1
registreret
(1 usynlig),
826
gæster og
202
søgemaskiner online. |
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
#28316 - 14/10/2019 13:45
Re: Mellemrummet
[Re: RoseMarie]
|
veteran
|
Registeret: 04/04/2008
Indlæg: 4683
|
|
Apropos:
I Ægget
Vi bor i ægget. På indersiden af skallen har vi kradset uanstændige tegninger og vore fjenders fornavne med gnidret skrift. Vi bliver udruget.
Hvem der end ruger på os, vores blyant ruger han med. Sluppet ud en dag vil vi straks danne os et billed af den rugende.
Vi antager, at vi bliver udruget. Vi tænker os en velsindet vinge og skriver stile om farve og race hos vores rugende høne.
Hvornår slipper vi ud? Vore profeter i ægget skændes for middelmådig betaling om rugetidens længde. De antager en dag X.
Af kedsomhed og ægte trang har vi opfundet rugekasser. Vi bekymrer os meget om vor vækst i ægget. Vi anbefaled gerne vort patent til den som våger over os.
Men vi har jo tag over hovedet. Senile kyllinger, embryoer med sprogkundskaber samtaler hele dagen og drøfter endog deres drømme.
Og hvis vi nu ikke bliver udruget? Hvis der aldrig går hul på denne skal? Hvis vor horisont kun er denne horisont fuld af kradserier og bliver ved med at være det? Vi håber, at vi bliver udruget.
Selv om vi endnu kun taler om at ruge, røber vi dog frygt for at en eller anden uden for var skal føler sult, slår os ud i sin pande og bestrør os med salt. – Hvad gør vi så, mine brødre i ægget?
- Günter Grass.
mvh Simon
P.s.: Efter udgivelsen af Beim Häuten der Zwiebel, mindes jeg oprørte journalister forvandle deres vandpytter til stormfyldte have, for i forbindelse med "skandalen" at se deres eget navn på tryk, helt uden omtanke for reklameværdien de i deres "oprørte tilstand" skabte.
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
#28322 - 15/10/2019 12:35
Re: Mellemrummet
[Re: Simon]
|
bor her
|
Registeret: 02/05/2009
Indlæg: 1157
|
|
Hej Simon
Oktobersolen, tørvejret og de milde temperaturer kalder og lokker til en tur ved skov og strand ...
Du lever
Du rusler gjennom skogen, med sol på hendene dine som varmen av blyge kjærtegn. Da trår du på en kongle på stien, kjenner det mjuke trykket av den gjennom sålen på skoen din. En liten hendelse, så liten at den nesten er ingenting. Men vær hos den med hele ditt menneske. For det hender deg på Jorden dette. Du lever. Lever.
***
I kramsnøen
Å gå i nysnø innover holtene – Den første om høsten og helst kram: Da knurper det så godt under steget. Og snur du deg og ser tilbake, står sporet klart og nennsomt tegnet; du leser ASKIM i hælavtrykket etter gummistøvlene.
Iblant fester snøen i rillene på støvelsålen; du lugger med deg hele ballen så grønn liksom forundret måsa titter fram i fotslaget. Og oransjerøde rogneblar, som fuglespor etter drømmer.
De våt-svarte bjørkegreinene med dråper av jern under albuen. Det såre rådyr-lyset, vidt oppsperret mot begynnelsens under, en mytisk tid før tidene. Alt inngir deg en følsomhet så naken stor at du kjenner Melkeveiens hvite spiralarm vibrere som et nøkkeroseblad i vind.
I et lykkelig gys av et sekund vet du med fotsålene at dette er Jorden, din barndomsheim mellom stjernene.
***
Nysnø
Ennå finnes der tilgivelse i himmelen. Gårsdagens sulk og søppeldynger blir dekket til med et finmasket slør av hvitt. Jeg sitter og ser på fnuggenes uendelig mjuke fall skrått over brystet til en dompap som lyser med sitt lille liv i bjørka utenfor mitt vindu. Det kjennes varmt innom meg at alt jeg holder av, alt som dufter av ville vinger, er innerlig nær meg hver gudskapte dag – her mellom Jordens lågmælte undere. Rart hvor lite et hjerte kan leve på når alle kunstige behov ligger igjen på en skrotplass ved Melkeveien. Jeg går barhodet ut. Står i det hvite suset og lokker snøvåte ord heim fra skogen.
