WAUW ... smukke, smukke digte og ord ... TAK, Simon

Lige nu og her må jeg som tak bare kvittere med ganske få ord af Goethe :

"Mindst en gang om dagen, bør vi høre en lille sang, læse et godt digt, se et smuk maleri, og - om muligt - sige et par fornuftige ord."


... og så en sang, som både er tidsløs og alligevel lige netop til tiden ;)))

God sommersøndag på en dag, hvor vi kan ånde igen

En tidlig morgenhilsen her i Mellemrummets spejl i en gåde og lige midt i lyden af de regndråber, der falder ... lette og rigelige, så mange i træk og langt om længe YEAH

... her ledsaget af flere af de Ljungstrømske ord og ved lyden af en gammel kending i en ny og forfriskende forklædning ...



Go'morgen med ønsket om en ny dag i en mere frisk morgenluft ... fra RM

Hejsa RM...

Du ska da lige ha' denne her - som vistnok er fra Wordsworth, en genkaldelse i forbindelse med snakken på chatten, kommer her:

No warmth
no shearfulness,
no healthfull ease
no comfortable feel in any member,
no shade no shine
no butterflies no bees,
no fruit no flowers
no leaves, no birds –
No-vember.

...nu er efteråret jo lidt min tid, denne smukke og lidt vemodige omskiftningstid; men om jeg ville undvære den! Særlig i forbindelse med vor sidste tids hede, blir jeg helt ekstatisk over Vivaldi, etc ;))

mvh
Simon

... og til dig, Simon (og hvem der ellers læser med her) får du et link til chattens ord om

"Liv under neglene"

... godt nok på en lidt anderledes måde, end det måske oprindeligt var tiltænkt, men ikke desto mindre ligeså sandt ;))

Hej RM..

Glæden ved ordenes musik har referencer til rigtig mange mindeværdige fortællere, til tider på tværs af indre og ydre skel, ja det må jo frem, til forskel fra tankelandskaber vore ører i dag fyldes med og som de muligvis vedkender sig. Men en særlig kunstners klangbilleder stimulerede en hel verdens ører, og det i en grad så de måtte gøre store øjne, hun hed Anais Nin.

I epilogen i Dagbog 7 fortæller hun en smuk beretning om ordenes og musikkens særlige betydning for hendes liv, det liv der alt for hurtigt tonede ud under den smertelige sygdom. Men lige til det sidste nedskrev hun sine stemningsbilleder så sublimt, at man for sig hører hendes stille stemme fortælle det livs beretninger som Henry Miller mente verdens ører selv ville få det betragteligt bedre af at lægge øre til – hvilket han jo som ofte før havde så inderlig ret i – og som i modsætning til andre havde noget vigtigt at berette, på så frydefuld en måde at papiret stønnede af liv.
Mange må ha’ levet sig ind i møder med livet og på steder med personligheder, som ikke var blevet muligt uden hendes fortællerpen, og måske i særlig grad mennesker der ligesom hun anså naturen som et åndeligt spejl for deres eget inderste væsen, hvor i særlig grad indlevelsen i sensuelle sindsstemninger føltes som en nødvendighed i deres tids råhed og økonomiske trængsler. Slør der løftedes i ublufærdige fortællinger, som i ”De små fugle”, Spion i kærlighedens hus” og ”Venusdeltaet” bidrog nok til at åbenbare døre der lod sig åbne i læseren selv og uden den skam og synd som særlig det amerikanske samfund påfører mennesker i kristne trossamfund den dag i dag, hvorfra hun grangivelig også fik sine søndagsopsange. Men ligesom hun inspireredes af franske forfattere som Marcel Proust og Simone de Beauvoir, har mange andre følt sig inspireret af hende, eksempelvis forfatteren Nancy Friday. Let er det at forestille sig dette stadig sker, at trætte øjenlåg i dette nu glipper på puder i en sen nattestund, et eller andet sted i verden. Fordi historierne har deres egen puls, fordi de opfylder et dybereliggende behov og måske særlig i vor tid, hvor man kan ækles over mangt og meget, fx. knausgårdske banaliteter der kan fratage enhver appetitten på ordmusik med højlydt smasken i det øje der snart efter ikke ser andet for sig. Distinktionen er mærkbar, forholdet mellem det at leve for at skrive og skrive for at (over)leve – men jeg vil nu æde min stråhat på at man lærer mere om sig selv og livet gennem Anais Nin, end ved at få øjnene stoppet til med banaliteter af den slags, og formoder den særegne kvalitet i Anais Nins tankesprog vil tone tydeligt ind i kroppen på mennesker flest, på tværs af evt. livssyn eller religioner. Her et lille eksempel fra slutningen i 7’ende dagbog, hvor hun smukt skildrer den musik også Mellemrummet rummer, som sindbilleder med betydning for hendes tanker om gensynet med snart en bedre verden – og måske til mulig inspiration for den der gerne fryder øjnene sine, ja ørerne med smuk musik fra en skarp hjernes pen.

