Hej Arne



Jeg synes, at det er en god "mekanisme" for at holde dialogen i gang, at vi beskriver, hvor vi står. Det er jeg meget glad for, at du holder fast i.

Det, der har overbevist mig om værdien af kristendommen er følgende:

1) Jesu ord om den uselviske kærlighed. Dette var oprindeligt min indgang til kristendommen. I hans ord finder jeg et fuldkomment udtryk for uselviskhed. Jeg finder det ikke i andre religioner.

2) De historiske argumenter for Jesu opstandelse. Især finder jeg N. T. Wright og William Lane Craig meget overbevisende. Førstnævnte er historiker og teolog, sidstnævnte er filosof. Begge forsvarer de kristendommen med historiske argumenter.

3) Biblens meta-narrativ. Den "overordnede" historie. Hen over: Gud og skabelsen, Adam og Eva, Israel, Jesus og den tidlige kirke. Biblens "overordnede historie", historien i store træk, meta-narrativen, giver mig et helikopter-perspektiv på det, Gud og Jesus gjorde - der for mig er forståelig! Jeg får mulighed for at se skoven i stedet for de mange enkelttræer.

I biblens meta-narrativ finder jeg forskellige overordnede temaer, f.eks.:

* Vi er her for at reflektere Guds kærlighed og visdom ind i skaberværket og gøre verden til et vidunderligt sted. Siden begyndelsen afviste mennesket dog sit kald. Konsekvensen er et bristet menneske og en bristet verden - døden har fået plads. Men Gud vil forny os og hele skabelsen - og give os liv! - når vi vender om til ham og tager vores kald på os.

Hvad er så det unikke i kristendommen, som vi ikke finder i østens religioner? Det er f.eks., at i kristendommen er verden en god ting. Det er en GOD skabelse. Vi skal ikke flyve væk fra den i en sjæl uden krop. Vi skal gøre den til et fantastisk sted at være! Der er en helhed i kristendommen modsat f.eks. buddhismen, hvor verden forkastes i sidste ende.

Forstår du nogle af de tre punkter?

Kærlig hilsen
Thomas

Hej Arne



De er meget systematiske omkring at opbygge deres argumenter. Historiske argumenter. Det letteste for mig er at linke til stederne, fordi de allerede er beskrevet systematisk. Jeg er bange for, at jeg bare trækker noget fra, hvis jeg skal i gang med en oversættelse og "mine egne ord".

Omvendt ved jeg, at du ofte efterspørger "egne ord" og noget på dansk.



Ja, her er der faktisk tale om menneskets kald. Alle menneskers kald. Men Adam og Eva gjorde oprør mod Guds gode orden, hvilket førte til en verden, der er "gået itu". N. T. Wright nævner her vores drømme og visioner:
- Vi drømmer om retfærdighed.
- Vi længes efter gode forhold til hinanden.
- Vi søger det smukke og skønne i verden.
- Vi ønsker spiritualitet i vores liv.

Men vi ser kun disse ting glimtvis. Der er masser af død og lidelse i verden. Det er denne død og lidelse, som Gud vil gøre op med, når mennesket vender om til ham. Helligånden er i denne forståelse den ånd, som sætter os i stand til at begynde "Den Nye Skabelse". Den sætter os i stand til at bringe den fuldt ud gode verden til fødsel ved at forvandle os. Det er nemlig derfor, at verden er itu. Det skyldes, at vi gjorde oprør mod Gud. Vi er Hans repræsentanter i Hans skaberværk. Et ødelagt forhold til Ham går ud over hele skabelsen. Helligånden genopretter dette forhold. Den fornyer os, så vi kan forny verden.



Jeg er uden forståelse for, hvordan religionskrige og andet vold kan opstå i kristendommens navn. Det må simpelthen være fordi, at der ikke er tale om kristendom. Nok kan man vise kristendommens fane, men hvem bærer den? Er personen kristen "dybest set"? Hvis han i den anden hånd bærer sværdet, så tvivler jeg.



Verden forkastes i den forstand, at buddhismen går ud på i sidste ende at "undslippe" verden og nå nirvana - uden vores krop.

I kristendommen skal verden aldrig slippes. Vi er tværtimod her for at stråle med Guds kærlighed og gøre verden til vidunderligt sted. Når vi - musikinstrumenterne - er klar, så spiller Gud sit stykke musik: Den Fuldkomne Skabelse - her er vi med en fysisk (og uforgængeliggjort) krop.

I den forstand peger de to religioner nærmest i hver sin retning.

Kærlig hilsen
Thomas