Hej igen

Jeg havde ikke nogen speciel forventning om, at du kendte og kender Ukend dig selv. Måske du missede selve spørgsmålet til dig? Så jeg gentager gerne:



Det var mit helt enkle spørgsmål. Ukend dig selv var ment som inspiration til eftertanke og må derfor derfor læses indenad. Ja, det er sådan set det, der er hele meningen med en skrift, der er hugget i sten. Poesien forvandler og kan aldrig forklares. Sådan er det vist også med troen, den skal hverken forklares eller forstås.

I håb om forståelse af mit spørgsmål
RoseMarie

Hej ABC..

Det er for det første godt du ikke anser den historie der blev en del af din, for så privat en begivenhed at man ku' forledes til at tro den var enestående, ja måske ligefrem noget at skamme sig over; jeg skriver ordet skam, fordi netop skammen ofte medvirker til at nogen isolerer sig i troen på, at de selv er skyldige i det skete, og at netop de er ene og alene i situationen, mens det jo trods alt er følelsen af ubehaget, man er ene om at bære. Hertil er det jo herligt at høre du nu har fået en god kontaktperson fra distriktpsykiatrisk, en du synes det gør godt at tale med. Det var jo en glædelig del af historien, der er guld værd. Jeg mener med dette, at det er godt at se du ikke isolerer et psykisk ubehag til den gråzone politikerne desværre ønsker at anbringe den i.

Der fandtes på et italiensk hospital i Arezzo en behandlingsform der gik ud på, at man integrerede alle pat. i det omgivende samfund, det samme skete på et militærpsykiatrisk hospital ved navn Henderson, hvor det næsten var umuligt at se hvem der var ansat og indlagt. Så det har altså være et politisk ønske at åbne alle hjørner i den isolation der desværre altid har været psykiatriens hjørnesten - trods nødvendige behov for fredelige omgivelser og ro i sindet, er vi jo alle samfundsborgere, og mennesker er nu engang ikke robotter, selv om nogen synes det ville være så meget lettere at lade som om dette er tilfældet.

Du har så ret i din indledning - den indledning hvortil jeg frækt anbefalede at du brugte lægprædikanten som gris i det gode gamle franske kuglespil, men endte med bare at henvise til Erik Poupliers underholdende Barbaroux-fortællinger, som om de kunne løse problemerne. Du har selvfølgelig ret: på debatter som denne kan alt meget vel ende med kun at blive til ord, ord tomme for de lidelser som de slet ikke kan beskrive. Derfor er det godt, det du selv skriver!

Bedste hilsner & god weekend
Simon

Hej Simon og Arne

I skal have mange tak for omsorgen.

Bare lige dette.

For jeg har kæmpet rundt med mange ting. Har desuden været tilknyttet distriktspsykriatrien 5-6 års tid. Hvilket skyldes at det hele ramlede for mig.

Nu har jeg så omsider åbnet mig op og kan tale med en om alt det som går mig på. Det har jeg ikke rigtigt kunnet tidligere. Har bare bearbejdet tingene selv.

Mit største problem er nok ludomani...skal lære ikke at spille for mere end godt er...altså få et normalt forhold til dette. For nogle er løsningen helt at lade være, men det kan jeg ikke i øjeblikket, så jeg skal bare have begrænset det, hvilket jeg nu gør ved at betale mine regninger, og så sætter de fleste af de resterende penge over på min datters konto, og det der er tilbage kan jeg så spille for. For mig giver dette mening på nuværende tidspunkt. Skulle måske lige fortælle at jeg bor hos min mor, er på kontanthjælp og forsøger at få en fleksordning...er ikke sikker på at jeg magter et fuldtidsarbejde længere. Det sidste længervarende arbejde jeg havde ligger lang tid tilbage - havde et fra 2006-2008.

Det er meget svært for mig at fortælle jer om hele mit liv. Som sådan er det en lang historie og alt er ikke lige rart at tale om - har begået nogle dumheder gennem tiderne. For mig handler det bare om at komme videre med mit liv. Leve på en måde som jeg kan have det godt med.

Måske skulle jeg slutte af med en lille historie...for da jeg var lille...9 eller 10 år...stak mig og vennerne af fra danmark eller forældrene. Vi var taget ud til carlsberg for at stjæle øller og så kom politiet på den anden side af togstationen, og da vi fik øje på hinanden, så stak vi af gennem carlsberg og byen og endte ude ved norgesbåden (langelinie?). Her fik vi sneget os ombord og legede gemmeleg på båden. På et tidspunkt begyndte båden selvfølgelig at sejle med os ombord og til at starte med troede vi den gik til england, for der stod "No smoking" på et skilt og det var jo engelsk. Vi var fire afsted og to af os havde fundet frem til en restuarent med en buffet. Her endte vi alle fire så med at sidde og spise. Og da der ikke var nogle prisskilte troede vi det var gratis. Men det viste sig ikke at være gratis da tjeneren kom og så blev vi opdaget. Forældrene blev selvfølgelig underrettet og så blev vi indlogeret i en kahyt for fire. Efterfølgende fik vi så lov til at drikke og spise i alle restuarenterne. Meget begivenhedsrig tur.

Der er altså et menneske bag det hele.

Men det ved I jo godt, og derfor har jeg ikke noget problem med at tale om tingene...der er bare en balance...at tage hensyn til sig selv og andre. Det er ikke alle som har haft den samme barndom, ungdom osv.

Jeg har nogle ting som går mig på, men jeg kan ikke ændre fortiden, så nu - lige nu - forsøger jeg bare at ændre fremtiden, for den kan ændres.

Her skulle jeg måske lige fortælle, at jeg ikke mener, at jeg havde en psykose, da jeg lod mig indlægge første gang, hvilket jo er lidt tragikomisk...at få en psykose af at lade sig indlægge. De skulle bare have ladet mig tage hjem. Sådan kan livet forme sig. Tog desuden op til min egen læge 7 måneder efter og spurgte om jeg ikke kunne blive indlagt ude på hvidovre (var første gang 10 dage på bispebjerg og spurgte så om jeg ikke kunne blive flyttet væk og det blev så til hvidovre.). Jeg ville indlægges uden medicin...havde bare brug for nogle at tale med...og det sagde min læge at jeg godt kunne. Jeg skulle bare tage ud til modtagelsen i hvidovre. Det gjorde jeg så, men fik at vide, at hvis jeg ikke havde brug for medicin, så var jeg ikke syg. Det tog jeg lige hjem og tænkte over og kom så tilbage dagen efter og lod mig indlægge med medicin. For der var nogle søde medpatienter man kunne tale med. Men jeg fik sgu underlige tanker af den medicin. Problemet her er, at når man først har haft vrangforestillinger, så bliver det nemmere at få dem igen, så...

Kærlig hilsen

ABC

Ps. Om nogle år kan jeg nok bedre tale om det hele. Forhåbentlig lever i begge til den tid. Hvad skulle jeg gøre uden jer?

Nu drikker jeg lige resten af øllerne...tænker lidt over det hele...og bare er til