Hej RM..
Tak for smukt digt, som jeg kvitterer med disse ord, smukt udstukket i starten af min samlede Sophus Claussen, som jeg synes er værd at eje:
Rødt som Blodet, lyst som Solen, stærkt som
Græsset er mig Ord,
let som Fuglen, frit som Folen, spiretungt
som Vaarens Jord,
duftende som Markens Kløver, vildt som Engens
Blomstrerøver
Bien ... følger mig mit Ord. Jeg har alt, hvad
jeg behøver.
Jeg er død, men om mir Spor svæver Livets
Skaberord.
- Sophus Claussen gjorde særlig indtryk på Karen Blixen, som gerne brugte hans ordspil i stunder hvor besiddertrangen har bruset ganske overvældende – i denne arrige svanes indre konkylie...
Thorkild Bjørnvig, som en tid boede på Rungstedlund under færdiggørelsen af sin Rilke, fik særlig én aftenstund – som mere udførligt er beskrevet i hans ”Pagten, mit venskab med Karen Blixen” – hendes vildskab at føle, idet hun denne aften gav den i rollen som Livets Drage og Slangen, taget fra digtet her, som er værd at nærlæse:
Mennesket.
Jeg er en Kongesøn, som blev født til megen Lykke,
og jeg elsker hele Verden ... og jeg blæser den et Stykke.
Og jeg hører hele Verden som et vældigt Udyr larme
for at omslynge mig med hundredetusind Arme.
Og den lurer paa mit Liv mellem Skær i skjulte Bugter
som en Slange under Løvet – for at øde dets frugter.
Og Alverden tror mig fældet og hos Døden fast forhyret,
men jeg vandrer velbestøvlet paa Ryggen af Dyret.
Og jeg elsker den. Jeg fødtes til Fare og til Lykke.
Og jeg og Verden blæser hinanden et Stykke.
Jeg har genkendt Dragens List hos en meget kysk
Prinsesse,
Som var kongelig og from ... og en Gang paa en Ker-
messe
hos en Slangetæmmerske, som med Haanden fuld af
Slanger
mig bød en spændig Favn. som jeg modtog uden Anger.
Havde Kongens Barn mig fristet, saa var for Gud vi
gifte,
og min Verdensfart var udsat til næste Kongeskifte.
Havde Slangetæmmersken med sin Ild ej sønderslidt mig
og jeg ej elsket hende – hendes Slanger havde bidt mig.
Men jeg saa med Studsen Dyret i dets stumme slange-
nøgne
Forladthed, og jeg rørtes af et Glimt i dets Øjne.
Thi de Øjne elsked mig med en talende Flamme:
,,Skønt vore Viljer strides, er vor Lyst dog den samme.”
Og jeg kaldte disse Øjne med de helligste Navne.
Og jeg selv har tusind Arme, og jeg kunde alt omfavne.
Ja paa min Vandrings Tinder jeg svimler kraft-berøvet,
naar jeg skimter ej det Levende, som lurer dybt bag
Løvet –
naar Taaber spørger Prinsen, hvor hans smukke dragt
er skaaret,
og fritter travlt om Kongesønnens Indtægt om Aaret.
Aa disse Mænd og Kvinder med dumme Smil og Næser,
der kan slet ikke fatte de Stykker, Prinsen blæser.
Der er Folk, hvem hans Letsind forbitred uvilkaarlig,
og andre, som til Gengæld finder Prinsen for alvorlig.
Der er Folk, han aldrig kendte, som fornægter han og
hader,
fordi han er Søn af en Konge – af sin Fader.
Af Frygt for deres Arne de krummer sig og krymper,
og de kalder ham en Prins uden Land, derfor en Stym-
per.
Men jeg elsker hele Verden, og jeg blæser den et stykke.
Jeg er end Kongesøn, som blev født til megen Lykke.
Jeg er kommen som et Raab fra Livets store Skove.
Ej ændrer jeg en Tøddel ved Eders Hverdagslove.
De Love kan I knytte saa fast, I selv det nemmer,
I vil dog altid mindes, at Skoven har Stemmer.
Ja Skovene har Stemer, og Havets Strandbunds-nøgne
Bugter synes blinke med blaa og grønne Øjne.
Og jeg elsker disse Øjne, og min Lyst er ikke styret,
før jeg ser min arge Elskede – Verdensuhyret.
Ad slimede Kanaler med Dynd og Pakhusrotter ...
for at søge Drypstenssale og underfulde Grotter ...
jeg iler med et Hjærte, som Guden Pan forfærded,
og med et Mod til Døden, som Prøvelser har hærdet.
Jeg vover tit, naar Nætterne er bællene sorte,
at kalde paa den Dejlighed, der bor nær Dødens Porte.
Og i søde Middagsstunder, naar Slangen var bedaaret
af sit eget store Hjærte, jeg blev til Elsker kaaret.
Da gælder det tage det Nu, som bliver givet,
for at favne Livets Drage, som staar mig efter Livet.
Men Haanden må jeg støtte på Verdens trygge Axe
for at undgaa Dyrets Hævn og de frygtelige Saxe.
Jeg elsker Dragens Vildskab, og Slangebraadde stikke
kun dem, der ser på Slanger med forgiftede Blikke.
Og jeg holder gyldne Fester med Guden eller Dyret,
som er det tavse Pulsslag i Verdensuhyret.
Jeg elsker selv den Flamme og Gift, som Slangen hvæser,
og jeg blæser den et Stykke. Vil i vide, hvad jeg Blæser?
Ja, naar den fnyste giftig og morderisk i Hammen,
jeg hviskede som Præsten: ,,Det er Kærlighed altsam-
men.”
Og naar jeg skimted Glansen af den skønne Havfruhale,
jeg hørte Sus af Skove og Sang af Nattergale.
En Gang skal helt i Elskov hinanden Hu vi fange.
Da vil jeg hviske det til: ,,Guddommelige Slange”!
,,Guddommelige Slange! Jeg var min Kraft berøvet,
naar jeg ikke saa det Levende, der glimted dybt bag
Løvet.”
Da bliver den en Guddom. Ikke Dragen ond og tornet!
Det Instrument, jeg blæser, kaldes Vidunderhornet.
- Sophus Claussen, Capri 1903.
mvh
Simon
Svar
Citer
