Hr. lægprædikant..

Forskellen mellem et åbent sind og et hul i hovedet burde ellers være indlysende, og de der ikke forstår det, ka’ få et indblik i din indlægsbakke, hvor det eneste de finder bare er en suppe af følelser for religiøs overtro, men derimod aldrig en forklaring for troens relevans som et bevendt livssyn betragtet.
Så du er altså langt fra åben og debatterer forøvrigt slet ikke, tværtimod tror du at det er andre menneskers opgave at udtrykke hvad du mener (fx Wikipedia), ja du ligefrem surmuler over noget så elementært som forklaringskrav til meninger du fremsætter, og mener åbenbart stadigvæk at dine følelser for religiøs overtro er langt mere interessant end en forklaring for en sådan tros forhold til virkeligheden. M.a.o. tror du altså stadigvæk at du kan argumentere med dine følelser, der jo også her er det centrale omdrejningspunkt, i noget der bedst kan beskrives som en meningssuppe af forargelse over ikke at ku’ ophøje sin overtro med jura.

Sagen er at der intet kød er på dine meninger om ”hån” og ”æreskrænkelse” osv., ja velsagtens ikke engang ben. Vi er snarere ude i et cirkus af overfølsomhed, en lille dramaturgi med dig selv i offerrollen men set så ofte før, hvor pointen i sin enkelhed er at du simpelthen forveksler en forventet respekt for selve trosfriheden med et krav om respekt for selve trosindholdet – en absurditet man finder i variationer her på trosfrihed, og hvor du heller ikke evnede at kvalificere meninger til noget af værdi, hvorimod du bare fik rullet dig i uvidenhed (som om dét gav belæg for at bade hele landet i religiøs overtro).
Du har bare en underlig forestilling om at alle skal respektere hinanden, og måske fordi du ikke forstår at det er synspunktet man kan udvise respekt/despekt overfor, såfremt det altså tilfredsstiller særlige forventninger, fx en indbygget fornuft præsenteret logisk i en sandsynlig sammenhæng osv.

Blasfemiparagraffen var meningsløs, fordi følelser for religiøs overtro ikke skal beskyttes af jura, følelseslivet og religiøs tro er ikke et samfundsanliggende, ligesom andre personlige meninger ikke er det. Folk er udmærket istand til indbyrdes selv at diskutere sig frem til enighed og uenighed, de ku’ passende lægge mb’en fra sig en stund og skændes lidt, det er intet problem, enighed er ikke en national politisk forventning. Det er uenigheder der skubber synspunkter op i hækken, flytter blikket til andre udsigter med evt. indsigter.
Noget af det værste vi har set i forbindelse med den såkaldte Muhammed-krise, var jo netop et fokus på følelser fremfor indlysende argumenter. Folk fik nærmest kneb af deres storartede ”mavefornemmelser”, og så ikke hvor det bar hen. Det er ikke noget under at folk går amok, hvis ikke de lærer følelser at kende i kontakt med uenigheder og skænderier, lærer at det er deres ansvar at kontrollere deres egne følelser i det off. rum, midt i samfundets diversitet. Jeg formoder at de fleste mennesker vil ønske sig et samfund med personlig frihed i videst muligt omfang, et fællesrum hvor uensartede mennesker trives side om side, og hvor folk kan være dybt uenige uden at flå kødet af hinanden. Et sådant samfund får man ikke hvis man indretter sig efter snævre love der skal beskytte individerne mod hinandens følelser, tværtimod vil man få et samfund der minder meget om det DDR vi så tilbage i 60-70’erne med ydre kontrolforanstaltninger. Og i den forbindelse er det tilflytteres egen opgave at tilegne sig viden om landet de har valgt at bo i, og vide at man ikke kan forvente respekt for sine religiøse idéer, nøjagtig som man ikke forventer respekt for politiske standpunkter. Så du kan altså ikke ”nurse” forventelige menneskelige uoverensstemmelser ihjel med en absurd idé om, at hvis alle dog bare respekterede (udviste positiv anerkendelse for) hinanden, ja så ville alt være fryd og gammen. Men du kan argumentere for hvorfor du gerne så at det blev sådan – men det ville jo altså samtidigt betyde et brud med dine fordunklinger, og det er vist i sig selv en absurditet…;)

mvh & go aften dér
Simon

”Vi får altså den fulde frihed til at spotte og håne, hvad mennesker tror på religiøst.”

- Føleri for religiøs overtro er bare fritaget for jura, idet følelser for religion, spaghetti, muslinger, kunst og strikketøj slet ikke er et juridisk anliggende – politikere og domstole har vigtigere ting at bruge tiden til.


"Det er alt sammen godt, men hvor er vores strategi mod den globale islamistiske terrorbevægelse?"

- Terror uanset bevæggrunden indgår derimod i jura/politik - man ved udmærket at man ville gå islamiske terroristers ærinde hvis man beskyttede religion med jura, som tilfældet er det i teokratiet.

mvh
Simon

Hr. lægprædikant..

Det er ikke forbudt at tænke sig lidt om, inden man trykker send..;)

mvh
Simon