...denne her tror jeg er fra Niels Barfoed - sikkert bygget med vind i øjne og skumsprøjt i håret, det har smag i munden, hvis man kan lide Vesterhavets når det spidser sig til:

Netkuglen,
grønne Stump af et forstenet Hav.
Præstekravens Tvelyd. Vilde Saltsmag
i Munden.

Og Strandene
hvor Brandmænd sidder ordnet
som stive Ugleøjne imod Sandets
Søstjernehimmel.

mvh
Simon

Ohøj i natningen - her lidt vellyd som muligvis vækker minder, ikke dårligt...slet ikke spor dårligt! Kommer her:

http://www.youtube.com/watch?v=M56QwDjE6PQ

mvh
Simon

Jeg er med, Simon ... jeg er stadig med, omend det er i noget sporadisk fægtning ... og her med Tom Kristensen tæt ind til mig ...

Græsset er underligt højt for mig,
som ligger med Næsen mod Jord.
Bøjer jeg mig saa dybt som jeg kan,
vokser min Verden sig stor.

Under de grønlige Spidsbueporte
standser jeg. Her vil jeg staa.
Tør ej gaa vild i det lysende Mørke!
Tør ej gaa vild mellem Straa!

Inde i Straaenes dæmrende Haller
er der en Stemme, som vaagner og kalder
et stigende: kommer du nu,
kommer du, kommer du, kommer du nu,
du nu.

Og som Svar
toner en klar
underbar, drengeklar Stemme i mig:
Endnu ej, nej! Endnu ej, nej!
Men naar vit Vanvid er omme,
naar mine Drømme om Storhed er omme,
da vil jeg komme, da vil jeg komme,
da er jeg lille og lykkelig nok.

Allerbedste og varmeste hilsner fra

RoseMarie

Hej RM..

Du fægter som jeg, når du kan - hvæs du bare humørpennen, og nyd sneen...gulp! ;)

Her lidt fra en tidløs forfatter, der gjorde tidens, samfundets og menneskets interesser til sin egen sag. Bertolt Brecht var et meget sammensat menneske med en brillant hukommelse, og hvilke historier udfoldede sig ikke under dette ”halvtag”! En særdeles god hukommelse kan imidlertid også være en belastning, både for personen selv og dennes omgivelser, hvorfor tankestoffet altså ingen mulighed får for at gå i glemmebogen, og således må udfælde sig på en eller anden måde.
Han tænkte allerbedst mens han talte: når man taler, må tankerne formuleres så klart, så også en anden kan forstå dem, sagde han, og benyttede af den grund ofte andre mennesker til diskussioner, der så kunne skabe klarhed over særlige forhold og bestemte ting – hvilket Hermann Greid og Hans Tombrock var gode eksempler på. Han huskede ligefrem deres samtaler ordret. Hermann Greid var dog ikke Brecht nogen særlig interessant personlighed; men at være en personlighed uden noget videre interessant at sige/skrive, hindrede selvfølgelig heller ikke dengang det snaksalige menneske i at lægge sine umiddelbare tanker på en vægt af guld!, og det vidste også Brecht, der var særlig glad for Finlandstiden sammen med Hans Tombrock. Kvinderne i Brechts liv, ak ja, de fungerede vel nærmest som sekretær-sengekammerater hos manden der måtte huske at vende sokkerne om, for ikke også at komme på kant med jorden under ham.
Sjovt er det at tænke sig flere af fortidens personligheder ind nutidens forhold, og jeg er slet ikke så sikker på at herrerne deriblandt havde fået ørerne i maskinen hos nutidens kvinder, hvorimod misundelse blandt haner (og hønsemænd) jo er en tidløs affære. Men hvordan så Brecht ville ha’ haft det i Pisa året 1564 er så et godt spørgsmål, men under hvilke omstændigheder vi aldrig havde set skyggen af Galileis Liv, og dét ville ha’ været synd for os; for slet ikke at tænke på, hvis Galilei havde holdt tand for tunge:

