Demaskeret liv fra skulptøren og digteren – ufatteligt han er væk:


De fagre ord

De fagre ord.
Aldrig mere skal der siges husvalelse.
Ingen tunge bevæger sig for at tale tungsindigt.
Aldrig mere stemmer, som forkynder os lyksalighed.
Al den kummer uden sprog.
Afsked med ord, som om manden i landet Uz siger,
nøgen kom han af moders skød.

Kunne vi blot også fremover sige ølbimbel
eller melkasse, mjød, krus.
Så higer vi efter ammen, der gik.
Hvem ved, at skovsneppen også hedder biæder?
Hvem ville gerne hedde Nepomuk, Balthasar, Hinz eller Kunz?
Afsked tager ord, som bad om morgengave,
om vesperkost, om nadver.

Hvem vil råbe Levvel efter os,
hvem hviske, sengen er opredt?
Intet vil sove hos os, komme til os, bivåne os
og kende os, som englen forjættede
jomfruen.

Til afsked slået med døvhed
udgår vi for ord.

*

Række tunge

1

Sort er gudinden, flagermus
løsner sig sorte fra træer,
som stor sorte for månen.

Ikke mer ak, ve og åh: Frygtelig
er hver engel. Ingen tanke
står klar til at lukke porer.
Overflod må det være, som andet klima
har lagt på is.
Her, hed det hjemme. hvor ingen indlader sig
på spor, intet må være ekstremt,
og kompromiset alene
er tilladt som terror,
her sveder man ikke!

Alle sluser sprængt. Flyder,
drypper på bladet,
gør sig gemen med blækket: Jeg er,
fugter igennem, løber over
og sætter leende
sveddrevne ord, som står tæt,
æskepakket som os i pendultog
til Ballygunge.

Den det de. I den almene skubsel
stryges alle artikler. Egen
sved slikker fremmed. Det håndfaste
trukket væk (nu også tæppet, arvestykket,
under os). Gået tabt
for hinanden, griber vi over os
i den tomme luft; medmindre da
en af de praktiske stropper – i nødsfald
til alleenhver – gav støtte.

Stille, kun smaskende gekkoer,
indtil fra vejen bussen til Calcutta,
evighedshornet, trafikken modsat …
Og naboens radio vræler kærlighed
som overalt.

Det hver nat.
Men i dag månen
i tilgift fuld.

2

De faldt engang - ,an glemte dateringen –
ud af hvis, glemt af hvis hånd
og ligger på tværs nu,
kanter gaden i rækker,
begravet i skygger eller rager
ind i billedet: pavementdwellers kaldet .

I forbigang er det forbi: ingen
efterlader et hul.
Se bare soverne! Dødssovere
skal det være, på maven de fleste,
som på fotos, så ægte.

Ved forordninger ophæve denne søvn.
Rydde op! Hvem råber rydde op
og: Gør synsfeltet frit!
Da ingen må dø – så synligt –
blir døden (som kommunal funktionær)
bestukket af alle partier.

Straks tilsmiles vi af statistik: alt
lever beviseligt, passer butikken, pisker omkring.
Mennesker fra alle kanter
masende efter sig selv. Enhver efter de andre
ganget med tusind.
Al den vilje fra dag til dag; kun over trafikken,
som standser, kiler sig fast og fri
for nok engang at forstene,
jamrer horn og hyler sirener,
som skulle hvert øjeblik anklages
i al evighed.

Råd sortner og grønt springer mure
helt op til søjlestøttet pragt:
vildvoksende kapitæler.
Under suk uden hold – huller
i gesimsens tandsæt –
varer kolonidrømme ved;
for ved tetid – stadigvæk –
tiskes historier, i hvilke
på strømpefødder
Lord Wellesley går omkring.

