|
0
registrerede
360
gæster og
71
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
#25819 - 02/08/2018 14:50
SAMTALER MED EN IKÓN
|
veteran
|
Registeret: 16/04/2008
Indlæg: 7550
Sted: Sydsjælland
|
|
En gang i 90'erne - altså i 1900-tallet  - havde jeg nogle dejlige oplevelser på en lille græsk Ø.
De var så gode for mig, at jeg på et tidspunkt skrev dem ned - og sandelig - jeg har dem stadig i min computer! 
Jeg kaldte beretningen: SAMTALER MED EN IKÓN, og her kommer det allerførste derfra, idet jeg tænker, at det måske ikke er helt usandsynligt, at nogle kunne have lyst at læse det:
SAMTALER MED EN IKÓN
En nogenlunde almindelig danskers uhøjtidelige møde med en græsk Ø:
SYMI
og dens Ikoner.
Af
Thomas Arnes
F R I H E D O G M O D
Du, som læser denne bog, ønsker jeg, Thomas,
Et glimt af frihed
Fra logisk fornuft
Fra konstant selvkontrol
Fra angsten for det ukendte
Og jeg ønsker dig ligeså:
Det nødvendige mod
Til at skippe den indre uro
Til at opgive den stadige årvågenhed
og til i stedet – uden videre – i fuld ro – afslappet og uden frygt – med åbne sanser – at tillade:
Øjeblikket
at være der – som det er – mens det er der – inden det forsvinder
Det kommer ikke igen!
Det kommer aldrig igen!
Lad os gå – fra forstanden – ud på det dybe – opleve noget andet – noget der er større
end vores daglige jeg.
Vi kommer tilbage til den – forstanden.
* * *
Alt i denne bog er sandt.
Det er ikke digt.
Heller ikke fantasi.
Men det er sandhed som drømmes sandhed
– og måske er jeg også en drøm –
Kun om mine tanker, kan jeg, ”Ørnens Tvilling” *), intet love.
*):
Thomas: Aramæisk: Tvilling Arne: Oldnordisk: Ørn
PÅ VEJ
Min Ikón er kun en svag afglans, et stærkt forstørret foto, af en virkelig, en ægte, Ikón.
Det gamle spejlreflekskamera havde jeg slæbt ad de småbarske stier helt derop, op på bjergets top, som kan ses milevidt omkring, op til klosteret: ”Stavrós tou Polémou, for at få et skarpt billede med hjem.
Stavrós: Stav, Cross, Kors. Polémou: Polemik, Krig. Altså: ”Krigens Kors”.
Sådan er det jo med Græsk, ikke så svært, som det ser ud – bortset fra bogstaverne – og det er jo en anden historie.
Men navnet: KRIG: Vrede, had, hævn, mord, blod, drab, død – og KORS: Byrde, angst, undergang, lemlæstelse, henrettelse – sandelig ”idyllisk” til så smukt et sted.
Stedet, den sydøstgræske Ø: Symi – er vildt, smukt og storslået. I klart vejr i den rene luft heroppe over Ø-havet er adskillige naboøer synlige – også ”moder-øen” blandt ”Dodecaneserne” (”De tolv”), den store, frugtbare – men turistnedtrampede: RHÒDOS – og dog, vist ikke alle steder.
Mod vest over klosterets alt, alt for lave mur – uundgåeligt: Et dybt sug i maven. Der er næsten hundrede meter meget nær lodret ned i det azurblåt lysende hav.
Muren beskytter – ikke mod at man skal styrte ned – nej, nej mod indtrængen udefra – eller rettere nedefra. Den beskytter mod fjender, så mange, og så mange slags, de vel har været i tidens løb.
Mod syd – når øjnene vænner sig til det stærke lys, og detaljerne kommer frem, helt nede ved van-det i en bugt: Det spirituelle kraftcenter i mange århundreder: ”Panormitis” – et betydningsfuldt græsk-ortodokst kloster med store rigdomme og mange mirakler.
Men ikke altid, for før den tid, har han hvisket mig i øret, den gamle Symi-Amerikanske arkæo-log, som jeg mødte på landevejen i bjergene, hva’beha’r: Et tempel for Poseidón!
De gamle doriske søjler i klostergården siger det klart. De er ældre end Kristus – og altså ikke bygget til Ham.
Og lad os nu straks gøre det helt klart, at ordet ”Poseidón” har tryk på sidste stavelse, og at ”ei” udtales ”i”.
Så kan man let høre, at det ikke er en jovial ”sejle-op-ad-åen-fyr”, vi har med at gøre.
Poséjdon? NEJ! Poseidón!
Man mærker ham ombord på de mindre både – og man ved det! – når han overraskende kryster både skib og mennesker med lunefulde, uventede og voldsomme vindstød – om det så skal forstås naturvidenskabeligt, som aerodynamiske kræfter og formler – eller opfattes som almen guddom-melig kraft – eller, hvorfor ikke?! – begge dele.
For hvad er egentlig den store forskel på religionens: ”Bliv lys” – og videnskabens: ”Big bang” – og alt hvad deraf følger – og alt hvad der gik forud – hvis der var noget forud?
Mod nordvest, heroppe over havet: En perlerække af mindre og mindre mini-Øer forlænger Sy-mi’s vestkyst – som tårer – ud i havet.
En dronnings tårer? Symi’s?
”SYMI” er navnet på en gudinde – eller en dronning.
Jeg vælger gudinden – vel vidende at øen oprindeligt var toppen af et bjerg, som for meget længe siden sank i havet – vistnok fordi Afrika rev sig løs fra Europa – og Gibraltar-strædet åbnede sig – og det salte Atlanterhavsvand styrtede ind – og ”Middelhavet” blev født under jordskælv og vul-kanudbrud – eller noget i den retning.