I Rom var Galilei gæst
ved kardinalens store fest,
maden var lækker, vinen skøn.
Man havde kun en lille bøn…

Mvh
Simon

P.s.: jeg forstår din glæde og interesse i Tom Kristensen, også han er tidløs på sin egen besynderlige facon, for hvilke karakterbeskrivelser og fornemmelser for situationer mellem mennesker, udfolder sig ikke for ens øjne i hans bøger og digte. Som dreng, læste jeg bogen Kina i Oprør, der var som et filmisk indblik i en historisk tid, hvor man også dér, foldede hele sanseapparatet ud overfor alt "omkring sig", i denne fabelagtige historie. Og fabelagtig er måske et godt udtryk for denne mands evner som forfatter og digter, ja som menneskekender.

Ohøj i aftningen…
Her en Kristensen’sk fornemmelse for vandets historie – som muligt havde formet sig lidt anderledes, vil jeg tro, havde han iblandet en dråbe af whisky, eller to. Spøg tilside, smukke og meningsfyldte er begge digte her, som er fra digtsamlingen ”Mod den yderste rand” (1936). Det er beundringsværdigt så effektivt han åbner situationer der længe klinger, som lydfotografier i en sansebilledbladebog.

I Regnvejr -

Paa Fortovscaféen
i Lindealléen
er Regnen trængt ind,
og under Markisen
som bugner i Brisen,
er Væde og Vind.

Paa Bordpladens Øde
Er Sjatter af Fløde
Og Søer af Regn
som draabevis blandes,
så draabevis dannes
et mælkevidt Tegn.

Hvad Tegnet, som flyder
på Bordet, betyder.
har ingen Værdi,
for Skønheden svinder,
saa snart som jeg finder
en Mening deri.
____

Her ét der passer det snarlige vejr og favner så meget – og som af forskellige årsager fik mig til at tænke på den fascinerende karakter Jesper Klein med glød skabte i filmen Skønheden og Udyret. Jeg sku’ i øvrigt ta’ meget fejl, hvis ikke et par Kristensen’ske æselører har tittet op mellem andet i Kleins og Lykkes hus, så her en…

Situation –

De danser paa Kanalerne, de danser to og to,
og Skøjten synger hvislende på Isens Dansebro,
og alle lykkelige Tal som otte, tre og nul
er ridset af de dansende på Vintrens blanke Gulv.

Med indadvendte skøjter og med indadvendte Tæer
gaar jeg min Skøjtevandring langs Breddens sikre
Træer.
Jeg bunper imod Stammerne, så Sneen drysser ned,
og rækker Grene mig en Hånd, gaar hånden straks
af Led.

De elskende Elskende kan danse baade Ottetal og Hjul;
men jeg maa gaa alene som en fremmed Vadefugl,
og Træerne, som drysser Sne, hver Gang jeg støder mod,
har lange Rødder ude for at gribe om min Fod.

Da fyger det, da ryger det, da styrter det med Sne,
og gennem hvide Taager hører jeg en Kvinde le,
og Sneens Tykning letter, og med indadvendte Knæ
har Kvinden angstfuldt klamret sig til mit Forsiklringstræ.

Jeg ryster atter træet, Du Madame Butterfly,
og Snevejrsdrys skal blomsterdrysse over dig og mig.
Men Smilet som jeg skimter i din blussende Profil,
er Genskær af mit eget desperate Chaplin-Smil.

For vi kan ikke danse paa Kanalens Dansegulv
Og svinge os i lykkelige otte, tre og nul.
Et Snevejrsdrys, et Blomsterdrys fra dette sikre Træ
Er Lykken for to elskende med indadvendte Knæ.
_____

mvh
Simon
P.s.: for øvrigt ka’ jeg varmt anbefale Ellen Forchhammers ”Kære Knud”, som giver et fascinerende indblik Knud Rasmussens vennekreds og livsnerve gennem breve m.m.