Epilog:

[Anais Nin ønskede at Dagbogen skulle slutte på Bali. Hun havde ikke i sinde at udgive noget materiale om den lange, smertefulde sygdom der førte til at hendes due blev sluppet fri den 14. januar 1977. Det følgende er et par uddrag fra de sidste Dagbøger som hun kaldte »Smertens bog« og »Musikkens bog.«]

Om Proust: Den evige dimensionale mobile som kan læses tusind gange og give forskellig mening. Jeg læste ham igen sidste år, og hver gang ser jeg et nyt aspekt, opdager en ny mening. Det er som om han havde anslået en uendelig streng som aldrig holder op med at dirre på forskellige niveauer. Det er det uendelige dybdepræg som gør hver læsning til en ny oplevelse. hans arbejde holder ikke op med at dirre; sondringer kommer fra dybere og dybere verdener. Efterhånden som man bliver moden, opdager man et nyt perspektiv. Ingen anden forfatter er nået frem til dette kontinuum. Er det fordi han udforskede hvert aspekt, hver stemning i en tilstand af evig bevægelse, at forandringen opnås hver gang som om hvert ord havde tusind betydninger? Proust ord har tusind betydninger.
Er det fordi tankens og følelsens bevægelighed endelig blev trængt op i en krog eller fastholdt i det øjeblik den udvikledes, så at udviklingen aldrig holder op? Han har aldrig beskrevet stase, ubevægelighed, metamorfosen til sten, forstenet hjerte eller krop. Livsstrømmen blev aldrig afbrudt, og derfor bliver man hver gang man fanger den, trukket ind i dens hvirvelstrøm og livet giver én et nyt syn.
Jeg har aldrig forstået hvorfor Proust var den eneste forfatter jeg læste hvert år og hvis forfatterskab gjorde mig fortvivlet hver gang jeg kom til slutningen.
Jeg blev meget foruroliget over Painters biografi, fordi jeg vidste Proust ikke ville have ønsket sin smukke transposition reduceret til litterære kendsgerninger atter en gang. Proust ville leve og efterlade os sit transponerede liv som arv.
Fordi han trængte gennem personers underbevidsthed blev de ikke gamle og døde i vor fantasi; underbevidstheden er en strøm af afsløring som aldrig berøres af tiden, moden, historien. Proust universalitet gjorde det han skrev om musik anvendelig på al musik, det han skriver om jalousi passer på jalousi til hver en tid. Han transcenderede tiden. Han satte aldrig dato på noget. Meget få romanforfattere undgik tidspræget som kun lader oplevelsen finde sted én gang.

Drøm: Varda er ikke død. Jeg ligger i en græsk marmorsarkofag. Varda maler hele min krop med alle farver fra sin palet. Da han har dækket mig med maling, begynder jeg at svæve ca. 40 centimeter oppe og føler mig meget let. Jeg gad vide om det har noget at gøre med at han efter sit første slagtilfælde sagde til mig: »Jeg er ikke længere bange for døden,. Jeg så de smukkeste farver under mit slagtilfælde.«

Drøm: Jeg fandt min seng på toppen af et stort vandfald med D. H. Lawrence. Vi ved ikke rigtig om vi skal kaste os ud eller ej. Vi springer ikke. Vi kigger ned og ser Lady Chatterley svømme forbi i havet. Vi ser skrækslagne til, mens hun svømmer fra det ene hav til det andet.