Før ”Symi-tiden” hed Øen: ”Metapóntis” – et gammelt kongenavn – eller gudenavn – vist nok endnu mange flere tusinde år gammelt. Det er ikke glemt. En taverna i byen bærer navnet videre – ind i fremtiden.
Havde de mon først et patriarkat, som senere afløstes af et matriarkat? Ja, det havde de vel. Nabo-kulturer oplevede jo da vist det samme: Kvinderne begyndte at dyrke jorden – og ku’ klare sig selv – mens mændene, jægerne og fiskerne, nu ikke længere vidste, hvilke børn de var fædre til. Altså: Kvindelig arvefølge.
At Symi i dag fortsat er af ”af hunkøn” er hævet over al tvivl.
Kvinderne ejer husene – og mændene retten til at gå på Café.
Tilbage til Stavrós tou Polémou – højt over havet – midt i, ovenover, den subtropiske urskov, som altid var her – Altid! – og hvordan kan dét gå til?
Jo, det var uoverkommeligt at stjæle træerne fra naturen hér, hvor det var nærmest umuligt at få dem med sig.
Altså: En sjælden fortidens gave her i det græske øhav: Subtropisk urskov – med rødder længere tilbage i tiden, end nogen vel kan fatte.
Gående, klatrende, ad stien i urskoven, der fører til Stavrós tou Polémou – den eneste ”vej”, der er, har jeg mødt firben, sommerfugle og små spurvefugle med smukke farver.
Det er umuligt at færdes naturligt: Ubemærket og uden støj, som vore jæger-forfædre vel kunne, og hvor tyst jeg end er, nu helt nær, stopper cikaden sin sang – idyllen bryder sammen – og stilhe-den larmer – vagtsomt og lurende.
Men måske har jeg alligevel opført mig nogenlunde. En lille fugl gør mig selskab et stykke ad stien – hopper fra sted til sted foran mig i den retning, jeg skal.
Hvor ved den dét fra? Husker den, at andre også gik den vej? Så er det om at gøre sig umage, at fodtrinene ikke skal lyde som tordenskrald og skræmme min lille ven – der jo måske bare søger at beskytte sit – vil lokke mig væk herfra.
Hvad er der hér på bjergtoppen – udover et plateau, der, næsten mirakuløst, er fladt, her hvor alt jo ellers er uregelmæssigt og lunefuldt stejlt – faktisk kan man færdes indenfor murene – med den håndsmedede jernlåge, der har en lås, som kun menneskehænder, men ikke geder, kan åbne – ja, man kan meget komfortabelt gå uden at vogte hvert skridt, behøver end ikke at tænke på, hvor man sætter foden, om dét man sætter den på er stabilt eller skrider – og lurer med en forstuvet ankel, eller dét, der er værre?
Hér er der en munkecelle – må det vist være. Døren til cellen med liggeplads, ildsted og vand er låst, men ca. 100 meter nede, nær den tilsyneladende uddøde farm ved jeg, der er en kilde, en af de få på denne efterårsknastørre Ø.
Desuden er her en slet ikke så lille byzantinsk kirke – og herinde mere end to tredjedele inde i kirkerummet, på Ikonostásen, væggen med de hellige billeder – som den første til højre for midten – sådan som det altid er: Kristus – eller som det siges hér: Kristós.
Til højre herfor – lige så sikkert: Johannes Døberen – og til venstre for midten med samme usvi-gelige sikkerhed: Gudsmoderen, Maria – med Kristusbarnet – barnet, som Ærkeenglen Gabriel bragte bud til Maria om på ”Marias Bebudelsesdag”.
Gabriel – ærkeenglen – der også var Gud’s sendebud til profeten Muhámmed – og som hviskede ham Koranen i øret.
Og før den tid? Gammel Iransk Zaratustra-religion.
I hvert fald var det – så vidt man ved – hér i det gamle Perserrige, man først ”opfandt”, ”skabte”, ”så”, ”fattede”, englene.
Jeg går helt ind i rummet, efter først at have lagt min pind, min kasket og min minirygsæk på den hvide stenbænk udenfor.
Med døren på klem for at kunne se i mørket lægger jeg en pengeseddel, tænder et vokslys, hælder olie på olielampen – der bare er et glas med vand i bunden – det hindrer ulykker, når olien bræn-der ud – lader olien samle sig, bringer den lille korkflyder med vægen i orden, tænder olielampen, brænder de olierede fingre lidt, går tilbage, lukker døren – alene – heroppe – ikke en menneske-sjæl – i miles omkreds – i det hellige rum – kun svagt oplyst af de to blafrende lys – vender mig mod Ikonostasen, den smukt dekorerede hellige billedvæg, der beskytter det bagvedliggende end-nu mere hellige rum, ligesom Jødernes allerhelligste – står stille – ser Ikónerne – falder langsomt til ro – øjnene vandrer af sig selv – i de mange synsindtryk – i det blafrende skær.
Hovederne med de lysende gyldne glorier i mørket.
Gudsmoderen – Maria – med barnet, der skulle gennemgå så mange lidelser.
Johannes Døberen – Messias-profeten – med forpint ansigt – ham som man halshuggede – og derpå præsenterede hans afhuggede hoved – for en nøgendanserinde, der var født i utroskab.
Og lige til højre for den lukkede midterdør:
ØJNENE, som stirrer direkte på mig – ind i mig: Kristós.
Samtalen kan begynde.
* * *
M.v.h. Arne
Redigeret af Arne Thomsen (02/08/2018 14:53)
|
|
Top
|
 Svar
 Citer
|
|
|
|
#25826 - 03/08/2018 16:45
Re: SAMTALER MED EN IKÓN
[Re: Arne Thomsen]
|
veteran
|
Registeret: 16/04/2008
Indlæg: 7550
Sted: Sydsjælland
|
|
Her kommer næste kapitel.
