Hej i natten, RM..

Allerførst en lille anbefaling til natbordet dit: Fuglene af Tarjei Vesaas.


A character

I marvel how Nature could ever find space
For so many strange contrasts in one human face:
There’s thought and no thought,
and there’s paleness and bloom
And bustle and sluggishness, pleasure and gloom.
There’s weakness,
and strength both redundant and vain;
Such strength as, if ever affliction and pain
Could pierce through a temper
that’s soft to disease,
Would be rational peace–a philosopher’s ease.
There’s indifference, alike when he fails or succeeds,
And attention full ten times as much as there needs;
Pride where there’s no envy, there’s so much of joy;
And mildness, and spirit both forward and coy.
There’s freedom, and sometimes a diffident stare
Of shame scarcely seeming to know that she’s there,
There’s virtue, the title it surely may claim,
Yet wants heaven knows what to be worthy the name.
This picture from nature may seem to depart,
Yet the Man would at once run away with your heart;
And I for five centuries right gladly would be
Such an odd such a kind happy creature as he.

- William Wordsworth.

mvh
Simon
P.s.: https://www.goodreads.com/

Billie Holiday & Lester Young hører til den musik/sang jeg ofte foretrækker at sætte på trilleren, og havde om muligt gerne ladet mig tryllebinde mellem de andre gæster i Café Society, dér hvor også digteren Lewis Allen (Abel Meeropol) ofte fandtes – han der omskrev enkelte af sine digte til sangtexter, hvoraf ét blev Lady Days protestsang Strange Fruit, og som i april 1939 blev spillet i nord som syd:

Stange Fruit

Southern trees bear a strange fruit,
Blood on the leaves and blood at the root,
Black bodies swaying in the Southern breeze,
Strange fruit banging from the poplar trees.

Pastoral scene of the gallant South,
The bulging eyes and the twisted mouth,
Scent of magnolias, sweet and fresh,
Then the sudden smell of burning flesh.

Here is a fruit for the crows to pluck,
For the rain to gather, for the wind to suck,
For the sun to rot, for the tress to drop,
Here is a strange and bitter fruit.

- Abel Meeropol.
https://www.youtube.com/watch?v=dnlTHvJBeP0

*

Den dag Lady døde

Den er 12:20 I New York en fredag
tre dage efter Bastille-dagen, ja
det er 1959 og jeg skal have pudset sko
fordi jeg skal stå af 16:19-toget i Easthampton
klokken 19:15 og gå direkte hen til middag
og jeg kender ikke de mennesker som vil give mig mad

Jeg kommer gående i den lumre gade mod begyndende sol
og får mig en hamburger og en maltet og køber
en grim NEW WORLD WRITING for at se hvad digterne
i Ghana spekulerer på for tiden

Jeg går i banken
og Frk. Stillwaggon (fornavn Linda hører jeg engang)
ser for første gang i sit liv ikke efter om der er overtræk
og i GOLDEN GRIFFIN finder jeg en lille Verlaine-bog
til Patsy med tegninger af Bonnard selv om jeg egentlig
havde tænkt på Hesoid, overs. Richard Lattimore eller
det nye stykke af Brendan Behan eller Les Nègres
af Genet, men jeg købte dem ikke, jeg nøjes med Verlaine
efter næsten at være faldet i søvn af ubeslutsomhed

og til Mike går jeg bare ind i PARK LANE
Liquor Store og beder om en flaske Strega og
så går jeg samme vej tilbage til 6th Avenue
og tobaksforretningen i Ziegfeld Theatre og
beder henkastet om en karton Gauloises og en karton
Picayunes, og en NEW YORK POST med hendes ansigt på forsiden

og jeg er gennemblødt af sved og tænker på
da jeg stod lænet op ad lokumsdøren på FIVE SPOT
mens hun hviskede en sang hen over klaveret
til Mal Waldron og alle holdt vejret inklusive mig

- Frank O’Hara.

mvh & nat nat..
Simon

Hej Simon

Tak for natlige ord&toner ... og billeder, der førte til smil :))

Jeg har siddet og hygget mig lidt med Otto Gelsted i lænestolen, ja, det var nu mest hans digte, og han er heller ikke uden humor. Hør blot til hans Bøn m.m.

Kære Gud,
vil du ikke nok lade den Tand, jeg har knækket.
gro ud igen.
For dig er det kun en ringe Ting.
Jeg ved jo,
at hvis jeg slog Hovedet af en Kammerat
med et Sværd,
og du vilde, at det skulde gro fast igen,
saa vilde det flyve op
og sætte sig paa hans Skuldre!

Jeg taler saa daarligt uden Tanden,
og alle mine Kammerater har alle deres Tænder,
saa naar jeg kommer i Skolen,
er det ligesom at have Hul i Bukserne.
Du behøver jo ikke at lade den vokse ud med det
samme,
Du kan lade den gro ud lidt efter lidt
saa ingen mærker det.

Tilgiv mig, kære Gud,
at jeg igen har været oppe at slaas med min Søster.
Men hun kaldte mig Snotfink,
og det vil jeg ikke finde mig i.

Hjælp ogsaa du mig, helligste Gudsmoder, Jomfru
Maria!

***

Over de blaa Marker, hvor Stjernerne blomstrer,
rider et Tog
i skinnende Rustninger,
et Tog af lanseførende Mænd.
De rider saa stille
under de brogede Vimpler.
Unge Ansigter ser frem
under svære Hjelme -
blodløse,
med strenge og kantede Træk
andre med hede øjne
og Kinder duggede af Sødme -
lyslokkede, sorte, stridhaarede Mænd
et langt smalt Tog.
Saa mange forskellige Ansigter,
ens kun i deres Ungdom og Alvor!
Det er den døde Ungdoms Tog,
de altfor unge døde.

