Hvad lægprædikanten i virkeligheden mener, og til grådens rand stadig savner hos de slemme naturvidenskaber (og ateister), er, at man ligesom set hos buddhisterne ka’ bygge en detaljeret farvelade bestående af psykisk realisme, der vil få en igrunden indifferent natur til at se lidt mere medgørlig ud, hvormed de subjektive problemer i personligheden bedre vil afspejle farveladen, der nu med fordel ka’ betragtes som et verdensbillede!

Man forstår lægprædikantens problemer med at få sin fabel til at gå op i virkeligheden, idet logisk konsistente og yderst sandsynlige beskrivelser af en objektiv virkelighed og verden, jo ligefrem kontrasterer tilsyneladende uvedkommende subjektive personlige problemer – et misforhold, der i årevis har optaget lægprædikanten: hvordan fanden, får man så den forgængelige natur til at se lidt mere delikat ud, ja mere meningsfyldt?

Jo, man skaber netop et selvbedrag så snurrigt indviklet, at man ikke selv kan finde substansens reference til den verden farveladen skal afspejle, hvorefter man bare kalder den manglende referent for livets mening og vupti, er man tilbage og overladt til troen på et guddommeligt univers fyldt til randen med jordisk kærlighed som udvej. Det er dog et håb om evigt liv, at ku’ sidde til bords ved Yggdrasil med gamle venner og drikke en skål på livets mening!

Forresten, Sokrates, sig mig engang:
tror du at den fortælling er sand?

- Platon: Faidros.

Men så igen, der er vel heller intet mystisk ved at se en kristen troende mand, en kreationist med behov for at gemme sig for naturen bag tilmed en buddhistisk farvelade, uanset nok så uens etisk-æstetiske favoritter, er det trods alt samme surdej.

Pers. ville jeg nu foretrække Villy Sørensens Ufarlige fortællinger, men jeg er jo heller ikke lægprædikant..;)

mvh
Simon

Det lyder barnligt og uhyggeligt at vores svært tilkæmpede egoself structure eller forstand eller forstandighed og person/personhed skal opløses og udslettes.



Kristendommen har vitalitet og mod til at tro på at vores personlighed (egoself) er unik og hellig (af uendelig betydning og værdi) også fra Gud af og ikke kun tilfældigt støj vi skal gøre os fri af. Nej tværtimod er synd ikke at formå at realisere vores iboende unikke helt særlige personlighed med dets specifikke evner og talenter.

Har man(d) en Hansemand fx først fået øje på den store forskel på kristendommen og buddhismen så er man yderst priviligeret i spirituelle anliggende her i livet.

Intet i verden er smukkere end en moralsk stærk uangribelig karakter og en smuk personlighed. Svært tilkæmpet måske gennem et langt livs mange prøvelser, skulle en guru eller filosofi fra østen så komme og fortælle os at det hele er omsonst og helt uden betydning, nej må vi være fri. Lad os bevare og have modet til at tro på os selv og musklen eller musklerne, den power, vi har mellem ørerne og ikke mindst bag øjnene og opadtil derfra = panden. Stærk solid god sund aktivitet i forhjernen må vi forlange så vi bevarer en vis objektivitet, ihvertfald ikke forfalder til en subjektivitet der ikke har givet sig af med realitets prøvning, de objektive forhold der gælder naboen, måske mere end os selv. Forstand og dømmekraft kernen i vores egoself structure kan ikke være irrelevant ej heller for vores spiritualitet eller vores spirituelle vej her i livet.







Husker Harald Høffding siger noget i sin religionsfilosofi hvor han sammenstiller, stiller Buddha og Kristus op overfor hinanden:



Ikke så mærkeligt med den nirvana buddhisme filosofi som vi hører om og som du Arne gav en prøve på i det du har citeret.