Hej Arne
“Hvis du er i Kristus, så elsker du betingelsesløst – og du bliver ikke nemt opfarende.”
David Wilkerson
Der er mange andre beskrivelser, og mit spørgsmål er så:
Kan du godkende, hvad David Wilkerson skrev September 12, 2011 - eller har du kommentarer?
Arne
Det har jeg jo svaret på, hvis du læser mit indlæg
der var taget fra noget jeg skrev på facebook i forbindelse Paulus filmen "Paul Apostle of Christ" så er dette skriv fyldt med den kristne "i Kristus" spiritualitet og kreative karismatiske mystik.
Og som du ser er jeg ikke i nærheden, som Jesus og Paulus ej heller er i nærheden af David Wilkerson definition, som er en tynd kop te og et udsagn der intet siger overhovedet.
Prøv at bemærke dig hvad jeg skriver, måske det med fede bogstaver i første omgang og du vil kunne se:
1):
at jeg svarer dig på dit spørgsmål
2):
at jeg siger noget ganske radikalt anderledes end hvad David Wilkerson fik skrevet af forblommet ligegyldigt upræcist sludder.
Fx var Jesus meget opfarende og temperamentsfuld (1)*, gang på gang løb følelser og affekterne af med Jesus der led med og elskede sit folk som han kæmpede for. Gang på gang mister han tålmodigheden med sine discipler. Paulus er heller ikke bange for at være opfarende. Kristne mennesker er ilter passionerede mennesker, med masser af temperament (affekter) og store følelsesmæssige udsving. Dette behøver jo på ingen måder at være i modstrid med at kærlighed er det overordnede princip for alt hvad vi foretager os.
Kærlighed uden passion er impotent, er abstrakt.
Og at elske betingelsesløst hvad siger det??? At vi ikke skal være stærke og mandige og modige og trofaste?
At skulle elske betingelsesløst siger ingenting, gir ingen mening.
Mvh HansKrist
(1)*:
Har du mod på det Arne kan du jo her læse Harald Høffding's personligheds beskrivelse af Jesus:
Jesus fra Nazareth, Tømmermandens Søn, levede midt i sit Folk, delte dets Minder og dets Haab, ønskede og led med det. Han saa ikke som den indiske Fyrstesøn fra et højere Stade ned paa Livet som Betragter, men stod midt i Livet, midt i den higende Verden. Han vilde lutre, idealisere Ønsket ikke ophæve det. Og selvom Ønsket og Kampen for Ønskets Virkeliggørelse medfører Smerte, vil han ikke opgive det; Smerten er ikke altid blot en Virkning, hvis Aarsag skal ophæves; den kan være en Aarsag til Prøvelse af Kræfterne, et Lutringsmiddel, en Vej til Højhed. Hans Tro paa Værdiens Bestaaen gennemføres ved, at det Værdifulde vindes og bevares gennem Kamp og Lidelse, ikke ved, at hele den Sfære, hvor Ønske, Kamp og Lidelse høre hjemme, afsløres og ophæves som en stor Illusion. Kontrasterne komme her til deres ret; Jesus er ikke så meget Expansionens som de kæmpende Modsætningers Mand. Og han er Villiens Mand, trækker sig ikke tilbage til Hvile, men vil bestemme sit Folks Skæbne ved at føre det ind på højere Baner. Han er – ligeledes i Modsætning til Buddha – Sindsbevægelsens Mand. Selv den johanneiske Jesus maa karakteriseres saaledes i Sammenligning med Buddha. Han kan bevæges heftigt i Aanden, rystes i sit Inderste; hans sjæl kan forfærdes og bedrøves indtil Døden, og han kan vredes. Jesu Kærlighed er ikke blot mild, uvilkaarlig Udstraaling, men er den uroligt søgende og kæmpende Kærlighed, er en bærende, ikke blot taalende Hengivelse. Der er her ingen Frygt for, at Kærligheden skal bringe Sorg ved, at vort Ve og Vel knyttes til en langt større Kreds af Interesser, end vor egen isolerede Selvhævdelse omfatter. Der er en indre Tillid til Kærlighedens Magt og en Følelse af dens Evne til at udvide Sindet, der ikke lader indsnevrende Betænkeligheder komme frem. Og Kærligheden stræber hen til at fuldendes i en højere Retfærdighed gennem Ideen om et Rige, indenfor hvilket hver Enkelt kan finde sin Plads.
Jesus fra Nazareth er Anskuelsens, Billedets, Fremtidssynets Mand. I sin Reflexion er han Analytiker, hævder de betydningsfulde Forskelle, sætter Grænser og peger paa Modsætninger. Han vil have os igennem, ikke udenom Livets største Kontraster.
Buddha afviser alle Billeder og Tanker som utilstrækkelige til at udtrykke det Højeste; heri viser hans intellektuelle Energi sig.
I Ideen om et Guds Rige, saaledes som Jesus udtalte den, laa, som allerede sagt, Muligheden af, at de enkelte Personligheder kunde naa det Højeste, uden at Forskellighederne udslettedes. Karakteristisk er da ogsaa den Skare af ejendommelige Personligheder, Apostelkredsen frembyder. Buddhas Disciple mangle dette individuelle Præg. Dette hænger vel sammen med Raceforskellen mellem Inder og Jøder. Det er endog paastaaet, at Indien er Typernes Land, og at kraften til at danne Individualiteter var negtet det indiske Folk. Men det hænger i hvert Tilfælde sammen med Stifternes Personligheder. Jesus førte sine Disciple ind i en stor historisk Bevægelse, en Kamp for Idealet mod Verdens Modstand, og det er kun i en saadan Kamp, at Personlighederne ret udvikles i deres Ejendommelighed. Citater slut.