Reklame hushøj.
Verdensbanken kautionerer.
Planer til byens redning ligger i stabler.
Og selv skraldebjergene
tæt ved den vej, der går til Dum Dum,
er, daglig forhøjet, kapital.
(Hertil Lichtenberg i hefte 9,
som han i revolutionær tid fyldte
med forbehold, kortfattet: „Samle og søge
i skarnsdyngerne uden for byen,
hvad byerne fejler,
som lægen i afføring
og urin.” )

Hvad fejles, hvad mangles da?
Til døden intet, til livet,
som efter ordsproget er nøgent, lidet
mere end kun vilje.

3

Et styrt ådselgribbe. Blank sorthed
på alt, hvad der stinker.
Næbprydet uro
foran en hob hugsiddere i forvasket hvidt,
som på hælene sidder tid ud.
Intet bevæger dem. Muren bagved
tilhører partier. Krager og hugsiddere
kort før valget.

Hvem vil klage, hvor hver og en tilstår,
hvem råbe, hvor ekko går forud
for alt skrigeri, hvem endnu håbe,
hvor hammer og segl på alle mure
forvitrer?

Snøret til bylter: tæt og klos
aflejrer fremtiden på sprukken gadebelægning.
Skræv henover, spring
over pytter, som står tilbage
fra monsunens sidste udtømning.
Hvad leder du efter?

At finde dig – andetsteds mistet – her,
ville være at råbe dig op, som bylt
lagt imellem: du har
mistet mælet.

Og sludrer alligevel: Om natten
af jordreformen, hvis blot den kom.
Lader dig (som syndsforladelse) pådutte flere
vandhaner, rickshawlicenser, ord
som slumsanering og tørmælk.

Det skal være påvist, at på det sidste
en smule mere menneskelighed,
som andetsteds forhandles til
dumpingpriser som næstekærlighed,
er taget til, selv blandt brahmaner, trods alt,
taget til, med nulkommaseks procent
taget til, så at vi, hvis vi regner frem,
i år totusinde …

Tålmodighed, armods merværdi
og overflod.
I rismarker rygge
bøjet for evigt.
Ikke kun okserne går
under åget. Forbløffende,
den last mennesket kan.
Og smiler selv i elendighed,
det er hemmeligheden,
siger indologerne.

4

Brølende tigre, som engang gik
talrigt omkring her, nu malet
på læsseklapper; eller gudinden sort,
som hun rækker tunge rødt.
Blow horn! be’r I kulørskrift (og ikke forgæves)
den ene lastbil den anden.

Knap var hjulet opfundet,
før gaden blev planlagt,
først derpå en gud
sat over trafikken.
Slaghuller siden akselbrud,
men også troen på, at vi kommer
fremad, fra lyskurv til
lyskurv, fremad.

De, som har hjemme her, snotter betelsaft på.
Gadebelægning med skurv
avler knopper, danner blærer, revner,
kradser sig til blods, skorpet i kanterne,
spyr efterhældte skærver, tjæreflager ud,
hvad lappeskræddere i embeds medfør
(og mellem strømafbrydelser?
hitter på.

Revner løber væk fra sig selv,
vil underskylles som spalter.
Ikke huller, nej kratere! Park Street,
Gandhi Nehru Tagore Road, ingen af gaderne
holder tæt. Deres miskmask plaprer de ud med,
brækker op, hvad der skulle hele,
ler deres maver itu
over løbende udgifter.

Under solen
midt i trafikken imod: den blinde.
Materialets skrigen, tilegnet den døve.
En tanke går over gaden for rødt
og slipper hel, om end fladtrykt
akkurat fra det.

Hvad der her stinker til himlen
og afvist slår ned,
var tænkt som offer
og finder ingen nåde.

5

Tre gange vaccineret, i tankerne
gjort immun. Knap ankommet
før vi tager tilflugt til sammenligninger.
Vi er ikke her.
Det passer ikke.
Det slår sig kun på maven. Vi så,
under portalen, hvordan en kanon,
som var blevet tilovers, blev
klappet af børn,

Til højt op i kuplen
fylder The Queen sit museum.
På et af billederne ser man hende
læsende på en hesteryg,
mens hendes staldknægt – en skotte –
holder tømmen: Victoria Memorial, imperiets
hørmede pulterkammer rejst for matronen,
som i bronze, foran sukkerbag i sten,
skrukker.