Vil du se et foto af Kristus-ikonen, så klik på [img]http://www.trosfrihed.dk/debat/ubbthreads.php/galleries/5147/IKON_AF_KRISTUS.html[/img] og klik igen på biledet til højre.
MØDET
Vi står overfor hinanden. Han en yngre mand i blå og rød klædedragt.
Blå yderst: Den himmelske evighed – Rød inderst: Den menneskelige lidenskab.
Den gyldne lysende glorie er som en sol, det himmelske lys, der indhyller hovedet.
De tre bogstaver står klart i glorien: Ómikron, Omèga og Ni: ”Jeg, som er” – Gud’s ord til Moses fra den brændende tornebusk på Sinajbjerget, ifølge beretningerne.
Bogen er i venstre hånd, og højre hånd viser tegnene I, X og alfa – de to første: Jesus Kristus – og det sidste: Agapó: ”Jeg elsker (dig)”.
En lille lok i panden – endnu et alfa – endnu et kærlighedstegn.
Flere gange har jeg været her, men aldrig alene.
Alligevel har jeg mødt dig alene, for nogle måneder siden, i en drøm.
Du så direkte på mig, og jeg sagde: ”Brug ikke tid på mig. Der er så mange andre i dyb nød og elendighed.”
Men måske var sandheden knap så generøs, måske var det en slags generthed, eller manglende tillid – eller en regulær afvisning: ”Spring mig over – jeg kan selv!”
Men det var jo bare en drøm.
Drømme er ikke virkelighed – alligevel eksisterer de.
Jeg ser ham ind i øjnene – føler mig som et barn – han ser ind i mine – kan ikke tyde hans ansigt.
Hører mig selv sige – halvhøjt: ”Hér står jeg!”
Hans øjne ser langt ind i mine – og jeg samme vej.
Ja – hvem er jeg – hvorfor står jeg hér?
Der er kun ham – og mig.
Det er sandhedens øjeblik.
Mit allerede lange liv – alt det, der gik skidt – alt det, der mislykkedes – alt det, jeg har fortrudt – alle mine fejltrin og fejltagelser – alt det, jeg mistede – alle mine sorger og håbløse længsler – alt det, det skulle have været – alt det, den unge sjæl jo så gerne ville – og så dét, det blev –
Og gråden vokser som en vældig syndflod – grænseløst – overvældende – tårerne blinder – og fortsætter og fortsætter –
* * *
Efter lang tids fravær vender fornuftens bevidsthed gradvis tilbage, og i den aftagende gråd ser jeg mit kors, det kors jeg slæber på – som vel begyndte tidligere i mit liv, end min hukommelse kan nå – da jeg var et lille værgeløst barn – og det nedarvede, som var endnu før.
Korset, som jeg jo ikke kan gøre for, men alligevel må slæbe på – alene – og som jeg nu også må tage ansvaret for – fordi jeg har erkendt det – og kan handle derefter – og fordi der ikke er andre, der hverken kan eller vil bære mit kors.
Dér er du igen, Jesus, Kristós, med bogen – bogen som jo slet ikke er skrevet endnu, hvor du er en ung mand – men jeg ved jo godt at Ikóner er tidløse – hører hjemme i evigheden – og fortid, nutid og fremtid er ikke dér – eller de er smeltet sammen – eller de er ophævet – og det er vel det samme.
Ikóner har ikke perspektiv – går ikke bagom evigheden.
Glorien, det stærke gyldne lys fra evigheden, de himmelske og jordiske farver, tegnene, den guddommelige kærlighed – også til mig.
Glorien lyser i det blafrende skær.
Sorgen over elendigheden fylder min forgrædte bevidsthed.
Øjnene ser dybt ind i mig.
Så begynder det at dæmre.
Her står jeg – sund og rask – mangler intet – ganske vist med et noget forvredet sind – i forhold til, hvad jeg kunne være blevet – men som så mange andre – åh ja – så synd, så synd, at det gik så skævt –
”Men du kom op at hænge på korset, til du døde af det.”
Hvad står jeg så hér og flæber for.
Min sorg og elendighed over mig selv og min skæbne er stor, klar og tydelig.
Den er stor, den er velbegrundet, den er ærlig, den er reel – ja – det er sandt – det er fortvivlende –
Men i forhold til en Korsfæstelse – en langsom – pinefuld – grusom – død – i en ung alder – i dybeste skam – fuldstændig svigtet – i ufattelige lidelser –
Der er så mange måder at dø på – så mange lidelser – så megen smerte – men der er også Kærlighed.
* * *
Samtalen er forbi.
Jeg åbner døren ud til klostergården.
Lyset og varmen rammer mig med et brag – jeg er meget, meget lykkelig – uden at forstå –
Det er også komplet lige meget – med forstanden – lige nu –
* * *
M.v.h. Arne
|
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
#25828 - 04/08/2018 18:22
Re: SAMTALER MED EN IKÓN
[Re: Arne Thomsen]
|
veteran
|
Registeret: 16/04/2008
Indlæg: 7550
Sted: Sydsjælland
|
|
Her kommer så næste kapitel - for hvem som har lyst :
LYKKE
Turen ned fra klosteret går let.
Først må jeg dog hilse på en ret stor landskildpadde midt på stien, med kurs mod klosteret, allerede ovenfor skoven.
Jeg standser i 1½ meters afstand og vi ser på hinanden.
Skildpadden vinker med højre forben.
Jeg opfatter det som stor venlighed.
