Fine sondringer, for der smages virkelig på ordenes vægt og betydning i Platons dialoger, i en tid hvor dannelsesidealer skabtes med faglige discipliner, som retorik, jus og andet, en tid hvor der tumles med problemstillinger man genkender i nutidens eftertanker – tanken flyver ofte baglæns, lærer vi vores fortid at kende, forstår vi os bedre i nutiden og kan måske bedre forme en fremtid. Havde nu Karsten Friis Johansen ligget på en Youtubehylde, da ku’ vi ha’ foldet ham ud på ny; brugt ham til at dryppe vore øjne med både Platon og Aristoteles, der begge stod ham så nær og som derfor alle forbandt med ham, fordi han dryppede klassisk filologi i filosofihistoriens bæger, som alle grådigt drak af, lidt henad det sproglige univers der udfolder sig med Hans Edvard Nørregaard-Nielsens tungemål. Men han ligger der altså ikke, og er nu blevet en del af den historie han opløftede til en virkelighedsnær magisk realisme, der hældes i tragten på tilstedeværende hoveder.
Apropos tiden, vil jeg hoppe ind i et øjebliks stilhed en juni nat under den sidste store krig, hvor Christian Sarvigs søn Ole sad og skrev sig eftertrykkeligt ind i Brians senere kulturkanon, ja der findes jo sikkert dem der vil påstå, at den kanon skam er hele landets, selv vil strække mig til at sige, at Oles ironiske øje nok kun var faldet på den gode litteratur, som tysk kanonføde. Digtene herunder er alle fra digtsamlingen Grønne Digte, men der findes hele syv samlinger, i blandt hvilke Jeghuset måske er mest kendt, så her nogle grønne øjendryp til den umulige målestok:
Regnmaaleren.
Regnmaaleren med den flade kumme staar i juninattens bløde regn paa sin søjle og lar sig fylde med vand, mens mørke popler suser og bevæger deres grene.
Natten kan høres videnom. Regnen gir genlyd i verden. Der er tomt. Der er stille. Alle skabninger sover.
Poplerne suser.
Inat er haven vaagen og fuld af vellugt.
Ganske stille som en flad kumme i juniregnen vil jeg løbe fuld af vilje i nat.
*
Vintren kommer.
Somrens lyse sale er blevet smalle, graa kamre i mit sind.
Det støvregner fint.
Rundtom ligger løvet spredt i mange farver som konfetti efter et gilde.
Fornummet som en kube venter jeg vintrens og stormens komme.
*
Fronter.
Stormen. Stride korn af tørre marker.
Nu tærskes, tærskes, avnerne flyver.
Stride unge børster ramte deres skæbne med lyd som sten kastet paa sten.
- - -
Nu ligger moler ud i vandet ved alle kyster, og havet skvulper om stenene.
*
Dissonans
Grønne vækster. Dyrenes dybe brum fra marken. Regnen, den mulddampende tilværelses jordiske efteraar.
- - -
Men ilden? De rødtglammende ovne!
- - -
Ingen kendte disse munde, som stod og raabte ud i natten.
Ingen vidste om disse væsner, som, skarpttegnede, færdedes foran de glødende luger.
*
Jeg staar alene i natten under stjernerne. Og den tanke kommer til mig, at de mange sole og soles planeter, som kredser deroppe og drejer sig om hverandre i blinkende systemer, er andre atomer i den almægtiges legeme.
Vi sidder maaske i hans pande. Maaske er vi hans øje eller et haar paa hans hode, mens han som jeg staar og ser op mod sin stjernehimmel, der atter er nogle faa atomer af en skikkelse, der ligeledes staar og ser tankefuldt op i stjernene.
Og selv er jeg en uendelighed af verdener. Jeg bærer solsystemer og kloder med sletter og have og levende væsner i mig.
- Ole Sarvig, fra Grønne digte, 1943.
mvh Simon P.s.: Det er for resten et sjovt vejr, håber du/i nyder det ;)
Ole Sarvig, ja ... også han kunne noget med ord, og så var han tilmed medlem af fanklubben omkring Tanne sammen med de andre drenge ;))
Jeg kan godt li' at læse både digtene og salmerne, han har skrevet, også selvom mange af dem er alvorlige og nærmest lidt dystre. Men hans ord tog mig med storm, da jeg læste et par uddrag fra "Limbo", som Søren Ulrik Thomsen citerer i forordet til Ole Sarvigs samlede digte.
Citat:
“Stod du ved graven dybt i din drøm, drev din længsel dig ud i dit legemes yderste egne, sad du bag dine fingerspidser og hørte din puls slå? Sad du i mørket bag dit hjerte, løb du rundt og samlede nødder i den høstlige skov, var du i jeghuset, som det lå halvt begravet af jord i skrænten som en fugls spinkle kranium; da det stod i lygteskæret med sin stentrappe og så ud over pladsen ?
Kom du til alle drømmens hemmelige steder, kom du til tolvslagets tomme hus ved parken, når døgnet er omme, og det står brændt og sort…
Slog erindringen dig pludselig med mærkelige verdener, som du måtte have vandret igennem engang i barndom og ungdom ? Kom du til uvirkelighedens slotsgårde og tårnpagodernes høje tidsler, hvor vi bygger vore huse ved foden, tankernes høje urter, nu så sent, da vi kun er som forvildede frø uden arters mærke og tegn!”
