Suppen og skyerne

Jeg spiste til middag hos min lille viltre elskerinde, og gennem det åbne vindue i spisestuen betragtede jeg de skiftende arkitekturerm som Gud skaber af himlens dampe, det ubegribeliges vidunderlige bygninger. Og jeg sagde til mig selv, midt under denne beruselse: »alle disse blændværker er næsten ligeså skønne som min skønne elskedes øjne, det lille viltre uhyre med de grønne øjne.«
Men pludselig fik jeg et voldsomt dunk i ryggen, og jeg hørte en rå og henrivende stemme, en hysterisk stemme, der ligesom var hæs af spiritus , min lille elskedes stemme, som sagde: »Nå, skal du ikke snart til at spise din suppe, dit fjols af en sky-kræmmer?«

- Baudelaire – fra prosadigtsamlingen, Parisisk Spleen.

Snul

Det er klart det er snullet at gå tur i solskinnet og sé på blomster. Det er snullet at ligge i sin seng med en varm dyne mens det bliver mørkere og Far og Mor sidder lige ved siden af én og man har sin bamse og sin flaske og sin egen lille spilledåse med Brahms’ vuggevise.

Det er derimod ikke snullet at ligge med en våd ble. Det er ikke snullet at have ondt i maven eller falde over et stoleben og slå sig. Og det er slet ikke snullet at høre Far hæve stemmen alt for højt ud på aftenen.
Tingene skulle være så snullede som muligt, det var min og min kones klare mening. Det er den eneste måde at have sådan én på.

Snul er sød
og fin
og flot
Snul skal
altid
ha det godt

var princippet, med en af de tidligste Snulle-Sange. For som vi mente (og dén sang jeg for hende på én af mine yndlingsmelodier – ’It’s Only A Paper Moon’):

Du er bare en lille Snul
men du er af det rene guld
Månen var ikke nær så fuld
hvis ikke du var Snul

Du er bare en lille Snul
kun en killing en hvalp et kid
Men der var ikke rum og tid
hvis ikke du var Snul

Hvis nogen mener, dén sang er typisk sentimentalitet blandt blændede forældre, så vil jeg hævde at de ikke har forstået en kæft af noget i tilværelsen. Det er dét det hele handler om. Siden dén unge kom har hun været rum og tid fremfor noget andet, fremfor de normale begrænsninger og bestemmelser af et menneskes rum og tid: arbejde, kærlighed, penge etc. Intet af dét pjat har nogen mening ved siden af en Snul.

De vil måske spørge hvad en Snul er. En Snul har det, som denne free-form sang siger:

En Snul den er snullet
En giraf den er høj
Og en orm kryber rundt under jorden
Og sådan har alle det på hver sin facon
Og en Snul den er altid lidt snullet

Man bliver så glad når en Snul er glad. Man bliver så ked af det når en Snul er ked af det.
En Snul smitter
En Snul omfatter desuden, skal jeg tilføje, følgende afarter:
Snulli, Snulling, Snullibux, Snulissen og Snullerik.

En svensk Snul hedder en Snulla, en engelsk en Snully (y’et udtales som et i), en spansk El Snullo, en russisk en Snullivich, en italiensk en Snullissimo, en kinesisk en Snu Li.
Sandsynligvis stammer alle disse ord fra den latinske rod Snullicissimus, oprindelig en Super-Snul.

Og åh ja, for resten, hvis nogen skulle spekulere over dét: Ordet findes naturligvis overhovedet ikke på tysk. Tysk er ikke særlig snullet.

En Snul kan antage mange forskellige former. En Stor Snul er en Super-Snul. En Snul der synger er en Synge-Snul, en Snul der skider er en Skide-Snul.

På denne måde findes f.eks. også Spille-Snuller, Snakke-Snuller, Sove-Snuller, Svine-Snuller, Slide-Snuller. Ingen af dem kan effektivt adskilles fra hinanden, og de må alle respekteres for hvad de er.

