1
registreret Hanskrist
223
gæster og
64
søgemaskiner online. |
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
#22948 - 25/03/2017 15:49
Re: Poetisk fryd..
[Re: RoseMarie]
|
veteran
|
Registeret: 04/04/2008
Indlæg: 3512
|
|
Noget om Halfdan er på en måde noget om alle, der så længe medvidede om det voksende der nok fik sin afslutning, som alt levende der gror, men de mange digte gror jo fortsat, som en lille del af Halfdan i hver eneste en af os. Måske gensynet her er lørdagskyllingen, fuglesangen til lørdagens mange solbilleder, men i al fald er både Iben og Tom historiens fortsættelse, og det er en vidunderlig tanke: http://filmcentralen.dk/alle/film/noget-om-halfdanJeg tror der ligger et barn i alle levende ting, der gror et barn, der er som en fuglevinge en lille Gud, der er evigt stor. Jeg tror han danser i altings hjerte jeg tror han hviler i altings vækst og alle underes under er det, at han har ordlyd, og altings tekst. Han er i regn og hvor støv må tørste i sandets rislen, i træets saft, i alt det mindste, i alt det største, den mindste enhed, den største kraft. Hør blæsten synger din sang, veninde se træet blomstrer, på barnets bud, jeg tror der lever et barn dybt inde, en kraft, som aldrig kan drives ud. - Halfdan Rasmussen. mvh Simon
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
#22953 - 26/03/2017 01:05
Re: Poetisk fryd..
[Re: RoseMarie]
|
veteran
|
Registeret: 04/04/2008
Indlæg: 3512
|
|
Man må jo ind imellem ha’ sig lidt Halfdan, måske nærmest for at ku’ gå lige, og mærker man forårets hvisken på gånattur mellem træer og drømmende fugle, ja så ku’ På knæ for livet være én af flere fine samlinger at slå rod i, hvori netop disse blomster gror:
Jeg elsker –
Jeg elsker den rolige rytme, som bærer de tunge ord. Tågen, der står som en hemmelighed over den skjulte jord, rummer den samme rytme, betagende dyb og stor.
Jeg elsker de famlende hænder, de kejtede følelsers skred. Barnet, der griber min elskedes bryst, skænker den samme fred, rækker sin hånd mod lyset med samme inderlighed.
Jeg elsker den levende varme, hvor livet blir til af to. Jorden, som dier den rolige regn, rummer den samme ro, griber om livets hjerte og byder hvert frø at gro.
Atter er hjertets forår blødende rødt og nær. Lyset vugger så løst og let mellem de våde træer. Himlen er fjern og åben, signet af solens skær.
Trygt løser dagens hjerte forårets drømme fri. Blomstremøllerne maler tyst mørke til vej og sti. Stjernerne synger: Jeg elsker. Du. Jeg. Vi.
*
Her farer tankerne øjeblikkeligt mod Sonja Hauberg, der med sin roman April (den fåes bl.a. som e-bog) søgte at bearbejde tabet også Halfdan Rasmussen ramtes af i 1944. Hun døde desværre selv af tyfus i 1947, kort efter en litteraturkongres i Finland. Smukt er digtet her:
Sonja
Så steg du gennem tid og rum mod feberkurvens hvide bjerg hvor natten sover, bleg og stum.
Det bjerg som intet øje så skal dine øjne se i nat og dine fødder vandre på.
Så trygt og tyst, som bar en drøm søvngængeragtigt dine fjed, slår dine knæ mod kjolens søm.
Og det du søgte stiger frem bag fjerne horisonters skær.
Du sover. Du har fundet hjem til det, som altid var dig nær:
En solopgang. De grønne træer.
- Halfdan Rasmussen.
mvh Simon
Redigeret af Simon (26/03/2017 01:08)
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
#22954 - 26/03/2017 07:58
Re: Poetisk fryd..
