Hej Simon

Jeg er helt enig med dig i, at dokumentarportrættet her om Johannes Møllehave langt fra er det, man husker ham for ...

I forhold til vores snak om Kierkegaard var der flere videoklip, hvor Møllehave viste sig med vid og et stor engagement og passion ... og så er han her i det poetiske hjørne ...

https://vimeo.com/12337548

... og her om Storm P.

https://vimeo.com/53259484

Prolog om tavshed

Er det fejhed eller dumhed?
Denne hjælpeløse stumhed.
Hvorfor lukkes alle sanser,
når man nævner ordet cancer?

Jeg kan huske alle faser,
da min mor fik metastaser.
Hils din mor, og hvordan går det?
Så er stemmen pludselig borte,
og der sidder man med røret
Tom Konkylielyd i øret.

Først når sproget bliver så vigtigt
tier alle så forsigtigt
Den er ond – den tavse pause,
hvorfor bliver I dog så tavse?
Lad for Guds skyld vær´ og svare:
“Sådan er det altså bare!”
Der er ikke mer´ og sige

Åh, som stilhed dog kan skrige.
Efter kemoterapien:
Samme tavshed og fortien
Selv ens allerbedste venner
er som folk, man ikke kender.
Ingen kommer på visitter
mon de tror, min smerte smitter?
Stumheden gør mig forlegen
både deres og min egen.

Tavse tider langsomt skrider
mens hun sejt og ordløst lider.
Og den stumhed varer ved,
da hun endelig får fred.
Alle håber tiden går.
Den som læger alle sår.
Og så støder der en sjover til

“Åh, jeg troede du var over det!
Det er bar' så svært at svare,
på hvor længe sorg må vare.

Har vi ikke lært at tale?
Hvorfor gør vi så det gale?
Skønt vi ved, hvad ord kan rumme,
bliver vi lukkede og stumme.
Hvorfor siger vi ikke spor,
Når vi trænger mest til ord.
Hvorfor savner vi ressourcer.
Kan vi lære det på kurser?

Er I raske. Er I sunde?
Har I det så nogenlunde?
Så sig ord med jeres munde,
Ord, der dulmer vores smerter,
ord, der viser, at I er der.

Det er svært at tage afsked.
Men det sværeste er tavshed.
Derfor hvisk i vores øre.
Derfor tal – mens vi kan høre.
Og jeg beder: La' vær og luk dig
Og vælg ikke første Flugtvej
Spørg dig selv – hvorfor du flygter.
Det er TAVSHEDEN, jeg frygter

Johannes Møllehave


Go' weekend i sol og regn og latter
RoseMarie

P.s.

... og go'morgen :))

Da jeg valgte det dystre digt af Møllehave, var det for at få en anden side af ham end den muntre. Da jeg læste digtet, tænkte jeg med det samme på dette digt af vennen Halfdan Rasmussen ...

Kemo

Du vendte dig om
som ville du sige farvel.
Dit hår var borte.
Din mund var en tynd lille streg.
Du standsede op.
Mit blik slog dig roligt ihjel.
Jeg skyndte mig væk
fortvivlende fattig og fej.


Benny Andersen skrev et digt til Møllehaves 70 års fødselsdag ...

Du har en evne til at sætte liv i os andre.
Livgiver er du,
omend ikke Gud himself
så dog tæt på,
men i modsætning til ham
har du begge ben på jorden.
Så jeg tror stadig mest på dig!


I samtalebogen Det ender godt blev Johannes stillet dette spørgsmål: „Hvordan har du selv holdt modet oppe i dit liv?”

"Ganske enkelt fordi det har været afgørende for mig. Hvis vi var ti mennesker på en ø, og vi ikke kunne komme herfra, og én sagde: Jeg kan ikke holde det ud, så vil jeg gerne være ham, der siger: Hold ud!. Jeg vil gerne være ham, der siger: Der ér noget at gøre. Sådan er det også, når jeg har været indlagt på hospitalet. Jeg vil gerne være den, der siger: Du skal ikke pakke sammen og lukke og slukke. Du skal tage en dag til. Der så mange, der er på livets nej-side. Jeg vil være på livets ja-side."