Snuller er nemlig – som sagt – meget smittende. For at tage et eksempel: Hvis en solstråle lander på en Snul bliver den straks en Snulle-Sol, for alting forandres når det bruges af en Snul. Et bord bliver et Snulle-Bord, en seng bliver en Snulle-Seng, en skål en Snulle-Skål så snart Snulle-Maden ligger der, klar til Snulle-Skeen før Snulle-Bleen.
Og alt efter hvordan man bevæger sig (eller ikke) kan man så betegnes som en Sidde-Snul, en Stå-Snul, en Svømme-Snul eller en Flyve-Snul.
Og alle ting og mennesker og dyr er enten snullede eller ikke. Der er ingen mellemting. Ud over selvfølgelig, at man kan blive snullet selv om man ikke hidtil har været det.
Det modsatte har vist ingen nogen sinde hørt om. En Snul holder ikke op med at være en Snul.
Det beviste sig bl.a. da den store Troldmand-Trylla-Tjalla-Tjumsalabum tryllede Snullen om til alle slags dyr på dagligstuegulvet. Hun blev ikke en tiger, men en Tiger-Snul, ikke en frø, men en Frø-Snul.
For en Snul er altid en Snul, ligemeget hvilken størrelse, skikkelse og farve den har!
Men dette er alt sammen Snullologi – en ny videnskab i sin spæde vorden.
Og hele denne videnskab finder – må De forestille dem – dag for dag sted i hovedet på en ny Far der forundret iagttager dels sit afkom, dels dets stadige indflydelse på ham.

De enkle processer er simple nok og kan let nok fanges i daglige situationer – lad os sige sådan:

At holde min datter
i seks minutter
gav fire hikker
og otte prutter

og så kunne man kalde det ’8-4 prutterne’. Men det er noget andet det sker bag: En forbundethed, en tæthed, en intimitet – som man næsten kun kan formulere i form af Snulle-Sange og Snulle-Snak.

- Dan Turèll.

mvh
Simon

P.s.: Man ka' evt. finde Dan Turèll's prosa og digte i bogen: Onkel Danny fortæller - det hele.
Der er mange fine ting i dén, bl.a. ovenstående kærlighedserklæring til hans lille Snul, jamen man bades ganske enkelt i den slags, svøbes ind i hans vidunderlige univers. Ja, han forsvandt jo desværre alt for tidligt fra os, så nu har vi "kun" det kæmpe univers han efterlod os, samt mindet om de sorte negles kolossale effekt på alle og enhver, da særligt i TV-Byen...;)

Pssst! Tak for Virginia, den vidunderlige kvinde har også efterladt os en masse herlige sager, i en anden tid og på en anden måde.

Ih hvor man for resten mærker skiftet i vejret, det lidt køligere strejf på kinden trods solen; vi er ved at blive nisset ind i efteråret, Jubii...;)

Morn’ RM..

Du ska’ da lige ha’ en henvisning til jublende læsning: Faxerier fra Halfdan Rasmussen til Joh. Møllehave, hedder jublen – og selvfølgelig ligger indholdet i breve tæt på den personlighed man fornemmer i digtene eller tosserierne, et reflekteret sinds situationsfornemmelse i text og billeder, vel nærmest hjemmelig hygge:

”Kære Johannes
Misunder dig din rejselyst som fører dig helt til Barbados, Benny og badevenligt havvand. Her nøjes jeg med bruseren, der nærmest udløser en bakteriebyge fra det forældede rørsystem. Den påstand så jeg i hvert fald i TV, hvor et af de veluddannede vandhoveder fremsatte den, så det må vel stå til troende…osv.”

