Du er simpelthen så konstruktiv Arne, mange tak for det.

Hvad jeg her efterfølgende har kopieret fra et par af mine indlæg kan bringe lidt lys og forklaring på hvad vi drøfter, den Paulinske KristusMystik som kristendommens grundessens.

Her lidt fra Albert Schweitzer (og længere fremme kommer noget Paul Tillich har sagt):



Han (Albert Schweitzer) står i stor gæld til Goethe, han skylder Kant meget, og Bach er hans lyst og glæde. Men Paulus er hans åndsfrænde. Magnus Ratter.

Almindeligvis siger man at A. Schweitzer er mest kendt for sin kritik af Jesu liv forskningen og her har fået sig et navn teologisk; men hans mest dybsindige teologiske værk er dog bogen; ”The Mysticism of Paul the Apostle”.

”Mystikken hos Apostlen Paulus” er et større værk end ”Den historiske Jesus”. Det har større rækkevidde, større dybde, det er præget af større lærdom og langt større originalitet. George Seaver.

Citat:
Albert Schweitzer om Paulus:

Paulus har for alle tider sikret os retten til at tænke i overensstemmelse med kristendommen. Han sætter den erkendelse, som skyldes Kristi ånd (og som vi ejer), over den traditionelle tro. Han har absolut og usvigelig ærbødighed for sandheden. Han vil ikke vide af den ufrihed, som er dikteret af tidligere læremestre, han anerkender kun den, som kærligheden pålægger os. Men dette vil ikke sige, at han er revolutionær. Han tager sit udgangspunkt i menighedens tro, men han anser sig ikke for forpligtet til at standse, hvor denne ophører; han hævder, at han har ret til at tænke de tanker, der gælder Kristus, til ende, og han tager ikke hensyn til, om den erkendelse, han derved når frem til, ligger inden for rækkevidden af de opfattelser, som hersker i menigheden, og kan anerkendes som en del af menighedens tro. Her optræder altså tænkningen for første gang i kristendommen, og resultatet giver os god grund til at mene, at troen ikke har noget at frygte af tænkningen, selv om den forstyrrer freden og fører til et opgør, som tilsyneladende ikke falder heldigt ud for fromheden.

Det har således en vis betydning for alle tider, at kristendommen symfoni begynder med en vældig dissonans mellem tro og tænkning, en dissonans, som går over til harmoni. Forudsætning for, at kristendommen skal blive en levende sandhed i de følgende generationer, er, at der stadig optræder tænkere i den, som i Jesu ånd gør troen på ham til erkendelse i de tanker, som hører til i verdensanskuelsen i de forskellige tider. Hvis kristendommen bliver til en traditionel tro, som gør krav på ganske simpelt at blive overtaget af de enkelte, mister den forbindelsen med tidens åndelige liv og har ikke længere evnen til at optræde i en ny skikkelse i en ny livsanskuelse. Hvis tænkningen ikke må tage overleveringen op til kritik, går det ud over den kristne sandhed, og den kristne sandfærdighed vil også lide under det. Det er derfor, det har en så vældig betydning, at Paulus ser det som noget ganske selvfølgeligt, at han skal gennemtænke troen på Jesus Kristus i hele dens omfang og hele dens dybde.
Når han siger, at man ikke skal hindre ånden i at komme til sin ret, og at friheden er der, hvor Herrens ånd råder, betyder dette, at den tænkende kristendom skal have sin ret inden for den troende kristendom, og at snæversynet tro ikke må undergrave respekten for sandheden. Kristendommen må aldrig miste den storsindethed, som gør, at den hos Paulus også anerkender tænkningen som noget, der kommer fra Gud. Der er noget frisk og forårsagtigt over den Paulinske kristendom, og det må ikke komme dertil, at dette overlever sig selv i den kristendom, vi bekender os til. I kristendommen optræder Paulus som tænkningens skytshelgen. Alle, der tror, at de tjener evangeliet bedst ved at tilintetgøre den frie tænkning i troen på Jesus, må skjule sig for Paulus. Citater slut.






