Men var han ikke bare et almindeligt menneske? Nej, han var et meget ualmindeligt menneske, fordi han i modsætning til alle andre ikke kunne se bort fra Gud – fra det livsbærende, det sande og eviggyldige og fra transcendensen, hvorved han netop fik et realistisk forhold til sig selv og til andre.

Ser man stort på, at alting hænger sammen, bliver man en trussel for sig selv
Religion er ikke en privat overbygning eller tildigtning til den faktiske virkelighed. Den er tværtimod en italesættelse af de livsvilkår, intet menneske kan slippe fri af, men højst gøre sig blind for. Gør man det, ender mennesker som dyr i nyttelogikkens vold

Gud er som bekendt forlængst erklæret død, og det er derfor enhver tilladt at være religiøs på sin egen måde, hvis man har den slags tilbøjeligheder, ligesom man kan være agnostiker eller ateist. Heldigvis er religionstvang en uhyrlig tanke for det moderne oplyste menneske, for tro er noget meget privat og diffust.

Man kan tro på engle og dæmoner, på guder og dommedag, på gamle skrifter og horoskoper og uendeligt meget mere. Tro er ikke andet end en overbevisning om noget, der ikke kan bevises. Sådan opfatter den kollektive bevidsthed religion, og med et sådant trosbegreb er det klart, at der skal være religionsfrihed.

Allerede i middelalderen tumlede teologer og filosoffer med at bevise Guds eksistens, men uden held. Ingen af gudsbeviserne er overbevisende, og man behøver i øvrigt heller ikke længere Gud for at kunne forklare virkeligheden; det er nok med videnskabelige modeller.

Gud er ikke årsag hverken til universets oprindelse, naturens processer eller historiens gang. Virkeligheden er ikke andet end et højst kompliceret, selvberoende system, som kan beskrives, forklares og fortolkes uden brug af sære overnaturlige kræfter.

At den enkelte så kan bilde sig hvad som helst ind i form af religiøse forestillinger, overtro og lommefilosofi, er helt okay, og den frihed kan man ikke være taknemmelig nok for. Religiøs tvang, som den findes ude i den store verden, tjener kun til skræk og advarsel.

I det sekulære samfund opfattes tro som et slags privat appendiks til virkeligheden, hvilket kun kan have betydning for mennesker med særlige psykiske tilbøjeligheder eller med en særlig kulturel baggrund.

Det reducerede samfund
Et sådant religionsbegreb overskygger imidlertid et langt dybere, mere filosofisk, virkelighedsnært og autentisk religionsbegreb til forskel fra psykoreligiøsitet og førmoderne forestillinger. Ret forstået fokuserer de store klassiske religioner faktisk på to ’objektive’ aspekter ved selve virkeligheden, nemlig metafysik og transcendens.

Metafysikkens tid anses af mange for at være forbi, skønt metafysik handler om alt det, der ikke lader sig flytte, det evige, selve værens grundlag, det værendes væren.

Rummet, tiden, kredsløbet, forskellen på sandt og usandt, på godt og ondt, på op og ned, tilintetgørelsen og lignende kan ingen ændre, men de nævnte fænomener kan italesættes og tydes, som det sker i religionerne, hvorimod det moderne menneskes tydningshorisont hovedsageligt er begrænset til det, mennesket har monopol på.

Den samme problematik går igen i spørgsmålet om transcendens. Det moderne individ opfattes i stadig stigende grad som en selvberoende, uafhængig, sluttet entitet, skønt både individet og samfundet har rødder og grene, der rækker tilbage i tiden, ud i omgivelserne, ud i naturen og universet, i kosmos, og ind i fremtiden.

Alt og alle er mere end sig selv – transcendent. At lukke øjnene for metafysik og transcendens er derfor udtryk for en naivitet, der reducerer samfund til politik og økonomi, og mennesket til et dyr styret af naturlige behov og instinkter. En sådan virkelighedsreduktion betyder efterhånden en trussel mod naturen, mod kloden, mod kosmos og mod menneskets egen overlevelse.

Bibelen er ikke troens mål
I kirken tales der om Gud, men det skal man ikke lade sig snyde af. For ganske vist er sproget i kirken opstået før moderniteten, men det er ikke ensbetydende med, at kirken er ude af trit med virkelighedens grundkategorier.

Ingen moderne præst forestiller sig, at der sidder en gammel gud deroppe et sted i det fysiske himmelrum. Den, der tror, at præsterne tror det, er frygtelig naiv og har ikke forstået, at kirkens sprog kort sagt er et højtudviklet symbolsprog, der betjener sig af metaforer, fortællinger, lignelser, allegorier og symboler med henblik på at italesætte virkeligheden så realistisk som muligt.

