0
registrerede
829
gæster og
247
søgemaskiner online. |
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
#22289 - 09/12/2016 05:50
Re: Mellemrummet
[Re: RoseMarie]
|
veteran
|
Registeret: 04/04/2008
Indlæg: 3512
|
|
Lidt morgenlyrik til gymnastikken…
Da Federico del Sagrado Corazón de Jesús García Lorcas temperament strålede, tørrede solen sveden af panden og satte sig smilende i skyggen, mens hans billeder af livet, døden og kærligheden dansede på den helt store scene, firmamentet…
Lola
Under appelsintræet vasker hun bomuldssvøb. Hun har grønne øjne og stemmen er violet.
Ak, kærlighed under appelsintræet i blomst!
Vandet i kanalen er fyldt af sol, i den lille olivenlund synger en spurv.
Ak, kærlighed under appelsintræet i blomst!
Snart, når Lola har brugt al sæben, kommer de små tyrefægtere.
Ak, kærlighed under appelsintræet i blomst!
*
Lille uendeligt digt Til Luis Cardoza y Aragón
Farer vi vil på vejen kommer vi til sneen og kommer vi til sneen gnaver vi i tyve århundreder kirkegårdens græs.
Farer vi vild på vejen kommer vi til kvinden, kvinden som ikke frygter lyset, kvinden som dræber to haner på et sekund, lyset som ikke frygter hanerne og hanerne som ikke kan synge over sneen.
Men tager sneen fejl af hjertet kommer vinden måske fra syd, og da luften ikke ænser vore suk må vi atter gnave i kirkegårdens græs.
Jeg så to smertefulde aks af voks som begravede et landskab af vulkaner, og jeg så to gale børn som grædende puffede til en morders pupiller.
Men to har aldrig været et tal, for det er en angst og dens skygge, for det er den guitar som tolker kærlighedens fortvivlelse, for det vidner om en anden uendelighed end dets egen, og det er dødens mure og den nye genopstandelses straf uden ende.
De døde hader tallet to, men tallet to dysser kvinderne i søvn, og da kvinden frygter lyset og lyset skælver for hanerne og hanerne kun kan flyve over sneen, må vi hvileløst gnave kirkegårdens græs
10. januar 1930. New York - Federico Garcia Lorca.
Her endnu et digt fra en rammende poet og nobelpristager, med…
Hadet
Se, hvor dygtig hadet er, hvor godt det holder sig i vort århundrede. Hvor ler det tager høje forhindringer. Hvor nemt det er for det – at springe frem og gribe fat.
Det er ikke som andre følelser. Det er både ældre og yngre. Det føder selv anledningen, der vækker det til live. Falder det i søvn, er den aldrig evig. Søvnløshed nedbryder ikke dets kræfter, men forstærker dem.
Religion eller ikke religion – det vigtigste er at bøje knæ ved startstedet. Fædreland eller ikke fædreland – det vigtigste er at springe frem. Til at begynde med er retfærdighed slet ikke værst. Bagefter kan det vælde frem af egne kræfter. Hadet. Hadet. Med et ansigt fordrejet o kærlighedsekstase.
Åh! disse andre følelser, klodsede og dovne. Siden hvornår kan broderskab regne med så store menneskeskarer? Medlidenheden – er den nogensinde kommet først i mål? Tvivlen – hvor mange villige kan den bringe med sig? Kun dét kan bringe noget med sig, for det ved besked.
Begavet, lærenem, meget flittig. Behøver man nævne hvor mange sange det har komponeret? Hvor mange sider i historien det har nummereret? Hvor mange mennesketæpper det har foldet ud på hvor mange stadier og pladser?
Lad os ikke bedrage os selv: det kan skabe skønhed. Blændende er dets gløder i den sorte nat. Prægtige dets eksplosionsskyer i det rosarøde daggry. Det er svært at nægte ruinerne deres patos, eller i det mindste en grov humor, en søjle der midt blandt dem stikker drabelig frem.
Det er en mester i kontraster mellem brag og stilhed, mellem rødt blod og hvidt sne. Men frem for alt bliver det aldrig træt af motivet med den velsoignerede bøddel bøjet over sit besudlede offer.