Citat:
Det er på tide at kristendommen gør regnskab for om vi virkelig endnu har tro på Guds rige eller om denne tro bare er død overlevering for os. Vi har ord af Jesus som i dyb mening gjelder vore dages dogmatiske bekymringer: Matt.6,33: "Søg først Guds rige og hans retfærdighed, så skal du få alt det andet i tilgift.
Men når den kristne tro prøver at forstå betydningen af Jesu fremtræden og den frelse han bragte i levende tro på Guds rige, træffer den på Paulus som banebryderen for en sådan kristendom. Gennem hans ord taler urkristendommen stadig til nye slægter.
Paulus har gjort en stor reformatorisk gerning ved sin lære om retfærdiggørelsen ved troen alene. Endnu større ting vil han udrette når hans Kristus-mystik, hans mystik om frelsen i Guds rige ved samfundet med Kristus, i fællesskabet med Kristus (Pauls ”i Kristus” mystik), bliver forstået, når engang den magt som ligger gemt i dette forhold begynder at udfolde sig. A. Schweitzer.



-0-0-0-

Paul Tillich:


Den mystiske ekstatiske meditative erfaring indenfor vestlig kristen paulinsk spiritualitet.

Paul's mysticism was not like the mysticism elsewhere described as a soul being at one with God. In the mysticism he felt and encouraged, there is no loss of self but an enriching of it; no erase of time or place but a comprehension of how time and place fit within the eternal. A. Schweitzer.

Tillich:

"Ecstasy" ("standing outside one's self)") points to a state of mind which is extraordinary in the sense that the mind transcendens its ordinary situation. Ecstacy is not a negation of reason; it is the state of mind in which reason is beyond itself, that is, beyond its subject-object structure. In being beyond itself reason does not deny itself. "Ecstatic reason" remains reason; it does not receive anything irrational or anti-rational -- which it could not do without self-destruction --- but it transcends the basic condition of finite rationality, the subject-object of structure. This is the state mystics try to reach by ascetic and meditative activities.



Something happens objectively as well as subjectively in every genuine manifestation of the mystery. Only something subjective happens in a state of religious over-ecitement (eller underspændthed i form af alkohol), often artificially produced (stoffer ved overspændthed og alkohol ved underspændthed). Therefore, it has no revelatory power. No new practical or theoretical interpretation of what concerns us (civilisationen) ultimately can be derived from such subjective experiences. Over-exitement is a state of mind which can be comprised completely in psychological terms. Ecstasy transcends the psychological level, although it has a psychological side. It reveals something valid about the relation between the mystery of our being and ourselves. Ecstasy is the form in which that which concerns us unconditionally manifests itself within the whole of our psychological conditions. It appears through them. But it cannot be derived from them.


Hilsen Hans-Kristian Hindkjær

PS:

Her er noget blue print såvidt mine overvejelser den kristne tro og spiritualitet:


1. Afsnit:


troens dynamiske væsen: ”en guddommelig gerning i os, som forvandler os og føder os på ny af Gud” Luther

Kristendommens essens (tro) er den paulinske Kristusmystik, vores mystiske væren i Kristus, vores personlighed der er Gud-menneskelig, vi der er skabte i Guds billede, altså vores billed-lighed, der er vores person-lighed, vores ansigte-lighed, udseende (seen ud) og fremadskuen, fremtidsorienterethed.