”Hej, hej – ja, du ka’ jo ikke lave så mange tegn, som Gudesønnen deroppe, med dit højre forben, men Tak alligevel for din venlige vinken”.
Flytte sig vil den ikke, så jeg vælger at vise den respekt ved at tage en noget besværlig rute udenom den – i passende afstand.
Hvad betyder dét? Jeg ved det ikke, men det er ikke ligegyldigt – det er et godt tegn.
Cikaden er lige ved at acceptere mig, men helt tæt på stopper den alligevel sin sang, og jeg passerer forsigtigt.
Ved det lille kloster nedenfor bjergtoppen med Stavrós Polémou går jeg ikke ind – ikke denne gang, hvor hjertet er så let –
I stedet går jeg til brønden ovenfor farmen, løfter dækslet og ser vandet – masser af glimtende pjaskvådt fersk vand – hér midt i urskoven på denne ellers så knastørre træplyndrede Ø.
Kort efter når jeg landevejen – den eneste der er, og som går fra Symi’s by i Nord til det store Panormitis kloster i Syd.
Nogen blev henrettet hér – vist ved slutningen af 2. verdenskrig – og et monument er rejst lige udenfor et lille landevejskapél, hvor olielampen altid brænder.
Jeg kender en, der kender historien, og en dag vil jeg ha’ den af ham.
Ovre på den anden side af skærvevejen – hvor der udmærket godt kan køre højbenede biler og motorcykler – dér skal nedgangen til Nanoú kløften være.
Men den er skjult af en større bunke skærver, smidt hér for nylig – vel indenfor den sidste halve snes år, hvor vejen blev bygget – og stadig bliver forbedret – fremskridt – ja – ja –
Det er ikke så svært at finde vej gennem skærvebunkerne – og ganske rigtigt, hér er stien, der går stejlt nedad i kløftens venstre side, indtil den nogle få hundrede meter nede krydser over på højre side – og fortsætter ned – ned – ned – og atter ned – hele vejen til havet.
De høje, ranke, ældgamle nåletræer i skoven står – og ligger – som de altid har gjort – har deres eget liv – og deres egen død – næsten uforstyrret. Tid er noget andet hér.
Stien er smal, skrå og gruset, med træernes døde nåle liggende ovenpå, og jeg undgår ikke at skride af og til, men helst ikke for meget, for et styrt på 10, 40, 50 – ja 100 meter er i høj grad lige for – og kan jeg klare at gå videre efter en sådan nedstyrtning? – og hvornår kommer der nogen forbi hér? Om 2 dage? Om en uge?
Jeg har kun drukket lidt af min halvliters vandflaske, som jeg købte hos Leftéris i hans Café i bjerglandsbyen i morges. Hvor længe kan man leve uden vand? Tre dage vist nok.
Træernes harmoniske død – så smuk – så fredelig – men jeg er ikke parat til dét – ikke endnu.
Et sted er det meste af stiens underlag skredet ned. Jeg vover at ”svæve over” – med et skarpt øje for, hvad jeg eventuelt kan gribe fat i, hvis det sidste også skrider.
Det lykkes at komme over – selvfølgelig – Ha! Ha! – og kort efter ta’r jeg et lille hvil, inden den hastige fart i den tidløse dal, ned mod den forjættede hvide stenstrand, hvor denne smukke kløft munder ud i det glitrende friske hav.
Skipper Sotíris skal ligge dér med sin store gamle velholdte Symi træbåd, Triton, som han sejler turister med, og jeg vil gerne hjem til byen med ham.
Men kan man nu være sikker på, om han også er der? – for hvis ikke, så skal jeg hele vejen op gennem kløften igen og hjem ad landevejen.
Så er den lille halvliters vandflaske af tyndt plast meget lidt mod et mareridt af skrigende tørst.
Men der er jo heldigvis også den lille Taverna på stranden – hvis værten har gidet sejle herud så sent på sommeren.
Ja – hvis, og hvis, og hvis –
Kort efter kommer det første glimt af det glitrende vand i Nanoú-bugten. Så er der kun et par kilometer tilbage – eller mindre – på de alt for store og løse rullesten i det udtørrede flodleje, der er som skabt til at forstuve ankler og brække ben. Av, av – nå, det gik godt – også denne gang.
Omsider når jeg frem til stranden og møder først det lille kapél.
Sveddryppende, tørstig og sulten går jeg alligevel ind. Der er to engelsktalende turister derinde. De snakker, som om de ikke har opdaget, at de faktisk har forladt England – eller hvor de nu kommer fra.
Det hindrer dog ikke, at jeg hilser Ikónerne – og mærker deres venlige svar i øjne, farver og symboler.
I min fryd er jeg lige ved at give mig i snak med de to turister, men indser i sidste øjeblik at det nok ikke lige er sagen, og jeg nøjes med, i mit stille sind: ”Tak for velkomsten!” – til Ikónerne.
Sotíris’ båd ligger, hvor den plejer. Tavernaen er åben, og jeg bestiller vand, retzina, tzatziki og ”marides”, små stegte fisk.
Under Tavernaens naturtag er der smukt og komfortabelt. Der er både skygge, stole og borde, og stranden med de hvide sten og det glitrende vand venter.
Retzinaen begynder at stige til hovedet. Tzatzikiens yoghurt, agurk, olivenolie og hvidløg gør godt i maven sammen med et stykke brød, og de små friterede hele fisk, på størrelse med ansjoser, med salt og citron, glider ned med hale, hoved og det hele. Ren fryd.
Synet af de stegte fiskeøjne gi’r et lille stik. ”Det var synd, I sku’ lade livet for mig – men hvor I dog smager.”
Det kunne man sige hver gang, der er kød eller fisk på bordet. Og hvad med planterne? De er jo også levende!