Regnens harpe tav omsider.
Lys flød over alle høje.
Under broen drev en poppel
som et hvælvet fiskeøje.

mvh
Simon

Go'formiddag Simon

Faxerierne, ja, og så står de endda i bogreolen lige sådan, at jeg kan finde dem :))
Den må fingrene og hjertet ha' fat i mæ det vuns ;))


Er du god i al din Leg
imod dine Venner -
skal jeg nu fortælle dig
hvorfor Solen brænder -
Hvordan Maanen den blev til
og de Tusind Stjernesmil
som staar over Himlens Skyer.
Aa - det blir et Æventyr!

*

Vaagner du en stille Nat
skal du ikke græde,
tusind Stjerner lyser mat
som en Perlekæde.
Alle Stjernerne er tændt
for at du kan ha' det pænt
naar du sover trygt og godt.
Aa - det er saa flot, saa flot

Solen hun er Stjernemor,
Maanefar er Manden
og de skændes ikke Spor
men kan li' hinanden.
Og når Stjernerne blir tændt
saa er Maanefar Betjent.
Du kan tro han passer paa
Stjernerne, der er så små


Og så selvfølgelig også lige et par linjer fra "Den som har set september"


Skænk mig mørke fuldt af fred
og dage uden flugt.
Før mig ind til mennesket
før livet er forbrugt


Hilsner fra septembersolen og
RoseMarie

Aften’ RM..

Nå så du kendte den, ja så var det jo en køn ”gave”, hvorfor den fluks byttes til en anden herlighed i næsten samme afd.: bogen ’Det at være skuespiller’ (1973), som er en brevudveksling mellem Johs. Sløk og Ebbe Rode – med tanker om menneskets selvanskuelse på scenen som udenfor teatret.

Johs. Sløk var stærkt interesseret i ”skuespillersamfundet” udfra den filosofiske vinkel og har bl.a. oversat Shakespeares værker, men sørme om ikke det viser sig at han også har spillet rollen som Ebbe Rode, ja hvad gir du? Det har jo nok moret Ebbe Rode gevaldigt, og har selvfølgelig sin sammenhæng i erindringsgodset, der gør bogen til lidt af en rosenhave. Nu ka’ du jo se. Den er tilegnet danske skuespillere, hvad de to så ka’ ha’ ment med dét – selv nød jeg både at være tilskuer og iscenesætter af morsomme tankebilleder – og kom bl.a. til at tænke på dengang nogen havde vældig travlt med at få iscenesat Sløk og Løgstrup som rivaler, selv om d’herrer næppe deltog i forestillingen.

mvh
Nissen
P.s.: også dén ka’ selvfølgelig byttes – og så er det ikke engang jul…;)

Go'formiddag Simon

Nej, det var nu alligevel en meget go' gave med Faxerierne :))

Jeg elsker inspirationen, du serverer, og det får mig til at gå på kig i og imellem bøgerne. Og så er det, at der gerne ryger et par sidestykker oveni. Som nu f.eks. her med Halfdan, hvor en biografi og et fødselsdagsskrift fulgte med Faxerierne ud af reolen.

Jeg kan godt li' at læse på den måde, lidt hist og pist og frem og tilbage fra den ene bog til den anden.Jeg ved godt, at det ikke er den gængse måde at læse på, men jeg elsker at gå opdagelsens og den impulsive vej (og leg). Det får mig til at åbne hjernen lidt mere for både sanser, tanker og hukommelse :))

Det er bl.a. derfor, jeg også holder af at høre forfattere og/eller andre læsere fortælle og genfortælle fra bøgernes verden. Og her er jeg også godt klar over, at jeg ikke får det hele med og, at jeg får det overleveret måske igennem en ekstra stemme. Men det behøver nu ikke at blive dårligere af den grund. At en stemme er grebet med både hjerte og hjerne og begejstring, griber også mig samme sted. I hjertet, i hjernen og i begejstringen.

Måske det egentlig også er det, der sker i skuespillet? Formidlingen er altafgørende og er den forskel, der skiller godt fra mindre godt.


Lørdagshilsner fra
Mariehønen