Ja troen er Kristus selv som Paulus siger! Kristus der griber os og vi der forsøger at gribe og iklæde os Kristus så han kan vinde skikkelse i os, og vi blive de nye skabninger vi er i Kristus i kraft af Gud (det Guds Nådeskraftværk vi er i Kristus), hvor vi har en hel ny noumenal spontan fri kreativ handlingsbasis i Gud. I Kristus, trosbegivenheden Kristus, er Gud kommet os mennesker nær, inkarnationen, Gud der forener vi frafaldne med sig selv. Vi har hele guddomsfylden i kød og blod og vor legeme er et tempel for den Hellige Guds Ånd, Helligånden, Guds Ånds kraft som vi nu i Kristus er begavet/beåndet med, således er den ny væren fyldt med ekstase, ekstatisk begejstring, altså det bryder med hverdagen (det er det ganske anderledes, det hellige og usædvanliges nærværelse, et brud med verdensherskeren Dass Man, 'som man er') og vi har Gud Åndens noumenale kreativitet og frihed, som begejstring, mod og glæde ifølge dopamin monsteret Paulus. Trosbegivenheden Kristus finder vi i menneskehedens historiske liv, som vi finder begivenheden i det enkelte menneskes personlige livsbiografi/livshistorie (kendt som omvendelsen, Damaskusbegivenheden). Gud kommer os ifølge Paulus og Luther nær på følgende vis i Kristus:

Er nogen i Kristus, er han en ny skabning. Det gamle er forbi, se, noget nyt er blevet til! Men alt dette skyldes Gud, som forligte os med sig selv ved Kristus. 2 Kor 5, 17 - 18.

Troen er som et guddommeligt værk i os (nåden), som forvandler og føder os på ny ud af Gud. Den døder den gamle Adam, og gør os af hjerte, sind, tanker og alle kræfter til helt andre mennesker.
Oh, troen er i sit væsen en så levende, skabende, virkende og mægtig ting. Fra Luther's fortale til Romerbrevet.

Tro er netop pr definition ikke eksistens (horisontal det værende), men nok eksistentiel (the finite is capable of the infinite (1)*; troen/Kristus-virkeligheden griber og omslutter hele menneskets eksistens) som det er vores eksistensforvandlende ny virkelighed, Tid/liv (æon, epoke) og ny væren i Kristus takket være Guds Ånds kraft (vertikal skabelse; Tid og Spiritualitet).

(1)*:

the "Infra Lutheranum" -- namely, the view that the finite is capable of the infinite and consequently that in Christ there is a mutual in-dwelling of the two natures. This difference means that on Lutheran ground the vision of the presence of the infinite in everything finite is theologically affirmed. Paul Tillich.


Hansi indskud:

jeg vil karakterisere mig selv som en "neuropsykoanalytisk langdistanceløber og poet'filosof med en paulinsk kristen eksistentialistisk spiritualitet" (hard core kristen i paulinsk forstand). Wauu smiler tænk at møde dig, og man ville kunne sige; jeg har lige mødt en "neuropsykoanalytisk langdistanceløber og poet'filosof med en paulinsk kristen eksistentialistisk spiritualitet". Forældrene til datteren der beretter således, vil udbryde: "hvad gjorde han ved dig"?


2. Afsnit:

Filosoffen må også ha et ord med på vejen overfor teologens smukke redegørelse for troens væsen.

Troen som ekstatisk fornuft:

I troens akt deltager hver nerve i menneskets legeme, enhver stræben i hans sjæl, enhver åndelig funktion. Men legeme, sjæl og ånd er ikke tre dele af mennesket. De er dimensioner i menneskets væsen og altid tilstede i én sammenhæng; thi mennesket er en eenhed og ikke sammensat af dele. Troen er derfor ikke et spørgsmål om tanke alene, eller sjæl alene, eller legeme (vitalitet) alene, men hele personlighedens retning mod noget af afgørende vigtighed. Paul Tillich.

Tro vil sige uendelig lidenskab, og lidenskab, selv den mest åndelige, har altid en legemlig basis. I enhver ægte trosakt deltager legemet. De måder, hvorpå det deltager, er mangfoldige. Legemet kan deltage både i vital ekstase og i en askes, der sigter imod åndelig ekstase. Paul Tillich.

