Hej RM..

Sjovt du i forbindelsen nævner Holberg, for det er da lige på kornet - korset på graven hvorpå der står: her ligger humoren begravet...

Ja, filmen er så stærk og intens, med de mange menneskelige facetter der flyder rundt hinanden imellem i samtlige sociale lag og aldersgrupper, og i en tid der jo igrunden ikke er så svært forskellig fra nutiden som vi måske går rundt og bilder os ind. Men særlig de voldsomme dødsscener er enestående, samt selvfølgelig oplevelserne i så dobbeltbinded en voksenverden set fra 1 meters højde, hvor netop alt jo levendegør sig og kan blie så truende nær en følgesvend for resten af livet, at den eneste tilflugt må være teatrets forunderlige verden - og hvor ér det fint sagt af farmand-teaterdirektøren på juleaftensdag: herinde er den lille verden, og derude den store verden, som den lille verden engang imellem formår at afbillede og på en sådan måde, at den store verden...engang imellem, måske endog kun ganske få sekunder, kommer på tryg afstand...ja, det sir jo det meste: forståelsen af sin situation, der også er begyndelsen på et voksende mareridt i Fanny og Alexanders indre lille verden, sammenbruddet.

Mange af Bergmans private barndomsskildringer skjuler sig i Alexander, der er omringet af de mange smukke kulisser, som Bergman udtrykkeligt kaldte for kulisser, hvad der jo ikke gør dem mindre smukke, men måske lidt farligere, idet de indgyder denne fascinerende forestilling om en tryghed, der i næste nu viser sit sande ansigt, og tæppet går op. Hans søgen efter tryghed var i sig selv en livsbeskæftigelse - læser man Tre Dagböcker af Maria von Rosen & Ingmar Bergman, træder hans kone Ingrid øjeblikkelig ind på scenen som moderen der skabte de trygge rammer. Livets erkendelser handler filmene om gang på gang, selvfølgelig hans egne: det at se barnet i sig, at se i sig det store barn der søgte en mor i sin egen kone, handler på ingen måde om en sentimental nedværdigelse af sig selv, eller af mennesket i sig, det er blot kulissernes fald, livets skinbarlige realitet, hvor det at gennemskue løgnene kun muligvis blir tilgangen til en ærligere kontakt med sig selv, hvilket jeg mener var hvad han søgte.
Alle disse "spil" oprulles netop også i filmen Ved Vejs Ende, hvor den gamle professor Isak Borg, der skal til Lund for at blive æresdoktor, passerer hele sit liv i det smukkeste svenske landskab, hvori han nærmest genetablerer møderne med "jordbærstederne" (filmens rigtige tittel) og livets store skuffelser - den er i mine øjne en af de mest fremragende film, og så vidt jeg ved én han selv holdt meget af, med Victor Sjöström, Bibi Andersson, Gunner Björnstrand m.f. Men det er jo ikke sikkert du vil synes den er særlig storslået, det ska' jo så blie spændende at høre dig fortælle om..;)

Jeg ved ikke hvad der befinder sig på Bonanza, det er mange år siden jeg sidst kiggede derind, det må ha' været i begyndelsen - jeg bryder mig simpelthen ikke om forringelsen DR er blevet til i kraft af en forsamling teenagere der grådigt hiver mill.lønninger ud af statskassen uden af besidde nogen form for kvalitative egenskaber; så jeg bruger slet ikke DR's såkaldte "tjenester"- men der må da være nogle af Bergmans film på bib., det ville da være mit forslag om stedet at søge?

Bedste hilsner
Simon

P.s.:
Jeg tror nu du vil elske filmen Ved Vejs Ende/Jordbærstedet, hvori understående digt optræder i en situation hvor en piges to venner skændes om hvorvidt gud findes - og da pigen senere åbner bildøren for de to kamphaner, spør' hun sarkastisk dem begge: nåh, fandtes gud så...

Men ved et kaffebord påbegynder Isak Borg digtet:

Sökandet efter Gud

Var är den vän som överallt jag söker?
När dagen gryr, min längtan blott sig öker;
När dagen flyr, jag än ej honom finner,
Fast hjärtat brinner.

Jag ser hans spår, varhelst en kraft sig röjer,
En blomma doftar och ett ax sig böjer.
Uti den suck jag drar, den luft jag andas,
Hans kärlek blandas.

Jag hör hans röst, där sommarvinden susar,
Där lunden sjunger och där floden brusar;
Jag hör den ljuvast i mitt hjärta tala
Och mig hugsvala.

Likväl ett töcken mig från honom stänger:
Min bön men ej min blick till honom tränger.
Ack, såge jag hans anlet och mig slöte
Intill hans sköte!

Ack, när så mycket skönt i varje åder
Av skapelsen och livet sig förråder,
Hur skön då måste själva källan vara,
Den evigt klara!

O ljusets, fridens, salighetens källa,
När skall för mig din rena våg uppvälla?
Vem förer mig till dina friska flöden?
Den stilla döden.

