1
registreret
(1 usynlig),
12
gæster og
958
søgemaskiner online. |
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
#28968 - 03/01/2020 07:11
Re: Mellemrummet
[Re: Simon]
|
bor her
|
Registeret: 02/05/2009
Indlæg: 1157
|
|
Go'morgen Simon
... og Godt Nytår til dig også her et par dage over tiden, men ment er det helt som til tiden og på dagen. :))
Åh ja, Radiserne, som i henrykkelse fik os til både at le og tegne. Dit fundne klip vil jeg nyde sammen med min morgenkaffe. Det samme vil jeg med din nævne artikel fra WA De rigtige meningers diktatur. Jeg må med beklagelse indrømme, at jeg i rigtig mange uger ikke har læst så meget og altså heller ikke min ugentlige WA. Det må gøres om og godt igen her med begyndelsen af og et hop ind i det nye årti ... 2020 ligger godt i munden og lyser gevaldigt op i øjnene :))
Al vækst er bøn rakt frem i lys, bevægelsen er selv en tanke; uendeligt i håbets dans må pulsen under himlen banke.
Vi ser hos barnet, selvforglemt i leg: At håbe er at hoppe! I håbet svinder selvisk ynk, syng med, det holder modet oppe.
Det er som mælkebøttekraft, det spirer grønt op gennem broen; vi tror det er det kristne håb der gyder liv i kristentroen.
Vi ligner håb med livets dans, vi tror at himmelånden fører i jordens rytme og musik, lyt med når universet hører!
En tanke gror i umålt tid, uslukkelig er håbets gløden at Gud barmhjertig og i strid med hvad vi ved besejrer døden
Vi står i dagens stille punkt, den indre fred er blot at være. Forunderlige mødested, i håbets dans kan støvet bære.
***
Banaliteten, som er sand, brugt, men ikke som kliché er lyset i vort liv. Og det, vi veksler nogle ord om i køkkenkrogen, mens vi drikker te, hverdagens gøremål og vore hverdagstanker værdsætter jeg mest af alt, der i det hele taget gøres og siges. Nærværende og ligetil - uden de store ture, de store opgør. Det er som de smukkeste breve.
***
De billeder, du ømt bag øjets spejl bevarer, af evighed som tiden så, er, når du vender dig og går, er, når du intet ser, men ordner, forbereder, dør, dog evighed. Vidunderlig, ufattelig er tiden, rig på kærtegn, løber, ser og jager gennem dig, på vej, og flyver bort, og synger i dig, når du tier, står med sommermørkets lette silhuet i vand og himmel.
***
Jeg tøver ved ordet kærlighed – om ikke det med andre ord er tilgivelsens magt
hvis indgriben gør noget gjort ugjort forladt
og indlader den anden varighed ansigt til ansigt af lys til dagen og fantasien
***
En tanke gror i umålt tid - uslukkelig er håbets gløden
Jørgen Gustava Brandt
Nytårshilsner i hop og spring RoseMarie
Redigeret af RoseMarie (03/01/2020 07:13)
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
#28989 - 04/01/2020 16:58
Re: Mellemrummet
[Re: RoseMarie]
|
veteran
|
Registeret: 04/04/2008
Indlæg: 4683
|
|
Ups! Til nytårstorsken der blev skålet: På vej nordover gennem Skærum, hvis kirke byggedes af trolden Find (læs gerne om Vrejlev Kloster), så vi ham spankulere noget så frejdigt ud ad landevejen, sikkert med nogle af kirkens mursten i sin læderrygsæk – snedig er han jo, den gamle trold. Cornelis Vreeswijk minder forresten lidt om Aksel Sandemose, der på sine gamle dage selv ku’ minde lidt om en trold, dog var han nu en nisse. Begge sidder de nu og skåler i punch sammen litteraturens mange andre koryfæer, og det er rart at vide at litteraturen fortsætter sin gang, at gamle nisser ikke sådan lader sig ryste af gamle historier: https://nordjyske.dk/debat/litteraturredaktoeren-r...25-20e084674e0emvh Simon
Redigeret af Simon (04/01/2020 17:00)
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
#28990 - 04/01/2020 18:04
Re: Mellemrummet
[Re: RoseMarie]
|
veteran
|
Registeret: 04/04/2008
Indlæg: 4683
|
|
Hej RM..
Ja jeg må sige at jeg har det lidt som Leth, hvad WA angår, den vil jeg helst ikke undvære. Radisserne ku' jeg nu heller ikke undvære - min senere veninde der som barn bl.a. boede i Sydamerika, samlede alle dem der nu ligger her i hytten og samler støv. Engang imellem støves de af og skaber stadig fryd.
Hvad smilet gennem tårer i tidens brønd anbelanger, er jeg langt fra sikker på andet end at billedet så ofte skabes af folk der aldrig selv oplevede brønden. Desuden var det jo sjældent sådan fat, at man ikke også dengang så skeptisk på en samtids idealer, eller dem man selv havde kær, og vel forøvrigt ofte selv deltog i nøjagtig samme sang, stillet overfor tidligere nostalgi og sentimentale stemmeøvelser. Sagt på en anden måde, vil man altid bære fortiden med sig, da man foruden den, slet intet er. Skabes der i en samtid vedvarende forandringer, vil sjældent få mennesker forankres i et tankedyb og hvælv, men i stedet opbruge levetid på at orientere sig. En rodløshed vi ser mange steder idag, hvor mennesker stiller spørgsmål til retningslinjer og livssyn, moral og etik, fordi man oplever at befinde sig i stormens øje. Da søger man tilbage til noget trygt i tanken, forsamles om dette, opbygger sameksistens derudfra, hvormed mennesker der lever tæt på hinanden i et omfattende samfund, får svært ved at se hvad det er der holder nogen sammen. Det såkaldt sentimentale vil samtidig opleves som en smalfilm super 8-fremvisning af nyligt fødte og unge, samt naturligvis de der oplever at livets sand er ved at rende ud, og af personlige årsager derfor leger 'ung med de unge'.
Personligt har jeg en søster der 'danser på glasskår', og jeg bare gætter på, at noget som tidens "fittnissekultur" kan anses som spild af gode kræfter der kunne være brugt meget bedre, dersom man netop ikke i vor tid levede med oplevelsen fra Salingers' Forbandede Ungdom, at være en kegle i en automatiseret tidsalder, uden indflydelse og mulighed for afvisning, andet end ved aggressiviteten. Paduras' romanunivers med Conde og vendekredsen og tiden der løber ud, udtrykker formentlig mange menneskers oplevelse af livet udenfor Cuba, m.a.o. er murene mellem mennesker ikke så høje at de ikke kan genkende sig i hinanden, hvorimod det kan være svært at finde mening i hinandens øjne. Også i dette univers føres vi konstant tilbage i fortiden, til faste værdier og kirketårne der rejser børster i vinden.
Jørgen Gustava Brandt stod helligt som Harald Kidde i Villy Sørensens reol, som tårne det var værd at støtte sig til, ligesom her, hvor de står og skaber rodnet i mine øjne. Eller sagt på en anden måde, fortiden er en del af os - nisser..;)
Bedste hilsner & godt nytår.. Nissen
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
annonce
|
|