Men oftest slipper vi jo for ”øjnene” – hos vore medskabninger, som er dræbt for vores skyld, og vi ”stikker hovedet i busken” – vore egne hoveder – og vore egne øjne – der jo helst ikke vil se den side af tilværelsen.
Da jeg betaler Taverna-værten, spø’r jeg, om han selv har fanget fiskene, hvad han naturligvis bekræfter – hvem ellers?
”God bless You for Your small fish!” – snubler det ud af mig.
Han ser mig ind i øjnene i et kort glimt.
Lidt efter snakker han med konen, der er kommet ud fra det næsten mikroskopisk lille køkken, hvor man ikke, som ellers almindeligt i Grækenland, kan se, hvad der er at byde på. Der er ganske enkelt ikke plads til det.
Han siger noget til hende, og de kigger over på mig, ikke smilende, ikke vrede, ikke overbærende – og det går op for mig, at jeg har ønsket Guds velsignelse over både ham, hans fisk, hans kone og deres Taverna.
Lidt skræmmende, og overraskende, at opføre sig sådan, men det beroliger da lidt at vide, at det jo var helt ærligt ment – og det er de klar over, kan jeg se.
Lyset på stranden er så stærkt og levende, og jeg ser igen for mit indre øje lyset fra Ikónens glorie.
Med de allersidste skridt ned til strandkanten, smider jeg det gennemblødte tøj, på nær badebukserne, og lader det dejlige friske, klare, salte vand vaske min svedige hud.
Jeg driver rundt i vandet, på ryggen, fuldstændig afslappet og med halvt lukkede øjne.
Nanoú-bugtens forbjerge på begge sider ligner to vældige englevinger, der åbner sig mod Øst, mod Tyrkiets bjerge, mod Isláms profet – ikke ret langt væk – tydeligt – lige derovre.
Noget beruset af vinen, meget beruset af Ikónerne, fæstner synet sig: Bjergene – Gabriels vinger – Gabriel – ærkeenglen, der bebudede både Maria og Muhámmed om Guds vilje.
Fantastiske eventyr – hér – lige rundt om mig –
* * *
Sotíris hyler med fløjten. Vi skal hjem til Symi by.
Op af vandet. Det hele med ombord – der er jo heldigvis ikke så meget.
”More Ouzo!” råber Sotiris. Det er inkluderet i betalingen – i modsætning til øl og læskedrikke.
Ouzoflasken er mindst på 10 liter og vandflasken er også rimeligt stor, selvom mange strandturister rynker på næsen ad den græske brændevin.
Sotiris er solbrændt og barfodet.
Hans hud har samme farve som bronze.
Godt ude fra bugten bliver hele Nanoú-kløften synlig – og oppe over de øverste træer – helt, helt deroppe på den allerøverste top af de grå bjerge: En lille hvid prik: Stavrós tou Polémou.
Hvilken dag – hvilken lykke –
* * *
M.v.h. Arne
|
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
|
#25830 - 05/08/2018 10:02
Re: SAMTALER MED EN IKÓN
[Re: Arne Thomsen]
|
veteran
|
Registeret: 16/04/2008
Indlæg: 7550
Sted: Sydsjælland
|
|
Næste kapitel:
GEDEN
Jeg er på vej til ”Àgia Marina” (Àgia – med blødt g – betyder ”Sankt” af hunkøn).
Gårsdagens strabadser sidder stadig i kroppen, men jeg er styrket af min morgenmad – efter de ca. 500 høje trappetrin op til Leftéris Café i Chorió.
Hans græske mellemsøde kaffe er fuldt så god som på Páchos Café de 500 trin nede i Yiálós – og sammen med Leftéris gode ”Toast”: En ny mode, en mellemmad af hvedebrød med skinke, ost, tomat og sennep – og dertil naturligvis en stor ouzo og et endnu større glas vand, er det simpelthen den allerbedste start på dagen hér i den varme, knastørre sensommer.
Lad os gøre det klart med det samme. ”Chorió” betyder ”by” eller ”landsby”, og er altså dér, hvor man bor, mens ”Yiálós” betyder strand – i modsætning til klippekyst – dér hvor skibene kan lægge til.
Praktisk indretning i sørøvertider – bo ikke for tæt på vandet!
I dag, hvor der er fredeligt, bor man over det hele – også langs ”den gode gade”: ”Káli Stráta” der forbinder Yiálós og Chorió og som stort set alene består af de ca. 500 høje blankslidte stentrappe-trin med langs liggende huse – og sidegader eller sidetrapper med endnu flere huse.
Men der bor ikke så mange mere. I forrige århundrede var her liv for ca. 20.000 Symioter – nu kun for godt en tiendedel. Mange af husene er tomme ruiner. De dør ganske langsomt – med stor skønhed og ynde – mens enkelte nænsomt restaureres.
Tilbagegangstiden har sit eget lille mindesmærke på en pynt i havnen. En bronzeskulptur er det vist. En lille pjaltet mager dreng med en pind. Han forsøger at fiske for at få føden. Og hvad står han på? Et kranium ser det ud til. Sult, håb, elendighed og død – men kønt er det, det unge håbe-fulde, kæmpende liv.
For ca. 10 år siden – før landevejen – var Káli Stráta den eneste ”vej” på øen – foruden naturligvis æselstierne ud til de ca. 50 landsbyer, der engang har været rundt om på Øen – godt gemt væk fra kysterne og sørøvernes plyndringer – og så tillige gedernes stier, som er helt umulige for os mennesker – undtagen hyrderne – at finde rundt eller færdes på.
Al varetransport foregik ad Káli Stráta og de øvrige æselstier – på æselryg forstås – og en stor del gør det stadig.