***
Lengselen
Den som har lengselen i seg er aldri fattig. Lengselen kan legge en blå kongekappe selv over tiggerens magre skuldrer.
Hans Børli
Bedste hilsner til dig og efterårssolen RoseMarie
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
#28346 - 16/10/2019 02:16
Re: Mellemrummet
[Re: RoseMarie]
|
veteran
|
Registeret: 04/04/2008
Indlæg: 4683
|
|
God aften i natningen, RM.. Regnens musik er vidunderlig, men fortsætter orkestret med samme ekstase vinteren ud, behøver du næppe gå langt, for at komme stranden nær..;) Apropos vinterlæsning som musik, her lidt til de mørke stunder: Albert Cohen's Solal - eller den unge elsker - om den også findes som lydbog, har jeg ikke pejling på. mvh Simon P.s.: Er natbordet mon kommet Den genfundne tid nærmere?
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
#28375 - 18/10/2019 09:30
Re: Mellemrummet
[Re: RoseMarie]
|
veteran
|
Registeret: 04/04/2008
Indlæg: 4683
|
|
Peter Handke:
Det står enhver frit, ikke at bryde sig om Peter Handkes politiske synspunkter og at kritisere dem, men det var nu ikke på grund af disse, han fik prisen!
Nylig hørte jeg en dansk forfatter udtale, at han da bestemt ikke kunne adskille forfatter og litteratur, der åbenbart var ham noget i retning af en reducering, hvorfor han henviste til Hamsun og erklærede, at han bestemt aldrig ville have fået sin noble pris i 1945. Mærkværdigere sammenligninger er vel set, der for øvrigt ér et skel mellem litteratur og forfatter, idet vurdering og værdsættelse af litteraturen reduceres til et like/like not omkring en politisk anskuelse, der tilmed ikke engang indgår i forfatterens litteratur til vurdering. Derimod er det faktisk nobelpriskomiteens arbejde at vurdere litteraturen priskandidater har frembragt, ikke deres personlige politiske observans – som under/efter krige altid er tvedelte, men desuden afhænger af synspunktet. Litteraturen og dens betydning, forbliver m.a.o. at være udgangspunktet for kritik, og hvad der vægtes.
Noget her får mig nu alligevel til at tænke på de off. bogbrændninger rundt om i 30’ernes Tyskland, hvor man i kraft af indførte love mente at handle i almenvældets tjeneste, den gode sags tjeneste, ved netop at bandlyse litteratur p.a. forfatteres politiske holdninger, dersom denne afveg fra den vedtagne doktrin. Dette var stort set Goebbels gebet, at propagandere for og udbrede Tysklands ”nye” grundsyn over det meste af Europa, hvor dissidenter der off. udtalte sig og skrev om Tysklands indenrigs- og udenrigspolitik, måtte bøde med store personlige konsekvenser. De fik simpelthen frataget deres statsborgerskab og var reelt identitetsløse i et krigshærget Europa, og kunne fremover ikke udgive litteratur i besatte lande – en situation der i første omgang gav Stefan Zweig en sær fornemmelse af frihed, men som for Thomas Mann var en meget alvorlig sag, for når først europæiske grænser var knudret til og det personlige rodnet rent faktisk ødelagt, da var man henvist til at oversætte sin litteratur til andre sprog, men vigtigere, at genskabe sin egen historie i fremmede lande. Problemerne ville m.a.o. tårne sig umenneskeligt op, hvilket Stefan Zweig for eftertiden bitterligt skulle erkende, idet hans liv ødelagdes for bestandig i kraft af et lille politisk pennestrøg fra Tysklands propagandaministerium.
Men hvorfor kommer man nu pludselig til at tænke på den slags? Tja, muligvis har jeg lidt svært ved at forestille mig den danske forfatters vrede over Peter Handkes valg til nobelprisen i litteratur, som et udslag af et indre ønske om at se en politisk homogen tankemasse omkring sig, men faktum er, at politikere rundt om i Europa i stigende grad forgriber sig på individets frihed på en længere række områder, og at overvågning atter er blevet så vanlig en del af menneskers liv, at folk nu igen synes at tilpasse sig situationen, men måske igrunden slet ikke véd hvor glidebanen egentlig begynder – som er en historie, godt fortalt af en anden fremragende nobelpristager, nemlig Günter Grass, der med sin Af en snegls dagbog (da. 1973) helt eksponerer den politiske glidebane.
