|
0
registrerede
79
gæster og
134
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Simon
Emne: Re: Mellemrummet
|
Skeletterende stykker fra HUN & DIGT - DIGTER..
Fingerpeg i marts
Forår
vinden er kommet med løftestænger
har brækket benet på en hund ude i forstaden
vand er kørt væk af gaderne
og nu her
et par skyer ekspederes ud af aftenens bagdør
mens vasketøjet i gården
bevæget men med ryggen til vandrer ind
ad et fredet trediesalsvindu.
I aftenens anledning
er cyklerne udstyret med nattegn
mørke kunder bevæger sig skrabende hen ad lofts-
gangen og en gennemtræk allerede en smule
passé kravler ud under dørene
her og dér opganges siloer
kroppe der er blevet væk til fordel for
deres skygge og cykelhandleren der som et sidste
pseudopodium har hængt en long-john ud
af sit andensalsvindu
og dér
i alle evigheders knæhøjde
i ståltrådsværelset den fælles gardindryps-
hule din krop der ventede årstiden ud
dine urimelige fodsåler
og dette dit ene hygiejniske bryst som
jeg læner en finger op ad.
*
Du loved …
Du loved at
stjæle en ske til mig
du i en skjortes monument
en flodhøj jakke
med regn trådt ud af overkroppen
med en gennemblødt rose i munden
og smukt aerodynamisk
tilbagelagte ører.
Så dansed vi videre
hen over størknede gulve
fiskebensparader
under trommers kælderbevægelser
trompeters markerede spytgynger
Muskler brast i saxofonerne
hvilke kroppe som rullende trapper
kollektivfødsler
ind over Jerikos mure.
Jeg vendes på høje korkpropper
af fingres stive trærender
nyrer slår ud af den indre gamache
tværremme konkylier løsnes i armhulen
håret sejler inden for tøjet
Du gnider mine malede strømper
søger alle mine fine små messingdele
jeg giver dig mit boblende øre
og begge mine gonorrhéblå øjnes
vædskende ingenting.
Du siger
jeg søger en frelser
af glidende olie
en karrusel med sprængte blærer
Hvor vi smiler til hinanden
bag tjenerens ryg
ingen adgang for fjortenårige.
Lokalet vælter sig videre
tremolo af stadig højere hælarter
jakker afsikres
vædsker sprøjtes op mod skingre og
skurvede glasganer
Hen over duges madrasser går tandkød
i skred knapper bryder ud
gennem munden
kjolers blæsebælge fordeler luften
til lårenes kul
og piger med vådt hår
og tunger af størknet lava
rives op til dans
af rasende gummicykloper.
Hvor sært
du blev borte i andres stormende
telefonbokse
At skrives på regningen
vandmærker
brystkokkoner olierede nerver
alle klokker af kød
bag tøjets skærende ostestrenge
Nu søger du en
der er endnu en smule yngre
og jeg tager endnu en pille –
skønt du egentlig loved
at stjæle en ske
til mig.
*
Det evigt kvindelige
Kære
du har alt for store fødder
din balance på jorden
er fuldkommen
Du tøver aldrig
din oprigtighed er uden grænser
du er som et møbel
der klaprer med dørene
noget der ikke kan være
i sin potte.
Når du tager på mig
holder jeg mig bare fast
begravet under et skred
af svedende druer
Sikken du brøler mit navn
river hårene ud af hoved
anbringer dine sugeskåle
overalt på min krop:
jeg har aldrig følt mig så begæret
siden dengang min tantes grævlingehund
døde i mandlig forelskelse
til mig
og mit ene bukseben
Kun har mit venstre øre
mistet en del af sin form
og kæben er gået af led
Ak hvilken motion
og kærlighed uden puffer.
Du har lært mig at bokse
og tævet alle mine venner
desværre taler du altid om edderkopper
og hunner der æder hanner
bagefter
Du piller mine nerver ud
enkeltvis
og sætter dem i hatten
hvad nytter det
at jeg er nobel
og har mange bøger
når din latter er som et lokum
hvor rusten er gået løs.
Der er for meget der ikke passer
du er begyndt at vokse så sært
du siger
jeg er alligevel en mand
men så længe har vi ikke kendt hinanden
Ak hvilken sorg og fortræd
hun bedrog mig
med en vognmand fra Amager
Selv om hun sagde
det kun var for transportens skyld
løb jeg fra hende
og så hende aldrig mere
Og det skønt hendes bryster
var som klokker en nytårsaften
når året ringes ind.
*
Mine venner digterne
De sagde:
giv mig et stykke af havet
giv mig en time med fugle
og et skib fuldt af længsler
Måske et øjeblik kun
og kald så sjælen tilbage
fra det den ikke forstod.
Hvor smukt
Men selv skønheden brast
forblev en måde at sidde stille
en abstrakt undskyldning
og for hvide tænder
en sjæl kun
stikkende fast i en flaskehals
og sin egen gullige kvalme.
Lad kun digterne klage
i endnu århundreder
med maver sprukne af sorg
og læber som klabrende skraldelåg
lad rimene gabe
i indbildt lighed
to stivnede fiskeøjne
bevaret i gensidig skelen
Jeg forbliver mig selv
et styrt af skridende skærver.
Gør mig ikke til søndag
og køer i skaberens pande
gør mig ikke til små afbidte negle
eller dryppende efterkys:
jeg elsker kun det
der lever
lidt mer end sig selv
Langt ud over mit tandkøds bløden
og de urolige tænder
står mine ord
som et fritflamende knippe
af udsprungne knive
i en gennemblæst hals.
- Jess Ørnsbo
mvh
Simon
|
|
|
|