Troen Kristus bestemmer også vores bevidste liv ved at give det et sigte for "kon-centration", for nemlig er troen det eenhedsskabende, konstituerende, i personligheden, ja Kristus er vores personhed, for kun som person (ikke som individer) kan vi rumme Gud og evigheden, som de Gud-mennesker vi er, skabte som vi er Guds billede. Kristus er vores ekstatiske karismatiske personlighed qua Guds Åndens Kraft, Helligåndens virke, lys og forklarelse ind over vores liv.

Vi er Gud-mennesker og ikke mennesker-guder, denne forskel er vigtig at forstå. Kristus er vores Gud-menneskelighed og i den forstand vores hellighed og guddommelighed, og helliggørelsen er da også vores dåb og iklædning Kristus. Vores hellighed er Kristus der har vundet skikkelse i os, over os, og som virker mægtig i os, og det er i den sammenhæng at Paulus siger mod slutningen af sit liv at han ikke vil driste sig til at tale om andet end det som Kristus har gjort gennem ham ved Guds Ånds Kraft. Vi ser at for Paulus er hellighed ikke afkald og forsagelse, men socialpolitisk verdslig engagement og stræben, som det var hos Jesus. Altså der er ikke tale om en forløsning fra verden eller det fysiske legemelige såvel som vores eksistens, men en forløsning (Healing og helbredelse) af verden som vores legemlige fysiske eksistens og dets behov.

Badiou's kendte eksempel på en historisk sandheds begivenhedsproces er Kristusbegivenheden som vi finder denne beskrevet hos Paulus.

"Grib i din væren det, der har grebet og sprængt dig"; Glem aldrig hvad du har mødt", "Elsk det, som du aldrig ville kunne tro to gange", Fortsæt med at være denne, person, eller en og anden, der er blevet grebet og forrykket af en sandheds begivenhedsproces". Alain Badiou.

Fornuft er forhåndsbetingelsen for tro, i troen rækker fornuften ekstatisk ud over sig selv, deri ligger begges enhed og forskel.

Hvis fornuften gribes af det ubetingede (Kristus; det Helliges og Noumenale Guds nærvær) drives den ud over sig selv, men ophører ikke derfor med at være fornuft, endelig fornuft. Den ekstatiske erfaring af et ubetinget anliggende tilintetgør ikke fornuftens struktur. Ekstasen fortrænger ikke, men fuldender, hvad fornuften begynder. Fornuften kan kun fuldbyrdes, når den drives ud over sin endeligheds grænse og erfarer det absoluttes, det helliges nærværelse...

Fornuft er forudbetingelsen for tro, og tro er fuldbyrdelsen af fornuft. Tro er således ekstatisks fornuft. Der er ingen modstrid mellem troens væsen og fornuftens væsen. Paul Tillich (undtaget parentesen som er min)

Paulus bliver også kaldt for tænkningens skytshelgen fordi der hos ham ingen modsætning er mellem tro og tænkning (fornuften). Og en tro der tilintetgør fornuften, tænkningens struktur, tilintetgør sig selv. Tro er derfor ikke opposition til fx astrofysik eller evolutionsbiologien, hvis den gør sig selv dertil, undergraver og tilintetgør den sig selv, ved at fjerne fornuften (vores intellektuelle integritet, forhjerneaktiviteten), som er troens forhåndsbetingelse. Tro er med fuld forhjerne aktivitet, tænkende reflekterende bevidsthed og forstandighed hos Paulus, dette er religionshistorisk uset/uhørt og enestående at en mystiker har fuld integreret forhjerneaktivitet, forstandigheden med inde over sin mystik, men det skyldes at den paulinske Gudsmystik er Kristusmystik:

Paul's mysticism was not like the mysticism elsewhere described as a soul being at one with God. In the mysticism he felt and encouraged, there is no loss of self but an enriching of it; no erase of time or place but a comprehension of how time and place fit within the eternal. A. Schweitzer.

Thinking pervades all the spiritual activities of man. Man would not be spiritual without words, thoughts, concepts. This is especially true in religion, the all-embracing function of man’s spiritual life. Paul Tillich; Systematic Theology, bd 1, side 18.

Hvordan bliver man omvendt til at tro?

