Man ka’ jo forestille sig så meget, tilmed en ålborgensisk kristusfanatist der i et af sine luner, pludselig ser fantasien i øjnene og i dette særlige moment, flår offerrollen af sig … Nej sandsynligt er det ikke, ikke spor, men alene ved fantasiens hjælp blir meget pludselig muligt. Og akkurat det fantasifulde element, holdt også jeg meget af hos Dan Turèll, at han ku’ tænke sig udveje med fantasien til hjælp, og dermed undgik at kravle på korset i ren fortvivlelse. At være fantasifuld ka’ selvfølgelig medføre problemer, dersom man kun er fuld af fantasi, det var dog ikke Onkel Dannys situation.
Engang imellem spør’ man sig selv, hvordan et voksne menneske igrunden klarer livet uden fantasi, men tilfældet er måske, at det overlever. At overleve, ka’ strengt taget betragtes som en ganske alvorlig mangel på barndomsfilosofi, ikke nødvendigvis anset som endnu en god grund til aldrig at blive voksen – den voksne har dog kortere vej til graven og løber den sjældent imøde – næh, mere som en anerkendelse af adolescensen som det veludviklede barndomsland, at man fik sin barndom med sig og stadig bruger kundskaberne der knytter sig den, og ikke blev så medtaget, at man som voksen fortrængte store dele, eller den hele, og exempelvis måtte strides med en afgrænset fattigdomsfilosofi som religioner og lign. former for statiske livssynsbetragtninger – uanset smulen af poetisk glød der til tider synes i den slags triviallitteratur.
Naturligvis findes der massevis af voksne mennesker der husker barndommen og uden gråd, voksne med en veludviklet fantasi, hvoraf en del vedvarende går rundt med lidt Andebylune i blodet, og her tænker jeg på en særlig tids rappe Anders-hæfter, tiden også jeg beundrer med Carl Barks som pennefører i foretagendet, om hvilken Onkel Danny skrev nogle fine betragtninger, der nu også blev skrevet for en del år siden, og som sikkert også snart vil være glemt:
Da Anders And var værd at læse
(Carl Barks Blues)
Kan du huske dengang, da Anders And & Co. var værd at læse, dengang da hver tirsdag var en fest? Lige siden har vi gamle Anders And-fans, hele den generation, der er vokset op med Anders And som den mentale modermælk, næret en uudslukkelig nostalgi over for de gamle blade – de der betød, hvad H. C. Andersens eventyr måske engang har betydet.
Dengang da Anders var brandmand … Anders på Grønland … Anders og ungerne på ferie i husbåd … Onkel Joakim og hans pengesø … Historien om de firkantede æg, historien om landsbyen Omelet, den om Maharajaen fra Pengostan, ,Den gyldne hjelm’, Joe fra Singapore … Vi glemmer dem aldrig, og når man først kommer til at tale om dem, er det som at snakke skolehistorier eller Gøg og Gokke-film: man kommer i tanker om flere og flere gags, man griner om kommer tættere sammen af den fælles oplevelse.
Anders And kom for at blive, og han er her stadig. Men vi véd alle, alle vi der læser ham og holder af ham, at han er ikke den samme mere, og at han ikke har været det i mange år. Fantasien er væk, nerven og magien er forsvundet. Anders er for alvor blevet triviallitteratur. Og det var han ikke dengang, han endnu var ’altmuligmand på margarine-fabrikken’.
Flere har nu fået øjnene op for grunden til de fede år med de gyldne serier . Mister Carl Barks. Carl Barks, som ingen kendte dengang, og som mange stadig ikke kender – men som ikke desto mindre var manden bag fantasien og fascinationen i, ,Walt Disney’s Anders And & Co.’, som det jo hed.
