|
0
registrerede
811
gæster og
87
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
#25846 - 07/08/2018 11:40
Re: SAMTALER MED EN IKÓN
[Re: Arne Thomsen]
|
veteran
|
Registeret: 16/04/2008
Indlæg: 7550
Sted: Sydsjælland
|
|
Et kapitel mere:
GUDENS KÆRLIGHED
Uhåndgribelige, uforståelige og fremmedartede oplevelser er svære at omgås – og selvfølgelig har jeg spekuleret på, hvorfor Ikónerne afviser mig.
Var det fordi jeg var blasfemisk, Gudsbespottende – eller er der bare ikke mere at sige?
Jeg må derop igen, har sat hele dagen af til turen og vil tilbage samme vej – ikke Nanoú, Tavernaen, strandturisterne og Sotiris’ Ouzo-båd i dag.
Turen er go’, jeg føler mig hjemme i landskabet, har egentlig ikke rigtig tanker i hovedet, er ikke specielt glad eller ked af det – eller intens – er nærmest bare til – vegetativ kan man måske kalde det – sådan som det vel må være for træerne, tidslerne og krydderurterne – og for gederne.
* * *
I den lille kirke på bjergets top er der nogle høje stole langs siderne, og af den særlige form, som gamle og svage mennesker både kan stå og sidde i.
Jeg sætter mig i en af dem og finder mig efterhånden til rette – i olielampens og vokslysets skær.
For længst har jeg opgivet al yderligere ”samtale”, men det er alligevel rart at sidde hér – netop hér.
Tilfældigt opfatter jeg ud af højre øjenkrog, at noget bevæger sig.
Det er Johannes Døberen, der blinker med det højre øje.
Nå, ja –
Men hva’beha’r – det er s’gu da løgn!
Nu gør han det igen – og peger stærkere end sædvanligt over mod Kristus: Verdensherskeren.
Så får jeg endelig øje på ham, Kristus – Kristós – det vil sige, det er lige ved, at han ikke er der.
En sorg og smerte, så bundløs og ubærlig, så nær det totale sammenbrud, og i den lydløse gråd synker han sammen, glider tilbage, er nær ved at forsvinde.
Jeg kommer et øjeblik i tvivl. For meget Ouzo? Psykologiske projektioner? Gemen sindssyge?
Men jeg er ligeglad med teorier og teologier.
Det hér er sandhed – det hér er min virkelighed – og jeg er dybt inde i den – HÉR – NU!
Der er stemmer – udenfor – ikke det mindste mystisk – det er to turister, som jeg godt havde set tidligere på dagen på Scooter på vej op over Vigla.
Nu er de kommet hér – og jeg lader lysene brænde – går ud af kirken – hilser så normalt som muligt – og flygter fra stedet –
* * *
I det lille kapél med de nisseagtige Ikóner, halvvejs ned til landevejen, forsøger jeg at slappe af.
Kristus-Ikónen er også hér af Pantokrator-typen, Verdensherskeren, og hér iført kongelig pragt.
Alligevel ser han så uskyldig, sådan lidt finurligt nisseagtig ud – som Johannes Døberen netop gjorde i dag deroppe –
Sidste år, da de ”lavede numre med mig” ved at komme nærmere og derpå igen fjerne sig, gennemskuede jeg dem.
Det var mig, der ikke ku’ stå helt stille i det blafrende lys, men svajede lidt frem og tilbage på fødderne uden at mærke det, fordi der kun var Ikónerne og mig i mørket i det spinkle vokslys.
Ja, ja, ikke alt er så mystisk, men hvad med det, jeg netop har oplevet deroppe?
”Nisserne” afgør sagen. De bevæger sig langsomt baglæns, men vildt accellerende – og med stadig mere rasende fart søger de at trække mig med.
”Kom med os – ind i evigheden!” er det vel – men jeg er ikke parat til dét – ikke endnu – hvor fristende, tillokkende, næsten uimodståeligt, det end er.
* * *
Vejen tilbage er lang, tør og opslidende.
Ingen forjættende evighed, ingen fryd og glæde, snarere: ”I dit ansigts sved”.
