sådan hiver simon en sætning fra Tikka ud af den større sammenhæng hvori den optrådte, som var:



Hverken teologer eller Einstein tænker på Gud som eksisterende i objektiv forstand uafhængig mennesker. Dette er ligesom pointen med at tale om Gud. Hvilket selv ateister burde skrive sig bag øret. Om Gud skulle eksistere i objektiv forstand ville svare til at vi en dag påstod vi havde mødt en bevidsthed, dette er nonsens, vi har mødt et menneske der er ved bevidsthed. Hvilket vi igen kan nikke genkendende til hos os selv, at vi da også er ved bevidsthed til tider, altså vi kender forholdet fra os selv. På nøjagtig samme måde skal begrebet og størrelsen Gud forstås. Endnu har jeg ikke mødt en teolog, der er ikke har fuldstændig styr på de her forhold, der er kun ateister og ganske få troende der har fået tingene forkert i halsen og ikke burde beskæftige sig med religiøse forhold.

Forstået sådan i dets rette betydning, kan vi begynde at tale sammen om begrebet og størrelsen Gud som for Einstein gav mening, fordi det dækkede over eksistentielle forhold ved dette at være et tænkende bevidst menneskeligt væsen, og i den sammenhæng vi taler om menneskets ånd uden at dette overhovedet har referencer til ånd eller ånder som væsener adskilt fra mennesket selv med selvstændig objektiv eksistens.

Og at Guds ånd er iboende og virker i skaberværket, er ikke bare NEW AGE tankegods, det vedgår selv konservative rettroende teologer i deres systematiske dogmatiske teologi.

Som kærlighed, som sorg, som vrede og raseri, som had, som jalousi, som tristhed og fortvivlelse og mange flere forhold, dukker op i menneskets tankeunivers, og bliver til samtaleemne og til noget vi skriver om i al slags litteratur

så er det jo ikke tegn på at kærlighed (og de andre størrelser jeg nævnte) er skabt af vores tankeunivers, de var der før som eksistentielle størrelse ved et menneskeliv. På nøjagtig samme måde med begrebet Gud og det guddommelige, dette begreb, disse begreber og disse tanker, dækker på samme måde over eksistentielle forhold og størrelser ved et menneskeliv. Vi kan medicinsk neurobiologisk gå ind i fx vores nervesystem, vores hormonsystem, vores neurotransmitsystem etc og finde at det altsammen er hardwired der og visse organer spiller endda en afgørende rolle (fx er hjertet og lungerne (vores åndedræt) og hjernen et samvirkende komplekst smart intelligent prosocial Vagal nervesystem og "superior åndelig" måde vi kan være til på i verden (1)* hvis vi oplever vores omgivelser som trygge og fyldt med kærlighed (og alle de kendetegn der er ved at være ny skabning i Kristus som Paulus beskriver det, er nøjagtig de samme som der træder i kraft ved dette omtalte evolutionbiologiske nyeste parasympathetic nervesystem, SMART VAGUS systemet, tilhørende vores Autonome Nervesystem). Det er den ÅND "superior spirit" eller LIVETS ÅND (Guds Ånd), som Einstein og Paulus taler om. Alt dette apostlerne taler om er hardwired i det autonome nervesystem. Hvorfor vi ved det ikke blot er snak opstået i menneskets tankeunivers tilfældigt og opdigtet. De snakker om noget der har rod i biologi og dermed også i menneskelige eksistentielle forhold og dilemma.

(1)*

denne superior åndelige SMART VAGUS måde at være til på, der er fyldt med glæde, melodi og sang, kreativitet og socialitet og helbredelse (nøjagtig som apostlerne beskriver forholdet som de nye skabninger vi er i KRISTUS hvor vi følger LIVETS ÅNDS LOVMÆSSIGHEDER) kan man fremkalde ved at Vagus nerven stimuleres elektrisk, med strøm. Helt konkret den Guds Ånd eller LIVETS ÅND, som Paulus taler om, har den medicinske neuorbiologiske forskning fundet hardwiret og ja man kan sgu stimulere Guds Ånd med strøm og få fremragende positive resultater, der svarer til hvad apostlerne påstod der skete når vi blev flyttet over i KRISTUS, Guds Kærlighed, og kom til at leve i overensstemmelse med superior spirit = LIVETS ÅNDS LOVMÆSSIGHEDER. Se Rom 8. Det er vigtigt at forstå at vi kun erfarer disse velsignelser fra Smart Vagus komplekset dersom vi oplever vores omgivelser som trygge og kærlige. Og på den vis er det ikke så mærkeligt at apostlerne siger det sker i KRISTUS = GUDS KÆRLIGHED, at vi oplever LIVETS ÅNDS LOVMÆSSIGHEDER træder i kraft.