Altid parat til nye opgaver. Er det nødt til at vente, så venter det. Man siger, det er blindt. Blindt? Det har en snigskyttes skarpe øjne der skuer modigt ud i fremtiden. Kun det. Det eneste.
- Wislawa Szymborska.
mvh Simon
Redigeret af Simon (09/12/2016 05:50)
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
#22292 - 09/12/2016 17:31
Re: Mellemrummet
[Re: RoseMarie]
|
veteran
|
Registeret: 04/04/2008
Indlæg: 3512
|
|
Hej RM… Hva’ sir’ du til rigtig jul med uglegave: http://forskning.no/2016/12/forskere-advarer-mot-k...ord-universitet- Også i julen må der være plads til en ”and”, men jeg holder nu også på at uglen langt bedre nisser historien ind i julen og naturen op i træet – hvad enhver i denne plasticalder ka’ savne, hvadenten vi så står og synger julesalmer om en roterende plasticgran, eller går hånd i hånd omkring det naturlige ugletræ… Det er her besluttet, at sådan ét ska’ vi ha’! ;) mvh Simon
Redigeret af Simon (09/12/2016 17:34)
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
#22293 - 09/12/2016 18:19
Re: Mellemrummet
[Re: Simon]
|
bor her
|
Registeret: 02/05/2009
Indlæg: 1013
|
|
Hej Simon
Et ugletræ, ja selvfølgelig skal det være et ugletræ ... og det er slet ikke noget ukendt fænomen at ha' en ugle siddende i træet. Sådan fortæller Peter i hvert fald ...
Ved Juletræet
Aa, hvor det straaler! Nej, se dog blot, hvor alle Lysene skinne! Og se, hvor Træet er fuldt af Godt! en Kat kan nu først jeg finde. Og dér er et Horn og en Svane — aa! Og dér er Pjerrot af Sukker; ham skal jeg rigtignok passe paa, naar siden vi Træet plukker. Her hænger en Hest under denne Gren, og dér er en Kurv med Pærer. Og dér er en Mand, nej, sikken en! En Tøffel paa Ryggen han bærer; hvoraf han er lavet jeg ikke ved. Men se blot Storken der oppe!
Og Kagedukker, som Hænderne ned i Buxelommerne proppe! Og Æbler, hvis Stilk er fint forgyldt, og et Par Strømper af Kage og Kræmmerhuse, som helt er fyldt med Ting, som jeg nok gad smage! Og Svøbelsebørn! Og se blot dér to Frøer af Chokolade! Nej, kom, der sidder en Ugle her. Aa, hvor vi alle er glade! Og store Figner i røde Baand og Grise og Sukkerkranse! — Bedstemoer, kom, tag fat i min Haand! Nu skal vi om Træet danse
Uuuhhh uuhhh RoseMarie
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
#22294 - 10/12/2016 08:44
Re: Mellemrummet
[Re: RoseMarie]
|
veteran
|
Registeret: 04/04/2008
Indlæg: 3512
|
|
Morn’ TM.. Ugl-la-la! Ja, uglen som litterært symbol har sin selvfølgelige plads på livets stamtræ, sin helt egen gren og naturlige plads i også juletræer; på hvilken hylde i hvilket bibliotek står der ikke også uglebøger og ser forstående ud i rummet, hvem vågner ikke ved siden sig selv foran kaffen med indtil flere hårugler i behold fra nattens sidste grene af små beretninger… Jeg kender sågar én der griner som en ugle - hvad der får de fleste til at holde sig på maven, når hele stamtræet sætter i gang og ryster under dette uhhh-uhhh...- og mindes en historie hvor en krøllet lillebror var vældig snu og havde ugleøjne. Uglen sætter sig spor mange steder, ikke mindst i tankelandskabet, ja hvem husker ikke uglen i Poul Thomsens tv-program, men egentlig er den lydløs: https://www.youtube.com/watch?v=kR7LIJbW-YANisselig weekend Simon
Redigeret af Simon (10/12/2016 08:46)
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
annonce
|
|