"Det er som om jeg må bøje grene til side for at finde dig. Gren efter fliget gren, som om jeg kæmper mig gennem mange år, og grenene og bladene er årenes øjeblikke. Jeg må anstrenge mig, for det er svært at trænge så langt tilbage, men når så endelig min vilje har fået en vajende, hviskende allé til langsomt at åbne sig gennem alt det forvirrende løv, så står du dér inderst i den solsitrende grænseløse skov ligesom dengang."
Og det er da om noget en tekst, der matcher føromtalte af Platons dialoger
Og så et lille sjovt PS ... I forbindelse med Platons dialoger nævner du Hans Edvard Nørregaard-Nielsens tungemål. Måske ikke sjovt i sig selv, men i forbindelse med mine kig ind i YouTube's forfatterportrætter faldt jeg over denne vidunderlige film på det omtalte tungemål ;)) ... og havde filmen ikke varet en hel time, havde jeg såmænd også linket til den i mit sidste Mellemrumsbidrag. Men nu må det alligevel med, som et pragtfuldt eksempel på de gode erindringer og sammentræf ...
Hej i natningen RM, ja til natteravne og søvnige solsorte, samt de der af andre og poetiske årsager bare ikke har næsen begravet i hovedpuden eller kæresten ;)
Her et pragtfuldt genhør med en tidløs og nærværende poet, der i 78 leverede LP’en vi bare hørte om og om igen, og som den dag i dag, lægger betydelig afstand til mesteparten af det lirumlarum der i disse og de forrige tiår blev produceret. Man hører ikke så meget til ham, men jeg håber han har det godt og stadig er aktiv – slå ørerne ud til bare dette nummer:
Natten bøjer sig i vækst og dagene vasker dit ansigt. Du træder gennem søvnen og åbner en dør til solen. Dér, ikke i dit eget lys bærer du kroppen strømmet igennem af blod. Dér er du menneske nu og du går for at finde din alder.
Nu er det tid til, at Mellemrummet skydes igang igen, som et solstrejf i de her lune men regnfulde efterårsdage. Til liv og lys og latter, til dybde og lethed, til alvor og leg, til tid og rum ... ja, til mellemrum ;))
... og hvad kan da ikke være bedre til fortsættelse og alligevel ny begyndelse end Nis Petersen og hans Nytårsdigt ;))
Nytår
Har du aldrig ligget vågen under stjernernes forvirring – har du aldrig hørt de fodslag på din vagt! Har du aldrig set de roder – set de rækker og kolonner, når de kampberedte kom i deres pragt! Der er blink i bajonetter – der er lyn i lange lanser – der ild i deres øjne – deres blod: Det er dagene i panser – det er dagene som danser. - Det er dagene i året for din fod!
Har du aldrig ligget vågen, når det skjalv i himlens stjerner – aldrig set de dage bagfra på din vagt! Har du aldrig set de roder – set de vaklende kolonner, når de slagne sled sig bort fra din foragt! Det er rustne bajonetter – der er lange, lige lanser - (om de blot lidt mindre lange, lige stod) Det er dagene, som flygter – der er pjalter sat for panser. - Det er dagene i året, du forlod!
Har du aldrig knyttet hånden mod Guds mylr af hvide stjerner, - når de spottede den afmagt i din dyst! Har du aldrig, når de røde bajonetters døve klinger vendte om og retted spidsen mod dit bryst – har du aldrig gjort et løfte, som var bedre en de andre og har holdt det! – å, så ved du det er sandt: Een dag brudt i blodig nærkamp som en søndertrampet lanse vejer mer’ end tusind op af dem, der svandt!
... og lidt mere af den samme herre
Hver nat var som en dønning, hver dag en stribe skum; - af dybet kom de dønninger - hver dønning kold og krum. Af døden kom de duvende; i livet gik de dansende; men sagtned' og gled glinsende mod kysten kold og stum.
Hver nat blev til en rytme, der red på tid og rum, og dages flager flagrede og fløj som bidselskum. Og vi - vi to - sad skælvende, mens purpur flød af flankerne, og gnister fløj om hovene i verden vid og grum.
***
Sig os kan man nå det? Sig os kan man få det? Sig os kommer det tilbage? Sig os hvad er det i dage? Sig os er der veje? Sig os er der hjem? Sig os skal vi løbe? Sig os hvad vil ske?
Sig os skal vi vejes? Sig os skal vi det? Sig os skal vi skrige? Sig os skal vi det? Sig os hvor er drømmen der? Sig os hvor er løgn? Sig os hvor vi er, når du si'r det om døgn?
***
Jeg skabte verden håndgjort! Jeg skabte med mit blod! Jeg skabte i mit billed'! Jeg skabte og forlod! Jeg skabte verden leende! Jeg skabte verdens krig! Jeg skabte verden seende! Jeg skabte mest fordi!
Jeg skabte Rom og Babel! Jeg skabte Livets Bog! Jeg skabte flugt og fabel! Jeg skabte tidens tog! Jeg skabte kontinenter! Jeg skabte undergang! Jeg skabte på Per Olsen! Jeg skabte SolSkins sang!
***
Hver nat var som en dønning, hver dag en stribe skum; - af dybet kom de dønninger - hver dønning kold og krum. Af døden kom de duvende; i livet gik de dansende; men sagtned' og gled glinsende mod kysten kold og stum.
Hver nat blev til en rytme, der red på tid og rum, og dages flager flagrede og fløj som bidselskum. Og vi - vi to - sad skælvende, mens purpur flød af flankerne, og gnister fløj om hovene i verden vid og grum.
Nis Petersen (fra "Til en dronning" 1935)
Og til glæden og de solstrejf, som var, er og kommer ... endnu et genhør med en tid, som bare var