1
registreret
(1 usynlig),
813
gæster og
230
søgemaskiner online. |
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
#17379 - 12/05/2014 09:13
Re: Mellemrummet
[Re: RoseMarie]
|
veteran
|
Registeret: 04/04/2008
Indlæg: 4683
|
|
Ohøj i regnen…
”Kun sådan bliver ordene levende på og ikke til papegøjesnak, som ørkesløst gentages uden betoning og i hverken stemmeføring eller ord. Ord, som bli'r levende, bli'r til sang og musik ... her med Anne Dorte Michelsens smukke ord, som hun også gjorde til sang og musik ...”.
- Jeg ska’ love for der er rytmiske dryp på samtlige spir, degne og naturens øvrige små hatte i det nydelige Dannevang, en himmelsk musikalsk forestilling der langt overgår eurovisionet-sirener i danesang - du fredsens, mon også guder holder sig for ørerne til gøjer i taktfaste elegier; du Thor, hører du en skræppen fra os der under dig bor?
Her lidt hymner fra det gennemmusikalske menneske Jørgen Gustava Brandt – og fra Serie (1981); ham ska’ man ik’ gå glip men la’ sig gå på af, for dels ville han virre med hovedet og dels ville man bare gå glip af det han sir, for øvrigt også af kompositionen – som jeg her har taget mig friheden til at positionere som egen kompost - fra dette mærkbare væsens indre stemme, som jeg nu altså synes det er værd at ha’ fornemmelse for ;).
Her er ingen monumenter
Asymmetrisk tjørn sort stridig hældende over vandhullets spejl
Mellem tjørnen og vandspejlet i nedgangsstundens blege skær med tornekongen dansemyggenes tyste hvirvler …
Vi er tjørnene kinesere i al slags vejr vi har ingen forbindelser ved hoffet men heller ikke på rådhuset ske hvad der vil vi gemmer det røde hemmeligheden er åbenbaret
Vi er sten store sten sten sten stenede sten frie sten meget hjerne såvel som hjerte
Vi er poplerne vi vender det hvide ud af bladene kun visdommen optar os.
600 måneders viden om harens flugt
Endnu ikke helt udmattet Jeg tier.
Mægtige kredse omarmer dette
Mit liv det passer mig godt Vendt mod det uendelige står en bænk –
Det plasker fra bropillerne det syder Natten er fortrolig Havets lyd Safirblinket sporets rids borte
stien fortaber sig, hvid Nedenom og hjem gamle hygrofile helhest Det passer mig godt
Vi lever på lykke og fromme
Og alt der lever er helligt, viet skabelsens gud og derfor guddommeligt signet.
Som du ser er det hele et øjeblik
- udpluk fra ”Serie” 1981 af Jørgen Gustava Brandt.
Jeg synes der er så meget fælles mellem Jørgen Gustava Brandt og Vagn Lundbye – officeren, der først svajede i Vindrosen og siden med Signaliment samt Altvidende fortællinger, men helt lost blev jeg nu først efter at være blevet landsat med trilogien Tilbage til Anholt, som jeg synes man skal love sig selv at læse. En lidt anden post, det her, men sjovt at skrive under en grå himmel akkompagneret af nydelig himmelmusik, dryp-dryp-dryp; men efter at være puslet om og badet med himmelsk omsorg i mindst tre hele dage, ku’ jeg nu godt tænke mig at se solens glade ansigt igen. Og da jeg åbenbart ikke kan sprede de samlede tanker om arbejdet, får du hermed i stedet lidt adspredthed til duften af min frisklavede kaffe samt et, god fornøjelse - tak i øvrigt for Dortes og Borums strofer, sidstnævnte er tit en glæde; håber du holder af den snegle-reglementerede regndans og at du pudser følehornene til gode strømninger, i guder det er vådt, det vand…;)
mvh Simon
Redigeret af Simon (12/05/2014 09:17)
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
#17381 - 12/05/2014 10:17
Re: Mellemrummet
[Re: RoseMarie]
|
bor her
|
Registeret: 30/03/2008
Indlæg: 2397
Sted: Sverige/Danmark
|
|
Et lille hint til sprogforståelse, RoseMarie, er intuitionen, som gør os i stand til at se gennem ordenes pålydende værdi, og fornemme de bagved liggende tanker og følelser. Digte består jo i virkeligheden af metaforer, der udvider sprogets muligheder. Det var jo grunden til at Einstein, som havde en masse intuition, benyttede sig af metaforer som "Gud" og "religiøsitet" som netop ikke betød det samme for ham som ordbøgernes definitioner. Jeg har selv brugt tilsvarende metaforer i et digt fra 2008, hvor jeg forsøger at beskrive 16 milliarder års udvikling i 16 små strofer. Mennesker med den intuitive sans for poesi fornemmer måske her den skabelsesproces, som Arne bekymrer sig så meget om at få forklaret. Genesis. Tiden skælver, stoffet kælver i et lydløst brag. Rummet fødes, kræfter mødes i et gudeslag.