... og ja, alle tre var de venner, og alle tre den anden side med sig. Alvor og humor :))

Hej i natten, RM..

Allerførst tre smuksak’er og på rad, som solen gennem lukkede øjenlåg, og dette en lørdag nat; take a bite of them apples!

To a Lady asking foolish
questions

Why am I sorry, Chloe? Because the moon is far:
And who am I to be straitened in a little earthly star?

Because thy face is fair? And what if it had not been,
The fairest face of all is the face I have not seen.

Because the land is cold, and however I scheme and plot,
I can not find a ferry to the land where I am not.

Because thy lips are red and thy breasts upbraid the
snow?
(There is neither white nor red in the pleasance where
I go.)

Because thy lips grow pale and thy breasts grow dun
and fall?
I go where the wind blows, Chloe, and am not sorry
at all

*

Ah, dans ces mornes séjours
Les jamais sont les toujours.

Paul Verlaine

You would have understood me, had you waited;
I could have loved you, dear! as well as he:
Had we not been impatient, dear! and fated
Always to disagree.

What is the use of speech? Silence were fitter:
Lest we should still be wishing things unsaid.
Though all the words we ever spake were bitter,
Shall I reproach you dead?

Nay, let this earth, your portion, likewise cover
All the old anger, setting us apart:
Always, in all, in truth was I your lover;
Always, I held your heart.

I have met other woman who were tender,
As you were cold, dear! with a grace as rare.
Think you, I turned to them, or made surrender,
I who had found you fair?

Had we been patient, dear! ah, had you waited,
I had fought death for you, better than he:
But from the very first, dear! we were fated
Always to disagree.

Late, late, I come to you, now death discloses
Love that in life was not to be our part:
On your low lying mound between the roses,
Sadly I cast my heart.

I would not waken you: nay! this is fitter;
Death and the darkness give you unto me;
Here we who loved so, were so cold and bitter,
Hardly can disagree.

*

Villanelle of Marguerites

For Miss Eugénie Magnus

‘A little, passionately, not at all?’
She cast the snowy petals on the air:
And what care we how many petals fall!

Nay, wherefore seek the seasons to forestall?
It is but playing, and she will not care,
A little, passionately, not at all!

She would not answer us if we should call
Across the years: her visions are to fair;
And what care we how many petals fall!

She knows us not, nor recks if she enthrall
With voice and eyes and fashion of her hair,
A little, passionately, not at all!

Knee-deep she goes in meadow grasses tall,
Kissed by the daisies that her fingers tear:
And what care we how many petals fall!

We pass and go: but she shall not recall
What men we were, nor all she made us bear:
‘A little, passionately, not at all!’
And care we how many petals fall!

- Ernest Dowson.

Møllehave: jeg husker ham for æselørerne (bogen), for hans vrede over uretfærdighed og smålighed, ikke mindst hans forargelse over politisk dumhed - der jo nærmest synes at være proportional med antallet af levebrødspolitikere - men nok, fremfor alt, for hans engagement ud i aktivt at gøre noget for mennesker, hvis mulighed for at gøre noget for sig selv, var ringe. Derfor håber jeg da også at nogen nu gør noget for ham, på det plejehjem han (i mine øjne) desværre er anbragt på. Jeg sku' her ta' meget fejl, forudsat naturligvis at ikke depressionerne er tiltaget, hvis ikke han underholder hele forsamlingen af åbenmundede beundrere; og sku' han i tillæg få listet en sød lille spl op i sengen under foregivende af at ville vise hende sine frimærker, jamen så er det helt fint med mig! ;)