En tidsalder fik hendes navn.
Hun elskede inderne, de fattige mest,
beretter Lord Curzon.

Men hvad var der sket, hvis Hastings
ikke havde skudt sin medbejler i skulderen,
men tværtimod Francis ham i duellen?
Men efter Guds (siden Cromwell) partiske dom
ramte Hastings og pressede Indien til kronjuvel
og lod Calcutta nærigt blomstre op,
på det at byen den dag i dag
er verdensrigets misfoster: livsgal
forgabet i sit skrald.

Angrebet af kopper hovmodets glathed.
Firspændt engang kørte indbildskhed
tyrannisk ad Chowringhee.
Tilovers af det blev
plettet stik
håndkoloreret.

Fugtskjolder, flueskidt! Klimaet var
altid djævelsk; og på kirkegårdene
lagrede årgange af fregnede knægte,
før de havde lugtet krudt.
Også Kipling her malet i olie,
mens han langsynet over brillekanten
erobrer provinser, for at
iklæde dem en idé: kakifarvet
til over knæet.

(Og hvad, spørger vi hinanden ved teen,
var det sket, hvis Subhas Chandra Bose,
hvem vi netop har set billeder
i civil ved Hitlers side uniformeret
i Singapore på en tribune,
som Japans dukke havde befriet subkontinentet
og vendt historien øst for Suez
den anden vej?)

Da vi, forbi betelsælgerne, gik
bed ad trappen, havde fårene i Maidan,
bypark i dag og skydebane engang,
krager siddende sorte i ulden. En med tromme
havde i reb sin abe med sig; den kunne
danse for os: indisk og rock’n’roll.
Skybrud havde sat gaderne under flod.
Dunst lå over byen. Som på billederne
af malerne Daniell, som syttenotteseks
med pensler, farve og staffeli
gik i land, troende vi
at det var Venedig vi så.

6

Skrald vort. Daglig, hvis ikke strejke
falder alle hjul og tiden med
i egene, ruller tippelæs,
hvad byen brækker op, tæt ved vejen
til lufthavnen (kaldet VIP-Road)
stadig højere op, så landskab opstår,
der ændrer sin horisont daglig
og er mange børnehænders – som børnene
skraldfarvede – madmor,
skatkiste.

Thi alt, om knap eller tube,
bliver set, fanger øje, tages op,
for intet, ikke en colakapsel, eller et søm,
ampullen, dåsen af dåser,
ej heller skårenes skår
skal gå tabt.

Hvem kalder lugte for stank!
Det, der lugter, er os.
Vort daglige dødsbo; ikke kun fra den rige
falder der af, selv afsavn smider fra sig.
Alt det rodet sammen og siet
gærer under næste monsun og lugter:
Skrald vort.

Men gravet om tusind
eller lidt flere år,
hvor under slikland, efter sidste
syndflod det sagnomspundne
Calcutta lå, som det hed sig,
ville intet blive fundet, ikke tube eller knap,
ikke søm, eller colakapsel,
dåsen af dåser, ampullen, nej,
ikke skårenes skår,
intet være meddelsomt:
stumt skrald kun.

Men her og nu fandt vi
midt i skraldet, hvor det planeret
begynder at blive til humus
og vinker med grøntsager,
en skole gemt i et skur.
Stille sad skraldebørn over skifertavler
og øvede den bengalske skrift.
Livet er dejligt, lød oversat (for os),
det, de øvede sig på at
skrive, igen og igen.

Fugle derover. Set fra fuglens sted
er alting muligt, nær ved sig selv.
Gribbene her ved for meget
og plaprer ud med det, som først
i morgen står i avisen: Snart skal den computer,
som en søn af en sweeper,
siger gribbene,
har udviklet i sin fritid,
står i avisen,
styre renovationen; kun stanken
lader sig ikke …

7

Da det var slut, overlevede kun
på det eneste sted de, som daglig
havde lært overlevelsen og holdt
deres by, hvor man siger, at døden viser eksempel,
sprællevende; som
„foretagsomt helvede” og „charmerende kaos”
priste reklamebrochurer den
vestbengalske metropol.