Selvom jeg kender, og benytter det lille fif, at komme en anelse Ouzo i vandflasken – så slukker anisolien i vandet tørsten meget bedre – så er jeg alligevel ved at være totalt udmattet, da jeg når ned fra Vigla-passet til Chorió’s hjerte og på vaklende ben finder en stol hos Leftéris i hans Cafeneíon. Han ser spørgende på mig, og jeg kan knapt fremstamme: ”Stavrós – coffee – Ouzo”
Det friske kølige vand i det store vandglas, forsvinder som en dråbe i Sahara, og det meste af brændevinen bli’r stående. Kaffen stimulerer – men jeg er stadig udmattet.
Ikóner er ikke ufarlige – de er ikke kun billeder – i hvert fald ikke for sådan en som mig – og i Caféens fred går det endelig op for mig: Gudens Kærlighed!
* * *
Men først flere år senere turde jeg opfatte det.
* * *
M.v.h. Arne 
|
|
Top
|
 Svar
 Citer
|
|
|
|
#25850 - 08/08/2018 09:40
Re: SAMTALER MED EN IKÓN
[Re: Arne Thomsen]
|
veteran
|
Registeret: 16/04/2008
Indlæg: 7550
Sted: Sydsjælland
|
|
Her kommer så det sidste, jeg skrev dengang:
TILBAGE TIL FORSTANDEN
Forstand – for stand – det er jo dét, det er: At stå foran – enten det så er den jævne dagligdag, en forelskelse, dyb kærlighed, en sejr, en skuffelse, et tab, en ulykke, en gevinst, en fremtidsdrøm, en livsfarlig situation, et håb, en sygdom, en helbredelse, døden – eller en Ikón.
At stå foran giver forstand.
Og når vi forstår os på vore daglige små og snævre behov for penge, luksus, nydelse og succes, så får vi jo som regel en stor del af dét, vi vil ha’ – men også kun dét.
For der er jo ikke kun én forstand – ikke kun én virkelighed – ikke kun ét sted at stå.
Livet er meget større end blot nydelse, komfort og de nære ting.
At stå foran en Kristus-Ikón og dér opleve Gud’s kærlighed, gennem Sønnen, der i sin kærlighed gik så meget igennem – overvandt døden – og senere bar sin mors sjæl til himlen – sådan som beretningen er – det kan være meget, meget mere end blot en betagende oplevelse.
At tage imod Gud’s kærlighed – at være ”et spejl for Guds kærlighed” – kernen i ortodoks kristendom – det kan man let bruge et helt liv på.
Kirkernes magtbegær, pengebegær og undertrykkelse af almindelige mennesker gennem tiderne vækker helt naturligt afsky og får mange til at vende ryggen til alt kirkevæsen.
Men vores tilværelse sådan som den nu engang er: Placeret i det uendelige rum – i den ubegribelige evighed – og tillige underkastet hver vor egen ukendte skæbne – gør det umuligt for os selv at være guder – hvor dygtige vi end er, og hvor meget vi end stræber.
Så er det vel ikke uforstandigt at skubbe det rådne i kirkevæsenet til side, og gå direkte til det oprindeligt religiøse – til vore egne anelser, længsler og urbilleder – til vore forestillinger og beretninger, om dét, der er større – om det ufattelige, det guddommelige: Gud’s kærlighed.
Ikóner i de ortodokse kirker er øjnenes indgang til dén verden – Guds Rige – som vi jo alle er en del af – hvis vi vil.
Ikóner kan ikke korrumperes, de taler direkte, klart og tydeligt til hver enkelt, og kun overtro og afgudsdyrkelse, i stedet for inspiration til dét, de fortæller om, kan ødelægge dem.
I den græske guldalders hjemland er dét ikke noget problem.
Ej heller lader man sig tynge af korsfæstelsen – mordet på Guden – tværtimod, det er myten om Gudesønnens overvindelse af døden, der hver Påske stimulerer Østkirkens begejstring for det guddommelige – som Ikónerne jo også vidner om – i modsætning til de vestlige kirkers nedsynken i sort syndsbevidsthed og anger.