Ja det er et godt spørgsmål Arne.



For mit vedkommende og også ifølge Paulus og hvad der er teologisk korrekt er det ikke noget vi selv kan, vi tror ikke med vores sind.

Troen har sin begrundelse i Gud og ikke i det menneskelige sind, så vi kan ikke og skal ikke sætte os ned og læse bibelen og så tro hvad der står der, dette har intet med kristen tro at gøre. Men de Guds og Kristus erfaringer (om Gud i Kristus og Kristus i Gud, om vores fødsel i Gud og Guds fødsel i os) vi åbenbares alle disse erfaringer kan vi få sat ind i meningsfuld og historisk sammenhæng ved at studere bibelen, især Nye Testamente selvfølgelig.

Troen er Guds værk, et guddommeligt værk med os. Det er som sagt ikke os der tror, altså det er ikke vores sinds eller ånds værk, det skyldes åbenbaringer fra oven. Gud og alt det guddommelige åbenbarer sig for os, bliver givet os i åbenbaringer, i glimt.



There is a crack in everything. That's how the light gets in. Som Leonard Cohen synger.



Tro er jo ikke at gå rundt og tro noget, hvorfor skulle vi dog også det. Nej tro er trosliv, det er menneskets liv, samliv med Gud som Jesus så smukt så smukt er kendt for som det der foregår mellem ham og faderen.



Tro er ikke menneskeligt, ikke noget menneskeligt, men det er Guds værk med os mennesker. Det er den virkelighed og det samliv vi kan få med Gud hvis vi erfarer Guds tiltale (tale til os) og indgreb eller handlen med os og vi vælger at ville høre dette (det guddommelige) og ham til som han vil os og elsker os der som han finder os, kommer til os, i al sin nåde og barmhjertighed.

Denne virkelighed er Kristusvirkeligheden og erfarer vi den, så forstår vi at hvad og hvem der blev bragt ind i verden eller åbenbaret os og fuldbyrdet ved Jesus stadig gør sig gældende den dag i dag. Det er en konkret levende virkelighed der går for sig hele tiden, Gud går ikke død eller i stå i en bog, Gud falder ikke i stave og ned på en linje, eller linjerne i en bog (pyha da for en død og begravet i bogstaver Gud, og hvor indskrænket og fattigt). I så fald var Gud og det guddommelige ikke nogen virkelighed men død fortid, og blot en skrøne eller alene en myte uden hold i virkeligheden om Gud og Kristusvirkeligheden (Sønnens virkelighed med og åbenbaring af Gud Fader) ikke var lige så aktuelt og konkret nærværende og manifesterende, gørende sig gældende i forhold til os der lever i dag, os mennesker her i det 21 århundrede.

Det er jo ikke noget der er sket, det er noget der sker og det med os og i os.



Vi har ikke fået verdens ånd (vi er ikke prisgivet menneskers ånd) men vi har fået Guds Ånd (Ånden fra Gud) så vi kan vide hvad der er skænket os fra Gud.


Mange kærlige hilsner HansKrist

Måske det er lidt trivielt at høre mig redegøre for de her forhold da jeg jo er så hard core et kristent menneske som tænkes kan, eneste af slagsen her på trosfrihed (hvis vi ser bort fra Peter Arentzen og Thomas der har forladt os).

Kristus Mystik er Hjerte Mystik. Kristus er Guds Kærlighed er Guds Hjerte.

Kristus er mennesket i Gud, det menneskelige i Gud, det er Guds hjerte. Og "Jesus Kristus" er selv sagt inkarnationen, Guds Hjerte, Guds Kærlighed i verden.

Og Kirkerne er Guds Hjerte, Guds hjertelighed, barmhjertighed og menneskelighed forsøgt legemliggjort og konkretiseret på jorden blandt mennesker og altid med Kristus Jesus som Herren, Hovedet. Det vil sige Kirkerne altid har Kristus rettet imod sig som kriterium og dom over det de foretager sig. En ydmyghed vi finder i udtalt grad hos pave Frans. Iøvrigt en ydmyghed der klær' alle Kirker at befatte sig med.