Fantastisk som neuroteologien kaster nyt lys på de religiøse spirituelle tekster og diskurser og forhold. Det viser sig at være ikke bare noget der foregår som ideer og tanker i hovedet på et menneske (takket være vores fantasi og forestillingsevne) nej det er hardwired på biologisk eksistentielt vis. Eksistens Teologien viste sig at have fuldstændig ret, og deres påstande bliver bekræftet af neurovidenskaberne.

Er man dygtig til matematik kan man læse og forstå og anvende matematik til fx opgaveløsning. På samme måde har man religiøs spirituel intelligens kan man læse bibelen og forstå den og anvende denne forståelse til at selvhjælp og til forløse/befri, hjælpe og helbrede og trøste og lindre og glæde og motivere andre mennesker.


Det er slet ikke så svært de her forhold.

Det forbistrede af det hele er at ateister og fundamentalister med blind ukritisk overtro ødelægger enhver debat om de spirituelle religiøse forhold, som ellers er det der står mest centralt og altafgørende vigtige ved den menneskelige eksistens, om man ikke er et svin ud i kun forlystelse og sanselige fråds og nydelse til enhver tid og i enhver situation.

Jeg kan kun opfordre til at I strammer op, jer ateister om I ønsker at være med i de her debatter. Som de religøse fundamentalister med deres barnlige bogstavelige blinde ukritiske overtroenhed er latterlige, således er også de fleste ateister, ej heller disse forstår at tale om de religiøse spirituelle eksistentielle forhold på en forstandig måde.

Hvorfor så latterlige og barnlige konstant, må jeg spørge begge grupper????

mvh HansKrist

PS:

Hej Arne, Apiqoros kunne som vi talte om være BJØRN, men det kunne også være Jakob H. Heidelberg, tidligere formand for ateistisk selskab og som var her under brugernavn, profilnavn Zilent i sin tid.

Jeg fik den tanke fordi tråden "Guder eksisterer ikke, det er sund fornuft" den er blevet noget så besøgt her de sidste dage, såvel som andre tråde hvor Jakob H. Heidelberg var meget aktiv.

Dog havde Jakob H. Heidelberg ikke noget imod at give sig til kende.

Jeg genlæste lige tråden igår aftes, og jeg vil godt nok sige at Ipso Facto er ganske imponerende, selv om han er oppe imod Jakob, Bjørnen og Kræn-p,, virkelig store navne der har en fantastisk debat kørende. Også en Zen som jeg tror er Thomas klarer sig fremragende i den debat tråd.

Tilføjelse:

Du skr. videre: "Folk har igennem tiderne troet på et utal af guddomme. Vi kender vel navne på omkring 6.000 til 8.000 guddomme, hvoraf flere hundrede, måske tusinde, har været de, som skabte universet.
Religiøse mennesker er ofte - næsten altid - helt uvidende om, hvor enormt universet er og nægter at erkende, at deres religiøse skrifter indeholder fejl af en så uintelligent karakter, at de ikke kan være givet af en guddom, som 'lever i himlen' — skulle være alvidende og som skulle have skabt det hele."

- Det ér nu også lidt af et areal at administrere, så det har nok ikke været en gud for meget. Straks værre må det ha' været at opdage, at gudebeskrivelserne også ekskluderede hinanden, og så opleve en skide udbrydergruppe der pludselig inkluderer samtlige græske guder som attributter tilhørende en kristen general, dér på hvælvingen - lidt henad princippet i den socialdemokratiske gruppe: vi der jo ved hvad der er bedst for hin enkelte, må jo nok hellere overtage beslutningen for jer alle - jamen. måske de "personlige kristnes" gud ligefrem er socialdemokrat (?).

"At en guddom er 'absolut' er i strid med alle erfaringer, der viser at når en guddom mister sine tilhængere, forsvinder guddommen og bliver, i bedste fald, til en erindring om et navn og en fortælling. — Ingen guddom er absolut, alle guddomme forsvinder over tid. De ægyptiske guddomme holdt i mange årtusinder, men har i dag ingen tilhængere og er nu blot myter."