Carl Barks begyndte 34 år gammel hos Disney – efter en fortid som bl.a. cowboy, skovhugger, jernbanearbejder og hønsefarmer. Han blev ansat som filmtegner, men blev senere manuskriptforfatter og blev den, der fandt på hoved-historierne til bladet, tegneserien Anders And.
Og fra da af, fra 1941, arbejdede den 40-årige Barks så på Anders og gjorde Disney’s figur til en helt anden and. Han gav Anders et miljø: Andeby. Han udvidede Familien And – Onkel Joakim, som debuterede i julen 1947, og Fætter Højben, var to af Barks opfindelser. Andre var Georg Gearløs, Bjørne-Banden og Grønspætterne. Alle disse figurer, og de klassiske historier om dem, deres hele mytologi skrev og tegnede Carl Barks til, ,Walt Disney’s Anders And’ – og de blev solgt over hele verden.
Barks fik 11.50 dollars pr. side for historien og 34 dollars pr. tegnet side. Han arbejdede otte-ti timer om dagen og tjente gennemsnitlig 115 dollars om ugen. Halvanden til to sider om dagen var hvad han kunne nå. En ti siders historie, som den der altid indledte Anders And, tog ham ti dage – fire til at skrive i, og seks til at tegne i. Og han lavede talløse!
Da Carl Barks blev pensioneret, fik Disney-koncernen breve i stakkevis fra læsere, der krævede ,Den Gode Tegner’ tilbage. Det enkle tilnavn, ,Den Gode Tegner’ (for hvem havde hørt om navnet Carl Barks?) har siden været hans kælenavn blandt kolleger og fans. Den Gode Tegner – et smukt, lige til og uprætentiøst navn, der ligner Barks og passer til manden – en simpel, lige-ud-af-landevejen sydstatsamerikaner, som bare passede sit job og puklede på, mens Disney alene tog pengene, magten og æren.
Carl Barks er i dag blevet opdaget og beundret, interviewet og analyseret i hoved og røv. Men han taler stadig med samme rolige håndværker-fornemmelse om sine ting.
- Blev dit arbejde lettere med årene? spurgte en interviewer. Barks svarede: ,Der var ingenting der blev lettere … det var bare om at arbejde og arbejde. Være tålmodig, og tegne, tegne om, og tegne på ny igen …’
Tegne, tegne om, og tegne på ny igen – sådan blev han, ,Den Gode Tegner’. I dag betaler samlere 30 dollars for hans førsteudgaver, og amerikanske entertainment-magasiner trykker endeløse fortegnelser over Carl Barks’ andel af Disney-serierne.
Også herhjemme slår Barks-feberen ud. Forlaget Sejd og tegneserie-klubben Nemo har udgivet flere hæfter om ,Carl Barks & Co.’, og lige nu bliver Barks-serierne genoptrykt af Guttenberghus.
Og hvis du trænger til en glad aften uden spiritus og sex, så læs eller genlæs de to nye bøger med de gamle Anders And-serier – enten, ,Walt Disney’s bedste historier’ eller Walt Disney’s store Anders And bog’ førstnævnte med fem hits til en tier, sidstnævnte med elleve klassikere i røvdyrt stift bind. Og læg så mærke til, at selv om alle serierne i begge bøger er Barks’, er Barks navn end ikke nævnt - det er stadig Disney’s bedste historier.
Barks er nu folkepensionist, men arbejder stadig lidt med på Anders And, nu og da. Han ville gerne rejse – han har aldrig været nogen steder, siger han – men han har ikke råd. Han maler og fisker og slapper af. ,Hvad andet kan en gammel pensionist gøre end at dø med fanen højt?’ siger han.
Idet mindste nåede han dog, før han stillede sine sydstats-støvler, at få sin rimelige tak fra nogle af dem, han har underholdt i så mange år. Lad disse linier være endnu en lille del af betalingen på den gæld, vi alle er Carl Barks skyldig.
- Dan Turèll.
mvh
Simon
Redigeret af Simon (04/02/2019 10:11)