Altså, da intet var overalt, rørte
Calcutta lidt på sig endnu og fejrede
sine fester og valgte, fordi ej heller politik
fandt en ende dér, med stort flertal et tegn,
kendt allerede fordum
som hammer og segl.

(Man kunne – trods strejke
og strømsvigt – længe endnu have haft sjov,
hvis ikke – da isen smeltede ved polerne –
flodbølgen, op ad Hooghly,
var kommet.)

Vi beklagede, sagde Rottesken,
som jeg drømmer om, meget det tab.
Det var jo også vor by,
som gik til. Vi havde ris
på strå dér. Til krager og os: nok af skrald.
Som intetsteds ellers: dér var vi
guderne kære og menneskene lig.
Døden, for dem og for os var den
håndevending og overgang kun.

Det skriver jeg ikke videre og videre.
Nej, Rotteske, nej! Jute skal atter
erobre markedet. Birla har
nybygget et tempel. Folkefronten
vil ved de næste valg. Og langs med
vejenes stykværk har mennesker
plantet træer, med bastkurve om, træer
stikling ved stikling,
plantet træer.

Slæber sig på stumpeknæ, lever.
Myldrer, opslugt af Howrah Station,
straks spyet ud igen, over den eneste,
under vægten skælvende bro, vil fejre
denne dag, som er vis på en næste;
og festerne, Durga, Lakshmi, Kali Pujah derefter,
som gør alting billigere, er bortlovet
til guderne.

Håb! Over byen skal komme
millionkreditter og statsbesøg (bag skudsikkert glas).
Og selv i mørket – og uden
ventilatorernes opmuntring –
synger digtere titusind
uforstyrret: Tagore Tagore …

Nej, Rotteske, her er ingen
ende på det i sigte; medmindre da
enden var allerede
før begyndelsen.

8

Klædt i gulligt hvidt, mælkeligt brunt,
i skind gnubbet korthåret,
foran banegårde, templer, på gærende affald
eller lagt på tværs af den svingende rickshawtrafik
og uden hensyn til nogen bus – statslig såvel som privat;
højtidsfuldt skridende,
som bød sug denne flytning,
hvis orden gør plads til undervejs
at græsse på pap, bast, skrald, sidste udskud:
eller forspændt byrder: bambus,
bundtet til læs,
som svajende peger bagud;
også for tom vogn: driverens
letvægt kun.

Køer og okser, hornet tålmodighed,
åget endda prist helligt. Godan,
den bitre Premchands (han skrev sig
til blods på urdu og hindi) ubetalelige ko,
som billig pr. kilo kun trævler
og slasker på diskene for muslimer;
her ligger den, tygger drøv,
i vejen for opskruet tempos tid, er selv
tid, som er drægtig med sig og kælver og kælver.
Kærlige i dette land,
hvor frygt for berøring er lov,
kærlige er kun køernes
og kalvenes tunger.

Byrder, ikke rente og rentesrente
eller medfødt byrde; lavere end lav,
være udvist, kun trække vand
op ad rådnende brønde; anden, påtagelig byrde,
læs som svævende bårer, hovedlæs
er det, som ingen tanke ophæver eller
gør vægtigere: bananblade
snøret om pakker, under jutesækken,
som – ingen ved hvordan – pustedes op
til mareridt, går, står og går
tydeligt nok et menneske: mærket for altid
af oprejst gang.

Besvær og møje. For løn, overalt
slæbes der; men i Calcutta
så vi bærerne med deres byrder
skride gennem nåleøjet.

For meget, det er for meget! Lettelse
foreslår jeg, fornuftens lod og trisse;
og afleverer min kuffert, ser hvordan den løftet,
foran mig, kender sin vej gennem trængslen,
mens min viden ordner begreber;
arbejdsdeling er det, husker jeg,
mens jeg betaler.

