Morn’ RM…

Her en morgentriller for Hans Gregersens »Forår i Toscana«, en nydelse mellem sangfugle og dryp på stråhatten, bestående af fine kulturhistoriske fortællinger fra manden på rejsefod, nærmest noveller, og som jeg tror du vil sætte pris på – og måske navnlig disse toner til fortællingen om Lucca:
https://www.youtube.com/watch?v=mNoxDv1GgPM

Hvad Ekelöfs fine poesi angår, vil man hos ham altid ku’ stige ned i sig selv gennem disse nærmest fotografiske stemningsbilleder, som tilfældet jo er hos poeter der ikke trætter, man blir aldrig færdig med dem – og tar man sig ikke lidt i agt, ender man sgu’ sikkert som ”opvakt beundrer”, altså i sagens natur ude af sig selv.
Men så det er jo godt der i verdenslitteraturen findes et utal af store øjne, måske tilmed enkelte i vores egen tid – selv om den vist er mere optaget af ”likes”..;)

bedste morgenhilsner – med kun 148 dage tilbage, ska blie kækt med lidt julemarcipan…;)
Nissen

Der trænges vist til en lille vits:

En jøde, en kristen og en muslim diskuterede hvem af dem, der var den mest religiøse. - Jeg red på min kamel midt i Sahara, sagde muslimen, pludselig dukkede der en sandstorm op. Jeg troede, at det var ude med mig, da jeg lå der ved siden af kamelen, mens vi blev mere og mere begravet under sandet. Men jeg mistede ikke min tro på den almægtige Allah, jeg bad og bad og pludselig, i en omkreds på 100 meter omkring mig, lagde sandstormen sig. Siden den dag har jeg været en hengiven muslim og nu er jeg ved at lære Koranen udenad. - En dag mens jeg fiskede, begyndte den kristne, sad jeg i min lille fiskerbåd ude på havet. Pludselig begyndte der at blæse voldsomt og det udviklede sig hurtigt til en storm. Jeg troede, at min sidste time var kommet, eftersom min lille fiskerbåd blev slynget op og ned på havet. Men jeg mistede ikke troen på Jesus Kristus. Jeg bad og bad og pludselig, i en omkreds på 300 meter omkring mig, lagde stormen sig og havet blev blikstille. Siden den dag har jeg været en hengiven kristen og nu fortæller jeg børn om Jesus Kristus. - En dag gik jeg ned ad en gade, fortæller jøden, jeg var i mit dyreste sæt tøj midt i New York City. Pludselig så jeg en sort taske, der stod på jorden foran mig. Jeg åbnede den og stak hånden ned i den og fandt en million dollars i kontanter. Jeg synes virkelig det var sort uheld for mig eftersom det var lørdag og vi jøder ikke må have noget med penge at gøre om lørdagen. Men jeg mistede ikke min tro på Jehova, jeg bad og bad og pludselig, i en omkreds på 500 meter omkring mig, blev der torsdag…

mvh
Simon

Her lidt Wied’sk ”Erotik/En forelskets optegnelser” til morgenbordet, der såmænd udmærket ku være Knagsteds egne ord, sådan lidt før den buskede periode i Gammelkøbing og den senere flugt til Villa Rørholm m. svanen i vandhullet og turen til Karlsbad sammen med vennen, den pragtfulde Overlærer Clausen – der i mine billeder altid udfolder sig i skikkelse af Ebbe Rode. Ja, man gør sig mange tanker disse finurlige figurers hittepåsomhed, det var i al fald hvad Wied gjorde, dér bag sekretæren, og man må forestille sig hans egen mave krympe sig af grin, når mulighederne for forestillingerne blev anlagt med så kunstnerisk et vid, ja man ligger jo pladask hvor man blev anbragt, og rør sig ikke ud af flækken!

Alt indrettede sig selvfølgelig ikke helt som tænkt for Wied selv, der fx blev dømt for fortællingen ”De unge og de gamle” der tryktes i dagbladet København i 1891, hvor han givet måtte slippe nogle sure skillinger til samtidens forfægtere af den rette moral. Ergo måtte han indrette sig med en mere afdæmpet version, men den oprindelige fortælling finder man bl.a. i Lystige Historier, hvor altså eros her også ligger og tar sig til maven i fryd – og hvem ved hvor hun i dagens Danmark tar’ sig, når hun sidder som en anden libido på skulderen af lysten og mærker sig resultatet af sine mange anstrengelser, vel næppe til panden, den skurk?
Morsomt er det at forestille sig Knagsted underlagt kvindens vilje, en ganske umulig forestilling naturligvis, så et godmorgen fra Wied med ”Alfons” sidste ord om dén sag – men det skal nu ikke forhindre nogen i at kende sig igen i situations alvor, ville Wied sikkert føje til, med et lunt glimt i øjet…


Juli 3.
Alt Galanteri er Kønsdrift, siger Herbert Spencer, hvilket imidlertid burde være en Overdrivelse, al den Stund jeg gør kraftigt Haneben til en fyrretyveaarig Gærdestav med Overskæg og 200.000 i Medgift.

