Hej RM..

Her lidt, der passer så godt til tiden…

ORDS …

ORDS MENNESKERS MENNESKEORD
løbesod damptromle figenblad
BLÆSTS LØVFALD AF SAMTLIGE ORD
anstand tilforladelighed nærsyn
ORDS ATOMISEREDE TONALITETER
jeg du han hun den det vi I de
BLÆSTS FØLELSESLØSHED NÅR VINTER KOM
i med fra til om for til herved
ORDS MÅNEPLET-FLAGER HERFRA TIL ALT

*

TIL SIDST

Med tiden bliver alle udsigter smukkere alle
oplevelser rigere alle liv mere levende
Med tiden finder man ud af at det der med sorg
og glæde er underordnet
Man husker nogen få ting og de bliver ved
med at vokse
Til sidst er man helt sikker på at man er til
Til sidst

*

MADRIGALER

Hvor vil I vinger
til intet I vinger
hvor død måtte råde
og fulgte vi rådet

Hvor strømmed I lysskær
og døde hvor døde

2.
Blind som ingen hånd
finder nat og vej
ledes led for led
mod jordisk duft

Bøjer sig en hånd
giver kan ikke give

3.
Den som med intet ord
dig var det eller dig
vi tændte intet flammede ikke
ikke sang

Den som med tid endnu
ind mellem vindens stjerner

4.
Blot at løftes een gang
å fald af salighed
Som skibet på himlen
at drømme sig nær

Og hør ja deres råben
alle algerne

5.
For hvem skal ingen knæle
et træ er hele jorden
og når med skællet sol
i timen før daggry

Hjertet slår og slår
ved ikke mere

6.
Men fortvivlende som om nogen
og ved dog ikke er sandt
har stadigvæk besidder
sollyset så selvfølgeligt

Å kald mig ingen navne
ikke befrier ikke død

7.
Til sidst blev alting mørkere
det gule mere brunt det sorte fordybedes
og med mørkt glas over sjælen
vadede vi ud fra kysten

Vi kom aldrig hjem
eller kom vi

8.
Mød mig hvis ikke
som denne død som den næste
til kødet til hvad som helst
vi styrter jo og styrter

Brådsø ja du skal hedde
brådsø og barmhjertighed

9.
Ingen vind langs stranden
naturen som vi kalder den sover
og månen mere del af os
sin vidende utrolighed

Gå nu det er meget sent
snart vil fyret vågne

10.
Til det inderste et brev
ord hulket ned
usagt drøm
her ja her

Og som modtagende
den første sol ved horisonten

11.
Forleden da blæsten var et løfte
nej lad os ikke tale om det
Eller i skyers mangfoldighed
den dag verden sprang ud

Nej lad os gribe dette
det eneste hvor er det

12.
Jeg tror lyset overrasker os
en dag ved det hvad det vil
og med hidtil uset langsomhed
løsnes det segner synger

Med rummet over skuldrene
prøver vi at stamme vores lak

13.
Med stor kraft sprang
udslukkelsen frem
endnu stærkere skal
verden antændes

i morgen når vi får tid
i morgen når vi vågner

14.
En sort hund går for solen
og latter fra skovens sjæl
til en bille over vejen
med sin bratte død på ryggen

Vi findes eller finder
vi går på en skovsti

15.
Således blev det mørkt
det var ikke til at sige
da vi atter åbnede øjnene
var vinduet væk

Ind i os så
noget andet end vi selv

16.
Tilstrækkeligt Vi giver fortabt
Vi kan ikke gætte vores identitet
Fortæl os det nu Vi giver jo fortabt
Vi må da ha det at vide

Eller begynder vi forfra
på en anden leg

17.
For hvis det en dag blev muligt
for hvis man fortalte os at nu
for hvis der ikke var noget nu
og vi stod i et lydtæt rum

Tror du du kunne elske mig
og jeg dig

18.
Der er bag næste træ næste
en navnløs skovgud han skriger
lyd som fløjten i et græsstrå
ofte med løvsangerens kalden

Hvis vi bare lukker øjnene
kan vi ikke undgå at finde nogen

19.
Nu har vi gjort os rigtig tomme
nu venter vi på angreb spyd og flammer
her med åben hud afventer vi
og tør ikke tro på varighed

hvem skulle tro det var os
vi der gav tingene navne

20.
Morgen og morgen
gentag det for mig
nej det er utroligt
morgen og morgen

hjertet føl på marken
døden ganske nær

- Poul Borum, Valgte digte, 1962 – 1987.

mvh
Simon

Hej Simon

Så fint og smukt skrevet og beskrevet af Borum.
Af og til (og måske mere til end af) taler ordene mig lille og stille og alligevel så stor og så himmelhøj. Ja, og egentlig på samme måde som musikkens toner gør det ved mig :))

Ord og poesi bli'r til toner og musik, når de når mig i mit inderste.

