Nu må I 'dyrebeskyttere' snart indse, at dyr (mennesket) æder andre dyr. Sådan har 'den gode gud' altså indrettet sin verden.

Det kan I gudfrygtige mennesker da ikke benægte!

Dyr påfører andre dyr lidelser ved jagten og ved drabet før måltidet.

Den lidt hysteriske opfattelse af, at menneskedyret er så ophøjet over andre dyr, at det kan tillade sig en undsigelse af sit biologiske ophav, er en altså udtryk for en biologisk degeneration, som på et længere sigt kan true homo sapiens' status som den mest naturligt givne bedst udrustede skabning.

Når du gang på gang skriver, at Jesus siger ..., handler det jo ikke om Jesus men om din tro. At du samtidig trækker på Helligånden fortæller mere om din tro og dine ideer end om virkeligheden.

Med ovenstående citerede passage kommer vi jo aldrig i berøring med virkelighedens akuelle realiterer. For mig handler det ikke om - sådan som du synes at ville belyse det - at Helligånden skal tilgive os, så vi ikke ser og i stedet drømmer os (træneelementet) til en himmelsk tilstand. Skal vi overhovedet i en debat præsentere Helligånden som et redskab, betyder den for mig at få øjne at se med (jf. indsigt/klarhed i kærlighed). Det betyder også, at vi ikke kan fjerne smerten fra et kært familiemedlem eller fra et lidende dyr ved blot at træne sindet til enhed med en himmelsk/guddommelig tilstand. Hvad gavner det koen, grisen, luften, drengen etc?

Mvh
Anne

Du bliver ved med at tale udenom!

Essensen i mine indlæg til dig (som egentlig var en bemærkning om Ipso Factos ironiseren) er ikke, at mennesker ikke må spise dyr. Men når vi lever i et civiliseret samfund, handler det ikke mere om de blotte dyriske instinkter. De kæledyr vi tager til eje, har vi også et ansvar for. Hertil bliver vi klogere individer og kan derfor benytte os af evner som empati til at sætte en grænse for de groteske forhold omkring dyr. Det er sådan en debat, jeg lagde op til, og det har for så vidt intet at gøre med, hvad dyr foretager sig ude i naturen.

Det er vi helt enige om.
Jeg har min hund nummer 6. Den er nu 13 år. Den æder godt, er helt renlig og vagtsom. Desværre er den næsten blind på det ene øje og ser dårligt med det andet. Den følger mig i alt, hvad jeg foretager mig og sover ved siden af mig i sin kurv.
Den hund er en del af min dagligdag. Jeg bliver trist, når den ikke kan leve længere.

Jeg er opvokset på landet omgivet af mange forskellige dyr, som alle blev behandlet godt.
Hvis en mand ikke behandlede sine dyr godt, blev han omtalt - og det var i sig selv en straf i det lille samfund.

På den anden side opførte vi os som mennesker, der havde en naturgiven ret (biologisk overlegenhed) til at tage livet af dyr for at spise dem. Det gjaldt høns, svin, kalve og det vildt, som kunne skydes.
Slagtningen var en halalslagtning - og det tog vi vist ikke nogen skade af.

Disse kunne have været mine ord, bortset fra at hunden min er den første, og den skifter om natten fra hundekurven til sofaen ved siden af mig (nej, jeg ligger ikke i kurven men i min seng, men min møblering er ikke relevant her). Desuden inkluderer kæledyr også de mange køer og svin rundt omkring i staldene.



Jeg kan sagtens se det, har også læst Kræn-Ps indlæg. Nu bor jeg selv på landet (på andet år), men jeg må så være ærlig og sige, at jeg ikke er begejstret for landfolkets syn på dyr. Jeg har også mødt flere unge, der er opvokset på landet, særligt vestpå, og de har bare et helt anderledes syn på dyr som ikke er til at rykke på. De bliver provokeret osv. Jeg til ikke gå yderlgere ind i dette, da jeg er for træt. Dog vil jeg ty til en formulering, som du helt sikkert ikke vil bryde dig om, der siger, at det handler om hjerteprocessen.



Spørgsmålet er, om dine oplevelser omkring det retfærdige (menneskelige) i at slagte dyr, skal danne grundlag for ikke at ville et mere helhedsorienteret syn på dyr og deres forhold?

Mvh
Anne