Hej Tikka
"Jeg mener også, at dette er en væsentlig del af det. Men er det primære ikke, at den korsfæstede og genopstandne Jesus, som døde for vores synder, er Herre?"
SVAR: Min forståelse af den kristne fortælling er, at det er Guds kærlighed – som det kaldes – der er det primære.
For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv. For Gud sendte ikke sin søn til verden for at dømme verden, men for at verden skal frelses ved ham. Den, der tror på ham, dømmes ikke; den, der ikke tror, er allerede dømt, fordi han ikke har troet på Guds enbårne søns navn.
Johannes 3:16-18
Ifølge dit citat går det, vi begge skriver, hånd i hånd. Gud er en menneskekærlig Gud, som viser sig kropsligt i Jesus, som dør for vores skyld. I den kristne fortælling kan ingen af delene undværes.
Men jeg tager imod din pointe om, at Guds kærlighed er det primære. Og jeg skal lige lade den summe og simre.
Det er også den røde tråd, jeg finder hele vejen igennem biblen, dvs. også i det gamle testamente. En Gud der konstant rækker ud mod menneskene og vil dem det bedste. Desværre tror jeg, at det gamle testamente bliver misforstået i dag - ikke mindst af dem der aldrig har læst det.
"Jesus er verdens genopstandne frelser og Herre."
SVAR: Hvis du med Herre mener Gud – den Gud som skrifterne siger altid har været - er svaret for mig nej.
Jesus forstår jeg ikke som Gud, men som Guds søn, og som herre i forståelsen lærer – derfor er de, der følger ham hans disciple = elever der skal forkynde Guds riges komme, så Guds navn bliver herliggjort.
Skelner du mellem Herre (Gud) og herre (Jesus Kristus)? Det har jeg ikke tænkt over før. Gør Det Nye Testamente det?
Næ, nu har jeg lige tjekket. Paulus taler om Jesus som Herre - med stort H.
Jeg betragtede også tidligere Jesus som lærer. Med rette. Det er han. Men han er så meget mere end det. Han kropsliggjorde Israels Gud og gjorde for Israel og verden, hvad Israel ikke havde været i stand til. Og med hans død på korset udmattede han det ondes kraft, så syndens greb kan blive brudt, og Ny Skabelse kan finde sted. Jesus indviede Ny Skabelse og Den Nye Tidsalder med sin opstandelse.
"Troen rummer også trofasthed. Uden den er troen tom."
SVAR: Min forståelse er, at troen ikke nødvendigvis er tom fordi man svigter = ikke er trofast.
Peter fornægtede Jesus 3 gange - ikke fordi hans tro var tom, men fordi han var bange.
Det er et godt eksempel på, at man ikke forstødes, fordi man ikke er perfekt. I bønnen Fadervor, som mange beder dagligt, beder vi også om tilgivelse. Der er nok en god grund til, at vi har lært at bede sådan i denne centrale bøn.
Når jeg skriver "trofast", er det derfor ikke for at markere, at det er fatalt at komme til at træde ved siden af og må bede om tilgivelse. Det er for at nuancere, hvad der forstås ved "tro", så man ikke blot forstår troen som en kognitiv erkendelse af et faktum (Jesus er Herre). Det er i denne sammenhæng, at jeg skriver, at troen kræver en forpligtelse. En loyalitet. En tro
fasthed. For også de urene ånder kan "tro" (erkende som et faktum), at Jesus er Guds søn. Men de er alt andet end trofaste.
Og med hensyn til Peter bør vi nok skelne mellem tidspunktet før og efter Jesus' opstandelse. Hans egne disciple havde meget svært ved at forstå, hvad hans mission egentlig var, mens de vandrede med ham.
I længden kan vi nok næppe beskrive Peter som andet end trofast. Efter at have fået Helligånden gav han sit liv for sin Herre.
... men bibelen taler om en konkret himmel, hvor Gud skaberen bor.
Samme sted befinder Jesus og alle englene sig …
… og det er også dette sted, de som hører Jesus til skal hen, når han henter dem ved dommedag, er min forståelse.
Efter at have studeret kristendommen nærmere er jeg blevet gjort opmærksom på noget, der faktisk har styrket min tro:
Himlen er Guds dimension, og Jorden er menneskets dimension. Som det er nu, er de skilt af et slør. Du kan ikke pege med din finger "i retning af Himlen".
Men disse to dimensioner skal forenes, så Gud tager bolig blandt menneskene. Da vil Ny Skabelse fuldendes, og der vil ikke findes mere død, lidelse og ondskab.
Hvis man vil opretholde et uoverkommeligt skel mellem Jorden og Himlen, krop og sjæl, så splitter man det ad, som er ment til at være sammenføjet - ét. Og det vil have konsekvenser for vores syn på verden og kroppen - som noget dårligt man i sidste ende skal skille sig af med. Herved skyller flere fantasier ind over rælingen, såsom troen på at verden vil destrueres, og tid og rum kollapse. Hvilken respekt mon det afføder for vores Jord og krop at betragte dem sådan? Hvilke tanke- og adfærdsmønstre over for sig selv og andre, mon det afføder?
Heldigvis er skabelsen - krop og verden - noget godt i kristendommen, hvilket giver en helt anden respekt, tankegang og handlemåde i forhold til dem. Allerede i det nærværende liv.