- Den populære gud dyrket i en samtid, har ved hjælp af fantasien afstukket universets grænser i en given kultur. Kulturer forandres jo ikke over natten, ikke meget ændrer sig grundlæggende i en levealder. Mennesker og dyr ér bare ikke særlig begejstret for store forandringer i habitatet. Ny viden kan være nok så revolutionerende, stillet overfor en gammel kulturs værdisyn, men forstår man ikke at sandsynliggøre perspektiverne i den nye viden med fornuftige beskrivelser, da vil den ikke optages i kulturen, sandsynligvis kun ses som en trussel - jeg tænker ikke på elektronisk grej, men på en grundlæggende forståelse med betydning for livet, der kan forandre selve levemåden.
Selve idéen om guddommelige entiteter som førstebevæger er forlængst afvist, guder indgår ikke i beregningsmodeller noget sted - udover i religiøse troendes fejlberegning af troen som et værdifuldt værktøj - og er i realiteten et mémes dønninger ell. muskelkramper.
Hvad fremtidens kulturformer derimod vil generere af værdisyn, vil formentlig også læne sig opad en sandsynlig virkelighedsanskuelse, men guder som kulturfænomen er jo ikke et særlig gamle, hvis man tænker på tid i forbindelse med evolution, hvor fantasien virkelig kommer på overarbejde. Så at forestille sig endnu større tidsrum, som gruppen af glade troende med et skuldertræk gør det, viser netop noget om fantasiens begrænsning, og det er jo en sjov tanke - at mangel på fantasi ka bevirke så fantastisk en fattigdom i virkelighedsorientering. Men det er måske i realiteten sagens kerne?

mvh
Simon

Tro er i mit univers altid først og fremmest individuel – man kan ikke leve andres tro - uanset hvilken form den har, selv om man i fællesskab med andre kan blive enige om troens ydre form.

Tro foregår altid i hovedet selv om man enten tror, denne gud har en personlighed, der bor i himlenes himle eller tror gud ved sin ånd viser sig i naturlovene - at guds ånd er iboende i skaberværket.

Som jeg forstod Arne, er Einstein nærmere sandheden*) end "flade" ateister og gudetroende som findes i religionerne … og tror han på det, mener jeg ikke man kan kalde sig ateist, selv om han ikke tror på religionernes guder …

… men det da klart ordet gud blot er et ord man selv giver form, liv og mening …

… men når det gives ånd, og kalder det religion, er der for mig tale om en levende gudetro, der placeres uden for hovedet – i en guds ånds verden som man selv er en del af og lever i og sammen med - og så er man ikke i mit univers ateist, som jeg forstår, Arne mener, han godt kan kalde sig, blot han ikke bliver ligestillet med de "flade" ateister.

¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨
Som jeg forstod Arne er Einsteins nærmere sandheden*)

"Tro er i mit univers altid først og fremmest individuel – man kan ikke leve andres tro - uanset hvilken form den har, selv om man i fællesskab med andre kan blive enige om troens ydre form."

- Uh, en "personlig kristen" - hvordan mon de upersonlige kristne ser ud? ;)

Religiøs tro har som en blyhat underkastet utallige mennesker en dogmetro der måtte efterleves; som det ses i flere nutidige islamiske samfund, har også kristne kirkefyrster styret med fast hånd. Sådan er det ikke idag i DK, nejvel, men som du ser lader det sig fint praktisere at "leve andres tro", det sker faktisk for mange mennesker på kloden i dette nu.

M.h.t. lægprædikanten, der tror noget om ateisme, om astro- og højenergifysik, om Einstein og sikkert også noget om flødekager, ska' man nok ikke tillægge slrlig meget af det han skriver betydning, det er trods alt bare en masse tro..;)
Desværre fandt heller ikke Einstein nogen guder, andre steder end i de troendes egne hoveder, hvor de jo nok også har det bedst, det er trods alt dér overtroen huserer, og der er faktisk temmelig køligt ude i verdensrummet!
Som andre kreationister er lægprædikanten bare hoppet på vognen, idet også han forestiller sig, at en berømt fysiker som Einstein med en gud i lommen, automatisk vil implemetere hans egen gud i det virkelige univers. Det er såmænd hele historien...;)

mvh
Simon