"Jeg kan bedst lide fortællinger og eventyr ... "


- samt rim og remser som jeg sammen med ordsprog er opvokset med og har givet videre.


Jeg husker en stor bog med billeder af Halfdan Rasmussen som særligt blev benyttet.

Kan dog ikke huske navnet på bogen eller særlige rim som Halfdan Rasmussen skulle ha' skrevet, men her for eksemplet skyld efter erindringen:


"Dig og mig og vi to sejled' i en træsko.
Skoen sprak Jørgen sang, moar moar nok engang"


"Der var engang en mand, han boed' i en spand.
Spanden var af ler, konen vasked' bleer. Nu ka' jeg ikke mer."


"Nede i fru Hansens kælder kan man købe frikadeller
Når man køber æg må man ikke lave skæg.
Når man køber margarine, må man ikke stå og grine."


Jeg kan blive helt glad ved at erindre dette, da der er meget "musik" i den slags vers ... og fordi ... sammen med børn er det bare sjovt ... også selv om noget af det er det rene vrøvl.


¨¨¨¨

Ja, Urtekram – i Larsbjørns Strædet.

Nej, kirkegårde som åndehuller er jo ikke samme nødvendighed, som når man bor i byens midte. Ville ikke selv ku holde bylivet ud, og derfor bruge kirkegårde som beboerne.

”De kolde stene” er mere symbolet på døden, forgængeligheden, overvindeligheden, viljens ende.

”Jeg kan godt li' versene af Nis Petersen som du har postet, men jeg kan desværre ikke gengælde.”

- Sprogets lyde er i sig selv musik, at synge er et sprog; fx ka breves indhold gøre øjne glade eller sørgeligt stemt, som kirkeklokker: ”øjne som kirkeklokker” ka sagtens betragtes som en værre omgang vrøvl, men har man forbundet sorgen i øjne til lyden af kirkeklokker, da vil tankebilledet som en bevidst sproglig fremstilling formidle et stemningsbillede der bringer forståelse frem i os, virke som et eventyrterapeutisk værktøj: sætningsdannelser ka som kirkeklokker vippes, og formidle os en sproglig forståelse.
Man behøver jo ikke at læse digte, eller skrive dem, men de ka jo være en god måde at formulere noget hengemt i sig, og metoden ka være et indre behovs værktøj, fordi sproget ringer et eller andet frem, som fx hos Nis Petersen, Morten Nielsen og Halfdan Rasmussen. Børn elsker netop ham, HR, de leger netop hele tiden med sproget. Men han skrev også meget alvorlige digte, fordi indtryk fra en stor del af levetiden var så alvorlige, at det tragiske for at tackles måtte spejles i en humorisme, ligesom Benny Andersen, og levede i mange år sammen med en humoride, hr. og fru. humoride-Rasmussen..;)

mvh
Simon

Jeg fandt 3 bøger i dag i genbrug.

Egentligt kiggede jeg efter de der rim og remser, som jeg huskede, fra der var engang, men ak, det blev ikke i dag.

Derimod fandt jeg:

Johannes Wulff
Udvalgte digte ... Vi som er hinanden.

Det første hedder: Kosmiske sange.


Mellem sværd og latter

fødes vi og dør.

I bladløse skove

er vi trøstesløse,

skønt himlen ånder på os.

I hinandens øjne ser vi,

deraf opstår nye riger.

:

De to andre indeholder lyrik af forskellige forfattere.

Så nu skal der læses digte og Kierkegaard ... Kierkegaard som er kommet hjem fra biblioteket.

Så må "vi" se, om det kan fange mig, nu jeg har fået fint besøg.

Noget skal jeg jo ha’ puttet i hovedet, nu mit bibelliv ser ud til at være fortid.

:

Da jeg bladrede bøgerne igennem faldt der en frisør regning ud fra: Salon Vesterled i Randers hvorpå det ses at vask og ondulation kostede 13,10 kr. og en klipning 7,80 kr. ... lidt sjovt.

¨¨¨¨

Ja, det ka være en sær oplevelse, i gamle bøger at støde på mærkesedler der fryser tiden i et bestemt øjeblik, måske det tidspunkt hvor et læsende menneskes egen historie ophørte, fordi det indfandt sig i bogens historie.
Aksel Sandemose fortæller i ”Det svundne er en drøm” om en mands sære oplevelse: En mand går ud af huset, og kommer – for de andre af husets beboere – først tilbage igen 6 uger senere. For manden selv, er der blot gået få øjeblikke, men han er kommet ud af tiden, og skal nu indhente de 6 uger som de andre fik med sig.

mvh
Simon

Go'morgen Simon og Tikka

Ja, og velkommen specielt til dig, Tikka. Godt også at møde dig her i mellemrumstråden :))

I forlængelse af ordene fra jer begge, synes jeg dette digt af Michael Strunge fra digtsamlingen Verdenssøn bli'r en helt naturlig følge ...


Der må findes en dør
til et hus med et rum
med et vindue
hvorfra jeg kan se
hvilke veje jeg kom ad
for at se dem
igennem mine øjne
i rudens spejlbillede.

Hvis vinduet i det rum
i huset med døren
bliver åbnet af mig
glemmer jeg måske mig selv
og husker med ét
hvordan det er at gå
uden tanke for andet end gangen.

Så har jeg råd til
ikke at stirre på solen
men lukke øjnene
og rummes i dens varme
gemt midt på gaden
bag orangerøde æg
og ikke andet.



Ha' en dejlig dag, om det nu er ude eller inde ... eller måske både og :))


Hilsner og herlige morgenlufte
RoseMarie