiger på skærveknuseren (den ér gammel), for at lulle udover broen med søerne i øjnene mod Frederiksberg. Flere steder er cyklen nu favoriseret med bredere stier, måske af hensyn til ”albuefolket i panser”, der altid har krævet sin ret.

Det var som et stævnemøde
mellem friheden og folket,
da den jævne mand fik ordet
og talte ufortolket...

- Otto Gelsted.

Og nu er det er ved at være aften, Jan Johansson luller i baggrunden og her dufter af mad – og sommervindens stemme af efterår, her med Morten Nielsens ord:

over Landet, der endnu er mit;
og ude pisker Fjorden
af Regn og af Blæst.

mvh & goherlig weekend..
Simon

Hej Simon

Søndagstanker og ord fra Gelsted, der er en gentagelse værd ... og altså lig med, at ordene i forvejen er at finde her i vores mellemrum. Gentagelsens ord, der er gentagelsen værd; jo, de er mange, de ord :))

Septembervandring

Nu tier Blæsten,
nu tier Regnen.
Septembers Klarhed
er over Egnen.

De pure Farver
imod mig klinger,
den ydre Verden
min Aand bevinger.

Og Skærvens Haardhed
mod Støvlehælen
gaar som en Svingkraft
igennem Sjælen.

Jeg hvæsser Tanken
paa Vejens Stene …
Men i min Sorg
er jeg lige ene.

Jeg lytter gerne
til Tingens Tale.
Men Sorgens Brand
kan den ikke svale.

Saa ren i Omrids
og uden Gaade,
saa lys er Verden
og uden Naade.

Otto Gelsted.

Septemberhilsner på forhånd
RoseMarie

Heej RM..

Ja, vi er der snart - september, osv. og inden man ser sig for, nisser man rundt på knasende grund m. stearinlys i vinduer og gaver gemt. Men forinden, vandringer på en farvepalet, med oplevelser der slår med små explosioner på hele sanseapparatet, alt syner og dufter pludselig anderledes, jordligt, livligt - nisselig jubeltid indebærer også sorger, som Otto Gelsted med sit kompas viser; denne naturlige vandringsmand blandt ligesindede i og udenfor sin tid. Herlige sager, der minder mig om Hjalmar Bergmans kåserier, her blot anbefalet Skrivestolen jeg har - som endnu én at bade i..;)

mvh & gomandag..;)
Simon