Plasmafaser, kræfter raser, Altet går bersærk, ekspanderer, kontraherer, det er guders værk.
På sekunder strålebundter kaster sig afsted ud i rummet, nænsomt krummet om en evighed.
I æoner stormer ioner mod et ukendt mål. Hede vinde, som et minde om det første bål.
Rummet øger, stoffet søger mod en tyngdepol. I det golde mørke kolde vokser frem en sol.
Solens varme strålearme rør et kolloid: Stoffet mindes, kræfter bindes, det er livets tid.
Byggestene, helixgrene med en mystisk sans sig formerer, duplikerer i en hvirveldans.
Celler spaltes, som de kaldtes af en guderøst. Viden samles, mens der famles efter lysets trøst.
Kaos bindes, veje findes, livets overtag i kemien entropien mindsker dag for dag.
Havet syder, bølger bryder mod den hvide kyst. Op af vandet, gennem sandet snor en fisk sig tyst.
Mutationer, millioner arter vokser frem. Hjernen øger, tanken søger mod et større hjem.
Nye gåder, nye måder fremmer tankens skred. Hele tiden øget viden bryder grænser ned.
Data byttes, viden flyttes uden tab af tid gennem zoner, tachyoner spredes hid og did.
Stjernetåger, liv, der våger, lytter efter svar. Er vi flere, ved vi mere end det lidt, vi har?
Vidt forgrenet, men forenet livet presser på. Eksistenser uden grænser prøver at forstå.
Viden sendes, alt erkendes, og måske til sidst Universet, gudeherset, bli’r sig selv bevidst. Det er primært skrevet for fysikere og kosmologer, og indeholder derfor en del faglige gloser, men jeg håber, at du og andre også kan få noget ud af det. Mvh Ole Bjørn :o)
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
#17431 - 15/05/2014 23:50
Re: Mellemrummet
[Re: RoseMarie]
|
veteran
|
Registeret: 04/04/2008
Indlæg: 4683
|
|
Hej RM & Ole..
Her lidt af en mulig ukendt musik til øjnene, ikke så meget for at lægge danske poeter bag, som for at lægge et par af de rigtig store frem for os, nogle af dem skabte livstegn i selv meningsløs krig og livets paradoks, med de sanseligste billeder på situationer nære som fjerne. Jeg læser essays af Virginia Woolf i øjeblikket – i 1912 giftede hun sig med Leonard Woolf, og sammen grundlagde de så Hogarth Press, fra hvilken min ”Granite and Rainbow” her stammer – hvor memoirers skaber en atmosfære med myriader af anvisninger til bevidste tankevækkere i tider så fjernt fra litterater og poeter der i dag omgiver os, men som benytter sig af en psykologisk romanform som hun, hvis ikke hun ligefrem skabte den, i hvert fald var medvirkende til det – eksempler derpå kender du måske sikkert selv, enkelte er tilmed filmatiseret, men viser kun lidt om hendes tankes styrke, som man får et meget klart indtryk af i hendes essays, hvorfor de naturligvis er værd at kaste sig over – ”To the Lighthouse” bør man unde sig selv, hvis man er glad i sprogets dirren, inden i. Hun var bl.a. rigtig glad i mange af tidernes store poeter, ikke kun Shakespeare, hvoraf enkelte stykker ska’ fylde tanker også her, så fra mig til jer, to whom they speak:
Forward, the Light Brigade! Was there a man dismayed? Not though the soldiers knew Some one had blundered: There’s not to make reply, There’s not to reason why, There’s but to do and die: Into the valley of Death Rode the six hundred.
Cannon to right of them, Cannon to left of them, Cannon in front of them Volleyed and thundered; Stormed at with shot and shell, Into the jaws of Death, Into the mouth of Hell Rode the six hundred.
- Tennyson’s “The Charge of the Light Brigade” (1854).
Aloof, as if a thing of mood and whim; Now that its spare and desolate figure gleams Upon my nearing vision, less it seems A looming Alp-height than a guise of him Who scaled its horn with ventured life and limb
- Thomas Hardy.
mvh Simon
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
annonce
|
|