Intet fornuftigt menneske kan naturligvis drømme om at skrue tiden tilbage til førmoderniteten, men man kunne godt ønske sig, at det moderne menneske lærte det religiøse sprog – ikke for kirkens skyld, men for at blive i stand til at se virkeligheden i lyset af det uforanderlige og erkende, at alle enkeltfænomener rækker ud over sig selv.

Dermed kan man undgå et urealistisk og reduceret for ikke at sige naivt og primitivt forhold til både sig selv, andre, samfundet, historien, naturen og universet.

Bibelen begynder med ordet GUD, og dermed er der sat et perspektiv, som kaster et metafysisk og transcendent lys over livet og verden. Det er dette særlige tydningsprisme, der på helt enestående vis kommer til udtryk i Bibelen, hvilket ikke betyder, at man som kristen skal tro på Bibelen.

Bibelen er ikke troens mål, men en samling skrifter, der er blevet til over tid, og som på hver deres måde italesætter livet og verden i lyset af evige strukturer, kategorier og niveauer – ’noget’, som ikke er menneskers, og som ingen kan lave om på eller gøre sig fri af.


Med prismet Gud placeres mennesket i en position og relation, hvor det ikke hjælper at stikke hovedet i busken og nedskrive virkeligheden til det mere eller mindre tilfældige, man selv kan finde på, eller til det, samfundet lægger op til. I kirken interagerer man med afsæt i Bibelen åndeligt rituelt med de livgivende energier, som ligger i ordet Gud. Mennesket er nemlig ånd.

Et ualmindeligt menneske
Men igen: Er de bibelske skrifter ikke bare historisk tilfældige fortællinger, de respektive tiders og stammers forestillinger? Hvordan skal man sortere i de bibelske skrifter, når man ikke skal tro bogstaveligt og på det hele?

Det ved enhver teolog. For nok er skrifterne en slags sociale konstruktioner, som ifølge moderne teologisk hermeneutik selvfølgelig skal læses i lyset af deres respektive historiske og kulturelle kontekst – historisk kritisk, som det hedder, men som ifølge luthersk teologi samtidig skal læses i lyset af Jesus Kristus. »Hans ånd« er nøglen til en kvalificeret kristen bibellæsning, og det i Bibelen, der ikke »driver på Kristus«, gælder ikke for den kristne.

Men var han ikke bare et almindeligt menneske? Nej, han var et meget ualmindeligt menneske, fordi han i modsætning til alle andre ikke kunne se bort fra Gud – fra det livsbærende, det sande og eviggyldige og fra transcendensen, hvorved han netop fik et realistisk forhold til sig selv og til andre.

Han havde så at sige Guds Ånd i sig, og hele pointen er, at han akkurat derved blev et rigtigt menneske – sand Gud og sandt menneske, som det hedder i teologien.

Det er imidlertid en udbredt misforståelse, at religion er en form for privat overbygning på den faktiske virkelighed, en tildigtning, skønt det saglig set forholder sig stik omvendt, nemlig at religion er italesættelse af livsvilkår og perspektiver, intet menneske kan slippe fri af, men højst gøre sig blind for.

Kategoriseres det religiøse som et psykologisk privatanliggende og ikke som realitetsindsigt, har man ikke forstået selve kernen i fænomenet religion.

Mere end et dyr
Selvfølgelig er der forskel på religionerne, men de forsøger alle hver på deres måde at tyde og tolke virkelighedens egen struktur. At det ikke lykkes lige godt, ved enhver. Religion kan forvanskes f.eks. til politisk ideologi, pseudonaturvidenskab, tids- og kulturbestemt morallære og til overtro.

Og bliver de hellige bøger læst bogstaveligt uden sans for, at de er kultur- og tidsbestemte, forfejles det, der i princippet er målet med det religiøse projekt i alle religioner, nemlig at få øjnene op for og tage bestik af, hvordan virkeligheden på godt og ondt er skruet sammen – og livet bør leves.

Religion handler derfor ikke mindst om at undgå illusioner, så man ikke digter sig et tilfældigt livssyn uden småligt hensyn til de uomgængelige livsvilkår, så man ikke glemmer selve livsmiraklet og døden og nedskriver mennesket til ikke andet end et selvberoende, instinktbestemt dyr med behovs- og driftstilfredsstillelse som livsmål helt modsat i kirken, hvor virkeligheden aflæses og italesættes med kosmos som den afgørende horisont.

Her forstås alt og alle i sammenhæng, og mennesket respekteres som et åndeligt væsen.

Peter Holm er tidligere provst for Frederiksberg