Andetsteds ikke, eller mindre: penge
stinker her. Især de lavere værdiers
paller. Syrligt klæber lugt. Knap er de
lagt hen – rupier over tariffen – før jeg straks
vil vaske hænder, straks vaske hænder med sæbe.
Eller kom blot med ru tunge
hellig en af køerne.

Når de lægger sig ned, foran den blege himmel
bliver de til blid bjergryg, hvis runde
og højeste top står stejlt fra hornene
og ryggen lang falder langsomt,
er de som hjord landskab,
yndet motiv, til den ko, som ligger
i forgrunden, æder hvad vinden
bar hen: drøvtygget avis fra i går,
i hvilken gemt væk (blandt småting) står,
at i Bombay mange tusind
og flere liter mælk daglig
blandes i Det Arabiske Hav,
fordi priserne er for høje, købekraften ringe,
skønt der er behov overalt, og på plakater
børn storøjede tørster …

Nu står køerne. Nu vandrer
hjorden. Landskabet
spredes.

9

Planlagt var flugt. Vi fjerner os,
ser oceanets brænding, undgår
de grisede strande. Det store tempel,
på hvis sidetage – dér er tekøkkenet
for de tusind! – aber, hellige,
boltrer sig. Derover, opsprættet
af Jaganaths tårn, bringer skyer regn
på regn.

Men den fjerne by, svømmer over
i dagevis, sidder på nakken af os,
fordi et lavtryk over Den Bengalske Bugt,
og alle pumper – syv ud af elleve i drift –
forgæves og døgnet rundt,
og fordi for fyrre år siden præcis,
da blod flød for blod i Calcutta,
lig sønderhakket blev proppet i rørene
og siden lå tværs over kloakken,
og ingen pengestrøm altid kun planer,
så fra i går kommer op,
hvad der skal flyde bort.

Udspyet illustre uhyrer i en historie
dateret af kvalme: Job Charnock med samt
svigersøn, bengalske nawabs, og ham,
som hed Siray ud Dulah og på to dage
i juni syttenfemseks åbnede Det Sorte Hul,
snævert nok til at sluge alle briter,
som ikke var over floden og væk, til Clive så kom
fra Madras med eksercerede sepoys
pr. skib, for med egen hånd: hævn,
sumpfeber, sølv gjort til mønt;
senere slaget ved Plassey,
som det blev malet; senere (på intet billede
musealt) landevid sult, som talte
hver tredie ud … Alt kommer op: Divani,
East India Companys dobbelte bogholderi,
gudvelbehagelige skatteopkrævere; og atter
sult, millioner og flere gik til,
da japanerne sprang fra landsby
til landsby i Burma (med Netaji Bose, en førerlil, i bagagen);
endelig snittet: her øst, dér vest,
myrderierne før og efter,
flygtninge spilede byen,
til den (i slow-motion) sprak
og flød ud.

Alt det, gurglende fra kloakker,
kommer op: hoveder runde som kokosnødder,
pikke, i bundter, sorteret, troende
på den ene gud, på de mange guder,
gennemhullet klassefjender og naxalitter,
Kali til sidst, som måler vor tid:
nutid sluttid …

Da byder sig dog også (som i legender)
hjælp fra oven til: i dag kom flyvende
den myrdende myrdede enkes søn, bragte
med sig centralmagt at vise dem alle,
se: lavtflyvende over landsbyer uden vand,
rismarker, forstæder, slums
og de sekshundredetusindes lejre,
som uden hytter og skure i slam
stadig er vælgere.

Men da himmelsønnen måtte lande,
stod i hvis bomuld den strenge Basu
rede til afsked. Han er vasket
af udrensninger (siden Stalin). Indiras
hårdtslående goondas, og sig selv, siger man,
har han overlevet. Og smilte ikke
og krævede petroleum.