11. Juli.
I Gaar friede jeg, og hun svarede ved at knække midt over i mine Arme. Altsaa er den Ting afgjort.

12.
Hun har ogsaa en Moder, en ældre Mumie med Strikke – og Snakketøj.

20.
Vi skal snart have Bryllup. Det er hende, der har Hastværk.
Gud maa vide, hvordan den Historie vil spænde af.

Juli 23.
Jeg holder paa Raad- og Domhuset, Kvinderne holder paa Kirken. Nu faar vi se, hvem der er stærkest!

28.
Kvinderne naturligvis! – – Kirkebryllup! nu be’r jeg Dem!

2. Aug.
Min Svigermoder mener, at jeg bør købe mig en høj Hat. Vel saa køber jeg mig en høj Hat. Jeg hader høje Hatte!

6.
Nu stiger den! Middag i Koncertpalæet! Og jeg, som afskyer og foragter Bryllupsmiddage” Men hvad gør Tysken ikke for Penge!

10de.
I Dag om tre Uger skal Dommen eksekveres. Hellige Sebastian bed for mig!

Aug. 11.
Hun var nedringet i Dag ved Middagsbordet! Ach Du lieber Augustin, alles ist væk, væk, væk!

Aften.
Jeg tror sgu jeg stikker af, gør jeg!

12. Aug.
200.000 paa Rente giver 8000 om Aaret. Assistent paa næstyngste Gage giver 1200 om Aaret. Jeg bliver og sætter min Lid til Influenzaen.

13.
Hun er rent tosset efter at kysse nu. Alle gode Magter, hvem der havde lidt Udslet i Mundkrogene.

14.
Tolv Retter mad og syv Slags Vin. Jeg ved nok, hvem der bliver kraftigt beruset!

15.
Skulde jeg alligevel ikke absentere mig? – Kunde jo stille en Vikar.

16.
Nu vil Svigermor Gud hjælpe mig ogsaa Kysse!

18.
Tror, jeg vil forsøge paa at faa Delirium inden Brylluppet.

21.
Ak ja, ak ja, ak ja! hvor ved, hvor nær én er sin Ende!

22.
Næ!!!

23. Aug.
»Min alfons« sagde hun i Aftes, da jeg forlod hende: »God rolig Nat, min Alfons!« Og saa trykkede hun en stridhaaret Tandbørste mod min Pande … Ptføj!

24.
Mon man dog ikke kan købe Guld for dyrt? Om otte Dage – Heil Dir im Siegeskranz, om otte Dage!

25.
Alle mine Bekendte lykønske mig paa den infameste Vis.

26.
Min Svigermoder vil bo hos os!

Aften.
Skulde man ikke med lidt Fornuft kunne leve ganske lykkelig af 1200 om Aaret?

27.
To ældre slægtninge med Hængekrøller taler om at logere sig ind hos Familien ovenpaa. – Nu ved jeg snart, hvad jeg gør!

28.
En gammel Onkel med Polyper i Næsen og Ligfald over det hele har set paa Lejlighed i Stuen!

29 Aug. Morgen.
Har forsøgt Oprør, men ynkeligen undertrykt.

Middag.
Min Svigermoder sagde for en Time siden, at hun nok skulde ordne det hele.

Aften Kl. 6.
Danmark, dejligst Vang og Vænge – nu gaar jeg til Hamborg.

31. Aug.
Ankommen til denne kraftige Hanseby afsendte jeg følgende Telegram:
Frøken Elvira Kaspersen,
Solitudevej 101,
København.
Paa Grund af ændret Livsanskuelse bedes De undskylde mig ved Festen i Morgen.
Alfons.

- Gustav Wied.

mvh
Simon

Lidt tidligt fra den senest frafaldne, der bestandigt drypper:

En regn

himlens kolossalfysik/vandafstande i mindsken/et dråbefor
dråbelofter blafrende i gennemtræk/skraveret vandfolie

mellem regndråber indbyrdes er der helt stille på vejen ned
de indbyrdes afstande mellem dråberne ændres en smule på vejen ned

de første dråber betragtet nedefra en nålepude

jorden dækkes af regnmøl
(regnmøl dækker jorden)

- Per Højholt.

*

Guddommelig musik fra den himmelske pianist:

Thelonious Monk
Five Spot Café, New York

Efter indledningschoret
lukkede hans hænder sig
og trak sig tilbage fra flyglet.

Nu kørte de andre frem.
Chorene rasler forbi ham
(Johnny Griffin alene otte chor)
til alle sider blottes skinner
der brutalt stregede hinanden over
eller gled sultent sammen.

