|
0
registrerede
107
gæster og
98
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
#23403 - 26/06/2017 19:34
Re: Poetisk fryd..
[Re: RoseMarie]
|
veteran
|
Registeret: 04/04/2008
Indlæg: 4683
|
|
Hej RM..
Rejsetiden nærmer sig: fødders rejse med det lange ben foran; måske det andet kun nølende følger i eftertænksomhed – man ska’ nu heller ikke kimse ad ben der hellere vil ligge og lege med tæerne, mens tankerne gør arbejdet!
Tilbage i Mellemrummet havde Frederik Dessau jo Inger Christensen med i sin kuffert på livets rejse i Toscana, som han sikkert siden har besøgt, ja hvem ved, om ikke Inger Christensen også dér fik listet sig ned i hans kuffert, hende vil han vel næppe undvære, og hvem kan vel fortænke ham i det. Hvad er vel geografiske strabadser imod den rejselyst der udfordrer tankelandskaber og som får én til brede sig i en fortids litterære paladser, som fx dette lille besøg i Epidauros – der findes i kap. Den travle tid:
Vismanden Labruyere fortæller om en kvinde, der med stort besvær havde flyttet sig til oldtidsbyen Epidauros for at konsultere lægeguden Asklepios for sine kramper. Først klager hun over træthed og udmattelse og får at vide, at det skyldes den lange rejse. Hun siger hun ikke har nogen appetit om aftenen, og guden foreskriver hende at spise mindre til frokost. Hun siger hun lider af søvnløshed og for at vide at hun kun skal ligge i sin seng om natten. Hun spørger hvorfor hun bliver fed og Asklepios svarer, at hun skal stå op før klokken tolv om formiddagen og af og til bruge sine ben til at gå på. Kvinden beklager sig over at vin bekommer hende dårligt og får at vide hun skal drikke vand. Hendes fordøjelse er heller ikke god, hun får tilrådet diæt. Mit syn bliver ringere, siger hun. Så brug briller, lyder svaret. Jeg bliver i det hele taget svagere og svagere, jeg er ikke så stærk som før, klager hun. Det er fordi De bliver ældre, svarer guden. Men hvordan skal den sygdom dog blive helbredt? Og Asklepios svarer, at det hurtigste middel er at dø, ligesom hendes mor og hendes bedstemor har gjort. Hvad er det for et råd at give mig? siger kvinden, er det den kundskab, som menneskene priser jer for og hele verden agter så højt? Der er ingen hemmeligheder ved den lærdom I kommer med. Alt hvad I har foreslået mig vidste jeg jo i forvejen? Hvorfor benyttede De Dem ikke af det? spørger Asklepios.
- Frederik Dessau, Hvor bliver tiden af, 1992.
go aftning..
Simon
|
|
Top
|
 Svar
 Citer
|
|
|
|
#23409 - 27/06/2017 09:17
Re: Poetisk fryd..
[Re: RoseMarie]
|
veteran
|
Registeret: 04/04/2008
Indlæg: 4683
|
|
Lidt fra de skulpturelle øjne – næsten Rodins:
Arkaisk torso af Apollon
Her uhørt hovedet, vi ikke kender
med modne øjenæbler. Som en stage
står denne torso, hvor hans synskraft brænder,
dog stadig tændt, kun skruet halvt tilbage.
Thi ellers havde brystet ikke haft
det hvælv, som blænder blikket, og hans lænder
den drejning rundt, der som en smilen render
ned mod det sted, der bar hans avlekraft.
Så stod den sten vel skæmmet og massiv
under hans skuldres klare styrt tilfældigt
og flimred ikke som et rovdyrskind,
brød ikke fra konturerne så vældigt
ud som en stjerne: intet sted er blind
for dig. Du ses. Må ændre nu dit liv.
*
Øvelse ved klaveret
Højsomren summer. Dens eftermiddag trætter;
hun vejrer ør som kjoles friske flige
og utålmodigt i etuden fletter
hun al sin drift ind mod det virkelige:
i morgen er det der, i aften, var
måske just her, men blot holdt skjult for hende;
foran den høje vinduesåbning har
hun sporet den forvænte park herinde.
Da brød hun af, så ud, med hænder sænket,
og ønskede en lang bog, skød med ét
vellugten af jasmin vredt tilbage.
Den gik for nær, hun fandt sig uvist krænket.
*
Barndom
Man skulle tænke grundigt for at tale
om noget tabt, der lå så dybt i dvale
som barnets lange eftermiddagsstunder,
der aldrig sådan kom igen. Man grunder:
hvorfor? Påmindes nok engang: i regn
måske, hvem husker mer, hvad det vil sige;
men aldrig var vort liv så fuldt af tegn,
og gensyn og farvel så virkelige
som dengang, da der ikke skete andet
for os, end det der sker for ting og dyr,
da levede vi i deres eventyr,
skønt mennesker, fyldt af figur til randen.
Og blev så ensom som en enlig hyrde
og selv det fjerne har vi som en byrde
og langt fra hørte vi det kalde, vække,
og langsomt som en ny blandt lange tråde
blev vi ført ind i denne billedrække
hvor det at blive nu er os en gåde.
- Rainar Maria Rilke, Nye digte.
mvh
Simon
|
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
annonce
|
|