Yiálós-Chorió-Káli Stráta er vokset sammen til at kolossalt amfiteater. Husene ligger hele halv-cirklen rundt, både oppe og nede, med deres nyklassicistiske tempelgavle vendt mod scenen: Bugten, havnebassinet, kajen og havnepromenaden.
Ind imellem rager der hvide kirketårne op, høje spidse og sprøde, men der er også rødgule, runde og bløde kupler.
En enkelt kirke adskiller sig fra alle andre. Den er hvid og blå og ligger på sin egen meget spidse bjergtop – højt oppe – strategisk godt anbragt midt i amfiteatret, så man næsten altid kan se den, uanset hvor man er. Den er temmelig ny. Den forrige blev bombet i slutningen af 2. verdenskrig.
Men den blå-hvide kirke ligger ikke helt allerøverst oppe – deroppe er der ikke noget, kun et påfaldende regelmæssigt plant, tomt og firkantet plateau på ikke så mange kvadratmeter – og hvis man gider granske i det – selvfølgelig: Her var – før Kristus – det lokale ”Akrópolis” – med templer for Apollon, Artemis – og hvem ved hvor mange flere.
Jeg er oppe ved vindmøllerne nu. De ligger på bjergryggen, der går Østpå fra Chorió – i retning mod Tyrkiet, hvor Symioterne engang havde landbrugsjord til rådighed, fordi de havde opnået et gunstigt forhold til den herskende Sultan, som kurérer med deres særligt hurtige Symiotiske skibe – men også fordi de skaffede Sultanen de fineste Symiotiske badesvampe til hans Harem – og vistnok også smukke unge Symioterinder til en socialt høj islamisk Haremsposition.
Næsten altid med god vind og tæt ved Chorió, hvor man boede dengang, ligger de – vindmøllerne – en lille halv snes stykker.
Nu er de kun ruiner – bortset fra den nederste og nærmeste, der er indrettet som en romantisk, men lidt forblæst, turistbolig.
Det er den vej, jeg skal. Til ”Ágia Marína”, en lille strand og naturhavn med et kapel, der ligger ude på pynten et par kilometer væk på sin egen lille mini-Ø.
Den lille Ø har ingen geder, så den er helt lodden af solsvedne gule græsstrå – et sjældent ”fro-digt” efterårssyn i Grækenland. Men hér fra kan man selvfølgelig ikke se derud – bjergene er imellem.
Efter vindmøllerne er jeg nu et godt stykke højere oppe. Hele ”amfiteatret”: Yiálós, Káli Stráta, Chorió ligger udbredt dernede. Men lydene, der er så tydelige i Yiálós på grund af ”teaterrummets akustik”, de når slet ikke herop.
Her oppefra ser det hele så bitte småt ud dernede – et ”dukketeater” – og ”dukkerne” er levende mennesker.
Tre større turistskibe fra Rhódos er på vej ind i bugten – som legetøjsskibe i et badekar – med dagens ”ladning” af Rhódos turister.
De skal opleve Symi’s og Yiálós’s fortryllelse – fotograferes af Symi’s fotograf, når de går i land, og have sig en god frokost på en af de lidt for mange Tavernaer langs kajen, inden de igen bliver sejlet hjem til Rhódos’s komfortable turistverden, hvor man ikke, som hér, behøver at spare på vandet. Et smukt eventyr og meget, meget charmerende, ingen tvivl om dét – og godt for Symi’s trivsel.
Måske skulle man prøve det en dag. Se mennesker opleve en lille bitte smule af Symi for allerførste gang – og mon ikke de aner: Hér er noget særligt!
Men heroppe – i stilhedens verden – hér kommer de ikke – og skulle de gøre det alligevel, ville deres støj og uro helt sikkert hindre, at de opdagede noget som helst.
Det gjorde jeg jo heller ikke – de første mange gange.
* * *
Hvorfor har jeg ikke opdaget, at jeg står og stirrer en ged ind i øjnene?
Hvor længe har jeg gjort det?
Den stirrer på mig, og jeg på den.
Det er geden, stenene, klipperne, tidslerne, krydderurterne og mig, den fremmede.
”Nå, dér står du, din plyndrer, som æder alt undtagen plastic, konservesdåser, tidsler og krydderurter, som hindrer ethvert tilløb til genvækst af det engang så smukt skovklædte landskab, fordi du æder hver en spire, som vover sig frem. Det var menneskene, der plyndrede dette frodige sted til en ørken ved at fælde alle træerne, men det er dig, der vedligeholder elendigheden!”
Du stirrer på mig, du ged – urørlig – ca. 10 meters afstand – og jeg på dig – også urørlig.
Lyset vælter ned over os i det stenede landskab, og det dæmrer, at du jo bare forsøger at overleve hér i sensommerens udtørrede barske verden.
Jeg ved jo godt, at hvert år på denne tid styrter udmattede, tørstende og udsultede geder i døden fra bjergene – i mislykkede forsøg på at nå noget spiseligt, som er længere ude, end de kan nå.
Vi kæmper alle for vore liv – dyr, planter og mennesker – stående på fortidens efterladenskaber.
”Ja, ja, du gør jo bare, hvad du kan. Det ved jeg godt.”
Forstod den tonefaldet?
Vi stirrer stadig.
Jeg har solen i ryggen – og over mig.
Lyset lægger sig omkring os på en måde, jeg ikke kender.
Livet er barsk og grusomt, alle vil vi trives, vil helst leve evigt, vil ikke dø, og alligevel bukker vi under, hver eneste én, i sorg, i smerte, når livet svigter os, går fra os – hvor det så går hen.
Lyset er så blødt og venligt – svøber sig om os.
En af turistbådene giver et hyl med sin fløjte, melder sin ankomst. Lyden når knapt herop.
Geden og jeg er venner.
