|
0
registrerede
200
gæster og
169
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Simon
Emne: Re: Mellemrummet
|
Der er noget fængslende ved tanken om den befriende latter som livets nødvendighed, og hvem ku’ vel udfri den, som herren der skrev disse ord:
Fra Jørgen Gustava Brandt
Dragør, 51
Kære Karen Blixen!
Hjærtelig tak for den fortryllende aften! Tak for baronessens latter!
Der findes paa Rungstedlund en særegen latter, som jeg ikke har oplevet andre steder; en dyb latter, som muligvis kommer fra husets gode aander. Latter er skabende. Jeg husker fra “Farmen”, at negrene sagde, at baronessen ler ad folk. De følte vel slægtskab med baronessen netop deri.
Det synes ellers som om den højere latter ikke les mere. Vi talte, ved en bemærkning fra baronessen, om manglen paa mod. Gud ved om ikke manglen paa latter har forbindelse hermed! Mennesker ler ikke, da de er bange. Kun vittigheden, befrielsen kan faa folk til at le. Men Pan synes at være afgaaet ved døden, – eller skindøden, thi jeg haaber og tror, at der endnu findes uindfriet latter i verden.
Men ulykkeligvis blev mennesket opmærksom paa faren ved latter og glemte Gud. Nu er det indset, at ler man, bliver man maaske udsat for forfølgelse og ihjelslaaet som eskapist.
Derfor holder jeg på Bromius, den larmende.
Kære baronesse, tak for rosen fra haven, for den varme, lynende sommeraften og for uvejret, der brød ud over mit hoved paa hjemvejen og brød den ring af fortryllelse, som lynene havde slaaet om samværet på Rungstedlund.
Mange hilsener til baronessen og ogsaa til frøken Clara.
Jørgen Gustava Brandt.
mvh
Simon
|
|
|
|