Nu spørger jeg, vil I, vil du, være KIRKE i verden???? Eller vil du bare fjolle og sjofle dit liv væk og have topskattelettelser???

Fra og med Kristus er Guds Ånd ikke frit svævende, men nu forankret og inkarneret, legemliggjort i forbindelse Guds Kærlighed, Guds Hjerte, Barmhjertighed og Nåde med os og i os. I og med og ved Kristus har vi hele guddomsfylden i kød og blod. Vores legeme er tempel for Helligånden, Den Hellige Guds Ånd.

Kristus er "brain face HEART" systemet implementeret eller inkarneret, legemliggjort. Alle Kristus Ikoner symboliserer det forhold.

Kristus er Gud der ser os med Hjertet. Det er derfor også os der ansigter og ser på verden, vore medmennesker, næsten, fra Hjertet af. og det på grund af den rekursive gensidige vekselvirkning mellem det guddommelige og det menneskelige, mellem Gud og mennesket.

Kristus oplyser og forklarer og afklarer vore ansigter fra Hjertet af, det Hjerte der er antændt og opflammet oppefra, vertikalt, i forbindelse noumenal spontan aktivitet, fra Gud af.



Det er Jesus der åbenbarer og ja inkarnerer, legemliggør, Guds Hjerte og Guds Kærlighed, Guds menneskelighed i verden (det menneskelige i Gud og mennesket i Gud = Kristus), at Gud er vores Kærlige Barmhjertige og Nådige Himmelske Fader og vi altså intet mindre end Sønner, Guds børn, arvinger til Guds Rigets komme, Guds Vilje Ske på jorden. Dette er Nye Testamente.


Mange kærlige hilsner HansKrist

PS:

dette er skrevet frit fra hjertet af (jeg citerer ikke, jeg har ikke haft næsen nede i nogen bog i forbindelse hvad jeg skriver ovenfor (men selvfølgelig kan enhver teologisk trænet se at jeg er fortrolig med hvad jeg skriver om, at jeg har forstand på det jeg har kastet mig ud i at sige noget om)).

Disse mine tanker var en inspiration jeg havde da jeg vågnede og det har indtil videre medført dette her mit indlæg på Trosfrihed og jeg tror det næste det medfører er at jeg cykler over i Aalborg og køber et større Kristus Ikon.

Som min eks svoger sagde forleden da han var på besøg: "Hans du har mange kristne symboler i dit hjem, er du kristen?".

Og ja jeg har mange kristne symboler, men ikke et specifikt ortodoks Kristus Ikon. Men vel ikke til nogens store overraskelse har jeg et utal af Paulus Ikoner.

Nu har Arne glædet mig med den opmærksomhed og nysgerrighed han har vist mig, måske jeg nu kan glæde Arne ved at anskaffe mig et ortodoks Kristus Ikon og hænge op på væggen herhjemme.

Tro (hentet fra luthers fortale til Romerbrevet) er ikke den menneskelige indbildning eller drøm, som nogle anser for at være tro. At nogle opfatter forholdene sådan, skyldes at når de hører evangeliet, så farer de løs og frembringer ved egen kraft en tanke i hjertet: ”jeg tror”. Dette holder de så for at være en ret tro; men det er menneskeligt tankespind, som er uden virkning på hjertets grund. Derfor virker den heller intet, og det følger ingen forbedring, ny skabelse deraf.
Tro derimod er et guddommeligt værk i os, som forvandler og føder os på ny ud af Gud. Den døder den gamle Adam, og gør os af hjerte, sind, tanker og alle kræfter til helt andre mennesker.
Oh, troen er i sit væsen en så levende, skabende, virkende og mægtig ting, at det er umuligt, at den ikke uafladeligt gør godt. Den spørger heller ikke, om der er gode gerninger at gøre, men inden man når at spørge, har den gjort dem og er altid virksom. Citat slut.