Hvad er kristendom?
Sandsynligvis noget andet end hvad mange forestiller sig.

I denne tråd vil jeg fremkomme med pointer, jeg selv er blevet opmærksom på, og jeg håber på dialog og diskussion - og gerne en masse spørgsmål til religionen eller forskellige skriftsteder. Jeg er interesseret i alt fra teologiske, historiske og filosofiske aspekter af kristendommen.

Jeg er på ingen måde et orakel, og min forståelse er sikkert ganske ufuldkommen. Det kan derfor godt være, at jeg er nødt til at ændre syn, efterhånden som jeg selv bliver klogere. Derfor håber jeg, at det fremgår af mine indlæg, hvornår der er tale om noget, jeg er forholdsvis sikker på, og hvornår jeg er mere eller mindre usikker. Ligeledes hvornår noget er en holdning, viden, forskellige synspunkter mellem lærde, og så videre.

Det er i "genopdagelsen" af kristendommen, at jeg selv har valgt at blive aktiv kristen. Hvordan har jeg "genopdaget" kristendommen? Ved blandt andet at lytte til de førende teologer og historikere på området.

Lad mig straks begynde med en pointe som mange har fået galt i forståelsen ... Hvad sker der ifølge kristendommen, når mennesket dør? Mange vil nu svare, at det handler om at "komme i Himlen". Men det er ikke rigtigt. Det er en forestilling, der opstod i middelalderen.

Himlen er Guds dimension, og Jorden er menneskets dimension. Formålet er, at Himlen og Jorden forenes, så de bliver ét - Ny Skabelse. Derfor skal mennesket ikke op i Himlen - langt herfra - og i al salighed spille på en harpe "uden krop" og "uden verden" i en slags tidløs lykketilstand. Nej, mennesket skal igen opstå i kødet, og verden skal fuldkommes.

Kødets Opstandelse og Ny Skabelse er helt centrale pointer i kristendommen.

Hej Thomas



skriver du, og jeg kan kun være enig.

Poesi betyder skabelse, og for mig er poesien både skabt og skaber også mig (læseren) og selvfølgelig også forfatteren på ny. Hver gang jeg læser eller lytter til poesi, hver gang jeg ser ind i et andet menneskes øjne, skabes jeg på ny. For mig er "det hellige" og "det guddommelige" hverken et sted deroppe, ej heller et sted derinde (i mig selv). Det opstår og eksisterer i mellemrummet, i relationen til et andet menneskes ord, ansigt, hænder og øjne.

For mig siger ingen det bedre end Inger Christensen her i digtet Lys


I
Jeg genkender atter
en lysning i sproget
de lukkede ord
som er til for at elskes
og gentages ind til det enkle
En svane som folder sig
sammen om ægget
er endnu et ekko
af skabelse i os
Og svanen som flyver
dit øje mod solen
er endnu engang
profeti om et under

Det lykkes i ordet
at genkende lyset
ufattelig handling
fra manden til kvinden
Et ord som forvandler
dit sind til en svane
har enkelhed nok
til at forme et æg
Og sproget som lukker sig
inde i ægget
har vinger som bærer
fra fødsel til lys
Og solen er til for at elskes

II
Jeg tænker mig en sol
en svane og afsindighed
et stof som lyser
uden stoflighed
og svinger uden grænser
med tilfældigheden lygte
Så legemligt et under
er et lys
når evighed fortættes
træder nær
og ikke dræber

Jeg tænker mig en maske
af marmoreret sol
en ham af stive fjer
og hvid substans i hjernen
Lad døden være kold
Jeg tænker mig et under
at hjertet er en lygte
som tilfældigheden svinger
mellem dette jeg
og intet
i afsindighed og lys

III
Jeg tænker et lys
at solen er stærkere
nøgternt begriber jeg
legemets fald
de hvirvlende flager
af lys om sig selv

Jeg tænker et løfte
på linie med renhed
at lyset har givet os
stærkere vinger
end solens i rummet
til dette at dø

Og ellers kun legemet
sparsomt belyst
af sit uvisse løfte
aldrig en mur
og kun dette bestandigt.
Jeg tænker et lys

IV
Det at vokse
er måske det samme
Jeg tænker mig et træ
en fugl og fantasi
og gennem alle grænser
skriver vinger
drømmens vækst
Og hvor du faldt
har søvnen andre dyb
og åbne vinde
fra det løsrevne

Jeg tænker mig en sorg
og hvor den faldt
har fuglen atter
hængt en rede op
så stor som himlen
til mit sind at bo i
Det at vokse
er måske det samme
som at bo i drømmen
ingen sorg kan hindre
fugl og fantasi

V
Gentag det for mig
at dette er nok
at dette er legemets
rygende lys
at dette er nu

Støvet har intet
fortvivlende ekko
vort eneste liv
er en rose af liv
som vi elsker

Gentag det elskede:
lygten du svinger
så lydløst omkring mig
er endnu engang
et barn som begynder


Mange hilsner
RoseMarie

Hej RoseMarie

Dejligt at høre fra dig!