Midt i det sad han
distanceret
tilbagelagt
fortrængt
et barn
optaget af ingenting i tobakstågen
tolv chor igennem uden at se på de andre,
uden at gøre forsøg på at råbe dem op.
De var for langt ude,
ude af sig selv og ude af hinanden,
kendte ham ikke mere,
målte ikke ud fra ham mere,
kendte ikke ørerne der vendtes mod dem,
smil der for længe hade været holdt nede
og nu var brudt frem på siden af hoderne,
blinde smil der ikke aner hvem de smiler til
da han pludselig er der,
ingen ser springet
som et klip i en film,
lokomotivet foran,
det er ham der har trukket læsset hele tiden
going west
med læsset af stakåndede bohemer
profetiske postkortmalere
indadvendte danserinder
overbelastede øjenbryn
barens sorte galionsfigur
nybarberede vagabonder
rystede skandinaver

med et hårdt tiltrængt indgreb
i klaviaturets rygrad
slår han fast at nu er vi fremme
at her på denne præriehvide stilhed
står vi af.

- Benny Andersen.

*

Augustmånedsdigt

For altid de knuste blommers flod
gennem tunge haver drivende av fugt
gennem mørke kamre der driver af fugt.
For altid i dette liv august
med natten som en sivende regn
der køler sensommerens blussende frugt
og barnemoderens glød under smærtens aske.
For altid for altid august
for altid hærværkets forvredne
jærngitters morgen, sværtede metal.
August med de splintrede stene
ned mod de knuste blommers flod.
For altid dette liv de elskendes liv
og barnets bestyrtede august
med de revnede mure og med sammenskvattet
mørtel
og med skyggernes ødelæggelse som stænglers
elegiske kryben gennem utallige skakter
og ellevilde børn, pludseligt brændende
og en levende hare der taber skindet som en kåbe
og en blind mus gennem rustne barberblade.
Hvem udholder august i sit liv
med de krybende skygger
over det knuste livs flod
fra april til august
hvorefter metallet smælter
i dine øjne
og hvor skulle ikke metal og jærn
søge mod orgasmen
som blomster i min elskedes øjne
og hvad skete i det sorte
krigens hul i muren? August
evindelige fornedrelsens flod
med de sorgfuldt ophøjede klemt af klokker
der vibrerer ligesom mursprækker
og ligesom hestenes næsebor på skråningens ler,
lige projektørernes skrigende metal
og som den pludselige tavsheds sitren. August
– ja, min august som kaster ring på ring av uro
over murene ind til skyggernes hob af helte,
til skæbnernes infiltrering
ad de knuste blommers flod
mod dynger av død
gennem kloakkerne
gennem ledningernes sårbare rør i bugen
gennem hele systemet hvori der i midten
breder sig et barns smil.
Dybt derunder de knuste blommers flod
(og det er egentlig et efterår i vore haver)
som også har farvet denne dags himmel
gul i horisonten og med mørke trævler;
måske er det husene, barndomshaverne
med en klam rose hængende fra gitteret.

Bundgård Povlsen.

*
Fra den visionære, blikstille regnmåler i 1944:

Telefonaks

Den tidlige graa morgen,
da solen tøver.
Alt er sort og grønt og graat.
De elektriske aks
staar i vaser rundt om i landet.
Man ser, det er det 20. aarhundrede,
ser der og husker.
Køerne brøler.
Dagen er ikke kommen endnu
under den lave kuppel.
Overalt i det blygraa mørke
sover mennesker.

- Ole Sarvig.

mvh
Simon

Hej Simon

Sommerfuglene flagrer i haven, sneglene snegler sig i græsset, og tudserne er dem, der med glæde rydder op efter RM's saksemord og andre myrderier. Med andre ord så er tudserne tilfældigt og på bedste vis blevet til havens hoppende venner og nærmest helt uundværlige lykkedyr ... i tilfældighedernes spil og i mellemrummet mellem naturens orden og uorden :))


"Alle de små mellemrum, hvor tilfældigheden kommer ind. De små mellemrum mellem vore sanser, mellemrummene mellem opmærksomhed og uopmærksomhed, mellemrummene mellem ordene på papiret, papirets uoverskuelige mellemrum, når der intet står på det, søvnens mellemrum, det formløses mellemrum, de øde strækningers mellemrum, der hvor man er ude, indtil man er inde igen. Alle de steder, hvor bevidstheden overgiver sig til tilfældighedernes spil. Hellere altså denne sommerfugleeffekt, end den totale orden. Hellere lade den mindste lille tilfældighed brede sig til et hav af tilfældigheder, hvori bevidstheden drukner, end lade den klamre sig til sin egen afgrænsede og dermed fiktive orden."

skriver Inger Christensen i Hemmelighedstilstanden.

At have en have er også at kunne overgive sig til tilfældighedernes spil og få øjnene op for mellemspil og mellemrum ... meget apropos Søren Ryge i aftes, hvor siddepladser og tilfældigheder kom til at være en øjenåbner for havens allerstørste værdi. At den er, hvad den er, og hvad der er tid og kræfter og jordtype til.

... og sådan må den elskes og også nydes. Med både orden og uorden, drømme og tilfældigheder, det åbenlyse og det skjulte, ja både med hymner og ukrudt.

Fredagshilsner fra den tudseglade
RoseMarie