Årh jo, også Günter Grass måtte senere gennem journalistikkens muddermaskine, hvor stort set samme reducering af litteraturen foretoges i et rent meningshysteri, der vist gav sig ud for at være ”kritisk journalistik”, men i stedet eksponerede eftertidens skinhellige, der altid har søgt at spejle sig i drømme. Demokratier ér nu engang politiske styresystemer og ikke helligdomme, hvorfor det er beslutninger om en vedtagen politik med tilhørende love der kan forvandle demokratier til et areal styret af oligarker, slet ikke fjernt fra dagens Rusland og Tyrkiet: en totalitarisme der blev virkeligheden for mennesker i Tyskland op gennem 30’erne. Magt har altid korrumperet politikere og ødelagt dem som mennesker, og gør det fortsat. Samfundets eneste værn ér faktisk krav om politisk gennemskuelighed og en off. pressetjeneste.
Forsøg på at flytte fokus fra kritik af litteratur til forfatteres politiske observans, er selvfølgelig ikke spor ny. Ej heller er der noget bemærkelsesværdigt ved at se forfattere forarges over andre, der fx modtager en attråværdig pris. Misundelsen og vreden har mange ansigter, man ser den ofte hvor man mindst venter det, måske hos sig selv. Vi er nu engang mennesker, ikke robotter. Men vurderingen af hvem der er berettiget til at modtage nobelprisen i litteratur, må og skal begrænses til vurderingen af litteraturen frembragt, for netop ikke at havne i personlige overgreb på forfattere, der nu engang ér forskellig fra litteraturen de skriver, dersom forfattere er mennesker med en livshistorie, men ikke en litteratur, der kun muligvis vil fortrylle.
Selv glæder jeg mig på Peter Handkes vegne, men er da ked af at se ham tvunget til at forsvare en politisk overbevisning fra 90’erne, der udover ikke at agiteres for i hans litteratur, heller ikke er grundlaget for hans pris. Det er trods alt manglen på politisk rummelighed, som indskrænker menneskers personlige frihed i Rusland, Kina, Tyrkiet osv., hvor mill. af mennesker dagligt må leve med overgreb på deres frihed til kritisk at ytre sig i tanker om leveforhold de påtvinges, ofte af ret grådige herskere. I forvejen er det svært nok at få afsat levebrødspolitikere i demokratier, ligefrem et oligarki af politisk korrekte Jensen’er, overgår min fantasi…
*
Loppen
I Departementet du Gard – ja, netop det, hvor Nimes ligger og Pont du Gard: i det sydlige Frankrig – der sad på et post- hus en ældre frøken som postekspedient, og hun havde en grim vane: hun åbnede bare lige alle brevene og læste dem. Det vidste alle mennesker. Men som det nu engang er i Frankrig: conciergen, telefonselskabet og postvæsnet, det er hellige institutioner, og man kan godt røre ved dem, men man må ikke røre ved dem, og følgelig er der altså ingen der gør det.
Denne frøken altså læste brevene og beredte med sin in- diskretion folk mangfoldige bekymringer.
På et dejligt slot i departementet boede en klog greve. Det sker, at grever er kloge, i Frankrig. Og denne greve gjorde en dag følgende:
Han sendte bud til Kongens Foged om at komme op på slottet, og i hans nærværelse skrev han til en ven:
»Kære ven! Da jeg ved, at postekspedient frøken Emilie Dupont altid åbner vore breve og læser dem, fordi hun revner af nysger- righed, så sender jeg dig hoslagt, for endelig at bremse hen- de, en levende loppe.
Med mange venlige hilsner Grev Skejs.«
Og dette brev lukkede han i nærværelse af Kongens Foged. Men han havde ikke vedlagt nogen loppe.
Da brevet nåede frem, var der en loppe i.
- Kurt Thucholsky (1932).
mvh Simon
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
annonce
|
|