Tøvende standser
Togets Fører.
En grøn Erindring
strejfer hans Hjerte -
Lugten af Foraarets
nymalede Stakitter,

***

Vej dine farver mod hinanden,
til deres Brusen er så klar og samlet
som Lysets Hvidhed.

Prøv dine toner,
til deres Samklang er så ren og mægtig
som Altings Stilhed.

Lad alle Længsler storme mod dit Hjerte,
til du er rolig
som Orkanene Centrum.

***

Som Kloder slutter sig til Kloder,
skal Broder finde Vej til Broder
paa vores Stjernefnug.
Da er det værd at se mod Gryet
og mod en Dag, der ler fornyet
i Sol og Dug.


Godt at dagen ler fornyet, også her på en grålig dag midt i februar ... og om bare to uger træder vi ind over tærsklen til den første forårsmåned for at blive givet et forår i knop og udspring. :))

Dagens bedste hilsner til dig
RoseMarie

Hej RM..

Nu kender jeg jo ikke din lænestol, måske alligevel den ville slå ørerne ud ved synet af Jens Kruuses Poetiske forposter, med bl.a. Per Højholts breve i Heretica i en given periode? Den ku’ selvfølgelig også agere klapstol, en tanke jeg nu ikke ville læne mig for meget opad. Så det var måske en idé, her i vinterlandskabet hvor akkurat noget der minder om forårssol pludselig springer os i øjnene, hvad der nu ikke får fru. Frost til at pakke og rejse hjem lige foreløbig, hun er jo lidt som svigermor, ved du.

Solen drager sin hvide ring
af fingeren – gaar bort
og slukker alle flag
og parasoller efter sig…

– men i morgen springer appelsinlunde atter ud på indersiden af øjenlåg, hvis ikke den har solbriller på!

Bedste hilsner & tak for fin post ;)
Simon

Som p.s. & et apropos Heretica, måske også lidt fordi Trosfrihed jo engang var en morsom lille debat med vinklede synspunkter og bl.a. om kulturhistoriens guder, og altså ikke blot afgrænset til fattige få, men derimod inkluderende vor egen kulturs snurrige arne, hvad der nok er værd at få med sig – har lænestolens ører forøvrigt nogensinde fået fortalt Njals og Egils saga, Gisle Sursen, Gunløg Ormstunge eller Finboges saga, for her at nævne enkelte få? - her lidt fra jægeren:

Recitativ
ved en bazar for gudernes efterladte

O guder,
kom ikke som venlige ansigter mod ruden
eller gudfaderhænder paa vore skuldre,
men som bragende ild ud ad forgjorte
skorstene, og som baal i det dybe hav.

I er ikke smaa graa katte, som enhver
kan hente ind i den tætte, tolvte time,
og som vedbliver at være graa. I er
de store dyr med horn og vinde øjne.

Ingen skal faa lov at smyge jer henad
ryggen, spille paa jer, høre jer spinde
med tilfredse struber. I skal rispe
træets bark med jeres frygtelige kløer.

Nu vælger de falmede haver selv deres farver,
nu flyver trækfuglene, hvorhen deres næb vil.
I skal gøre grønne løvskove under sneen og
bøje fugletrækket ud paa det endeløse hav.

Grum tilfældighed ejer I og lovbundet kaos,
men antænd smelteovnene i det stivnede fjeld.
Læg haab i den haabløse ager, riv det satte
ukrudt op af den tilfredses forsømte bed.

Læg igen jeres mægtige hænder
paa vore ploves styrestænger,
laan os jeres øjnes vælde
paa det, at furen kan blive ret.

Skærp med jeres fingres strygestaal
æggen paa skovmandens økse,
og naar tiden er inde. skal det
være jer, der vælter træet over ham.

Slaa miraklerne ud over byen
som et brusende rødt kvindehaar.
I gadekrydsene brænder tornebuske
som uforglemmelige trafikfyr.

Først naar vægteren har anmeldt
natten, bør I vende jeres aasyn
bort. Omring vore huse med stimænd,
og lad luen dø i vore hjerter.

Jeres hustruer sidder i nøddehegnet
højt oppe, med gule og røde prangende
bukser, jægeren med alle sine hunde
maa magtesløst standse og stirre.

Guddommelig latter sælges i poser
fra alle kiosker, kulørte baand
med jeres uløselige knuder skal
skal lede jomfruer ud i det urene vand.

Taaberne ler i fængslet, mølleren
hælder sine fødder i den tomme kværn.
Og I guder danser som fluer med
hovedet nedad under himlens loft.

Hvad der maa være tilbage
af hviledagenes tæpper bør I
brede ud i de store parker
og byde os til sæde derpaa.

Det gør godt med lidt rød vin
og smaa flade, hvide kager.
O hør provinsens hornmusik
med de smaa toner ved siden af.

Altid dette blaa søndagsgardin
over de sovende ansigter, det
blide sollys, som lommetørklædet
kan destillere ud i sveddraaber.

Aa vi skal være tvættede klokken
ti og høre vismandens kødfulde
stemme udlægge ordet imellem
radioens fredelige pejleprikker,

for paa hviledagen er intet skib
i nød. Men som en larve borer bevidstheden
om den nye, lange række hverdage
i vor døsige søndagssamvittighed.

- Frank Jæger.

mvh
Simon