Da fløj enkens søn sin vej. Men Basu
slog i tanker, med skriften bekendt
som alle brahmaner, efter hos Marx,
forgæves; thi intet sted i Kapitalen,
der handler om højvande kort
før gudernes fest.

Da vi havde havet med brænding
bag os, fra Howrah Station kom over broen,
ryddede byen op i sig selv: murstenssmuld
hældt i alle huller, kolonner af harijans
mod slammet, udråbere, knæhøjt omskyllet;
men alle aviser
har lovet heavy rains.

10

Stærke regnskyl under fjernt
forsvindende torden. Nærmere ville
det være en rumlen, som skulle imod trafikken
lastvogne læsset med stykgods
fra slaghul til slaghul.

Kommenteret natur: regn,
som ikke taber tråden. Linjebrud
og kolon’er, så tale gengivet ordret: Alle
forsamlede guders snørklede historier, deres
bevidnede kiv. Krishnas fnisende gopi’er,
besnablet Ganesh, efter hvem, på flasker
en sennepsolie har navn, Durga, der
for at fejre sig selv trykker priserne.
Mantrisk vrøvlen stemt ind på gentagelse.
Sanskrit, præstesprogets gudeplapren.
Og der er kun trommeriet til
at afveksle udtømningen.

Men da vi fra forstadstoget (ti tredive)
fra Baruipur over Mullikpur, Sonapur, Garia,
Bahhajatin, Jodabpur, Dhakuria mod
Ballygunge Station, så marker til venstre og højre
oversvømmet, hytter af ler, af halm
som øer (kun banevolden,
alle perroner – køernes tilflugt – lagt højere),
hørte vi, mast inde i vognene, den blinde synge,
som det er ret for blinde, med hånden ud til siden, åben,
synge, så krævende klage
kan gøre dem synlige, skaffe dem plads
og drive søm ind i hoveder; den ramte jo,
for at det skulle gøre ondt, den blindes sang
ramte det ømme punkt
igen og igen.

Denne gang var det en dreng
med mælkeblik uden mål.
Hans sprøde, hærdede stemme
baned sig vej, slog gennem stuvet kød
en lysning og skabte sig
rum i skrig, så sunget nød
forlod forstadstoget (ti tredive)
og slog ned (kort før Sonapur var det)
på synkende hytter,
flodbølgen.

Men tom var og blev barnehånden åben rakt ud.
Den blinde var kommet blandt døve.
Vi gav i hast og genert,
opsat på endelig ikke
at gøre noget forkert.

(Senere, ved teen, begik
sproget forræderi, og drengen
mislykkedes for mig,
blev frygtelig engel).

11

Derhen bringer livet sig selv
før eller siden: lejret i
krogede grene, dækket med kæppe,
som er vejret på skåle,
som de på dommedag (fra et handelsmæssigt
fromt perspektiv) vil være i brug.
Det har sin pris, det rødlige brænde,
fældet i de feberhede Sundarbans,
må ikke slå mindre ud
end liget.

På diverse brændesteder – alle
rykket hen til Ganges’ udmundede arm,
til Hooghly-bredden – oser stabler
over sløve bål, stadig væk fugtige
af vandet, der kom ned, lig en
gentagen styrtfødsel (og bragte byen
i alverdens aviser som telegram).
Endnu tøver de dyre knuder
og må oplives, med rishalm
oplives, med gode ord
oplives.

Smeltet smør fedter ligene.
Derpå blomster, som de – lige så søde at ånde –
bruges i lystig anledning.
Rødt indgnedet sålerne på skævvendte fødder.
Blade dækker dødsblikket. (Men de ord,
vi har ved hånden til minde – bortgået,
hensovet, kaldt bort til en bedre verden –
er ikke i handelen). De døde her
er særlig døde.

Tomlevet tager træ dem fangen.
Med stumpe tænder æder ild sig vej.
Måske sjælen et andet sted forfra,
aske og rester forkullet får floden,
som alt blandes op i: lort,
blomster, kemi, de badendes
nøgne skrøbelighed, sved
fra forvaskede klæder.