Nå, pjat med mig. Han trissede jævnligt ind hos en ven der på Frb. ejede et lille antikvariat, og min ven der selv er i stand til at fortælle en god historie fortalte, at selv bøgerne rundt omkring ham slog deres æselører ud, når de bøger han havde fundet var betalt og de begyndte at snakke om løst og fast. Der er næppe tvivl om hans store glæde ved SAK og HCA m.f., og det er jo dét jeg synes vi lidt har mistet, denne omvandrende erindringsdatabase der ku' få ganske alvorlige sager fremført på så soleklar og enkelt en måde, at enhver følte sig dybt inspireret til selv at læse det omtalte. Vi har det vist begge lidt på samme måde hvad Søren Ryge angår, der i mine øjne hører til blandt små kulturperler som fx Møllehave er et glimrende exempel på. Det er bare lidt ærgerligt at det altid er når folk er væk, at de værdsættes i befolkningen. Det må forøvrigt ha' været en herlig oplevelse at være medøre (et begreb næppe så fjernt fra madøret) under Kierkegaard-seminaret - og i øvrigt en stor fornøjelse at høre Møllehave læse HCA, hvilken med- og indleven! Ja, han er sgu' en perle...;)

Nå, ha' en herlig søndag, Miss Ryge..;)

mvh
Simon

P.s.:

Møllehaves ræsonnement er ganske interessant. Her kvitteres med en tilsvarende lille historie, en Agatha Christies gudmor elskede at fortælle hende som barn – du finder den i hendes absolut læseværdige selvbiografi; den handler i sin grund om håbet, som hun mente var altafgørende for hendes eget livsforhold, men anså var forsvindende for den senere generation, desværre:

“It reminds me of the story that my American godmother used to tell me years and years ago about two frogs who fell into a pail of milk. One said: ‘Ooh, I’m drowning, I’m drowning!’ The other frog said, ‘I’m not going to drown.’ ‘How can you stop drowning?’ asked the other frog. ‘Why, I’m going to hustle around, and hustle around, and hustle around like mad,’ said the second frog. Next morning the first frog had given up and drowned, and the second frog, having hustled around all night, was sitting there in the pail, right on top of a pat of butter.”

mvh
Simon
P.s.: sådan en grønfingret nisserinde, der dog ikke er grøn bag ørerne, burde måske invitere Fru. Agatha Christie op på natbordet..;)

I sommer lo hammerhajerne med øjnene på stilke og
gik til mens vi lo som hvepse. Måske er jeg kommet
hertil for at møde sandheden i alt det jeg ikke selv
gør. Alene og åndsforladt. To tusind år efter fiskens
død. Du kigger forgæves efter det gyldne lys i et råd-
nende fiskenet. Kællingen af granit knytter masker-
ne. Dokken er fyldt af latterlig fiskeyngel. Et gigan-
tisk barnemord går for sig. Og ingen griber ind.
Nu hiver de anæmiske drenge de afskallede både
ud i havnebassinets olieret vand. Du mener at høre
en musik, og fandt en sort rod med form som basun
på den tilsvinede bred. Taklet knækker når hunden
hiver i det. Bunden skal lænses for søle og selvdød
tang. Det er barneslaven født til.
Men de vil ikke nå langt. Stjernetyderne er gået i
sig selv. Og hvor rejse hen i vor tid?
Solen har gemt sig bag havgusens gule vom. Og
Jupiter … planeten mellem Ravnen og Jomfruen
ikke til at finde … Mælken på systemets loft fordær-
vet … Stjernerne … når vi aldrig; når de os? Nogen
har hældt sort syre ud over det hele, og derefter riet
det ind i en dis. Hvilken pervers smålig omsorg for
vedligeholdelsen af mysteriets åndedrætsbesvær.

*

Destruktivt bliver mit omrids til
konturerne, regningen der munder
ud i et råb. Ordene kaster skygger
ind i den urolige søvn, lægger
sig op under øjenlåg, som sandkorn
som salt i et sår … Destruktiv
hånden der trækker den kradsende pen

- Thomas Boberg.

mvh
Simon