[Re: Simon]
|
bor her
|
Registeret: 02/05/2009
Indlæg: 1013
|
|
Hej Simon
Når du siger Halfdan så vil jeg gribe den, fortsætte og begynde med ham :))
Noget om helte
Livet er en morgengave. Sjælen er et pilgrimskor. Der står krokus i min have. Der står øller på mit bord. Under himlen hænger lærken som et fjernt bevinget frø, for en lærke tænker hverken på at kæmpe eller dø. Her er fredeligt og stille. Her er ingen larm og støj. Jeg har sået kruspersille og et brev med pure løg. Lad al verden slå for panden og bekæmpe spe med spot. Jeg vil enes med hinanden og mig selv og ha' det godt. Samson gik og styrted templer. Peter Freuchen knak sit ben. Ak, mod disse to eksempler er min dåd en sølle en. Jeg har aldrig dræbt filistre eller kæmpet med en haj. Og når stærke mænd bli'r bistre, syn's jeg, det er synd for mig. Der er nok, som går og sysler med at sprænge kloden væk. Jeg vil ikke ha' skærmydsler og kanoner bag min hæk. Mens de andre går og sveder for at gi' hinanden lak, vil jeg pusle med rødbeder, selleri og pastinak. Jeg vil ikke slås med bisser. Jeg vil så og ikke slå. Selv de rødeste radiser kan man roligt lide på. Der er nok af danske helte, som er danske hele da'n og går rundt og spænder bælte, mens de råber: fy for fa'n! Tiden går og tiden hverver store mænd til mandig dåd. Jeg, reserven blandt reserver, bryder ofte ud i gråd. Jeg får nerver og migræne, blot jeg skær mig på en dolk og vil hel're slå min plæne end slå løs på pæne folk. Livet er en dejlig gave. Jorden er en herlig jord. Der er øller i min mave. Der står krokus på mit bord. Når reserverne skal stille for at splitte kloden ad, skriver jeg med kruspersille verdens mindste heltekvad.
***
Noget om kraft
Med store undrende øjne går jeg, hvor anemonerne lyser hvidt. Og midt i forårets lysvæld står jeg og ser mod himlen og spørger blidt: Hvem opfandt lærken og nattergalen? Hvem satte knopper på birk og bøg? Og hvem bestemte, at netop svalen sku være svale og gøgen gøg? Hvad er det dog for en slags reflekser der kalder pindsvin og tudse frem? Og hvem er det, der går rundt og hekser i Hornbæk, Tarm og Jerusalem? Thi alle steder er samme under og samme kraft, som gør sjælen stum. Og alle vegne går folk og grunder på livets dybe mysterium. Men ingen svarer fra skjulte egne og gir os grundig og god besked, så jeg må svare på andres vegne og formulere, hvad ingen ved: Jeg tror, der ligger et barn dybt inde i alle levende ting, der gror, et barn, der er som en fuglevinge, en lille gud, der er evigt stor. Jeg tror, han danser i altings hjerte. Jeg tror, han hviler i altings vækst. Og alle underes under er det, at han er ordløs og altings tekst. Han er i spurvenes sang i hækken, i solsortfløjt og i hundeglam. Og hvis du lytter til tudsens kvækken og lammets brægen, så er det ham. Han er i regn og hvor støv må tørste. I vandets rislen. I træets saft. I alt det mindste. I alt det største: Den mindste enhed. Den største kraft. Hør, blæsten synger din sang, veninde! Se, træet blomstrer på barnets bud! Jeg tror, der lever et barn dybt inde, en kraft, som aldrig kan drives ud.
***
Noget farligt
Der er så meget Man ikke må Og der er meget At passe på. Et blødkogt æg om dagen Er gift som bare fa’en Fordi der er noget farligt indeni.
Drik aldrig sødmælk Du bli’r til kalk Kom smør på brødet og ring til Falck! En enkelt kaffetår Kan koste dig år Fordi der er noget farligt indeni.
Altså lige fra morgenmad’n Så er du ude i ballad’n.
Du har brugt sukker Du har rørt rundt. Og du har nydt det Et svinsk sekund. Din marmelademad Den gjorde dig glad Fordi du ved den er farlig indeni.
Der er så meget man ikke må Og frokostbordet Skal man la’ stå. Et stykke steg med svær Gi’r overlagte tæ’er Fordi der er noget farligt indeni.
Ja – det er grufuldt Og noget skidt. At drikke øl til Og akvavit. Hold dig fra røget ål La’ væ’r at sige ”skål” Fordi der er noget farligt indeni.
Næ hold fast ved livets glød Og hold dig væk fra wienerbrød! Likør til kaffen Gi’r dig et knæk. Næ tag en cognac Og hæld den væk! Et stykke fyldt konfekt Kan gøre dig defekt Fordi det ka’ væ’r farligt indeni.
Der er så meget Man ikke må. Og der er meget At passe på. Se bort fra middagsmaden Beslut dig til at hade den Fordi der er noget farligt indeni.
La’ væ’r at ryge. La’ væ’r at drik. Løb lange ture, Gør gymnastik. Og hvis din mand bli’r hed Lad væ’r at læg dig ned Fordi der er noget farligt indeni.