Madrigal lyder også her ... med og af Tomas Tranströmer


MADRIGAL

Jeg arvede en mørk skov, hvor jeg sjældent går ind. Men der kommer en dag, hvor de døde og de levende bytter plads. Da sætter skoven sig i bevægelse. Vi er ikke uden håb.

De alvorligste forbrydelser forbliver uopklarede trods indsættelse af mange politibetjente. På samme måde er der et sted i vore liv en stor uopklaret kærlighed.

Jeg arvede en mørk skov, men i dag går jeg i en anden skov, den lyse. Alt det levende, der synger, slynger, vifter og kryber!

Det er forår og luften er meget stærk. Jeg har eksamen fra glemslens universitet og er lige så tomhændet som skjorten på tøjsnoren.


Og så er der også lidt Madrigal til og igennem øregangen :))

https://www.youtube.com/watch?v=GkFmA_2daCc

Af de vinterhvide lysende hilsner
RoseMarie

Morn’ RM..

Jah, han er jo en fin poet, hvorfra vi så ka’ hente masser af herlige ”borumitter”, men det samme gælder Tranströmer, og hvor man dog genkender tøjsnorsskjorte-fornemmelsen, hvortil man dog må glæde sig over ”gitterværkets” velfungerende virksomhed, da glemslen jo godt nok sænker sig som en blyhat nedover det stakkels hoved, men man er dog fri for uvedkommende tanker og ka’ frit koncentrere sig om det egentlige.
Det er nok muligt, at vi på et tidspunkt må ha’ fred og dø, at vi ikke tåler den store slidtage, som jo også helt udraderer vores tilgang til glæde i livet, men kors det er træls, at se den ene storartede kunstner efter den anden forsvinde fra oplevelsesrummet, og da hukommelsen tilsvarende truende indskrænkes, står man jo omsider med lidt af et problem. Nå, det løser naturen jo uanset.. ;)

’Madrigal’ er så fint et ord, for det der implicerer os i musikken..;)

Bedste hilsner
Simon
P.s.: danser du lidt på væggene sammen Grass? ;)

Her lidt fra en uvejrskrage, en mindelse om Skagen i august..

Den jyske Blæst og de jydske Sletter,
Mil lagt til Mile af aaben Muld…
Her aander Odin i uvejrsnætter,
Kong Snjo med Kappen af Frostsne fuld.

*

Og her nogle svimlende smukke billeder fra Kai Hoffmanns…

Vinter

Buske og smaabitte Træer, der bøjer sig stumme,
klædte i Hvidt,
kridhvide Mure med tilføgne Døre og Ruder –
o det er mit!
Slottet, der slumrer i Skoven
i Glemsel og endeløs Sne –
ind til de svimlende Fester
vinker den hvide Allé …

mvh
Simon

P.s.:

Arh, lidt formfuldendt Kristensen’sk elegance må der til, så her ”På Tvangen”..

Ak, Sneens skønne Tid
og Falkens røde Tid
er svundet for en Måned
med dens Slæb og med dens Slid:
tht Politiet jog mig
og plaged mig og tog mig
og ind på Tvangen drog mig
at lære mig lidt Flid
en lille Måneds Tid;
med hvide Snefnug flagre
og blænde just, fordi
de aldrig lærte Alvor
og aldrig hængte i.

Mit Legems hvide Sne –
mit djævelsk røde Hår!
Hvor er de viltre Syner?
Hvor er Festen fra i går?

- ham på Thurø…;)

Hej Simon

Sølvglimtende hvidt er det i dag, og det må nydes. Lyset som suges ind gennem øjets pupil og bli'r til liv og lyst og latter :))

Jo, jeg har kastet mig ud i dansen med Grass, men jeg får ikke gjort så meget ved læsningen for tiden. Du fik mig jo også til at kaste mig ud i filmens verden med "Turist ved et tilfælde", og så har den ene gode film efter den anden fænget mig. Gad vide om jeg ender ud med at få kantede pupiller?? :)))))

Vinterdigte om sne og frostklar luft og himmel, og her er det Herman Bang, som snedigter :))

De stod op og gik ud
under Aastiens Træer,
hvor fra Grenene Sneen faldt.

Hvor dog Dagen var stille,
og Stien laa ene.

Mens de vandrede
Arm i Arm,
de undrende saa'
hver rimdækket Busk,
hver snetynget Grén,
hver Sten, hver en Vej
og selv Byportens gamle Taarn.

Mens stille de vandrede
Arm i Arm
paa den hvide Vej,
blev det Skønhed alt:
hver Vinterdagssky,
hver snedækket Sten
og selv Byportens gamle Taarn.


Lyslevende sneligste hilsner
RoseMarie