Hej RM..

Sådan en herlig lørdag morgen med sol i øjnene og mos på næsen, den nogen sikkert kalder formiddagen, hvor avisdelingen mellem kryddere, tebirkes, æg og kaffe er vel gennemgnasket, ka’ det jo ske, at man kommer en af nattens drømme i hu om en bulet bænk ved et havebord levende af mos, og pludselig savner Højholt noget så frygteligt, eller hyr?

Personen hyr

Svært som det tit er at vride en skrue i bund
har jeg mit hyr med tavsheden. Selv når jeg ligger
begravet i søvn taler den tværs gennem sig selv
og hver gang som noget andet. Mer lys over dette
får jeg næppe før de skruer der holder den på plads
med tiden begynder at dreje op af deres huller.

*

Fanfare

Straks ved den mindste tøven snubler alt
ind i et udtryk og yes: Trompeter & pauker!
Og med hængende ører efter dén skuffelse
dukker det frem sønderytret og tvangsformuleret
og andre betydninger bløder og gør så ondt
at klinikker springer op og spænder bælte!
Virkeligheden er sin egen patient, baby, kom
og besøg den, du er dens eneste fordøjelse!

- lød det fra Per Højholt, denne lørdag morgens formiddag…

mvh
Simon

Tiden stønner med kulturer humpende efter sig, et greb i luften og æblet ligger trygt i hånden der snart tørrer sig, man er på rejse i støvet og ikke mange viser dette bedre end Virginia Woolf:

»Men der var ingen tvivl om at det var noget stort der sad derinde (i vognen), en storhed der passerede skjult forbi inden for rækkevidde af den pøbels hænder der for første og sidste gang befandt sig så nær ved Englands majestæt, det evige symbol på statsmagten, som ivrige arkæologer skulle identificere i udgravningerne af den tids ruiner, når London ikke var andet end en vej tilgroet med ukrudt, og når dem der gik i byens gader den onsdag morgen næppe var andet end en bunke knogler med en og anden vielsesring, blandet med deres eget støv og plomberne fra utallige hullede tænder.«

Man ka’ selvfølgelig gøre et stort nummer ud af at mystificere sig selv i en indifferent verdens støvede knogler der ligeglade danser i luften omkring én, eller begrave øjne i stjernetåger for bare at fastholde dette ene indtagende øjeblik, men ikke mange gør det bedre end en William Faulkner, Virginia Woolf eller Gabriel Garcia Marquez, hvor ens øjne rejser i nogens blikke. Man er fryden selv, og kaffen blir kold under sommerbyger der rejser på efterårsvinden.

mvh
Simon

Løbeseddel

Tiden er for kort til ikke at nævne tingene ved deres rette
navn. En uhørt luksus – selv velkendte begreber optræder i
fremmede uniformer. Trésor, trandafir, trahison, trusser.
Tyve små drenge, tre fede mænd.
Død er et alt for langt ord til at tjene sit formål. Bækken
standser og modsiger sig selv. Kun snigmorderne taler nu
rent.

*

Parafrase

SÃ¥ kold som verden er, hvad kan der vindes
ved at gå sulten rundt blandt åbne grave?
Ja warum lebt der mensch, når døden findes?
En busk af blod blandt farerne hernede,
korsfæstet i tabeller, knust af vrede …

Kun disse sten skal se hans blod det tynde
som springer vildt og stødes ud og størkner,
så hvorfor venter han, til dagen mørkner?
Ensom, med slunken bug og frossen brynde,
en oprejst kriger mellem åbne grave …

Utroligt er hans mod i denne have.

- Ivan Malinovski (der bader i de romerske bassiner) ..

mvh
Simon

Til de gamle digtere

Gamle digtere
jeg tænker så meget på jer for tiden
hvor I er henne
I der stadig er på planeten
og hvad der bevæger sig i jer og bevæger jer
i disse dage
jeg tænker på
at der Raymond Chandler blev gammel
(og I kender Raymon Chandler: en mester i lauget)
da Chandler blev gammel og var helt gennemtrukket af
whisky
da skiftede alle mennesker omkring ham karakter
hans venner og veninder gik fra kød til papir
de blev alle sammen personer i en bog af ham selv
og de kunne alle sammen mærke det
sådan sluttede Chandler
og da Jack Kerouac blev gammel
og da var han endnu meget ung
men ikke længere flakkede i ramponerede biler igennem den
store endeløse amerikanske nat
og ikke længere høre på Buddha’ens be-bop med store sinds-
syge narkotiske øjne og trommede hænder i trance
men i stedet sad hjemme hos mor, Memére
i Lowell, Massachusetts og drak
var det da ikke det samme der skete for ham
sad han ikke også og så ud på en verden han havde levet
var Lowell, Massachusetts nogen sinde andet end hans bog
og sluttede han den ikke bare sådan
Gamle digtere
Chandler og Kerouac er døde
men jeg tænker så meget på jer for tiden
hvordan I mon har det
Simenon f.eks.
Simenon i Venedig
træt og bitter efter alle disse år
alle disse bøger
Simenon helt isoleret og langt væk fra Paris
og fra Schweiz hvor han skrev over to hundrede romaner
om Paris
ved et arbejdsbord med indbygget kaffemaskine
og pibeholdere
Simenon som pryder hver eneste beskidte jernbanekiosk
med sin sære dyreagtige menneskelighed
den tålmodige Simenonder ikke bare skriver
men nu bare venter på Døden
Døden i Venedig
nu da Maigret er gået før ham
melankolsk efterår i den europæiske undergangs by Venedig
hvorfra Ezra Pound’s lig blev sejlet i gondol for kun fem år
siden
Simenon i Venedig
Graham Greene i sit arbejdsværelse med ulastelig sarkasme
Henry Miller børnelegende bedstefar på Hollywood’s
legeplads
William Burroughs sandsynligvis så usynlig som altid
Ray Bradbury i Sydstaterne ét eller andet sted
Ray Bradbury, vejrbidt og furet
men med drømmende irsk-mexicanske øjne
i en gyngestol med en majspibe og et glas mælkebøttevin
stirrende ud i skumringen
indsnusende alle lugtende i dyb fortrolighed
sarsaparillos og solmættethed
det er dét jeg spørger mig selv om når jeg bladrer i avisen
det er: hvad tænker Ray Bradbury mon på
hvor er Ray Bradbury mon henne

- Dan Turèll

mvh
Simon

Halløjsa da

Lidt fra illusionernes verden ...


That illusion of a world so shaped that it echoes every groan, of human beings so tied together by common needs and fears that a twitch at one wrist jerks another, where however strange your experience other people have had it too, where however far you travel in your own mind someone has been there before you - - is all an illusion. We do not know our own souls, let alone the souls of others. Human beings do not go hand in hand the whole stretch of the way. There is a virgin forest in each; a snowfield where even the print of birds' feet is unknown. Here we go alone, and like it better so. Always to have sympathy, always to be accompanied, always to be understood would be intolerable."

*

"Look, the unseen bade him, the voice which now communicated with him who was the greatest of mankind, Septimus, lately taken from life to death, the Lord who had come to renew society, who lay like a coverlet, a snow blanket smitten only by the sun, for ever unwasted, suffering for ever, the scapegoat, the eternal sufferer, but he did not want it, he moaned, putting from him with a wave of his hand that eternal suffering, that eternal loneliness."

~ Virginia Woolf