Hold dig godt Lad væ’r med noget Det er den eneste rigtige måde
Husk alt er farligt Pas på dig selv Og følg parolen: Ked dig ihjel. Jeg er en svag natur Mig ka’ de ikke lure Fordi jeg vil være farlig indeni
Ja, og sådan fortsætter og begynder dagen med både smil og alvor i et øjeblik en søndagsmorgen sidst i marts.
Dejlig søndag til dig RoseMarie
P.s. Tak for inspirationen til at lytte og tænke tanker på Kierkegaardsk. Netop disse YouTube klip lytter jeg af og til bare for at mærke livsenergien, -kraften og passionen og den viden og indsigt, der ligger til grund. Bare Møllehaves stemme og engagement får mig til at mærke en meget stor taknemmelighed over, at der findes mennesker, hvis stemme, vid og humor tænder både lys og smil i mit hjerte. Jeg kan både le, lære og leve i hans formidling.
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
#22957 - 26/03/2017 21:16
Re: Poetisk fryd..
[Re: RoseMarie]
|
veteran
|
Registeret: 04/04/2008
Indlæg: 3512
|
|
Hej i foråret, RM..
Ja, pt. ka’ jeg næsten ikke andet end foråret, så det er langt fra kun de næbbede der lige må snappe efter vejret over knopningen. Jeg forstår godt glæden ved Kierkegaard, sproglaboratoriet sprudler da også i øjnene på en stor del af den læsende verden – og nu man ér den heldige indehaver af selve modersmålet, ja så sku’ man da også være noget af en sær snegl hvis ikke man tog den på hovedet ind ad døren – hoveddøren. Det er bestemt ikke kun kristne troende der stornyder det filosofisk begavede hoveds mange smukke tankebilleder, alene ordlegene sprutter sgu’ rundt på villavejene langt fra edens have.
Jeg deler desuden din begejstring for Møllehave, som nok også betyder meget for mange mennesker, og det har jo nok meget at gøre med det storsindede og begavede menneske han vitterlig ér – at man ind imellem ser nogen falde ham i ryggen, handler jo som oftest mere om en malplaceret misundelse der ikke har mere raffinerede udtryksformer, og derfor stikker i øjnene, hvad han selvfølgelig fuldt ud er klar over. Det spiller ingen rolle, ethvert menneske ku’ sættes op på en nål, hvis det sku’ være. Det er bare ikke alle der synes at de er så satans interessante, at de har noget deroppe at bestille. Så jeg holder bestemt også af at høre ham fortælle, i hvilken forbindelse der vel heller ikke findes en bedre recept på et dårligt humør, end netop at kunne læne sig tilbage og lade fortællinger danse ind? Jeg er imponeret over hukommelsen, men anekdoterne og fortælleren kommer i første række. Når man læser faxerierne, må man jo tænke på, at Halfdan i tidsrummet er så skide træt og plaget af sygdom og liv. Alt falder da på plads. Det forhindrer jo ikke at man selvfølgelig blir ked af det, når de mennesker man i årevis har nydt ordblomster fra, pludselig drejer nøglen om og forsvinder – det ville fandme være underligt andet!
Så hva’ akkurat Halfdan angår, ja så blir vi jo heldigvis aldrig færdige med at nyde ordkunstens mangfold af billeder og alle hans mange fine tanker om livet. Og jeg synes Møllehave har helt ret, for han ér virkelig én af vore helt store poeter, og ikke kun begrundet i den store betydning han så i alle vore små medmenneskers fremtid, men p.a. hans socialpolitiske tilgang og høgeblikket, tænk bare på de politiske perspektiver i Med solen i ryggen. Man ka’ selvfølgelig sagtens lave lidt sjov med cykelturen til Spanien, men det vigtige at få med sig ér dog selve engagementet i uretfærdighedens sag, og det, at sagen jo ikke bare ender i salonsocialisme, men forsøges praktiseret! Han forsøgte at gøre noget, en forskel, sad ikke bare med hænderne i skødet og ophøjede meninger til modige idéer, som så mange andre! Det var i øvrigt også Morten Nielsens livsfilosofi, hvis man da ka’ tale om en samlet anordning. Og dér er noget at respektere, forøvrigt synes jeg da at både Iben og Tom selv udviser et storartet kunstnerisk engagement, og har gjort det i årtier. De har det bestemt ikke fra fremmede, der er både Ester og Halfdan og hele forsamlingen af de nu pukkelryggede unge kunstnere, noget af en klub, en storfamilie…;)
Bedste forårshilsner Simon P.s.: det er fine digte, du dér lagde ind! Har et par stykker i ærmet, men ka' ikke lige finde det, altså ærmet.
Redigeret af Simon (26/03/2017 21:22)
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
annonce
|
|