Tak for svar.

Verdenen - Livet er hvad man gør det til.

Du er, hvad du tænker.

¨¨¨¨

Den kristne fortælling fokusere på frelsen af mennesket, som mennesket behøver for at kunne blive guds elskede børn, der behandler skaberværket med respekt, når kærlighedsforholdet mellem gud og mennesket bliver globalt.

¨¨¨¨

Hej Tikka,,



"Infra Lutheranum"; namely, the view that the finite is capable of the infinite, and consequently that in Christ there is a mutual indwelling of the two natures. This difference means that on Lutheran ground the vision of the presence of the infinite in everything finite was theologically affirmed, that nature mysticism was possible and real."


Infra Lutheranum princip:


nemlig, det syn at det endelige formår det uendelige, og som et resultat heraf er de to naturer gensidige iboende i Kristus. Denne forskel betyder at på Luthersk grund var visionen af tilstedeværelsen af det uendelige i alt endeligt teologisk bekræftet, at natur mystikken var mulig og ægte.


Her oversættelsen med vejledende hjælpende parenteser:


nemlig, det syn at det endelige (mennesket fx) magter/formår (‘at rumme’) det uendelige (fx Gud, og Naturen, hele skaberværket, kosmos/universet), og som et resultat heraf er de to naturer gensidige iboende i Kristus. Denne forskel (infra lutheran til forskel fra Reformed Church’s Extra Calvinisticum principle) betyder at på Luthersk grund er/var visionen af tilstedeværelsen (nærværet) af det uendelige i alt endeligt teologisk bekræftet, at natur mystikken er/var muligt og ægte.

Tillich skriver:

“Det meneskelige hjerte søger det uendelige fordi det er der det endelige vil hvile.
I det uendelige ser det sin bestemmelses fyldestgørelse”.

Fornuften siger mig (subjekt) her og det (objekt) derude eller mig/subjekt dødelig og endeligt her og Gud/objekt udødelig, uendelig og evigt uendeligt fjern og anderledes. Men religionernes mystik og åbenbaringer, har altid været en tale om hvordan denne spaltning og fremmedgørelse ophæves gennem mødet med det HELLIGE og GUD (som vi både frygter og tiltrækkes af (og det af gode grunde, da det kan udslette os om det er dæmonisk (en ubevidst ufri akt der ødelægger vores personligheds centrum) og gavne os om det er skabende (en fri akt hvor vi i en ekstatisk besættelse og “fanatisme” overgår os selv eller gribes oppefra af ekstatisk fornuft (af Guds Ånd) uden at miste os selv (bevidsthed og dømmekraft))) hvor vi på ekstatisk vis transcenderer, ophæver denne fornuftens opspaltning i subjekt og objekt. Her (gennem åbenbaringer og mødet det Hellige (fx mødet Gud) der viser sig) løftes vi på ekstatisk vis energetisk og kraftfuldt ud over os selv eller op over os selv og erfarer ikke nogen fraspaltning subjekt objekt, mig her og det der. Også i den sammenhæng at Tillich taler om at vi har Fornuft men også Ekstatisk Fornuft.

Udenom Ekstatisk Fornuft, udenom Guds Ånd (spirituel intelligens), kan vi ikke vide og erfare noget om de her forhold. Som kun menneskets ånd ved hvad der bor i mennesket, så er det kun Guds Ånd der ved hvad der bor i Gud.


Romantikken var meget optaget af at vi mennesker ikke bare var en del af Naturen, men at vi som mikrokosmiske væsner er et med Naturen (universet) og at vi endda er en hel verden i os selv, vi rummer og endda er vi den hele verden, kosmos, som hele Naturen (uden at det fører til identitet og panteisme). Altså vi er mere end en lille ubetydelig del af det makrokosmiske univers, men at vi som mikrokosmiske væsner er en hel verden i os selv, vi både rummer og er den hele verden, kosmos, som Naturen.

I hjertet holder/har vi hele universet i os. Vi må ud af vores dødelige kødelige sindstænkning i hovedet for på ekstatisk vis at kunne erfare vi er et med hele universet og naturen.

Teologisk ud fra det infra lutherske princip, kan vi forsvare det uden at det fører til panteisme (som det dog nok af nogle modstandere vil blive anklaget for) som det af andre vil blive anklaget for at ophøje mennesket, give mennesket en overophøjet guddommelig stilling i forhold til hele skaberværket. Men dette er en misforståelse, for der er ikke tale om det gamle Adam menneske, men det nye menneske i KRISTUS. Var det Adam mennesket, da ville det være at ophøje mennesket. I KRISTUS er vi Gudmennesker og ikke menneskeguder (altså ikke mennesket der gøres til Gud).

Hele Skaberværket og Gud Skaberen kommer til udtryk i mennesket, går igen og findes i mennesket, og formår mennesket at genspejle, prise, værdisætte og påskønne, som at være i harmoni med. Ihvertfald takket være sproget er der kun mennesket der påskønner bevidst skaberværket og naturens storslåethed.


Nå men efter den her snak i mente, kan vi nu læse disse her vers med en ny forståelse for øje:



Et menneske er alt

Ser du på det en ende

Da har du endnu ikke

Lært mennesket at kende


To see a world in a grain of sand,
And a heaven in a wild flower,
Hold infinity in the palm of your hand,
And eternity in an hour.
William Blake


Hvorfor er det så vigtigt hvordan vi anskuer mennesket? Fordi det bestemmer hvordan vi opfatter andre og altså ikke bare os selv. For det der gælder mig, gælder også andre, næsten. Mange mener fx at Paulus har for store og ophøjede tanker om mennesket og menneskets muligheder, men her må vi jo forstå at om han har dette, så er det næsten han ser på med disse øjne, det er næsten (andre mennesker) han opfatter og ser på der har uendelige store potentialer.

Vores menneskesyn bliver vores blik på næsten. Og et stort flot menneskesyn bliver også et stort og flot blik på næsten.

Kristendommen gør for mig at se ikke meget ud af synd (nærmest for lidt kunne vi sige), men kristendommen gør uendeligt meget ud af at vi ikke må fastlåse os selv i synd, at vi ikke hurtigt nok kan afdød fra gamle Adam og iklæde os Kristus.

Synd nævnes da, og Paulus siger han har været den værste af alle, men der tales meget mere om hvad det vil sige at være i KRISTUS.