Der er noget fængslende ved tanken om den befriende latter som livets nødvendighed, og hvem ku’ vel udfri den, som herren der skrev disse ord:

Fra Jørgen Gustava Brandt
Dragør, 51


Kære Karen Blixen!
Hjærtelig tak for den fortryllende aften! Tak for baronessens latter!
Der findes paa Rungstedlund en særegen latter, som jeg ikke har oplevet andre steder; en dyb latter, som muligvis kommer fra husets gode aander. Latter er skabende. Jeg husker fra “Farmen”, at negrene sagde, at baronessen ler ad folk. De følte vel slægtskab med baronessen netop deri.
Det synes ellers som om den højere latter ikke les mere. Vi talte, ved en bemærkning fra baronessen, om manglen paa mod. Gud ved om ikke manglen paa latter har forbindelse hermed! Mennesker ler ikke, da de er bange. Kun vittigheden, befrielsen kan faa folk til at le. Men Pan synes at være afgaaet ved døden, – eller skindøden, thi jeg haaber og tror, at der endnu findes uindfriet latter i verden.
Men ulykkeligvis blev mennesket opmærksom paa faren ved latter og glemte Gud. Nu er det indset, at ler man, bliver man maaske udsat for forfølgelse og ihjelslaaet som eskapist.
Derfor holder jeg på Bromius, den larmende.
Kære baronesse, tak for rosen fra haven, for den varme, lynende sommeraften og for uvejret, der brød ud over mit hoved paa hjemvejen og brød den ring af fortryllelse, som lynene havde slaaet om samværet på Rungstedlund.
Mange hilsener til baronessen og ogsaa til frøken Clara.
Jørgen Gustava Brandt.

mvh
Simon

FLODEN

De mange kroppes flod er stærk
Med Coffman Memorial Union som base.

Jeg lægger mig ned for at sove
På broen ved East River Parkway,

Og ingen man skal kæntre
På Dirty Boulevard.

Mit hjem er sorte bakker
I en dal i North Dakota.

Mit hjem er en lejr Joshua Tree,
Og jeg passerer fra støvet til støvet,

Men min hammer skal ringe i bjerget,
Og bjerget skal synge mod regnen og jorden,

Og ved hver stjernes død skal du tænke
At lyset forbliver i støvet og floden,

Og floden bliver ved i os,
Ikke hver for sig men sammen,

Ikke i ro men stadig i drift, thi
Bevægelsens spor er den frugtbare kraft.

Vind Kant Strøm Feber: Med dette
Stof har jeg skrevet for livet,

Og min hammer skal ringe mod bjerget,
Og bjerget skal synge i jorden,

Og jorden skal samle de mange,
Og floden skal rejse i fred.

Vi forlader lejren ved daggry.
Ingen mand skal kæntre.

Med dette stof har jeg skrevet.
Du skal kende din længsel som grøn.

*

Flodens slag

Vandet går Floden begynder
Alle greb jævnes ud i dyb tid
Fra broen følger vi strømmen
Der løsnes i virkeligheden

Floden er sort Floden er
Sikker Et stort dyr skruer
Sin ryg op i isen og flagerne
Driver som grå drageskel

Tænker rejse Lever sted
Lukker for en afstand med
Drømmen om evig passage gennem
Kølig skygge på fuld brun flod

Springet kommer Våren sker
Et offer af røg må forrettes
Floden er stærk under solen
Landet er roligt og tæt

Floden er grøn Floden er
Giftig Byerne støder i kroppen
Med pumper og gør hvad de kan
For at dræbe en seng med

Brændselsstave Brugte hylstre
Hellig plastic og køkkenaffald
Det hele flyder i hjertets egn
Når floden er svullen i radiumregn

Men floden er rød Floden er
Rolig Med kobber og rust
Fra et jordskred i blæsten
River den skrænterne med sig

Floden er gjort af skabelsens
Fibre Den er strømmen af tid
I en verdens historie Den er
Banen af blod i en syngende krop

Floden er blå Floden er
Bitter Manden i huset
På bredden skrev dette
Billede fast gennem 33 år

Før han kom til floden selv
I kæben af det store land og
Tog sine fotos af skygger og vand
Med henblik på virkeligheden

Alle marvens farver kender
Øjet efter flodens slag Du skal ære
Hver stjerne som sandskorn, sejler
Du skal vide hver hund har sin dag


Hvor kærligheden var

»Jeg begyndte at tegne kort, da jeg var lille. De viste stedet, ressourcerne,
hvor fjenden og hvor kærligheden var. Jeg vidste ikke, at tiden afgiver stof
til landet. Hændelser driver ustandseligt ned, vasker kendemærker med sig,
hæver overfladen som sne. Jeg er blevet voksen. Landet ligger over mig nu.
Jeg kan ikke bevæge mig mere. Det er på tide at gå.«


Kreds

Kreds
Flod
Grøn
Bane

Alt
Jeg
Kendte
Dér

Kant
Vind
Strøm
Feber

Alt
Stof
Styrter i
Tårnet af sang

- Bo Green Jensen.

mvh
Simon

Hej Simon

Jeg holder rigtig meget af Bo Green Jensens skriverier, og jeg holder rigtig meget af floden som metafor. For mig er floden en slags omvendt vej eller sti. Ja egentlig også en slags omvendt bro, hvor både det at stå stille, og det at bevæge sig ender med at blive en bevægelse.


Et blad og et øje,
en krop som står op.
Det er dagen der begynder
Og således rejser vi stadig
ad alle rosens veje ind
mod dansens stille punkt.

Jeg er dig.
Du er mig.
Vi er vand.
Vi er lys.
Vi er mennesker.

Og her.

(fra "Rosens veje" 1991)


*


Dagen begynder som evakuering,
og alting er menneskers vej over broer.
På Hennepin rejser vi sammen med lyset
i spor mellem blokke og tårne af spejl.
Den ene bygnings side
i den anden bygnings fald
er sat som det eneste syn, jeg kan tro.
Jeg holder til højre og drømmer mig blind.
Mit hoved er barberet
så jeg mærker Mississippis vind.
Det er sådan at jeg venter.
Det er sådan at jeg elsker dig.

(fra "Den samme flod to gange" 1990)


*


når avisen knitrer
mødes vore øjne
i det svage lys
vores liv hænger sammen
og det ved vi begge to
kulden udenfor
og varmen indeni
slår gnister af tryghed
mod verden udenfor

(fra "Requiem & messe" 1981)


Hilsner fra floden med de mange lysende flydelys
RoseMarie

Aften’ RM..

Ja efter en tur på flodprammen, ska’ du jo ha' sangen fra skønheden her: https://www.youtube.com/watch?v=DXg6UB9Qk0o ... som mange sikkert også har dryppet lidt over, smuk er unægtelig udstrålingen – den dér madonnadims m.f. ka’ godt gå og lægge sig..;)

mvh
Nissen

Digteren

Kender I den lyse digter Schade?
Har I set ham selv ved solnedgang?
Dér på kanten af den runde kugle
sidder han og kysser på sin blyant.

Tar et stykke sol –
og spiser det med munden,
fløjter lidt og trykker på sit hjerte
… ud af hjertet flyver solens fugle.

- Jens August Schade.

https://www.youtube.com/watch?v=lKB8YKUiVX0

mvh
Simon