Men i dag bliver Durga og Lakshmi, hvem mere,
kørt på vogn til Hooghly med trutten og trommer.
Festen er slut. I syv dage
kom gudebesøg: strådukker, som leret
(tørret bemalet) lader syne som kød.
Stillet til skue som dyr: løve og ugle,
rotte, svane og påfugl. Og på ti arme
glimrer i hænderne vold, for at det gode
over det onde og andre
dumme historier.

I hver en slum: selv de fattigste
af de fattige optårner et alter.
Se, hvor garvede marxister
jager sekstusinde tiggere ud af byen,
ud afsides, så længe guddommen
holder fest.

Bønner og præster har, her som ellers,
deres pris; rædsel fordeles helt
gratis. Rejste sig blot
vrede, og holdt sig.

12

Så tre koste, nej fire
danse i det tomme rum. Eller dansede,
bundet af stive strå, en eneste kost
rummene tomme og viste
forløb af billed ved billed,
hvor uforanderligt den er afrettet;
medens leende den urørlige
udenfor – skaf jeres lort væk selv! –
leende rendte sin vej.

Byens mave vendt vrangen ud. Så
monumenter med hovedet nedad. Hvad der kryber
stillet på ben. Så de rene og
renlighedens højere døtre givet
til skraldet i pjalter (og ikke længere
fnise. Så kolonner brahmaner – lette at kende
på renlig snor – rense kloakker. Så
elskovsfulde hindifilms helte fordrevet
fra lærredet ud i livet,
som stødte op i dem, surt, lærte dem
at skide tyndtflydende under solen.
Så store penge tigge
om blikskillinger.

Tålmodighed slut, ubændigt raseri, kokosnødder
i bunke, blandet med hoveder fra kroppen, som hinduer
og muslimer engang (under sidste britiske velgernings
øjne med blonde vipper ) skilte sig knivskarpt
og gjorde gudindens arbejde, som sort
sidder på Shivas rødmossede vom; hendes blik,
som aldrig blinker, ligger
over landet.

Kali Pujah var i vente. Jeg så
Calcutta komme over os. Tretusind slums,
ellers vendt ind i sig selv, dukket bag mure
eller trængt hen til afløbs rådvand,
løb ud, greb om sig, havde ved nymåne
natten og gudinden
på deres side.

I mundhuler uden tal så jeg
den sorte Kalis lakerede tunge
spille rødt. Hørte hende smaske: Jeg,
uden tal, jeg, fra alle kloakker
og oversvømmede kældre, hen over
skinnerne: frisat, seglskarp jeg.
Række tunge: jeg er.
Jeg går over bredderne.
Jeg ophæver grænsen.
Jeg gør
en ende.

Da forgik vi (du og jeg), endskønt
avisen blev ved med at komme og melde
om mangel på petroleum, om hockeysejre og gurkhaland,
om enkens søn bag det skudsikre glas
og om vande, som efterhånden
i Midnapur og i Hooghly-diskriktet
var faldet igen.

(Og festen, til pris for den sorte guddom,
havde fået et roligt forløb, sagde
The Telegraph).

- Günter Grass.

mvh
Simon

Hej Simon

Tak for at la' mig græsse lidt hos Grass ... og turen går videre henover markerne her, hvor græsset stadig er grønt :))

Forlængst er ønsket om det fantastiske faldet
for håbet om i det mindste det bedste
som nu må vige for bønnen til,
at det værste ikke skal ske.
Næsten taknemmelige
vises vi af små katastrofer
på plads i tilværelsen
stor og brændende som Spaniens Land.
Mens mørket falder på,
og de tørre palmer bag persiennen hvisler,
lyser mit hvide kød op som en gletscher
i værelse 19's spejlblanke bord,
som jeg bukker mig over for at tænde et lys
for sjælen, som ikke ses.

