SVAR: For mig at se ligger den i, at man kun delvis tror på bibelens Gud, og samtidig mener, at há oplevet dennes ånd.



Arne skrev: "treenighedsdogmet" er for mig blot Faderens/Skaberens henvendelse til os i "kød" og i "ånd", som jeg mener at have erfaret er mulig at opleve.

Denne udtalelse forvirrede mig, fordi Arne tidligere har oplyst, han ikke tror på eksistensen af bibelens Gud – men det gør han så nu - delvis.



Men hvis ikke man kan rumme sandheden om Gud, hvordan lader det sig så gøre at rumme dennes ånd - og hvordan kan man vide det er: Faderens/Skaberens henvendelse til os i "kød" og i "ånd" - når kun man tror på denne delvis?

¨¨¨¨

”Er det ikke en selvmodsigelse?!

- Du burde ellers efter samtlige gentagelser fra lægprædikanten forstå, at guden han tiltror betydning for sit liv befinder sig i nøjagtig samme kategori som hans forståelse for naturvidenskaber – hverken de eller guden befinder sig indenfor hans intellektuelle rækkevidde.

Men da guden han tror på blot er en idé uden objektiv forankring i den natur han faktisk tiltror guden at ha’ skabt, og naturvidenskaber fint forklarer hvordan naturen fungerer helt uden at fifle med guder i regnestykket (guder fødes i kulturer, ikke i naturen), da føøler lægprædikanten samtidig en stærk forargelse overfor naturvidenskaber der ligefrem ekskluderer guden fra forklaringsmodeller, og han mener ligefrem det er moralsk uansvarligt, fordi han også anser det for naturvidenskabers arbejdsopgave, at bygge fortællinger om livet der behager han følelser.
Her har du så kernen i lægprædikantens panderynker: hvis han vil fastholde sin gud i det for ham ubegribelige, da må han pr. def. vedkende sig at være en religiøs mand – hvilket udover at stå i kontrast til agnosticismen, samtidig anbringer ham i en morsom position som sandhedssøgende.
Tillige er naturvidenskaber fuldstændig indifferente overfor også hans gudetro, hvorimod Kierkegaard kan byde ham en løsning: tro på gud, lad være med at tro på gud, det er ét fedt! – hans biologiske eksistensevne udfolder sig uanset helt som vi kan forvente, og hans evne til eksistens kan forklares uden hensyn til den gudetro, som han jo alligevel anbringer udenfor sin intellektuelle kapacitet.

Ergo: lægprædikanten er pr. def. en religiøs troende, bare af den slags der kun kan tale om sin gudetro ved at foregive, at denne tro er ham et vældigt problem – en social adfærd man kun finder blandt yderst religiøse mennesker, hvilket såmænd også var morskaben vi andre havde med ham i tidernes morgen…

mvh
Simon

Er det selvmodsigende at halvt om halvt tro på f. eks. et udsagn?

Nu skal jeg ikke forsøge at gøre mig klog på Arne ― Jeg synes det er svært at forstå hvad han mener - med alle de små billeder han strør om sig med, - mener han, det han skriver? Eller er han ironisk? Eller er det for at kunne trække sine udtalelser i land, hvis han kommer i modvind? Eller andre, for mig, uransalige grunde? ― Det bliver den rene gætteleg!

Med hensyn til det selvmodsigende, er bibelen ikke hovedkilden til selvmodsigelser? ...
Er bibelens beretninger om gud/guder ikke selvmodsigende?

Hvorfor slå ned på et paradoks i et hav af absurdisme?

'Men hvis ikke man kan rumme sandheden om Gud, ...'

Hvad er sandheden om gud? Fortæller bibelen sandheden om gud? Hvad er sandheden?

Spørgsmålene er retoriske!

― Pantago

Pantago:
I min verden er det ikke logisk at tro på noget delvis og samtidig mene, at há oplevet det fuldt ud.

Hvordan kan man opleve noget fuldt ud, når man kun tror det delvis?
... men du har ret, det er en ørkenvandring.

Sov godt.

¨¨¨¨