DIAMANTERNES VISDOM

Der findes diamanter
på alle små drabanter,
de ligner elefanter
og gale trafikanter.

Dem der ligner elefanter
vrider deres slanter,
mens de gale trafikanter
maser deres tanter

og fjaser rundt med vanter.

»Slut med tant og fjas,
der må da være kanter!«
råber mange tanter,
mens elefanter laver spas
og glemmer deres slanter.

De glemmer deres mas
og ved di er amanter.
De tænker: »Det er dags
at sove på drabanter.«

Stilhed på vejen
alle sover søndag,
pludselig skyder en ting
sig op i luften

og begynder at flyve mod nord
i sølv, rødt og mørkerødt.

Lydløst, med fart
og uden et ord,
tumlende, drejende sig
henover forstadens dødstille.

Identifikation ikke mulig.

I en sådan situation takker man Gud, at man ikke er kristen.
(Min håndskrift ændrer sig nu.)

I disse fremmede gamle dage
er døden reel
og giften synes at være i alt.
I de sære nætter er livet en myte
og planerne lægges
for nyfødte dage
hvor alt vil ændres radikalt.

Eller sådan noget.

Åbn døren til verden, eller:
verden åbner dig.
Du kan skrige uforståelige ord
og det vil have en betydning
som givet er meningsløs.
Du kan drømme om andre steder.
Etiopien er en tropisk utopi for mig,
en utropi.

Entropien er uden for samfundet.
Her er jeg udskud og afskum,
den skummende fløde.

I TV viser man, hvordan europæerne i Australien jager bøf-
ler med biler og helikoptere, prøver at ramme dem. De ræd-
selsslagne dyr jages ind i en fold, hvor de i hundredvis står
presset sammen i angst. De angriber bilerne og hegnet, gør
utrolig mod-stand. Senere føres de udmattede dyr til fabrik-
ken, hvor de parteres på samlebånd. Ind i maskineriet – og
ud igen som steg og bøf til mennesker. Og som dåsemad til
hunde og katte, mestendels.

Kænguruerne er umulige at udrydde, selv om store flokke af
og til massakreres med biler og geværer, når farmerne føler
»deres« 100.000’er tønder land truet af kænguerillastyr-
kerne.
For dem er en pung kun noget værd, hvis den kan bruges
til opbevaring af penge.

Penge er verdens største illusion, en farce i papir og mani-
pulation, Penge er intet værd, det reneste lort.

Jeg efterlyser ting, jeg aldrig har ejet og udlover enorme
summer for fundet!

- Michael Strunge, Nigger 2.

Foråret kommer til cafeen

Gasbleg støvluft og svindende dags blå skær
Brydes mellem »William Simpson«s skrigende reklamer

En meter over gulvets majgrønne kvadrat
Tungt holdt i ave af et sværbenet kraftparallelogram
Hænger billardets spinatfalmede af
Perspektivet brat tilspidsede firkant
Hvide cirkelflader bevæger sig i spiraler
Fra Qeuers terra-trekanter

Spiller bøjer sig med rød kugle-hoved
Tungt kilet fast i kegle-krop
Gult oval-ansigt griner
Drukken ræber (mund: sort hul i grønligt fjæs)
Skøges ådselblik klæber ved apaches lask-hænder
Skød vider sig cirklende

Dør hyler

Tretten års blomstersælgerske kommer
Alle hendes legems linjer er ellipser
Rummets terning blir rosenrødme
Stilhed eviggrønner / blåregner
Bjerg / træ / sø …

Alfons ætser hudløs
Spanskgrøn / Zinnober
Falder bagfra over bue-skuldre

Skrig brister

Purpurn blodig blåner billard-plan
Utroligt glødende keglesnit virvarer
Queue zig-zager

Omvendt pyramide styrter over os
Bliktragt–grammofon skingrer
Ti / ti / tier di / da
Valmo / valmi /valkajmaka

- Broby-Johansen, Blod.

mvh
Simon

Hej RM..

Her et fint lille program m/indlagt gys fra maleriske udsigtstårne:
https://www.youtube.com/watch?v=bGIeDtEE2qQ

mvh
Simon

Broby-Johansens Blod befinder sig nu på hylden med Strunge, Jac, Borum, Vizki og mange andre øjne der iltedes i psykens bassiner; men dengang de 700 exemplarer beslaglagdes og moralens røde øjne dømte ”utugtens” ophavsmand, da indså adskillige straks at man dermed blot mytologiserede Broby-Johansen, som det skete med Bangs Håbløse Slægter. Pontoppidan skrev:

»Hr. Rud. Brobys Digtsamling »Blod« er et artistisk Forsøg, paavirket af visse litterære Strømninger i Nutidens unge Tyskland. Men øjensynlig har Forfatteren i de fleste af Digtene ogsaa tilsigtet en Virkning af moraliserende Art. I de afskrækkende Skildringer af kønslige Udskejelser har et ungt, idealistisk Digtersind udøst sin Rædsel og sin Harme over den udbredte moralske Perversitet, som er en af Verdenskrigens onde Frugter. Man kan kalde disse Skildringer raa eller modbydelige eller monomane. Men utugtige eller blot letfærdige kan de aldrig i Verdens kaldes, idet de lige saa lidt som Billederne i et anatomisk Atlas appellerer til Kunstfølelsen. Sammenlignet med den Frihed, hvormed lyriske Digtere i deres Vers plejer at besynge og befamle Kvindens Yndigheder, er der snarest noget munkeagtigt i denne unge Poets Holdning overfor Vellysten. At stemple hans alvorlige lille Bog som et pornografisk Spekulationsforetagende vilde være en beklagelig Misforstaaelse og en blodig Uret.« (1923).

