Bredgade, mit lille Rusland
Bredgade, mit lille Rusland,
dine gyldne løg
og Café Petersborg,
kælderbeværtningen ved Esplanaden, mit ydmyge
vinterpalads, hvor det eneste
jeg savner
er de små tørrede fisk
med de store, salte og forbavsede øjne, bedste tilbehør
til porteren, uudgrundelig som Neva,
når foråret brækker isen
og fylder den stivnede flodære
med livgivende mudder, sorte lastpramme og grønne,
vemodige håb.
Bredgade, burgøjsergade, udklækningsanstalt
for aktiesvindel og anden
kapitalistisk humbug,
rotterede for vinkelskrivere, lovlakajer
og fisefornemme fiduser, befængt
med billarm og stinkende os!
Når jeg vælger dig til mit røde hjertes gade
skyldes det alene
min længsel efter Rusland og dine holdepunkter
for min længsel:
De gyldne løg
og Petersborg, mit vinterpalads, min Eremitage
på hvis trappe jeg mødet det første
forårs smeldende lys,
Pushkins klarhed i et glimt,
og hører Ivan Petróvic Belkins listige stemme bag mig,
svøbt i sin vante lugt af kartoffelsuppe, syrnet fløde og tørret hestekød
fortælle den sidste nye vits
og ligkistesnedkeren
i Nikitskajagaden.
*
Fuglekraniet
Som det ligger på stien
i stumper og stykker,
ligner kraniet flager af gråt salt. Kun næbbet
er helt, men sangen,
du hører,
kommer et andet sted fra.
- Eske K. Mathiesen.
mvh
Simon
Redigeret af Simon (02/10/2018 02:02)