Hej Thomas.
Er enhver dømmende og fordømmende tanke, ikke også et udtryk for ubarmhjertighed?
Hvis du tillægger andre mennesker ondskab, så har du også på et eller andet plan dømt og fordømt, og på den måde gjort ondskab til noget personligt. Men hverken lidelse, smerte eller ondskab er noget personligt, ligesom kærlighed og barmhjertighed ikke er noget personligt.
Ondskab, lidelse og smerte har altsammen den samme kilde, og som med kærlighed, så er det eet valg. Valget er personligt kunne man sige, men uanset hvad man vælger, så ændre det aldrig nogensinde på sandheden om hvem man er. Og igen så er valget altid imellem ånden eller egoet.
I første instans er årsagen til at mennesket vælger at lytte til deres ego - og tror at frelse er projektion(angreb) - deres fejlopfattelse af hvem de er, og deres ubevidste skyldfølelse.
Samvittighed er et så enormt misbrugt begreb, for det bruges til at gøre skyld virkeligt, og når først man gør skyld virkeligt i een selv, så vil den unægtelig også blive projiceret ud på verden og medmennesker.
Man ophæver ikke skyldfølelse ved først at gøre ÅRSAGEN til den virkelig(ideen om adskillelsen fra Gud), men ved at erkende at det man troede på aldrig i virkeligheden er sket, og så tilgive.
Hvis du oplever andet end Guds fuldkomne kærlighed, så må det også være dig selv der tror du er adskilt fra Ham, og så kan det også kun være dit ansvar, at få korrigeret denne tro.
Barmhjertighed er egentligt det samme som retfærdighed.
Her er hvad Jesus siger om retfærdighed:
Retfærdighed er den guddommelige korrektion af uretfærdighed. Uretfærdighed er grundlag for alle verdens domme. Retfærdighed korrigere de fortolkninger uretfærdighed fører til, og udsletter dem. Hverken retfærdighed eller uretfærdighed eksisterer i Himlen, for der er fejltagelse umuligt, og korrektion meningsløs. I denne verden derimod, beror tilgivelse på retfærdighed, fordi alle angreb kun kan være uretfærdige. Retfærdighed er Helligåndens dom over verden. Med undtagelse af Hans dom er retfærdighed umulig, for ingen i verden er i stand til kun at fortolke retfærdigt, og lægge al uretfærdighed til side. Hvis Guds Søn blev retfærdigt dømt, ville der ikke være behov for frelse. Tanken om adskillelse ville for evigt have været utænkelig.
Retfærdighed er en fortolkning, ligesom sin modsætning. Men det er den eneste fortolkning der fører til sandheden. Dette bliver muligt af den grund, at selv om retfærdighed ikke er sand i sig selv, indeholder den intet der modsætter sig sandheden. Der er i sagens natur ingen konflikt imellem retfærdighed og sandhed; det ene er kun det første lille skridt i retning af det andet. Vejen bliver ganske anderledes efterhånden som man går fremad. Og al pragten, det storslåede scenario, og de enorme, åbne, mentale udsyn der dykker op, og møder een som rejsen skrider frem, kan ikke forudsiges fra starten. Men selv dette, hvis herlighed når ubeskrivelige højder imens man fortsætter, er ganske småt i forhold til det der venter, når vejen forsvinder og tiden hører op sammen med den. Men et eller andet sted må man begynde. Retfærdighed er begyndelsen.
Alle begreber om dine brødre og dig selv; al frygt og fremtidige tilstande, og hver eneste bekymring om fortiden, stammer fra uretfærdighed. Her er den linse, som fordrejer opfattelse når den holdes foran kroppens øjne, og bringer vidnesbyrd om den fordrejede verden tilbage til det sind der lavede linsen, og holder meget af den. Udvalgt og tilfældigt, er hvert eneste begreb i verden bygget op præcist på denne måde. >>Synder<< opfattes og retfærdiggøres ved omhyggelig udvælgelse, hvorved alle tanker om helhed nødvendigvis må gå tabt. Tilgivelse har ingen plads i et sådan system, for ikke een eneste >>synd<< synes ikke for evigt sand.
Frelse er Guds retfærdighed. Den giver helheden af de fragmenter du opfatter som afbrækkede og adskilte tilbage til din bevidsthed. Og det er den der overvinder frygten for døden. For adskilte fragmenter må nødvendigvis forfalde og dø, men helhed er udødelig. Den bliver i al evighed ved med at være som sin Skaber, fordi den er eet med Ham. Guds dom er Hans retfærdighed. Over på denne Dom, der helt mangler fordømmelse, og er en vurdering der udelukkende er baseret på kærlighed, har du projiceret din uretfærdighed, og givet Gud den fordrejede opfattelses linse, som du ser igennem. Nu tilhører den Ham, og ikke dig. Du er bange for Ham, og ser ikke, at det er dit Selv du hader og frygter som en fjende.
Bed om Guds retfærdighed, og lad være med at forveksle Hans barmhjertighed med din sindsyge. Opfattelse kan lave et hvilket som helst billede sindet ønsker at se. Husk det. Heri ligger enten Himlen eller helvede, som du vælger. Guds retfærdighed peger mod Himlen, netop fordi den er fuldstændigt upartisk. Den accepterer alle beviser der bringes frem for den, udelader intet, og anser intet for at være isoleret og adskilt fra resten. Ud fra dette ene standpunkt dømmer den, og fra det alene. Her bliver alle angreb og alle fordømmelser meningsløse og kan ikke forsvares. Opfattelse hviler, sindet er stille, og lyset vender tilbage igen. Nu gives visionen tilbage. Det som var tabt, er nu blevet fundet. Guds fred sænker sig over verden, og vi kan se. Og vi kan se!
Der findes ingen som Jesus, der kan udtrykke det så klart. Det er smukt og det er fyldt med sådan en enorm styrke og indsigt.
Men ja, du er fri til at tro hvad du vil Thomas. Og hvis det dit hjerte fortæller dig opleves som sandt og befriende, så lad det være sådan.
Kærligst Jan.
Svar
Citer
