Gomorn' RM...

Nu du har fat i Lyriske installationer, denne herlige smukke lille digtsamling med de vidunderlige tegninger af Arne Ungermann, som næsten bringer tankerne hen på Storm P, hvad der kun viser noget om kvaliteten, hvor Noget om ...har så mange retninger, da ka' jeg næsten ikke nære mig for også at hive Noget om lys ind i natten, der nu er ved at være morgen, og ikke for at slukke stjernerne før tid, men fordi foråret allerede bruser i alle mere eller mindre bevingede.
Men kort forinden indføringen, som er noget så Halfdan'sk - og så måske også fordi vi jo nu i en årrække har observeret et noget besynderligt men urgammelt fænomen, nemlig en temmelig skabagtig og lattervækkende adfærd blandt en del yngre mænd - som tydeligvis er lidt usikre på hvad en mand egentlig er for noget, og altså er havnet i den vildfarelse at muskelmasse, vold, råberi over vandpiben og en skrævende vikingegang til og fra bilen sku' påvise hankønnet. Og sørme om ikke Halfdan Rasmussen også her ka' være behjælpelig med råd og vejledning, få flyttet blikket fra navlen til en verden fyldt med sjove installationer - selvom det jo ér lidt før EF og det senere magtmonopol, men landet sku' da vist stadig være vores:

Inføring

O, kære læser, som af pligt
tar fat på denne omgang
notorisk løgn, latin og digt.
Lad hjernen blot gå tomgang.

Her kræves ikke energi
af læseren. Thi den, som
har skrevet denne poesi,
er både nøj- og nænsom.

Han ved, at tankevirksomhed
og åndsliv trives sparsomt.
Og når man ved så god besked,
da bør man træde varsomt.

Thi kun en jævn poet formår
at skrive jævnt og mandigt,
så alle, selv han selv, forstår,
at dette er forstandigt.

Tag, læser, da med denne bog,
hvis indhold følger moden,
at dumhed er et verdenssprog
skabt ved naturmetoden!

*

Noget om lys

Klæd mit land grønt, du lysets gud.
Synd mod havet, bakkekam og skrænt.
Se, fra himlem selv har våren sendt
tusind løbske spilledåser ud.

Væk den lille myre. Lad ham gå
ad sin stammes hærvej på min jord.
Og giv alle lysegrønne strå
små kulørte damehatte på.

Rejs et tårn af sol i hver en by.
Byg et slot af lys på torv og plads.
Blæs i hundred små trompeters glas
alle huse spraglede og ny.

Mal med lange bløde penselstrøg
landet op. Og spred med ødsel hånd
fugle over markerne. Og ånd
venligt på vort simple hverdagstøj.

Fyld med blanke fisk det åbne vand.
Kalk de hvide længer op og drys
huse, køer og fjerkræ ud. O, kys
vores lille byggeklodseland.

- Halfdan Rasmussen, Lyriske installationer, 1958.

mvh & god dag
Simon

Hej Simon

Du forårssprudlende menneske ... endelig kom det, og med det kom også liv, lys og luft og halfdanske ord fra og til et menneskeliv i både stort og småt, latter og gråd, lethed og alvor. Selvom vi lige nu har gang i Halfdan og installationerne, så må jeg altså ha' den her frem som et af forårets smilehuller. Foråret er evigt tilbagevendende, og altså også ord om forår ...


Man leder efter et ord
og finder et sprog

Man kysser en mund
og blir gift med et folk

Man graver i haven
og støder på en planet

Man ser forundret op
og man er forår.


Hilsner fra udeliv i forårssol
RoseMarie

Hao-hao RM..

Ja, så er vi her – næsten; som japanske kirsebærtræer bristed’ i smil, lidt kølige om rødderne, nuvel, men der er sgu’ sol i toppen. Nyligt så vi et sådant træ, stå dér midt i byen, nøjagtig som en utålmodig brudebuket var det glad sprunget ud af sig selv, sikke et syn!

Flipper man halfdansk ud, som jeg, er det dejligt med også andet om ørerne – Noget om gødning..

mvh
Simon
P.s.: nu smiler solen igen, luner rødderne ;)

P.s.:

Apropos Halfdan, her et fra hans samling Hemmeligt forår (1955)…

Hemmeligt forår

Der lever et hemmeligt forår i mørket omkring os.
Det synger af sol under sne. Og i stilheden gror
en blomst der er hvid som det kølige lys over havet
og grøn som forventningens sang i et lykkeligt ord.

Det drømmer sig frem under snefog og stigende
stjærner.
En hemmelig undren er med i hvert spirende tegn.
Og aftenen bøjer sig tæt over sneklædte bakker
som klær sig i grønt for at påkalde solskin og regn.

Vi kender en sødme i blæsten som vandrer på vejen
og rejser portaler af støv over kommende vækst.
En morgen vil lærkerne åbne den lukkede himmel
og regndråber skrive i sand deres levende tekst.

Vi aner det uden at se. Og vi setr det når natten
har lagt sine rolige linjer i marker og træer.
Og det er lyksalighed nok til årtusinders drømme,
at våge med hjærterne tømt for uroligt begær.

*

Og fra Regnens harpe (1990), med Ib Spang Olsens tegninger som helt tar pusten fra én…

ERIN

Min grønne dag har rødder
i tusind års muld.
Min vugge går på gænger
af evige stjerner.
Blæsten leger med frøkorn
fra svundne tider
og lægger dem for min fod.
En sol af guld
danser bag mine bjerge.
Men altid red
skyernes lette skygger
på mine høje.
Og der er altid sten nok
til øde veje
og altid plads nok
til drøm og tungsindighed.