***

Jeg falder i staver midt i en sætning,
mens ord efter ord dejser ud af mit sprog,
digtet gendøbt i læsket kalk
blotter de største, mest hjemløse gloser:
Som tunge godsvogne hamrer de ind i hinanden,
en enorm og sælsom bevidstløshed
famler efter det sted,
hvor sjælen er loddet fast til kødet
hvem tør skrive, når kloden står stille,
så de, der skal ind i verden, og de, der skal ud,
ikke svimler idet de passerer hinanden

***

Tilegnet alt det der har stået for længe i regnen
i varmen i skyggen i blæsten i verden;
alt der står lænket til livet
mens solen braser igennem dets anløbne omrids.
Og alt der må flygte fra dråbe til dråbe
langs murens kalk og faldstammens bulede gaze
for først at slå ud som rust, så støv –
det er ikke tilfældigt, at negativ tilvækst
ir, korrosion og belægning nævnes,
for dette er tilegnet alt, der er hjemløst
og søger en bolig i elnettets vildnis,
urinen, en henkastet tegning.
Ikke tilegnet torskens skelet,
hvidt på den hvide tallerken,
men de trævler af fisken der sidder og rådner
mellem en guldtand og én af sølv;
blodet der glider på tandtrådens voks
og glinser i spejlet foran dit ansigt.
Dit ansigt som ikke kan ses i et spejl,
kun i en andens.

Søren Ulrik Thomsen

Bedste hilsner
RoseMarie

Hej RM..

Ja det var lidt af en græseng; han nu sagtens (som en anden William of Ockham) begrænse sig til det mest nødvendige:

Gasforsyning

I vores forstad
sidder en tudse
på gasbeholderen.
Den ånder ind og ud
så vi kan lave mad.

- Günter Grass.

Nøjagtig som S.U. Thomsen, der med kanyle skriver med blodlegemer nødvendigt for synet, som en af mange man bestemt heller ikke vil undvære - med nisseligt tak, sagt.

Ska' vi mon høre sneen knase i år? Mange er vel helst fri, har sikkert platicjuletræet med sin roterende fod stående klar i kælderen, ved siden af dåsen med sne, købt billigt i sommervarmen - hvor uklædeligt for en nisse, at skrive sådan noget, ufda! ;)

mvh
Simon

Hej Simon

Her lige efter midnat og ved begyndelsen på den nye dag er der masser af græs med med et lag af det knasende og knitrende hvide ... helt som et drys flormelis på toppen af en veltillavet fransk æbletærte :))

I morges fik jeg et brev og inden i dét
et brev og et brev
og et irgrønt blad fra en anden årstid.
Spredt er vi for alle efterårs mørke
med hver vores viden og huller i hovedet
legemers økosystemer roterer
synkront i de tidsindstillede senge;
en kærlighed end ikke livet kan skille,
flakker om som et genfærd i kødet,
men kastanjeblomsternes lyskegler
danser i dette citat fra en krøllet epistel:
Vejene mødes præcis hvor de deles
i sjælens pulserende kryds.

***

Jeg vågner og konstaterer i spejlet,
at jeg ikke er født i går.
Det gælder om at vinde tid,
så man kan tåle at miste alt det, man skal.
At ofre en time om dagen
på at gøre et∙eller∙andet efter alle kunstens regler:
Stryge sin skjorte. Lære et knaldhårdt digt udenad.
Hvad er vel mere ynkeligt end de evige opbrud?
Som om vi ikke er brudt op een gang for alle.
Jeg bilder mig ikke ind hver morgen at komme til verden,
fordi dén hver dag er født påny.
Til gengæld drømmer træerne vel næppe om mig,
som jeg om dem.

Søren Ulrik Thomsen

***

Giv os begyndelsens ord. Og slutningens.
Vi fylder selv sætningens fængsel ud
som vi lægger det der mangler i
livets smag
til.

Merete Torp

Jeg tror altid smagen af æbletærte vil bekomme smagssansen ganske vel ... og bestemt som tilbehør til en god kop kaffe :)))

Til morgenkaffens nydning og smagen af æbletærte i tankerne
RoseMarie