Det er desværre aldrig faldet mig naturligt at læse poesi, selv om jeg nu og da følger med på "Mellemrummet" - og lader mig berige.

Men efter at være begyndt at læse biblen dagligt har jeg fået øjet op for poesien. Det er ret stærke billeder, biblen vækker, ikke mindst når den udtrykker sig gennem poesi. Tænk blot på Salmerne.

Også Paulus har sine poetiske øjeblikke, se f.eks. hans kenosis-hymne, hans hyldestdigt om Jesus der tømmer sig for sin egen vilje og bliver fuldt modtagelig for Guds vilje, i Filipperbrevet 2, 5-11:

I skal have det sind over for hinanden, som var i Kristus Jesus,
han, som havde Guds skikkelse,
regnede det ikke for et rov
at være lige med Gud,
men gav afkald på det,
tog en tjeners skikkelse på
og blev mennesker lig;
og da han var trådt frem som et menneske,
ydmygede han sig
og blev lydig indtil døden,
ja, døden på et kors.
Derfor har Gud højt ophøjet ham
og skænket ham navnet over alle navne,
for at i Jesu navn
hvert knæ skal bøje sig,
i himlen og på jorden og under jorden,
og hver tunge bekende:
Jesus Kristus er Herre,
til Gud Faders ære.



Ja, dette at det hverken er noget "deroppe" eller "derinde" er først gået op for mig for nylig. Men det er i tråd med Ny Skabelse. Når mennesket frelses, så er det ikke en blot individuel frelse til en privat lykketilstand uden krop, "ord, ansigt, hænder og øjne". At sjælen skal "befries fra sit fængsel", dvs. kroppen, er en platonisk tankegang. Den jødiske tankegang - og vi må ikke glemme den kristne relation til det gamle Israel - fortæller derimod, at Skabelsen er god. "Verden" og "krop" er ment som noget godt. De skal ikke forkastes, men fornyes.

Hvad er da frelsen?
Frelsen er, at vi selv fornyes ved Helligånden, så vi kan være Guds agenter og være med til at forny verden. Vi er skabt i Guds billede for at reflektere Hans kærlighed og Visdom ind i verden. Og når vi tager vores kald på os i Jesus Kristus, så kan vi gøre, hvad vi er skabt til - vi kan gøre verden til et vidunderligt sted.

”Frelsen er, at vi selv fornyes ved Helligånden, så vi kan være Guds agenter og være med til at forny verden. Vi er skabt i Guds billede for at reflektere Hans kærlighed og Visdom ind i verden. Og når vi tager vores kald på os i Jesus Kristus, så kan vi gøre, hvad vi er skabt til - vi kan gøre verden til et vidunderligt sted.”

- Man fornyer altså ikke verden ved bare at gentage de samme fraser og trosbekendelser – hvilket ka’ få mig til, for bare at skabe en smule balance, at skrive:

Klunsere uden elendighed

Som generationer af oppustede sjæle danses der
med armene strakt mod himlen, og enhver
benrads ører kysses for blot en smule respekt,
man er klunsere uden elendighed…

- Simon.

Hej Simon



Nej, det gør man ikke. Heller ikke ifølge de kristne skrifter. Se f.eks. Matthæus 6, 7:

Når I beder, så lad ikke munden løbe, som hedningerne gør, fordi de tror, at de bønhøres for deres mange ord.

Eller fra engelske oversættelser:

English Standard Version:
And when you pray, do not heap up empty phrases as the Gentiles do, for they think that they will be heard for their many words.

New American Standard Bible:
And when you are praying, do not use meaningless repetition as the Gentiles do, for they suppose that they will be heard for their many words.

Hvis vi som kristne forsømmer denne enkle indsigt, så er det på tide, at vi fornyer vores bønsliv, så vi selv kan blive fornyet og blive til gavn for en verden, som ligeledes trænger til fornyelse.