- Halfdan Rasmussen.

Der er en Erling Vik i Halfdans poesi, som nåede til strukturer efter bade i detaljer, sådan opleves virkeligheden, og det var disse, billederne fra drømmekælderen, der som stjerner stod én i øjnene.

mvh
Simon

I Halfdan Rasmussens digtsamling Stilheden bjergtages man af Ernst Clausens kulstifttegninger, spillevende springer de i øjnene, men rejsen begynder her:

Om du har set det glemmer du det aldrig.
Om du har elsket det er du fortabt.
Et landskab i dit sind. Drøm i dit blod.
Og længsel synger evigt i dit hjerte.

…og langsomt ser man det hele, gennem Halfdans lille…

Sæløje

Ser på dig. Lokker dig farligt nær.
Som den dybe kløft.
Som det mørke vand.
Omslutter dig
og betragter dig
fra stilhedens grænseland.
Ser på dig. Drikker dig langsomt ind
til dit øje ser
hvad jeg roligt ser.
Lukker mig om dig.
Forvandler dig.
Og slipper dig aldrig mer

*

Sejlads

Sommer på Skovfjorden.
Is-katedraler
vugger på bølgerne.
Fjærnt som en bjælde
stiger og daler
lyden af smeltevand
blidt transformeret
af blånende fjælde.

Svale erindring
om dage på søen:
Himlen der kæntrede
indover vandet.
Og fra en boplads
løb hundenes gøen
vild med bjerge
hvor tiden var strandet.

Blæsten og stjærnerne
skrev deres navne
ind i det blanke vand.
Kløfter og bjærge
gentog forundret
hvad skrigende ravne
havde forkyndt
for de lyttende dværge.

Farver og dufte
drev side om side
nedover fjældet.
Og mørk som en gåde
sejlede hvalfisken
ind i det hvide
hvirvlende lys
mellem vuggende både.

Tiden svandt hen
som en krusning på strømmen.
Lys søgte ind
i hver ventende kilde.
Aldrig var dagene
nærmere drømmen.
Aldrig var natten
så åndeløs stille.

*

Ansigt

De lange vintre. Sneen. Kulden. Mørket.
Et net af slædespor. Hvis ensomhed.
Tårne af is der gennemborer himlen.
Kløfter hvor dagen kæmper med sin skygge.
Svævende tyngde. Stilhed som styrter ned.
Våger af lys i mørket hvor græsset sover.
Himmelrummet en bristende dråbe af lyd.
Fugleskyer. Farver. Landskab i drift.
Skrifttegn over skrifttegn i et ansigt.
Livets skrift.

*

Sult

Kajakken fantaserer om åbne vande.
Kniven drømmer rødt. I sultens kolde
riffelgang slår ingen vinger ud.
Harpunen peger på min magre kone
og ser en sæl bag hendes runkne hud.

*

Fight

Et kast. En tone i luften.
Den dryppende line spænds.
Aftenens rolige fjældprofil.
Stilheden, dyb som et suk.
Lokkende rytmisk går spinneren.
Og som en muskel i mørket
kender du laksen. Dit hjærte slår.
Der er hug!

Kun elvens brusen og blodets.
Den salige rytme i kroppen,
som var dit hjærte en sølvblank fisk
i kamp for at slå sig fri.
Ned til det dybeste søger du.
Stiger på ny som en skygge.
Hører bag smerten en anden smertes
melodi.

Er fisk i strømmen. Er bundet
usynligt til skæbnens tynde
syngende nerve. En tæmmet kraft
i trommehvirvler af vand.
Springer med krogen i læberne
gennem en regn af stjærner.
Bærs på bølger af skummende smerte
ind mod land.

*

Ung pige

I mine øjne går de unge mænd til dans.
Den mørke tromme i mit bryst er altid rede.
Den blanke rytme er min ven. Mit blod er hans.
I alle fløjter er min varme mund tilstede.

Der flyver sol fra mine læbers sol. En flod
af lys og latter strømmer gennem mine lemmer.
Min hånd en bølge og en gylden fisk min fod.
Mit sorte hår er tungt og tæt af fuglestemmer.

I denne nat skal mørket danse på min krop
og alle himlens stjærner sove i mit hår.
Jeg ved om sød musik der aldrig holder op.
Og hvem kan sidde roligt nu hvor dansen går.

*

Sabine synger

Mange børn og mange år
bar jeg ved mit hjærte.
Trygt at bære. Trygt især
når man har sin byrde kær.

Ingenting at bære på:
Ingenting at favne.
Hvem har båret før du bar?
Spørg den blinde sne om svar.

Hænder skabte han til slid.
Fødder til at danse.
Sliddet tog sig førsteret.
Aldrig blev man dansetræt.

Søen danser mørk og våd.
Sneen hvid og stille.
Fjord og fjæld tog mand i pant.
Ingen søgte hvad de fandt.

Aldrig var det mer end mørkt.
Aldrig mørkt alene.
Altid bar vi i os selv
lys fra større himmelhvælv.

Våren smelter is og sne.
Fjældets sider grønnes.
Liv blir skabt og liv forgår.
Hvem kan fatte? Hvem forstår?

Furet er mit ansigt nu.
Trætte mine hænder.
Lys i mørket kan jeg se.
Er det stjærner eller sne ..?

- Halfdan Rasmussen, Stilheden, skitser fra Grønland.

mvh
Simon.