Jeg begynder at se mig om efter den næste varde. Mindst tre sten oven på hinanden. Denne vej!
Et hærget og plyndret landskab – skærver, sten og klipper –
lemlæstet af mennesker – efterladt som ørken –
til et usselt liv for geder –
men grusomhederne kan ikke skjule –
i dette korte øjeblik –
stedets ufattelige – overvældende – guddommelige skønhed –
og jeg føler mig –
som i en drøm –
Gudbenådet –
I det varme lys omkring os –
GUD VÆRE MED DIG GED!
Jeg er ikke i tvivl –
Det er lyset – kærligheden – fra Ikónens glorie.
* * *
M.v.h. Arne
|
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
|
#25834 - 06/08/2018 11:19
Re: SAMTALER MED EN IKÓN
[Re: Arne Thomsen]
|
veteran
|
Registeret: 16/04/2008
Indlæg: 7550
Sted: Sydsjælland
|
|
Endnu et kapitel:
”GUD VÆRE MED DIG”
Der er gået et år. Praktiske ting gjorde det svært – indtil det gik op for mig, at den slags ikke skal hindre mig i at se Symi igen – og ”min Ikón” – og alt hvad dertil hører.
Så jeg rejste – og fandt næsten alt som hidtil på Symi.
Gudskelov, som man siger – Hallelúja (”Pris Jahve”).
Nogle er her ikke mere, Sotiris ligger på dødslejet, men langt de fleste er her, og enkelte nye er kommet til.
Men vigtigst af alt: Hele mit elskede Symi er der stadig.
Symi er virkelig – Symi er ikke kun en drøm!
Mødet – det langsomt tiltagende ”mirakel” af betagende og hjertegribende skønhed og den stadig mere intense atmosfære, når båden har rundet pynten og Symi åbenbarer sig mere og mere – som en juvel mellem de golde bjerge – der lægger sine arme om ens hjerte.
Det var ikke så dramatisk denne gang, nu, hvor jeg føler mig sikker på, at jeg altid vil komme tilbage – at jeg på en måde ”hører til” – en lille smule – hvis ellers jeg kan finde ud af at opføre mig nogenlunde – d.v.s. kan respektere skik og brug, og ikke alt for groft overtræde uskrevne og delvis ukendte love.
Kun min intuition kan redde mig hér – sammen med Grækernes store og legendarisk venlige overbærenhed med fremmede.
Morgenmaden, som sædvanlig i Leftéris Cafeneíon i Chorió. Jeg sidder udenfor selvfølgelig – som sædvanlig – med ryggen mod muren, så jeg kan se udover den lille plads, se Vigla – bjerget deroppe til venstre – og Yiálós, ”havnebyen”, og bugten dernede til højre med Tyrkiet i horisonten.
Men jeg ser også alle dem, der kommer forbi om morgenen: Elegante kontorklædte mænd og kvinder på vej ned til jobbet i Yiálós, skolebørn af begge køn og i alle aldre – ikke elegante men til gengæld ”smaddersmarte” og fuldstændig uhøjtidelige – unge mode- og TV-bevidste, kvikke og velorienterede EU-borgere.
Så er der konerne fra nabohusene i deres sorte kjoler – absolut ikke elegante, men til gengæld i en harmonisk rytme, når de med værdighed fejer og vasker deres fortov – uden hastværk og med god tid til at slå en sludder af med nabokoner, og hvem der ellers kommer forbi – hvis det da er nogen, man kan, og vil, indlade sig med.
Håndværkerne kan godt finde på at tage sig en pause til en græsk kaffe eller en øl, og næsten alle siger ”Godmorgen”: ”Káli méra” når de passerer på hovedgaden, der jo går lige igennem Caféen.
Tankerne flyver, bli’r tyndbenede, forsvinder – jeg er her bare – lidt småmediterende – eller måske bare dagdrømmende – kommer helt af sig selv – mens toasten gør godt i maven, kaffen stimulerer og Ouzoen breder sig i kroppen.
Jeg skal til Stavrós tou Polémou i dag – og bagefter ned i ”Paradisets Have”, Nanoú-stranden med Gabriels vinger – ikke over 10 kilometer plus zigzag og op-og-ned.
De gamle joggingsko er gode at gå i bjerge med. Skoene og sokkerne skal være i orden – især når man går alene.
Det bliver varmt i dag. Allerede her ved 9 – 10-tiden om formiddagen er det mindst 25 grader og næsten helt vindstille, endskønt vi er midt i oktober.
Chorió’s labyrint snød mig, så jeg kom skævt ovenud af byen og måtte klatre lidt for at nå den eneste sti, der er. Ja, ja, sådan er det. Føl dig aldrig for sikker hér på Symi, så får du en påmindelse.
Og så endda i det højt civiliserede Chorió – skabt af mennesker gennem flere tusinde år – med levende og døde huse anbragt – næsten organisk – og totalt uoverskueligt – med mange mennesker, men uden at man mærker eller ser dem, med hjørner og trapper – op og ned – og smalle passager – det hele bestående af stenbro og stenhuse – lavet af det forhåndenværende, og ordnet gennem tiderne af utallige menneskehænder.
Også æslerne og muldyrene er der tænkt på, dog næppe så meget for deres egen skyld: Hjørnerne er afrundede, hvor der er mest snævert, så dyrene bedre kan passere med deres ofte kolossale oppakninger.
Efter nogen tid, hvor jeg finder min rytme at gå i, og kommer op gennem Vigla-passet – for længst sunket ind i mine halvt dagdrømmende tanker: Som en trompetfanfare af et syn!
Og jeg kan ikke lade være med mine to løftede arme at råbe min fryd og triumf ud: ”Stavrós!” – ikke spor genert – der er jo ingen mennesker – og gederne er nok ligeglade.