Var tröst, min ande, hoppas, bed, försaka.
Dig vännen vinkar: du skall se och smaka
Hur ljuv han är och sjunka i hans armar,
Som sig förbarmar.

Snart till den strand där böljor sig ej häva
Lik arkens trötta duva skall du sväva,
Till herdens famn lik rädda lammet ila
Och där få vila.

- Johan Olof Wallin.

mvh
Simon

Hej Simon

... og filmen er allerede bestilt :))

Den kunne ikke findes via bibliotekerne, så nu er den bestilt, købt og betalt og lander i min postkasse i løbet af ugen.

Jeg glædes ... :))
RoseMarie

Endnu et digt til runde ugleøjne i en sen nattetime ...

Synet flod

Jeg elsker at være midt ude
i synets store flod
som altid skyller
gennem mine øjne
med et mylder
af stærke ting.
Et vidunderligt
drivtømmer
af menneskers
hverdagsagtige
smaa, svedige
skaarede, bulede
mugne, forslaaede
sterile, forrevne
og oliesnavsede ting.
Det blaa bundfald
af trækronernes
klirrende skyl
er i synets flod,
drejer mine
hjernevindinger
kastes til bunds
i mine øjnes
mægtige kar.
Jeg elsker øjnene,
øjnene, der ser
landskabets hævede arme
med korn paa de senede hænder.
Lysene i gavlen paa den
ensomme gaard.
Pigen med askeansigtet
helt nede i gadens skakt.
Et øjebliks fortættede
linier i hvidt sollys.
Træer, huse, skorstene
asfalt, en tremmet laage
kolde netgrene
gruset paa fortovet,
det fossende lys
over trætoppene,
det hele svejset sammen
i sort, glasurtungt jern
som en staalbro
med skarpe linier og vinkler
midt i mit syn.
Vidunderlige dage
ligger paa spring i mit syn.
Alt, hvad det har
taget med i sin flod
har jeg elsket
med en stor, nøgen lidenskab.
Alt, hvad der endnu vil komme
fossende gennem øjnenes
spinkle flodleje
forbi sindets store,
hvide sletter, som frugtbargøres
af synets gødende vand.
Her vokser gult korn
op gennem vild, knugende
asfalt.
Endeløse gader
mildt favnende marker,
lyser og smiler paa
sindets slette.
Husk! det begyndte
i den skramlende kupe
ved barnets kupe-vindue.
Husk! du sad mellem store,
sorte skygger med flipper
og flettede urkæder.
Du sad og saa ud på landskabets
første linier.
Koen saa du og elskede den
helt ind i den smørfligede
mælks duftende moderbjerge.
Barnets kupevindue.
Sorte venteværelser.
Ungdommens cigaretrøgfyldte
kupeer med ren, ufordærvet elskov
paa støvets plyds.
Rækken af vinduer
døre og rejsernes arabesk
tegnet i synets klare vand.
Turen frem og tilbage
til byen med det
fladtraadte arbejde.
Margarine-reklamen paa gavlen,
som vi saa hver dag og
som aldrig ændrede sig.
Drømmene om stien
gennem granskoven ud
til det store, lægende hav.
Kedler, ømt haar
og vaade trapper.
Altid gemt bag mure.
Sorte billeder og perspektiver
og trange, visne profiler.
Livet heftet op mellem
gulve, støvede rammer
og lysekroner af massivt
klingende glas, er her
lige langt fra havets
violette spejl og urenes
smaa altre.
Ikke et løv har skyllet over
disse mure, ikke en
brændings lange, blæsende
tunge har slikket disse
følsomme trappesten.
Der foregaar altid
fordækte ting i
entreerne.
En ung mand kommer ind i
stuen uden rødee drømme.
Han har en grøn gren med nyligt
tændte blade
i haanden.
Han gaar omkring og lader
grenen glide over malerierne,
billederne og de mange
indskrifter.
Det varer ikke længe førend
der høres latter af
klægt, graat ler.
Den unge mands gren
brænder ned.
Aske, skygger, røg og letter
lister omkring ved murene.
Alt er i synet, byerne som
menneskehedens sømærker,
markerne og havene som
vidunderlige reservoirer
for fantasien, alt er i det
store, grønne syn, der
er digtets.
Jeg elsker dets bundfald.
Elsker det paa den raslende
fart med det takkede udsyn
fra kupeens vindue.
Toget kører forbi en
kirkegaardsmur med
udsyn til marmorsokler
og forstenede duer.
Den nedgaaende sols delta
bag kirkegaardstræerne
flyder sammen
med mit syns stridige flod,
indtil mine øjnes
flodleje er fyldt
og træt af liv.

Robert Corydon "Landskab med huse" 1953

Natteligst til liv og go'e drømme
RoseMarie

Hej RM..

Har også set på hvad de har af Bergman-film - ikke just noget at skrive hjem om, dog har de Fanny & Alexander i tv- og biografudgaven.

Godt at ha' noget at glæde sig til - tak for Corydon ;)

mvh
Simon