Man har nydt at læse forargelsen i aviserne, har enedes og stridt over kaffebordets boller eller øllerne på den lokale, og sikkert nogenlunde som i de pragtfulde stemningsbilleder i serien Matador, når temaet abort pludselig satte alles sind i bevægelse midt i den trygge atmosfære af livsanskuelsers ordnede forhold – som man helst så poesien afspejle. Ser man derfra lidt længere tilbage, fik en del jo også bollen galt i halsen ved kaffebordet over skriftet ”Om Andersen som romandigter”, af en dengang endnu levende kritiker.
Vi ska nok være glade for ikke frit at ku rejse i tid og rum, på den anden side ville mange af nutidens selvalvorlige trosbekendere vel ha haft godt af sådan et lille rekreationsophold, opleve den blodige virkelighed 500 år tilbage; men man har jo sige tvivl om dét så ville reformere deres rosenrøde fantasier…;)

Der var en solsort den anden dag
den sang dit ansigt og din smukke krop
så det sugede mæthed ind i mine øjne
så at voksede ned i din skønheds mark
og med mit ene øje vovede jeg det andet
hvis orm sugedes op af jorden
og så blindedes jeg af din umættelige skønhed

- Allan Karlsen, Intet er som døden, 1982.

mvh
Simon

At rejse i Afrikas hjerte som blodet der rytmisk vender
tilbage for at pumpes ud igen?

Det ville være det rene selvmord!!
Måske, men bliver jeg her i vanhvid og angst
sparkes jeg inden længe livløs ind i døden.

Jeg går helst ikke ud på gaden,
i byen går jeg kun i en tåge af rus.
Skal beherske mig for ikke at smadre en bil eller en videobiks.

Rummet mindre, det hvide rum,
hvor skrigende kryber sammen i hjørner
og klynger af sved og gnidende tænder.

Rummet ligger som glas over huden
og enhver ting der minder om oprindelighed
kærtegnes voldsomt af alle sanser.

Selv himlen ligner en luder. For 100 år siden sås cirka 3
gange så mange stjerner på himlen. Forurening. Jeg glor
som en idiot for måske 10.000’nde gang i mit liv ud af
vinduet og skimter 5 blege stjerner. Så langt fra hinanden
som jeg fra hver af dem.

I FORNUFTENS HVIDE HOSPITAL, KZ-lejr for under-
bevidstheden, betragter de hvide kitler den bedøvede sorte
snak.
Der er lukkede døre, kun indveje
og sprøjten eller sprogets hvide snit
– eller en sprøjte med usynligt blæk.
Så satans ild for sidste gang
og ind i den lille, hvide kasse i den store hvide sten.
Endelig!
Det sorte hul – og sort er atter sort og alt er sort.
Det store ædegilde, festen over måneder kan begynde.
Velkommen, fine grundige mider. undergrundens guld-
smede.
Fyld mine årer, åh ja, tag endelig hjernen,
smovs i mine gyldne erindringer og søde krystaller
af god, gammel kærlighed.
Varm jer i synernes blålige skær.
Også øjnene er blå. kom biller og bær dem væk,
tril dem som store sole af gelé
og byg en sikker hule i hjertet.
Og kønnet … så træt af at elske, ømt og slattent
som et træ uden vand. Tag det, rotter, og bliv til tusinder,
takket være mit usunde kød.
Endelig træder skelettet frem,
hvidt og ukendt for verden over jorden.
Om hundrede år er det sort
som den omsluttende jord, endelig sig selv, endelig virkelig
neger.

Jeg er slaven i guldminen.
Jeg bærer guld så tungt som min fars kiste.
Jeg graver og graver,
jeg graver mig ind i jorden
og møder pludselig det underjordiske folk.
Jeg er i landet under jorden
hvor alle taler sort
og ord kun dannes af stinkende nødvendighed.
Alt hvad jeg siger fra her
er kun en skygge af hvad jeg ser.

(Ok, jeg bryder i indskrivende stund, 1983, min neger-regel:
ikke at bryde manuskriptets improvisatoriske strøm med til-
føjelser etc. Jeg nigger mig skamfuldt for een gang skyld.
Med normalsprog er her mine underjordiske fremtids-
visioner fra Helvede:

Jeg vil nøjes med at omtale kendte mennesker eller typer,
der har optrådt i alles liv.

»Alt dette vil jeg give dig, hvis du vil kaste dig ned og
tilbede mig.«
- Satan (Mattæus-evangeliet, 4:9)

- Michael Strunge.

mvh
Simon

P.s.: Jens Kistrup ku ikke fordrage Michael Strunge, Land og Folks Peter Gregersen tænkte så det knagede på om det hele mon handlede om begrebet ”nigger”, eller bare negere i almindelighed… – det vides ikke om Jens fik sat tingene på plads. Laura (Matador) derimod, ville bare ha rystet på hovedet og sendt Røde et hvast blik: den slags læser ordentlige folk overhovedet ikke! Gad vide hvad hans mor ville ha sagt…