Stavrós, endnu smukkere end jeg huskede dig, så højt oppe, så skærende hvid, så skarpt aftegnet på bjergets grå klipper, dér hvor de når op over den blågrønne ur-nåleskov – helt deroppe i den blå, blå himmel.
Min længsel vokser. Hurtigt, hurtigt må jeg derop, men jeg beroliger mig selv: ”Gamle ven, ta’ det roligt, glæd dig over din længsel – og dit privilegium at komme hér alene – at kende stedet. Nyd din længsel og din fryd, giv dig selv tiden – så dejlig den er lige nu!”
Vejen går højt over den lysende gule mark med de grønne oliventræer. Det er halm, så lys og gul, der er spredt jævnt over hele marken – en lækkerbisken for dyrene.
Men marken er grundigt indhegnet. Den ser ud – som sidste efterår – som et maleri af van Gogh.
Nu kommer der en smutvej til Stavrós, som jeg ved, man let farer vild på, men den er hurtigere.
Jeg modstår ikke fristelsen – og farer vild – selvfølgelig – og gør derefter dét, der er meget, meget dumt: Fortsætter uden sti, i stedet for at gå tilbage.
Men Symi er nådig. Ved hjælp af alt, hvad jeg har af tidligere erfaringer og landorienteringer står jeg alligevel pludselig med de kridhvide mure kun ca. 30 meter næsten lodret ovenover mig – og jeg klatrer det sidste stykke.
Den 20 meter lange trappe skråt op langs muren er optaget af geder, som bare står dér og nyder skyggen og køligheden fra muren.
De bliver urolige straks de ser mig, og inden jeg får tænkt mig om, er de stukket af – ingen geders tillid – og drømmen om at passere uden at forstyrre er fortabt.
”Nu er jeg her!” – synger det igennem mig – stedet, jeg først nu rigtigt mærker, at jeg har længtes så intenst efter i et helt år.
Jeg tager et par minutter – fylder mine øjne med den storslåede, fabelagtige udsigt – og går ind i kirkerummet.
Dér er han Kristós og Johannes Døberen – og Maria, Gudsmoderen, med Kristusbarnet – og alle de andre – meget stærkere end jeg huskede jer.
Forventningsfuldt ordner jeg olielampen og tænder den, tænder et vokslys, lægger lidt penge – lukker døren for dagslyset – vender mig mod Ikónerne – gi’r mig tid – ser direkte på Kristus –
”Gud være med dig!” – det er mig – til Kristus.
Det er historien om dødehavsrullerne: At Kristus måske aldrig har eksisteret som andet end en fanatisk jødisk oprører, at han måske slet ikke var den gode og næstekærlige, guddommelige kristne Kristus – snarere en mislykket fundamentalistisk jødisk frihedskæmper.
Jo, jeg er klar over, at det er den historie, der spøger.
Og jeg har jo for længst afgjort med mig selv, at det er helt ligegyldigt, om Bibelens Jesus har eksisteret historisk, om Paulus åbenbaring: Helligånden, ca. 80 år senere, måske er det eneste – bare ”pyntet op” med Gabriel, Maria og Jesus Kristus –
Det er helt OK for mig – også ”pynten”.
Det afgørende for mig er, at det hele jo eksisterer og lever i menneskelig kristen bevidsthed, at det er den måde, vi forsøger at omgås, hvad vi kalder GUD, den religiøse del af vort sind, at Gabriel, Maria, Jesus Kristus og Næstekærligheden eksisterer og lever fuldt ud lige meget – og lige lidt – uanset historiske beviser og modbeviser, at det Guddommelige – evigheden – kærligheden ikke er afhængig af tilfældige historiske data.
Men det er jo blasfemi, gudsbespottelse, at en ”hedensk” stemme i en Græsk Ortodoks Kirke siger: ”Gud være med dig” til Kristus, du hvis navn betyder ”den salvede”, ”den indviede” – helt tilbage fra ældgammel indisk sanskrit.
Det er jo nær ved at være ”De sataniske vers” ”på kristent”.
Jeg er forvirret.
Ikónerne er tavse – men levende – som altid.
Jeg tager mig god tid, forsøger at koncentrere mig, men der er intet at gøre.
De forbliver tavse – ignorerer mig.
Først nu, længe efter, falder det mig ind, at det måske var den stakkels ”Dødehavshistoriske” Jesus, stemmen – min stemme – henvendte sig til.
Fanatiker eller ej, grusomt korsfæstet blev han jo – som så mange dengang.
Jeg må opgive – Ikónerne er utilnærmelige.
På vejen ned til landevejen kommer jeg til det lille kapél med de ældgamle kalkmalerier overalt. Det var hér de lidt ”nisseagtige” Ikóner ”tog gas på mig” en gang sidste år ved at bevæge sig frem mod mig og tilbage igen – solidt placerede, som de jo er, i deres evighed.
Undrende ser jeg, at det lidt naive, nisseagtige og troskyldige kun er et slør over noget meget stærkere –
Hvorfor har jeg dog ikke lagt mærke til dét før, jeg som troede jeg kendte stedets Ikóner?
Tamarisktræerne, som man siger om, at de kan drikke dug – der er kun en tre fire stykker – giver dejlig skygge over Tavernaen nede på Nanoú stranden.
De er fulde af små fugle, ikke større end gråspurve, men næsten metallisk gule.
”Guldfugle i Paradisets have – mellem Gabriels vinger” –
Ja selvfølgelig.
Hvorfor har jeg dog heller ikke lagt mærke til dét?
Alt det vigtige har jeg åbenbart overset.
Hvor meget mere?
* * *
M.v.h. Arne
|
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
annonce
|
|