Fra et bånd optaget på hospitalet:
Den sygeplejerske som kom for at tage min blodprøve til morgen vendte sig mod mig og sagde meget alvorligt: »Der er jo kun én trøst for sygdom, det er at læse. De må læse meget. Jeg har læst. jeg har læst Marcus Aurelius og Mrs. Lindbergh...« og hun opremsede en hel del bøger. Jeg syntes det var herligt. Så jeg lo og svarede: »Ja, og hvad sker der når man har skrevet bøgerne selv og ikke kan leve op til dem?«

I aftes skulle min meditation have handlet om det hvide lys, men jeg mediterede over forskellen mellem min kærlighed til Japan og til Bali. Jeg prøvede at føje det hele sammen, og alt ved Japan ligesom samlede sig i et maskulint præg. Magerheden, kampen (tror jeg), krigsånden, til trods for æstetikken – den fantastiske fasthed (jeg kan ikke komme på et stærkere ord). Og så begyndte jeg at drømme om Bali og min kærlighed til øen. Helt anderledes. Man bliver kvinde. Det er en kvindes kærlighed. Den er blød. Den er musikalsk. Den er passiv og rolig. Jeg tænker på den som noget med store vifter der vifter én. Det er næsten livet i en æstetisk og smuk livmoder. Men der er noget ved Japan som jeg beundrer ... ejendommeligt ... militaristisk. men det er faktisk ikke så meget militaristisk som modigt. Mod. Det kræver et fantastisk mod at holde sig til det man tror på. Jeg kan ikke andet end beundre Mishimas kækhed og dristighed, at han prøver alting, noget der kulminerer i offentlig hara-kiri for sine overbevisningers skyld, på højdepunktet af hans karriere. Balinesernes blødhed kunne ikke danne en større kontrast. Man kan ikke forestille sig en balineser gøre sig selv fortræd for nogens skyld. Og Bali repræsenterer hver feminin kærlighedsegenskab, blidheden, de bløde stemmer, den sensuelle gang. Det er derfor jeg elsker det så højt. Jeg går ud fra mit maskuline og mit feminine jeg smelter sammen når jeg beundrer begge kulturer.
Men det jeg har brug for nu er masser af japansk mod. Og måske vil jeg få det fra dem, fra vaccinen, *) Ville det ikke være forfærdelig dramatisk hvis det var fra Japan jeg fik mine kræfter og mit helbred tilbage?

*) Under de sidste to år af sin sygdom blev Anais Nin behandlet med Maruyama cancervaccinen fra Japan med specielt dispensation fra U. S. Food and Drug Administration. – Red.

Min ven tegnede en meget smuk dagbog , håndlavet, med blødt japansk rispapir, og med guld på det røde skindbind stod min håndskrevne dagbogssignatur: »Mon Journal – Anais Nin.« Jeg var besluttet på ingen sygdom skulle nedskrives i den dagbog. Så jeg besluttede mig til at lave den til en musikdagbog. Jeg vil kun skrive i den når musikerne kommer, når jeg hører musik. Og den bliver en adskilt del af mit liv.

Kvartetten spiller sen Beethoven. Den mest vedvarende, ubrudte, livgivende tråd har været kærlighed og musik. Gennem årene har der altid været bratschens og celloens dybe, fyldige toner som modsætning til de himmelstræbende, æteriske violiner. Der var altid musikbølger til at løfte skibet bort fra farlige rev, isbjerge, til at holde nerverne i vibrationer, få eksistensen til at give resonans, aldrig dysset til ro men gennemboret af guldpile. Kærlighedens blodtransfusion er musik. Men jeg ser kvartetten svaje blidt, blir al sorg og anspændthed forvandlet. Kærlighed og musik danner et symfonisk hele af disharmoniske brudstykker. Det er som om strygerne sier grumset fra. Skarpe spidser bliver bløde. Drømme flyder op til overfladen. minder pulserer, hver tone er en farve, hver tone er en stemme, en ny celle vækkes. Den bringer andre lyde til tavshed, drukner de skærende lyde, den får spiraler til at stige op og nye planeter. Når hjertet får ujævne kanter er musikken sordinen. Når hjertet fryser til is gør musikken det flydende. Når det er ensomt undslipper hemmelige toner og finder vej til pulsen, genopretter dens universelle rytmer. Den er fjern og blid. Den hulker for én. Den græder for én. Den klager, fryder sig, eksploderer af styrke og liv. Den lader aldrig kroppen dø, fordi hvert ønske, hvert fantasi, ånder og bevæger sig som om vi var på stedet for vor første fødsel, havet. Tonerne flyder så meget længere end ord. Der er ingen anden måde at nå det uendelige på.

I musikken føler jeg dybest at tingene passerer forbi. En tone anslås. Den vækker et billede. Men med en anden tone, ændres dette billede, det bevæger sig, det blegner, det passerer langsomt, det smelter sammen med et andet billede. Billeder af skønhed og sorg passerer således forbi mig og bliver båret væk i musikkens fremadskridende bevægelse. Den tone som blev anslået og forsvandt bar de ting som er dyrebare væk med sin lyd. Den efterlod, med sine ekkoer, et ekko af de ting som er forbi. Mellem den og den næste tone som kommer er der et mellemrum som spænder om et tab og en tomhed. Musik rummer livets bevægelser, de sammenkædede hændelser som det består af, den evige smeltning af en tone foran en anden for at skabe sang. Tonerne må smelte foran hinanden; de må fortabes efter at de har givet deres sjæl, for helhedens skyld. Det er måske en smuk tone, men den kan ikke anslås alene for evigt. Den må forsvinde som alting må, for at danne den umådelige komposition som er livet.

