|
0
registrerede
143
gæster og
1441
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Simon
Emne: Re: Mellemrummet
|
Lidt flere fastlåste øjeblikke fra Raymond Carver – øjeblikke i en tid jeg glæder mig over ikke forsvandt, fra mig som først nu oplevede dem:
Gaven
Til Tess
Det begyndte at sne i aftes. Våde flager
faldt ned forbi vinduerne, sneen dækkede
tagvinduerne. Vi så på det et stykke tid, overraskede
og lykkelige. Glade for at være her og ingen andre steder.
Jeg fyldte brændeovnen. Drejede på spjældet.
Vi gik i seng, og jeg lukkede straks øjnene.
Men af en eller anden grund huskede jeg,
før jeg faldt i søvn, scenen i lufthavnen
i Buenos Aires den aften vi tog afsted.
Hvor virkede stedet dog roligt og forladt!
Dødstille bortset fra lyden af vores motorer
mens vi bakkede væk fra gaten og
langsomt taxiede ud af startbanen i let sne.
Vinduerne i terminalbygningen var mørke.
Ingen at se, ikke engang noget jordpersonel. ˶Det er som om
alting sørger˝, sagde du.
Jeg åbnede øjnene. Dit åndedræt fortalte
at du lå i dyb søvn. Jeg lagde en arm henover dig
og forlod Argentina til fordel for at genkalde mig et sted
i Palo Alto hvor jeg boede engang. Ingen sne i Palo Alto.
Men jeg havde et værelse og to vinduer der vendte ud mod Bayshore-
motorvejen.
Køleskabet stod ved siden af sengen.
Når jeg blev dehydreret midt om natten
kunne jeg slukke tørsten bare ved at række ud
og åbne døren. Lyset indenfor viste vej
til en flaske koldt vand. Der var en kogeplade
i badeværelset nær ved vasken.
Når jeg barberede mig, stod gryden med vand og boblede
på spiralen ved siden af krukken med pulverkaffe.
En morgen sad jeg på sengen, påklædt, nybarberet og
drak kaffe og udskød det jeg havde besluttet at gøre. Til sidst
drejede jeg Jim Houstons nummer i Santa Gruz.
Og bad om 75 dollar. Han sagde at det havde han ikke.
Hans kone var taget til Mexico i en uge.
Han havde dem simpelthen ikke. Han havde ikke nok til resten
af måneden. ˶Det er helt i orden,˝ sagde jeg- ˶Det forstår jeg godt.˝
Og det gjorde jeg. Vi snakkede lidt
mere, så lagde vi på. Han havde dem ikke.
Jeg drak det sidste af kaffen, stort set i samme øjeblik som flyet
lettede fra startbanen og fløj ind i solnedgangen.
Jeg vendte mig om i sædet for at kaste et sidste blik
på lysene i Buenos Aires. Så lukkede jeg øjnene
og begyndte den lange tur hjem.
Her til morgen er der sne overalt. Vi taler om det.
Du fortæller mig at du ikke har sovet godt. Jeg siger
at det har jeg heller ikke. Du har haft en skrækkelig nat. ˶Det har jeg
også.˝
Vi er usædvanlig rolige og kærlige mod hinanden
som om vi mærker hinandens vakkelvorne sindstilstand.
Som om vi ved hvordan hinanden har det. Det gør vi
selvfølgelig ikke. Det gør vi aldrig. Det gør ikke noget.
Det er ømheden der tæller. Det er den gave
der her til morgen bevæger og omslutter mig.
Det er det samme hver morgen.
*
Kolibri
Til Tess
Lad os sige at jeg siger sommer,
skriver ordet ˶kolibri˝,
lægger det i en konvolut,
bærer den ned ad bakken
til postkassen. Når du åbner
mit brev, vil du huske
dengang og hvor meget,
ja, hvor meget jeg elsker dig.
*
På udkig efter arbejde [2]
Jeg har altid gerne villet have bækørred
til morgenmad.
Pludselig finder jeg en ny sti
til vandfaldet.
Jeg begynder at gå hurtigt.
Vågn op,
siger min kone,
du drømmer.
Men da jeg prøver at stå op
tipper huset.
Hvem drømmer?
Det er middag, siger hun.
Mine nye sko venter ved døren,
de skinner.
- Raymon Carver.
mvh
Simon
|
|
|
|