Det er nærliggende at tvivle, og det er svært at tro – men det er let at opleve – når man står foran en Ikón – og skubber tankerne til side – og er lysvågen.
* * *
Lille øjeblik
Farvel lille øjeblik – farvel
Du kommer ikke igen – du kommer aldrig igen.
Far vel.
Farvel lille øjeblik – farvel.
Du blev, som jeg var.
Far vel.
Goddag lille øjeblik – goddag.
Lad os gøre det godt.
God dag.
Goddag mit sidste øjeblik – goddag.
Evigheden står lodret.
Og nu?
Det er så, hvad jeg oplevede - og fastholdt i ord - dengang.
Men er der ikke sket mere siden?
Det vil jeg skrive om - næste gang 
M.v.h. Arne
|
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
|
#25851 - 08/08/2018 11:41
Re: SAMTALER MED EN IKÓN
[Re: Arne Thomsen]
|
veteran
|
Registeret: 16/04/2008
Indlæg: 7550
Sted: Sydsjælland
|
|
Siden jeg dengang for så mange år siden skrev om mine ikon-oplevelser, har jeg haft to yderligere.
Den første var, at jeg "fik at vide", at kristendommens dogmer ikke skal tages højtideligt.
Det gjorde mig dybt forvirret, for hvad bliver der så tilbage af kristendommen, hvis dogmerne kun er nogle "kulisser" og ikke "sandhed"?
Men svaret ligger jo ligefor: Guddommelig kærlighed 
Den anden oplevelse er vanskelig at beskrive anderledes end, at denne kærlighed - foran ikonen - blev født - og voksede - inden i mig - så den nu er noget helt fundamentalt i min tilværelse
Måske man kan se det som barnet, der fik forældrenes kærlighed, blev voksen og selv blev kærlig.
Så er der vel ikke længere så stort et behov for "kulisser" - dogmer - der vel egentlig blot har til formål at skabe tryghed - en vel egentlig lidt barnlig illusion at støtte sig til.
Det betyder ikke, at jeg hverken hader eller foragter dogmer - tværtimod - for mig er de smukke udtryk for en længsel efter at "have noget at støtte sig til".
Den længsel har jeg også - og den må jeg leve med.
Men jeg har mærket "en god fornemmelse i maven", når det - en sjælden gang - lykkes mig at gøre noget godt for et andet menneske.
Så er længslen efter tryghed nemmere at udholde 
At, hvad vi kalder Gud, også er et dogme er jo selvklart - men det hindrer jo ikke, at der kan ligge noget ufatteligt meget større bag
Det er nok derfor, jeg holder så meget af Rumi's ca. 800 år gamle digt:
Denne flygtige verden er et tegn på sandhedens mirakel.
Men selvsamme tegn er et slør, der skjuler de evige sandheder.
M.v.h. Arne
|
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
|
#25855 - 09/08/2018 11:35
Re: SAMTALER MED EN IKÓN
[Re: Arne Thomsen]
|
veteran
|
Registeret: 16/04/2008
Indlæg: 7550
Sted: Sydsjælland
|
|
Når jeg skriver, at dogmer - set med mine øjne - er udtryk for vi menneskers længsel efter at "have noget at støtte sig til" - hvad vi jo havde som børn: forældrene - så forstår jeg selvfølgelig godt, at det kan være provokerende for religiøst troende.
Måske det også kan provokere ateister at blive påduttet en sådan længsel - som jeg mener at se, de oftest tilfredsstiller, ved at bruge naturvidenskaben til mere, end den kan holde til.
Imidlertid tror jeg, at hvis vi alle erkendte denne menneskelige længsel, da ville de forbitrede "dogmekrige" aftage i styrke - og denne klode ville blive et bedre sted for os mennesker.
Det eneste, der bliver tilbage - som jeg ser det - er da erkendelsen, at verden - og vi mennesker - som en del af verden - eksisterer - og at vi ikke aner hvorfor: Sandhedens Mirakel 
Men den tankegang er der vel ingen, der kan bifalde?
M.v.h. Arne
|
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
annonce
|
|