Dick Stoltzman, klarinettist, og Bill Douglas, pianist og komponist. kom for at spille for mig. De spillede Bills kompositioner og improviserede. den blideste, mest lyriske musik. Utrolige mennesker – ufordærvede. Deres musik bølger blidt, følelsesbølgerne synker og strømmer som blidt tidevand. Ingen skarphed, ingen dissonans, ingen vildskab som i rock and roll. Lifligheden i tropisk klima, og udbrud af glæde, muntert, vemodigt, uden spredning.

Svømmebassinet damper som de dybe flodudvidelser i Japans bjerge, alt gennem glas, gennem prismer, de ametystfarvede vand får en anden dimension, forstørrer sig selv, sine farver; det er så smukt.
Musikerne spiller Schuberts cellokvintet – den lange sødme, blide betoninger, den vemodige, dvælende klage og glædesudbrud. Glæden vinder. Hver tone bliver sat til at danse, begynder blidt, ender energisk. Så klagen igen, gentagelsen af længslen, ømheden, hjertebanken og et udbrud af ekstase. De lyriske toner blander sig med bløde, dunkle hemmeligheder – følelser holdes svævende – brister så, trin trin trin hen mod intensitet. Altid et drømmeri, blidt og i samklang, og så et stormende måde mellem alle instrumenterne. Fred, afklarethed, uvejr og understrøm af intensitet. Intensiteten vinder i harmoni og i rolige øjeblikke, drømmeri. Vuggevisen får én til at drømme, man svæver på dens blidhed, men et uvejr vækker én. Blidt nu, violinerne bratschen, celloerne vugger én, gentager ens hemmeligste ønske, vugger, kærtegner, gynger i en silkehængekøje. Så brister og brænder og flyder verdens indre ild over. Alle drømmerierne må gemme sig – man hører dem ikke mere. Så er det som om instrumenterne begræder det tidlige drømmeri og leder efter det igen. Vanddråber fra træerne, guldglitren på havet, lidenskabelige ord, kærtegnende toner, alt lys og sorg.

Kvartetten spillede Debussy. Det slap en strøm af tårer løs. Jeg ville ikke dø. Denne musik var en afsked med verden. Musik var altid den forvistes musik. Der eksisterede en anden verden jeg var blevet udvist fra, den mulighed at musikken var et udtryk for en bedre verden. Det er derfor jeg bliver bevæget af den peruvianske fløjte, tahiternes konkylie, af Saties og Debussys musik, som var mest klar over den anden verden. Saties musik er den rene nostalgi. Min holdning til musik har altid været nostalgisk. Følelsesbetonet. Jeg har aldrig været kold eller objektiv eller intellektuel hvad musik angik. Jeg har aldrig prøvet at forklare følelsen af eksil. Jeg accepterede gråden.

Jeg talte med Joaquin. Jeg sagde at musikkens gråd måske betød sorg over eksilet fra en anden verden, en bedre verden. Ja, han kendte til den nye verden som var tabt for os, til eksil og et mistet land. Ja, han kendte til længslen. Min far følte det sådan. Joaquin nævnede på hvilke tidspunkter han græd.

I dag spurgte jeg en bemærkelsesværdig man, min læge, Dr. Brugh Joy. Han følte det samme. ja, musikken bebuder et andet sted. Det var det sted vi blev bortvist fra som en stor straf for det katolikkerne kalder »synd« og andre religioner »ondskab.« Men hvad jeg ikke kan forstå er at nogle onde, sadistiske, grusomme mennesker tilsyneladende ikke kan huske at de har mistet sådan et sted. Måske er musikken for dem en uopdaget verden. Men for os trænger den ind i kroppen, den fylder kroppen. Brugh forklarede at tårerne kommer fra erindringens sted. Og vi græder fordi vi endelig fornemmer tilbagekomsten. Man burde tænke med glæde på det sted. Så er det, hvis det følger efter døden, et smukt sted. Noget yndigt at se frem til – et forjættet land. Så jeg skal dø i musik, ind i musik, med musik.

mvh
Simon