Hr. lægprædikant..

Nu vi er ved morsomhederne, nåja, det kræver muligvis sin agnostiker, men…

Gåssemand Wieds vidunderlige og yderst humoristiske billeder, kommer jo nærmest dansende henover himlen helt af sig selv, når man sådan ser dig filosofere over gud, menneske og samfund, ud i noget der velsagtens må betragtes som en hygsom sludder foran alteret (eller kristusikonet); lidt i retning af dine mange tilsvarende tråde, hvor du også var i parallelkommunikation med dig selv i centrum som det mystiske lille fænomen, underlagt den gode guds mening og ikke ulig den herlige karakter Emanuel Thomsen, her serveret i en næsten tilsvarende situation:

„Thumsen” var som sagt i Aften tyet ud paa sin Rugeplads ude paa Kirkegaarden. Han sad med Nakken lænet tilbage mod Bænkens Rygstød. De smaa, tykke Ben hang slapt ned uden at naa Jorden. Og hans Øjne stirrede fulde af Bøn og fortvivlelse op mod den blaa Himmel.

Han begreb ikke et Muk af Verdensordenen!

- Herre, lille Gud Fader hist oppe i dit høje Paulun, mumlede han, hvad har en dog gjort dig, at du ikke vil overgyde en med din Naades Vand! Du begyndte jo dog saa godt, lille Vorherre, og sendte en Bud gennem sin salig Fa’r! Hvorfor gjorde du det, naar du ikke mente no’et med det? Aa Gud, Aa Gud, forlad os vor Skyld, som vi også forlade vore Skyldnere! Jeg skal i Evighed aldrig bebrejde dig no’et, kære go’e Vorherre, om du snart la’r mit Nummer komme ud og skænker min stakkels, gamle Mo’r den store Glæde paa hendes Livs Aften at rykke ind i de Stuer, hvor en har levet sin uskyldige Barnealder og tilbedt dig i Aand og Sandhed! O, salige Gud i det høje, ske din Vilje saa og paa Jorden! Amen!

„Thumsen” slog Kors for Bryst og Pande, ligesom han havde set Pastor Engelhardt gøre oppe foran Alteret, og hans smaa, vandblaa Øjne fyldtes med Tårer af Rørelse over han egen fast overmenneskelige Ydmyghed.
Og han følte sig styrket og trøstet. Gud kunde ikke undlade at hjælpe et Væsen, der saa smukt forstod at belægge sine Ord og bøje sit Hjerte under hans uransagelige Vilje!

mvh
Simon

Hr. lægprædikant..

Der er afgjort en vis Thumsen at spore i dig, vidste man ikke bedre, ku' man tro Wied havde kigget netop dig i kortene, men selvfølgelig så han blot naiviteten ret i ansigtet, som andre på den tid.
Han er skam en vidunderlig karakter, fej du ikke for rask identifikationen af bordet, før du har set nuancerne bedre an..;)

mvh
Simon

Hr. lægprædikant – eller sku’ man i dagens anledning kalde dig for Hr. Fromse..;)

Der findes skam modsætningsforhold mellem Thumsen og dig, exempelvis oprigtigheden: Thumsen ved når han er uoprigtig og hvorfor han lyver, drømmer mere om end foregiver at være i en andens sko, han kender sit skonummer og forlader sig på guds nåde, og ville aldrig foregive at være agnostiker for opmærksomhedens skyld, hans gud magter netop at gribe ind i den natur velærværdigheden selv skabte, og er nærmere saligt indigneret over byens sladdervorne og deres umoral, mens han passer sit arbejde og kirkegang, uden at gi’ den som lægprædikant.

Nu har du så smidt kostumet og lagt agnostikeren på hylden, karakteren der mens den stod på tit mindede os om særlige Holberg-komedier, og stadig har du ikke gennemskuet agnostikerens forklaringsproblem, trods adskillige forklaringer der nu deler skæbne med dine øvrige Scientology-indlæg, hvordan det så ofte er gået dit følelses- og fantasiliv: våset glemmer du straks det er skrevet, og gentager straks efter spørgsmål til samme vås i nye indlæg, en irrelevans der blev afdækket år forinden.

Der har selvfølgelig aldrig været noget mystisk i, at spørgsmål til den mystik du hele tiden gentager, men som kun kan foregive af referere til virkeligheden og derfor ingen virkelige referencer har, hele tiden må gentages, for med gentagelserne at forsøge flytte fokus fra den meningsløshed der jo er mystikkens eneste substans.
Også den slags ville Thumsen straks ha’ affejet som det rene nonsens, og en kynisk konsul Mørch ville straks ha’ sagt: ”tha indlader meg ikke på sludder!” Så heller ikke dér ligner du Thumsen, hvorimod du ligner ham i selve hengivelsen også du føler for kristne symboler, lignelser, kristusikoner osv. Men også her kan man observere en klar mangel på overensstemmelse mellem den enes og den andens gud: Thumsens gud er for ham særdeles virkelig, guden evner akkurat at gribe ind i hans virkelighedsrum, og opløfter tilmed hans sociale status til et medlem af borgerskabet, mens du derimod, usmart har anbragt din gud i en mystik det langt overstiger din intellektuelle kapacitet at udrede; sjovt nok samme mystik/kreationisme scientologer gemmer guden i, men næppe en god reklame for ”åndslyset” i er fælles om at anse jer selv for at være.
Også dér har Thumsen bedre fat i sig selv end du, der er lige så propfyldt af selvbedraget der kun langsomt går op for Thumsen, der så ender med at ane at græs er græs og at det sandsynligvis er ens på begge sider af drømmen. Men selve anekdoterne om livets ”dybere” mening og guden i begge må ansvare overfor, er nogenlunde samme kristne sociale arv nedfældet i begge, trods forskel i tid og fabelagtig mystik.

Man bare nyder Keld Markuslund, Carl Ottosen, Elith Pio, Ebbe Rode og vældet af andre vidunderlige skuespillere, der jo virkeliggjorde Wieds pragtstykke, og det var da også på det hængende, idet flere af hovedrolleindehaverne jo døde kort efter. Ak ja, hvor ville det dog ha’ været vidunderligt, og meget dyrt, at se fortsættelsen Knagsted som Tv-stykke i 5 akter. Her ville Ebbe Rode og Carl Ottosen virkelig ha brilleret, også hér, ville man ha’ set visse fællestræk mellem dig og ”lille” Overclausen, fx hans lyserøde barnekinder, når han stirrer ind i velsignede drømmebilleder og er så langt væk, at Knagsted må vække ham. Men det går naturligvis ikke an med andre end Carl Ottosen som Knagsted, osv. Nåja, nutidens regissører er sikkert ligeglade, når bare de hører deres navn råbt op i en sal af ensartetheder, men dengang forventedes skuespillere jo desuden at kunne spille uens karakterer og på en scene, mens man nu indretter ”kulisserne” efter personer der spiller samme karakter livet ud, en fandens til forskel.

Adskillige af datidens skuespillerne kan for den sags skyldt ha’ været kristne troende, uden at det nødvendigvis fik betydning for valg af roller, men ærlig talt betvivler jeg at nogen overhovedet ville ha’ fundet på a gemme deres gud, hvor du har gemt din. Men det begyndte vel langsomt at gå op for dig, at agnostikeren ikke pr. def. render rundt og leder efter guddommelige skjulesteder, i såfald er han da rettere end skabsateist en skabs-lægprædikant, ikke sandt hr. Fromsemand…;)

mvh
Simon