Hej Arne vi er nået frem til at du står uforstående overfor min spiritualitet, overfor Paulus's spiritualitet (Tillich, Luther og Berdyaev mmfl) og ja kristendommens spiritualitet, det siger dig ikke noget som du har skrevet et utal af gange gennem årene.
Men derfor kan du til trods for at spiritualiteten ikke siger dig noget, godt lade dig inspirere af nogle af kristendommens tanker, fx moralske tanker.
Således blank (uforstående overfor den kristne Spiritualitet), må jeg jo gøre mig utallige forsøg på at opvække dig så du måske begynder at ane bare lidt om i hvilken retning du skal kigge for at forstå:
Helligåndens kreative ekstatiske nærvær og impulser og spontanitet i vores liv:
dette er, hvad guddommelig Ånd betyer, nemlig Gud som nærværende i vor ånd. Ånd er ikke en mystisk substans; den er ikke en del af Gud. Den er Gud selv; men ikke Gud, som den skabende Grund for alle ting og ikke Gud, som styrer historien og som åbenbarer sig i dens afgørende begivenheder, men Gud som nærværende i fællesskaber og personligheder, idet han griber dem, inspirerer dem og forvandler dem.
Derfor du blev henvist til mit indlæg i galleriet fordi det er et udtryk for hvordan Helligånden kommer til udtryk i menneskers liv:
Ja i hvilken retning skal vi kigge:
De suveræne livsytringer:
Umiddelbarhed og spontanitet
Talens åbenhjertighed (fx sagde kvinden, jamen hvad er det der sker, jeg blot snakker og snakker, bare åbner mig for dig (hvorefter hun kiggede ud over vandet og sagde, er det ikke bare en helt fantastisk dag)).
Entusiasme, glæde og begejstring, umiddelbarhed og spontanitet, de suveræne livsytringer, er den spirituelle grundtone hos Paulus og kun to kriterie eller krav stiller han til vores Helligånds begejstring, det må ikke forvolde næsten skade, ondt (det skal være af og i kærlighed) og det må ikke ødelægge vores forstandighed, forstandens eller fornuftens struktur.
Mennesket har fornuft (ånd) og det har ekstatisk fornuft = det har Helligånden og/eller Guds Ånd. Fornuft og vores ånd kan vi lære at bruge og råde over
(som vi kan trodse, hvilket mange gør i desperation, depression og fortvivlelse over ikke at kunne blive fri og løs af sig selv som kun endelig begrænset fornuftig væsen (alkohol, stoffer er nogle af de mest kendte usunde forløsningsmidler)).
Guds Ånd eller Ekstatisk Fornuft råder vi ikke over, men må vi lade os gribe af (hvilket er = troen). Troen og troslivet er at vi er grebet af Åndens eller Helligåndens kreative ekstatiske nærvær og impulser og spontanitet i vores liv.
Nu har vi hørt Tillich behandle forholdet (Guds Ånd, Åndens eller Helligåndens) under begreberne Fornuft og Ekstatisk Fornuft. Vi kunne også med HansKrist kigge på forholdet under begrebet vores:
Ekstatiske begejstrings struktur (neuroaffektive forhold), vores entusiasme (i Gud væren).
Løgstrup:
De suveræne livsytringer.
Psykiatrien:
Intelligens og humørforhold og stemnings forhold og opløsningen af menneskets personligheds centrum, forstand og centrale frie, altså åndelige, akter.
Alt i alt må vi ikke gøre tingene sværere end de er.
Derefter bliver det stort, meget stort, når vi først begynder at forstå hvad pokker er det, den kristne tro og spiritualitet drejer sig om.
Det er ikke overtro, det er ikke bibelfundamentalistisk overtroiskhed, det er det mest nærliggende da Gud er os nærmere end vi er os selv nær.
Vi skal ikke ævle bævle i årevis om tingene fordi vi sylter det ind i uforståelig naiv barnlig overtroiskhed.
Det er ikke så svært når man først har opdaget og har modet (modet til at TRO at lade sig gribe) til at anerkende Guds Ånd eller Helligåndens kreative ekstatiske nærvær og impulser og spontanitet i vores liv.
I begyndelsen er vi som pattebørn i troen som Paulus siger, men dag for dag vil vi vokse i Troen, og Kristus vil vinde skikkelse i os og over os, hvor vi vil erfare Helligåndens kreative ekstatiske nærvær og impulser og spontanitet i vores liv. Det gør os ikke ufornuftige eller uforstandige, uvidenskabelige.
-0-0-0-0-
Hvad det gælder om er at blive vakt, at få fodfæste og være tilfreds med bare en intuitiv flig af forståelse de her af mig ovenfor omtalte forhold
(den Paulinske KristusMystik og Spiritualitet = kristendommens tro) , efter at få fodfæste ud fra sennepsfrø tro og forståelse vil vi med tiden vokse eftersom vi forstår mere og mere af det Helligåndens guddommelige værk = Guds børn vi er.
Mirakler og helbredelser er ikke længere uforståelige men er et helt naturligt resultat af Gud og Guds Ånds, Helligåndens, indflydelse på vores liv, vores "hver dag".
-0-0-0-0-
Vi er jo voksne mennesker skulle man mene og i det lys det er ganske grotesk vi i mere end 10 år har ævle bævle om det her på trosfrihed og ikke er kommet ud af stedet.
Mange er årsagerne til at vi ikke er kommet ud af stedet, her de vigtigste:
1):
Ateisternes fuldstændig manglende forståelse det religiøse spirituelle (og evindelige barnlige ævl om guders eksistens (den værst tænkelige form for ateisme er at tro på guders eksistens eller en/1 Guds eksistens))
2):
Bibelfundamentalisternes
overtroiskhed og fuldstændig ude i hampen forståelse hvad tro er. Hvor vores virkelighed med Gud og Ånden forsvinder eller må vige for bibelkonkordantiske mentale trosforestillinger.
3):
At forveksle spiritualitet med astrofysiske spekulationer. FÃ¥ Gud skubbet ud i astrofysiske forhold. Gud er vores Gud, det mest intime og personlige overhovedet vi vil komme ud for og kan aldrig blive skubbet ud i astrofysiske objektive naturvidenskabelige spekulationer.
Heidegger og andre eksistentialister og livsfilosoffer (Bergson mfl) har vist at vores "væren" (being) ikke engang kan forstås med udgangspunkt i objektiv videnskabelighed. Naturen siger os noget og kalder vi naturen for skaberværket ja så siger skaberværket os noget, men det siger intet om at en/1 Gud eller flere på et tidspunkt har skabt så at sige det hele.
Vi skal ikke forbyde de astrofysiske antinomier
(Kant'ianske antinomier (er det stavet korrekt?)), og de meditative kontemplative spekulationer og religiøse følelser og affekter der kan blive et resultat heraf. Men det har ikke meget, om overhovedet noget med kristendommen, altså Nye Testamentes Spiritualitet og trosliv at gøre. Og vi kommer ikke fx helbredelser nærmere, som Helliggørelsen nærmere.
Ej heller kommer vi nærmere at den kristne spiritualitet er et bønsforhold, et kommunikerende forhold mellem vores ånd og Guds Ånd, samtalen mellem mennesket og Gud. Under samvittigheden, samvittigheds spørgsmålet, behandles forholdet til dels.
-0-0-0-0-
Vi kan svare hinanden med vores evindelige automat svar og reaktioner. Vi kunne også vælge at tænke, være tænkende, og få en klog og udbytterig debat med hinanden om vi tør dette.
Svar
Citer
